Når evigheden slår en - Procella

Vejr: Det sneer ikke mere, men det har det gjordt, i flere dage. Vinden er kold når den rammer en, det er klart det er frostgrader, himlen er sort, månen er klar, den giver et smukt skær over den hvide sne, det glimter.. det hele er så.. idyllisk.. perfekt.
Omgivelser: Skoven.. det siger så meget bar i sig selv.
Tid og dato: den er næsten 3.. om natten d. 15 februar
Påklædning: En rødbrun skjorte, åbenstående læderjakke, et bar sorte skinny-jeans, sorte strømper og sko. Et bælte hvor hans kniv hviler i.
Årstid: Vinter.


Der var så stille.. snen var over alt! Det var til at blive sindsyg! Og her sad han så, midt en en kæmpe snedrive, bagbundet af sine egne tanker. Hvad var det han flygtede fra? Han var ikke sikker, men han vidste at det var noget inde i ham selv, der plagede ham. Noget fortalte ham det var hans følelser, dem som han aldrig havde haft.. men nu kom han i tvivl, for han kunne jo godt elske? Det havde han også kunnet den gang, men det føltes anderledes nu.. alt havde selvfølelige været anderledes siden forvandlingen.. men lige nu.. her i skovens fredfyldte natur.. der var følsen anderldes, så stærk, han var bange for den skulle kvæle ham. Før eller side blev han nød til at rejse sig op, gå hjem.. sandheden i øjnen.. men lige, nu gemte han sig, fra verden, fra følelserne.. tankerne kunne han ikke undgå, de var en evig plage.. hvad var det de sagde? Samvittighed? Nej den slags følelser ejede han selt ikke.. de forsvandt fra mange år siden.. efter hans første drab, den smulede langsomt væk, og nu kunne han med lethed slå ihjel uden så meget som at vise en enkel følelse i hans porcelens agtige ansigt. Han lukkede øjnene i, drømte sig længere væk, et andet sted.. hans fortid? Det var svært at sige.. drømmende havde ingen betydning, de var der bare.. viste ham bileder, erindringer, ting der var bleven glemt i underbevidstheden. Nej vent.. han kunne ikke drømme, det var umuligt, han kunne ikke sove. Han slog øjnene op igen, billedet af kvinden, den lange hvide nat kjole og hendes våde øjne.. som hun stod der på balkonen og så ud i intetheden, fortabt, alene, forladt. Han gred fat i den nærmeste gren og smadret den mod træet så grene knækket midt over. "ARRRRGH!" hans skrig gav genlyd gennem luften. Hvad var det han tænkte på! Havde han ikke selv sagt, at fortiden forlængst var et glemt minde? Hvorfor jagtede den ham nu? Hvorfor.. kunne de ikke bare.. lade ham være.. alene.

Dagen efter valentines.

Det havde faktisk været en okay dag. Strandtur med Wick. De havde gået og talt om dybt ligegyldige banale ting. Leget...hvad? Mennesker? Aftenen var sluttet af med jagten. Drabet.

Hun kunne ikke snige sig ud hver nat, men hun havde brug for sin alenetid. Hun havde brug for at komme ud, mærke vinden i håret. Hun blev rastløs og pirlig hvis hun ikke gjorde.

Skoende ramte den sprøde sne i et rytmisk tempo. Dump dump dump dump. Hendes ånde blev til små eksplosive skyer af damp omkring hendes ansigt. Vinden piskede den lange hestehale bagud.

Procella skottede ned på uret omkring hendes arm. Det var en skridttæller og pulsmåler. Hendes lår var allerede begyndt at protestere over den uvante anstrengelse ved at løbe i sneen. Det var lidt som at løbe i vådt sand på stranden og gjorde det hele tungt og hårdt, men hun nød til fulde at mærke sin krop arbejde igen.

Wicks behandling af hende, og Segos, havde fået hende til at indse at hun ikke kunne ligge og dangdere den og bruge som undskyldning at hun var mor. Hvis ikke hun holdt sig selv ved lige så ville hun rent faktisk gå i stykker før eller siden. For alvor.

Da skriget lød gennem natten reagerede hun instinktivt. Hendes muskler spændtes og hun satte farten op i det kropsnære løbetøj, der gjorde hende så godt som usynlig i natten - kun skilte hun sig klart ud imod den hvide sne hun løb på, der kastede månens skær tilbage, og faktisk gjorde natten i skoven forholdsvis lys.

