Hjælp mig....Hjælp miiiiiggg...

Dag;irk
Tid:irl
Sted: DTS
vEJR:MØRKE OG koldt.
omgivelser:ingen



Ribanalon sad oppe af en af de døde træer, hun stønnede af smerte imens hun holdte sig på venstre side af maven.
En kniv sad stikkende ud derfra og selvom det gjorder så ondt kunne hun ikke græde, det var en almindelig kniv men da personen stark hende havde der været vievand på og det brande så forfærdeligt.

Mari kom gående inde fra byen. Hendes hår var sat op i en hestehale der hang ned af hendes ryg. Hun lugtede hurtigt den anden vampyr, og skiftede retning så hun gik mod den anden. Der gik ikke lang tid før hun også lugtede blodet.

Hun sad og bed smerten i sig men hviste at den skulle ud af hendes krop, hun tog fat i skaftet og hev så til, det sveg og det føltes som om nogen havde hældt syre i hendes sår.
Det helede lidt langsommere på grund af vie vandet.

Mari var stoppet nogle meter fra hende. "Overlever du?" spurgte hun stille og så på såret

Hun kiggede ikke overraked op men mere, lidt afventende, imens hun tog sig til såret.
"Ja...det tror jeg" hun kiggede på kniven, og lagde den så i sin sko selvom der var blod på.

Hun nikkede "Hvad har De lavet?" spurgte hun så og satte sig på hug

Hun kiggede i det samme op på hende da hun sagde de til hende, hun kiggede først lidt og smilte så, "Jeg var ude og havde det sjovt" hun sukkede og ´kiggede nu betraktende på hende.

"Ja De ser sandelig ud til at have moret Dem" sagde hun leende

Hun smilte skævt, og så nu at det næsten var færtigt med at heale.
Hun rejste sig op lidt rundtosset men stadig klar til at kunne slås, "Ja da jeg kan dufte de er i en god alder vil jeg tale som min bror ville gører" hun kiggede ned på jorden *intet blod godt* sagde hun og kiggede så op igen på kvinden.

"Som Deres bror?" gentog hun spørgende og rejste sig samtidig med hende

Hun nikkede, "Jeg tror de kender ham ved navn eller når jeg enden kan beskrive han træk" hendes øjne var metal grå lige som sin bror plus hun lignte sin bror virkelig meget.

"Hvis jeg skulle kende deres bror så må han nødvændigvis bære navnet Demetri, og De navnet Ribanalon... Ellers tror jeg ikke jeg kender ham" svarede hun og smilede

Hun nikkede anderkendene og blev ikke forbavset, "Har Demetri fortalt dem det" sprugte hun lidt irreteret.

"Ja han nævnte deres navn en enkelt gang..." svarede hun og undredes over den irretable tone

Hun nikkede og stilte sig nu helt rank som en soldat, "Ja sådan er det vel altid med min broder"

Hun nikkede lidt. "De må undskylde mine manere, Jeg er Mari Copernicus..." sagde hun lidt efter og præstenterede sig selv med en fejende bevægelse

//Skal llogge lige om lidt//

Hun nikkede, det var ikke særlig rart at snakke med en man ikke kendte navnet på men som kendte ens navn fordi ens bror var som Demetri nu var.
"Og de kender jo mit" sagde hun og nejede igen.

Hun nikkede. "De bærer er yderst sjælent navn..." sagde hun eftertænksomt. Hun synes faktisk godt om navnet Ribanalon... Det lød stærkt, men alligevel roligt...

Hun så på vampyrer hunnen foran hende og nikkede så, "Det er et virkelig stærkt navn" sagde hun til svar.

//Bære det selv som mit 2 navn i virkeligheden, så hvis du høre det nogen side er den en der kender mig//

Hun nikkede og gav hende ret. Hun smilede lidt og fandt egentlig Ribanalons selvskab meget behageligt. Næsten som at have en veninde igen....

//Nice! Hvor kommer det fra?//

//Jeg tror ikke du vil kunne forstå det//

Hun smilte svagt hvorefter det blev lidt større, men faldt igen ret hurtigt, "Så de har mødt min bror"

"Det har jeg... En særdeles intressant vampyr" sagde hun og smilede skævt. Det var sjællent hun mødte andre der kunne fange hendes nysgerrighed som han kunne, men til gengæld kunne han også virkelig gøre det.

Hun smilte lidt og forvandlede sig så om til sin vampyre (rigtige) skikkelse, "Det utroligt så meget de ligner vores familie" sagde hun roligt.

"Det er sjovt. Præcis det samme sagde han." sagde hun tænkende. Hun var egentlig overrasket, da hun vidste at hun lignede sin bror, og kunne ikke se nogen lighed mellem ham og Demetri

Hun nikkede, og kiggede så ned på såret, det var helt forsvundet. *Endlig en lille pris at give for at blive vampyre* tænkte hun og kiggede så på Hun vampyren igen.