Waeking up

Dato :: Irl
Årstid :: Irl
Dag :: Fredag
Tid :: 20.30
Sted :: Skoven
Omgivelser :: Natur

Lucy sad på en gren i et træ. Hun havde sat sig der op for at vågne lidt op. Hende hår var i komplet uorden, og hun var meget beskidt. "Jeg er virkelig nødt til at finde et bedre opholdssted" mumlede hun stille. Hun havde tilbragt dagen i skoven, og havde ikke sovet så godt. Det var tidligt på aftenen og hun var lige vågnet

Lily småløb gennem skoven. Hun havde valgt at være doven og var taget den korteste vej hjem efter at havde været ude og udføre noget 'arbejde'.. Hun var træt, og hendes lemmer smertede, men hendes sind var for opsat på at komme hjem, så hun ville ikke tage sig af det. Hendes vejrtrækning var blevet tung og forpustet, men hun kunne udemærket holde kulden ude. Hun ville bare hjem.

Lucy havde både hørt og lugtet mennesket på lang afstand. Hun var kravlet ned og stod under træet, med ryggen mod mennesket, så hun ikke kunne undgå at blive set.

Lily havde for travlt til at lægge mærke til noget, men blev nu tvunget til at sætte farten ned på grund af et sidestik. "Aaarg, man!" udbrød hun irriteret og tog sig til siden, mens hun pustende og stønnende fortsatte i et langsommere tempo.

"Hvem er du?" spurgte hun med sin lyse barnestemme. Hun havde vendt sig om, og var, ved hjælp af mørket, lydløst dukket op nogle få meter fra mennesket

Lily fik et lettere chok, da hun hørte en stemme bag sig - en barnestemme.. Hun vendte sig om mod den lille pige og fremtvang straks et smil for ikke at virke alt for sur; den stakkels pige var jo helt alene i skoven midt om natten. "Er du faret vild? Kan du ikke finde din mor?" spurgte Lily med en venlig stemme, men med det samme gik noget op for hende. Hvorfor havde hun først set det nu? Et barn helt alene ude i skoven midt om natten.. Men det var bare ikke noget helt almindeligt barn.

"Min mor er ikke her..." svarede hun stille. Hun løftede sit ansigt en anelse så de uhyggeligt blege øjne dødt stirrede på mennesket. "Hvem er du?" spurgte hun så igen

"Du skal lige vove på at komme nærmere!" sagde Lily advarende og trådte selv et par skridt tilbage. Var det en dæmon eller en vampyr? Hun kunne ikke helt finde ud af det, men nogen elver var hun ikke, det kunne tydeligt ses. "Hør, lille pige, gå tilbage til din mor igen, vi behøves ikke nogen unødvendige sammenstød," tilføjede hun og sænkede sine arme, som hun ellers havde hævet for et øjeblik siden i forsvar.

"Men jeg er helt alene..." sagde hun stille. Det var faktisk rigtigt, og hun savnede egentlig et sted at være... Dog havde hun ikke et sekundt tænkt sig at blive hos et menneske... Men hun var jo lige vågnet og egentlig ret sulten...

"Spar mig for dine tricks," svarede Lily skarpt, hun følte ingen sympati for pigen. "Jeg har nødig lyst til at gøre dig noget, men du giver mig snart inget valg.. Hvis du ikke svart forsvinder, bliver det værst for dig selv!" Lily søgte med hånden ned i sin frakke lomme og tog blidt fat omkring pistolens kolde metal - bare for en sikkerheds skyld..

"Jeg lyver ikke!" hvæsede hun vredt. "Min familie blev dræbt for lang tid siden. Jeg er alene." Hun blev stående hvor hun var og tilføjede så roligt: "Desuden har jeg lige så meget ret til at være her som dig, lille jæger." Hun kunne godt regne ud at det var en jæger der stod overfor hende, ud fra reaktionen, der kom fra hende.

Lily sukkede opgivende, mens hun gav slip på sin pistol igen. Måske snakkede tøsen sandt? "Men i så fald så lad være med at brase ind på mig, når du vel kan se, at jeg har travlt," snerrede hun tilbage. Lily havde på fornemmelsen, at den anden egentlig slet ikke var så farlig, men i stedet en der overraskede folk, når de var ude at gå i mørket.

Hun lo over det sidste der blev sagt. "Se at du har travlt? Nej jeg har aldrig set noget... Det en lille ulempe der følger et blindt væsen. Men havd skal du da, siden du har så travlt, jæger?" svarede hun leende

//Skal logge nu>< ses senere//

"Blindt..?" mumlede Lily uforstående. Hun kunne da ikke være blind, eller kunne hun? "Hvad jeg skal, kommer ikke dig ved," svarede hun. Hun var færdig med at snerre af pigen, faktisk var hun ret træt af det her. Hun ville bare hjem og i seng, fordi hun var træt og udmattet.

Hun nikkede lidt, før hun sagde: "Ja blindt... Det betyder at man ikke kan se noget... Jeg blev født blind..." Hun havde tilsyneladende valgt at lade spørgsmålet om hvad jægeren skulle ligge

Lily stod lidt og overvejde situationen. Selvom pigen var blind, havde hun åbenbart stadig en fremravende lugtesans. "Det ændre ikke på det faktum, at du stadig kan lugte dig frem til mig.. Og jeg ved godt, hvad du havde i sinde, så det kan du godt glemme," svarede hun og trak kort på skulderne, hvilket pigen selvfølgelig ikke kunne se.

"Hvad har jeg da i sinde?" spurgte hun nysgerrigt og gik lidt frem mod hende. Hun smilede uskyldigt til jægeren, og morede sig kongeligt over hende.