Hun var for garvet til ikke at være forberedt på uventet besøg. Hun havde lært af Sego og Creo, hvor lidt hun end ønskede at indrømme det. I fuld sprint befriede hun sølvstagen fra sit velkrobånd, uden at vide hvad hun skulle gøre sig parat til at møde.

Hun så en skikkelse i natten, og satte fødderne i jorden. Det der var ikke en eller anden nødstedt skovtursgænger...vent...det ville også være et underligt tidspunkt at gøre sådan noget på..ville det ikke?

"Who the hell are you, and what the fuck are you doing here?!"

Procella forsøgte at råbe den fremmede op i natten uden at komme for tæt på. Det var bedre at benytte sig af eventuelle fordele hun kunne skaffe sig, og indtil hun vidste nogenlunde hvad hun stod over for, var det bedst at være forsigtig.

Alias begravede sit ansigt i sine håndfladere. Han trak vejret tungt, hver gang han pustede ud, spredte sig der en hvis støvsky.. det ville være tydeligt for en hver at han trak vejret. Det havde altid bare været.. en selvfølge for ham, han havde været van til det hele sit lange liv.. kun de døde trak ikke vejret.. men levnede kunne man vel heller ikke rigtig kalde ham, ikke længere. Han så op da et råb gik gennem skovene.. han stirrede frem for sig.. han havde slet ikke lagt mærke til at der var andre her i soven end ham, normalt havde han vel hørt det, eller lugte det.. det var fandme farligt at tænke, farlig at føle.. det ødelagde ham.. indefra. Han kom hurtigt på benen, det hjalp ikke noget og side der i sneen og se ynklig ud, bestemt ikke hvis denne anden person ville ham noget ondt.. selv om der ikke var særlig mange der slap godt af sted med det. Han havde lært.. man skulle altid være på vagt. Han lyttede til stemmen, det var en kvinde, det var ikke sævrt at sige.. hvor var hun? Han vendte sig om, prøvede at skimte en skikkelse mellem træerne.. enden gemte hun sig ellers så stod hun bare i skjul bag et eller andet.. skovligt.. for han kunne ikke få øje på hende. Han prøvede at finde stemmen i hovedet, men det var ikke noget han lige umidbart kendte, så.. ingen han kendte? Måske, med ham kunne man jo aldrig vide.. han kendte.. så mange. Han skulle bruge et ansigt, et sind at se ind i, ellers hjalp det ingen ting. Han gik lidt frem og tilbage.. skulle han svare hende? Han var ikke sikker.. hans hjerne fortalte ham han skulle tage at skride hjem.. men.. han var ikke et menneske.. han var ikke et offer.. han var en jægere, han flygtede ikke, han kæmpede. Han stod helt stile imens han lyttede efter fodtrin, hun blev nød til snart at komme frem, og mere nu hvor han ikke havde svaret hende.

Intet svar?

Crap...I am not playing wide-eyed doe here

I mørket gled Procella om bag en træstamme. Hun sænkede sit forpustede åndedræt så langt ned det var hende muligt og søgte ud med sine sanser.

Sne, is, duften af saft dybt i de vinterdvalende træer. Lyden af en mus der var blevet vækket af sit vinterhi grundet rystelser i jorden. Og så var der....et hul...et hul af ingenting. Der var ingen duft. Ingen lyd. Og manglen på det var det der skreg. Det var som et billede hvor en del af motivet og farverne var blevet fjernet af et hviskelæder.

....fuck....me....

Procella bumpede baghovedet ind mod træstammen og greb bedre fat om stagen. Hvis det var Victoria havde hun svaret nu. Så...hvem var det? Hun havde på ingen måde tænkt sig at vade ud som målskive.

Alias øjne gled fra træ til træ.. hvor var hun? Hvorfor kom hun ikke frem.. han var stoppet med at trække vejret, han var for.. spændt. Hvorfor fanden kom hun ikke bare frem? Det var hende der havde råbt op lige før.. og nu turde hun ikke vise sig.. vidste hun hvem han var? Var hun bange for ham.. burde han være bange for hende? Skulle han sige noget nu.. nej.. det var bedst hvis han bare.. blev hvor han var, stille som han var.. men så gik hun? Og så fik han ikke chancen for at se hvem det var.. ville han så nogen siden finde ud af hvad hun ville. Argh for mange spørgsmål for mange sætninger, han kunne ikke have det i hovedet. han var ikke bange, hvad kunne en pige dog gøre? Ikke en skid. Han bevægede sig lidt rundt på sin lille åbning mellem træerne, da en mindre lyd gled gennem hans øre, men høj nok til han kunne opfatte den, hans kniv skapre snaser var ikke ude af takt, de fungerede stadig, han skulle bare koncenterere sig lidt. Han fandt hurtig stedet lyden var kommet fra.. han overvejde om han skulle sætte i løb.. eller om han langsomt skulle snige sig ind på.. hende. Men det var jo heller ikke lige fordi han.. nej. Hvorfor var det så svært lige pludeslig, det havde aldrig været svært? Måske havde hans hjerende alligvel genkendte stemmen.. men hvorfor fik han så ikke at vide hvem hun var? Hvorfor var det eneste han vidste lige nu.. at han skulle skynde sig væk. Det fik hans nysgerrighed til at eksplodere, og han satte i løb mod lyden, mod hende. Han stoppede brat op lige foran kvinden. Han stirrede indgående på hende, som stod han der, kun en meter fra hende. hendes ansigt brændte sig fast i hans erindring.. han havde set hende før, han var sikker.. men han kunne stadig ikke sætte ord på hvor.. eller hvem hun var, det irreterede ham, hans evne var som regl ikke så sløv. Hans kolde ansigt, udgav ikke en eneste følelse, hans øjne var sorte, hans blik var umuligt at læse, hans læber var en smal streg. Hans indre var et helved at følelser.. det eneste han ventede på.. en form for reaktion.. hvad som helst.

Fast son of a bitch

Det rykkede svagt i Procella da Alias stod foran hende i et udfyldende slør af farver. Problemet var ikke at han var hurtig. Problemet var nok nærmere at hun var hurtig nok til at fange hvad han gjorde, men uden at kunne matche præcis hvad han lavede med en modbevægelse. Hendes læber skiltes i et grin da han stirrede nærmest irriteret på hende.

"Whats the matter cupcake? Take a picture, it lasts longer"

Hun lod ham ikke komme ind. Hun lod ikke Alias se sig. Se minder, fortid, slægten. Ingen kom ind. End ikke Wick. Han fik lov til at se noget. Hun vidste at han havde søgt viden om hende, men hun ville ikke udlevere sig.

"Nice try fanger. You will never take me alive"

Hendes smil blev koldt. Hun lavede et vrid i hoften, og lynsnart sparkede hun ud efter hans bryst for at få ham bort. Han var for tæt på. Hun havde brug for bedre spillerum, især så hun vidste hvad hun stod overfor lige nu

Alias stod helt stille, han trak stadig vejret det var tydeligt for en hver, hver gang han pustede luft ud spredte der sig en sky af damp i luften omkring ham. Hun var smuk, det kunne han ikke komme uden om, men der var ligesom bare et eller andet ved hende han ikke brød sig om, det lå i luften omkring dem.. så mange spændingerne. Hans kolde udtryk ændrede sig ikke, han hverken smilte eller trak i mundvigen, ikke det mindste. Hedes stemme var blød.. selv om det hun sagde var.. mindre blødt, han kiggede indgånede på hende. Han trak sig ikke tilbage, han havde ingen grænser når det gjaldte nærhed, det betød intet for ham, han kunne med let hed gå tætter på uden at føle det mindste, dog ville han ikke gøre det, sådan uden at kende hende, kun hvis hun selv provokerede til det. Han kunne ikke rigtig finde ord.. han ville svare hende igen, han brød sig ikke om hendes flabede attitude, men han kunne bare ikke finde ordene.. det irreterede ham. Han blev dog hurtig opmærksom på det næste hun sagde, og hvæste højt af hende, hun skulle ikke tro han fandt sig i den slags. Han fløj tilbage fra hende da hun sparkede ud efter ham, han vendte sig om og satte i spurt gennem skoven, et par sekunder efter stoppede han op igen.. i stilheden, han så sig omkring, han følte sig jagtet.. det var en ubehalig fornemmelse, hvad var hun? Kunne hun følge efter ham, var hun lige så hurtig som ham? Hvad kunne hun.. hvem var hun.. Så mange spørgsmål, og stadig ingen svar. Han begyndte at gå langsomt vider gennem skoven alene. Han blev dog ved med at se sig over skulderen, hun kunne tro hvad hun ville, han havde ikke lyst til at slås, og han havde ikke lyst til at snakke, slet ikke med en der havde sådan et beskidt sprog.. havde de dog ingen manere.. det kunne tænkes hun var et menneske, men det troede han alligvel ikke.. hun var anderledes, det kunne han fornemme.

flygtede han? Procellas næsefløje dirrede let, som en hund der har fået færten af sit bytte. Fra at være en kvinde i problemer, blev hun nu jæger, med smagen af blod lige på tungen.

Hun satte efter vampyren i fuld firspring, og i en sky af sne.

"Don't run little vampire. You will only die tired"

Sang hun fornøjet for sig selv, imens hun fulgte det tydelige spor i sneen

And then the hunter, became the hunted

Der var en poetisk retfærdighed i det. Der var de onde krafter i verden...og så var der hende. Et enkelt lod på vægtskålen, og slet ikke nok til at balancere den. Men det var en start.

"1...2...3...4, the hunter is knocking on your door. 5..6..7...8 Human beings are not your bait. 9..10...11...12 In the darkness all the slayers delve. 13...14...15 too, now I'm coming after you"

Procella kunne ikke lade være med at smile i grusom forventning og indre latter over den lille fjollesang hende og Micha havde lært som børn. Den virkede bare enormt passende lige nu.

Alias stoppede op igen og så sig omkring, han havde bestemt sig for at tage hjem.. men nu var han i tvivl om det var en god ide.. at lede hende lige hjem.. til hvor han boede? Han havde jo ikke rigtig nogen fælder eller noget som sådan.. ingen vidste han havde huset.. det stod i en anden navn, det var.. det eneste sted han kunne være i fred sammen med Stefan, deres sted.. alene, uden alt det lort som Alais havde gang i. Han burde ikke vise hende huset, han måtte heller finde et andet sted at tage hen, til han var kommet af med hende.. måske skulle han bare forklare hende at han simpelt.. ikke gad.. han gad ikke lege! Og slet ikke med kvinder.. de var og blev nede! De skulle fandme ikke have lov til at gå rundt uden.. kunne de ikke bare være lige som i gamle dage! Det var meget nemmer.. åh hvor han dog længdes efter det.. bare hundred år tilbage, alt var så.. nemt den gang.. nu var alt for indvikelt, og vampyere så udbredt.. stortset alle mennesker kendte til det overnaturlige.. det var slet ikke sjovt mere.. det var lidt feder den gang man var en sjældenhed.. Suk. Han sank da han igen kunne høre hendes stemme.. hvad lavede hun? Sang.. hvorfor?! Han smilte lidt for sig selv.. Hvor var han bleven.. kedelig.. flygtede på den måde? Hah! Nej han ville ikke flygte. Han stoppede helt op og lænte sig lidt op af et træ, imens han ventede.. før eller sener ville hun finde ham, han havde jo ikke lige frem gemt sig.

Jagtens fryd bruste igennem hende da hun løb efter vampyren. Til sidst blev det dog nærmere irritation. Kujon! Hun stoppede til sidst op med et fnys i sneen, utilfreds med at han var stukket af. Det var noget nær det mest antiklimatiske hun nogensinde havde oplevet.

Havde han hørt om hende? Reaper med de gyldne øjne? Og var flygtet? Det ville give mening. Der var noget tilfredsstillende over tanken omkring at hun ikke var glemt, men hun ville have nydt at spide ham til et træ og lade ham hænge der og vride sig lidt.

"Oh well..."

Sukkede hun for sig selv og kastede et langt blik rundt på skoven omkring sig. Nå. Men hun skulle vel også hjemefter så. Hun vendte langsomt rundt i sine egne spor og begyndte at traske tilbage. Hun var ikke helt sikker på hvor hun var lige nu, men hvis hun fulgte sine egne spor, ville hun ende ved startpunktet, og så var det jo ikke helt skidt.

// Out.. //