Så. Mange. Blomster. Alt for lidt kameraplads?! - Pete

Dag og Dato: Irl.
Omgivelser: blomster, græs, eng... og Nickie
Vejr: Solen er på vej ned, rimelig god blæst.
Tid: 20:36

Nickie satte sig på hug og zoomede ind på blomsten. Hun bed sig i læben før hun smilede, og tog billedet af den lilla blomst. Hun rejste sig og gik lidt videre, mens hun kiggede sine billeder igennem. Vinden rev i hendes hår, og hun måtte konstant stryge det lange hår om bag sine ører for at kunne se bare lidt. Der var dejlig stille, da der ikke var nogen trøer eller noget luften kunne slå imod og hyle. Selvfølgelig var der hende, men det var bare en svag hylen. Hun spredte armene ud til siden, og fik fornemmelsen af at kunne flyve. Det var selvfølgelig noget vrøvl, men sådan føltedes det, og hun hoppede lidt, inden hun lod sig dumpe ned og ligge og så op på de hvide skyer der var blevet farvet pink, orange og alskens farver af solnedgangen.

Pete kom løbene ud på engen, han var en lidt for tyk dreng, kun 10 kg, men stadig meget muskuløs på overarmene, hans t-shirt var for stor - Med vilje, det fik ham til at se tyndere ud. Hans bukser var også lidt for store.. Lidt gangsteragtigt, men dette fik ham også til at se tyndere ud. Pete, var efter lang tid sluppet ud af et af skolens store metalskabe, og havde taget en bus hjem, men ingen var hjemme, så han var taget herud på engen, for at få lidt tid alene, og rende lidt rundt. Pete stivnede pludsligt i det høje græs... En pige med et kamera... tænkte Pete og vidste ikke hvorfor han syntes det virkede mistænksomt.

Nickie løftede sine ben op i luften, og lagde hurtigt sit kamera ned i tasken og stirrede op på sine fødder, mens hun rakte op efter dem. Hun kunne dog ikke nå, og opgav hurtigt med et suk, og rejste sig. Noget højt, der ikke passede ind i den uspolerede naur ligesom hende selv. Hun rettede sig op og så lidt på den unge dreng lidt fra hende. Hun hævede langsomt sin hånd til hilsen. Havde hun ikke set ham før? Det var noget bekendt ved ham, men hun kunne ikke komme på hvad. En fra skolen? Højst sandsynligt. Hun kløede sig let i nakken, mens hun fortsat grublede over hvor det var hun havde set ham eller hvor hun kendte ham fra. Hun tog et skridt tættere på "hey.. går du på sheria high?" spurgte hun højt. Hun skulle selv i 1.g det år, og det kunne da være rart at kende bare en eller anden.

Pete trak på sine skuldre og nikkede så hurtigt mens han stod helt stille og så lidt presset ud, nærmest som når folk stod i en rundkreds om ham og mobbede ham, oftest startede de venligt, så han troede de var stoppet med at mobbe ham.. Som han troede hver gang, og så begyndte de at mobbe og Pete fandt endnu en gang ud af det var forkert, han var jo Fede-Pete.

Nickie så overrasket på ham da han reagerede ved at blive usikker. I nogle sekunder mindede han om en stalker hun engang havde haft hvilket gjorde hende dårlig. Ingen burde blive stalket, det var uhyggeligt og klamt. Hun rystede følelsen af sig, og gik et skridt tættere på. Hun skulle efterhånden til at se opad for hun var temmelig lille. Hun rakte hånden frem mod ham, og lagde hovedet en smule på skrå "Jeg hedder Nickie, jeg skal gå i 1.g efter ferien.. hvad hedder du?" spurgte hun så. Nickie vidste godt hvad mobning var, hun havde været udsat for det en del gange, eftersom dem i hendes klasse havde fundet ud af at hun var anderledes, hun snakkede aldrig om drenge, eller datede.

"Jeg skal også... 1.g" svarede Pete og smilede til hende. "Jeg hedder Pete.. Hvad laver du herude?" spurgte Pete og fik det nærmest til at lyde som om han ejede engen, selvom det ikke var meningen, Pete lagde godt selv mærke til hvordan det lød og skyndte sig at sige "Hvad laver du herude på engen om aftenen?" så det ikke lød, så diktatorisk, men bare nysgerigt istedet.

Nickie nikkede og smilede venligt tilbage "fedt! Hvilken linje?" spurgte hun, det kunne jo være de skulle gå i samme klasse. Hun skulle gå på en linje med samfundsfag og matematik. "Hej Pete.." sagde hun, og lagde hovedet på skrå til den anden side, og klappede på sin taske "tager billeder af naturen.. " svarede hun og strøg mere af det lange hår ud af sine øjne. Hun så kort rundt på engen, Pete havde ret i at det var aften, det var mere mørkt end lyst nu.

Pete trak på skuldrene, det havde han ikke tjekket endnu, han havde bare sat tilfældige krydser og håbet på at få en nørdklasse, hvor han ikke ville blive mobbet. "Naturen er smuk... Men alt for grusom." sagde Pete, og kendte en hel del til naturen, måske mere end hun gjorde? ved mindre hun selvfølgeligt, var totalt intresseret i naturen.

Nickie nikkede forstående, han anede det ikke. "Grusom..? Jeg syntes asfalt er værre" sagde hun så, og rynkede på næsen. En by som Werclare tiltalte hende ikke, der var bare beton, beton, og atter beton. Hun tog taskestroppen over på den anden side af halsen så selve tasken sad bedre. Hun kunne bedre lide at fotografere mennesker, de var lidt mere interessante end blomster.

"Nej... Naturen er dræb eller bliv dræbt, enten finder man allierede, som menneskerne gør, ellers så vender de sig jo imod en." sagde Pete uden at tænke over han sagde menneskene, det var bare sådan han omtalte mennesker når han nu engang omtalte dem, hvilket ikke var særligt smart, en dusørjæger ville jo hurtigt gennemskue det.. Han måtte bare håbe på at der ingen dusørjægere kom i vejen for ham.

"Aha.. og du er glad for naturen?" spurgte hun så. Hun bed ikke synderlig mærke i at han omtalte mennesker som noget han ikke var. Hun syntes ikke han lignede en der var naturglad, måske mere til world of warcraft. Hun forstod pludselig at hun stod og dømte ham på forhånd, og rystede kort på hovedet "men ja.. naturen kan vel være farlig.. men så må man overliste den!" grinede hun. Hun var dog ikke den person der tog initiativet til en tur i skoven, andet end hvis hun skulle ud og fotografere et eller andet, specielt i efteråret.

"Man kan ikke overliste naturen, men den vil altid overliste dig." sagde Pete, han talte om væsnerne.. Varulve, dæmoner, vampyrer, alle de onde skabninger der fandtes, for et menneske ville det jo være utroligt dumt at gøre andet end at flygte fra dem. Pete smilede til pigen og sagde "Du ved der findes ulve.. Men ved du i teorien om der findes varulve? Du har hørt om Dracula, men ved du om han har fået efterkommere?" Pete formulerede det nærmest som et spørgsmål.. Ikke fordi han havde tænkt sig at røbe sig, men bare for at se hendes reaktion.

"Nå.. nederen alligevel, så kan det være jeg bliver ædt af mos en dag.. eller skyllet ned af en flodbølge" sagde hun så, og trak på skuldrene. Og jorden gik under i 2012 og alt det bavl, hun ville ikke tage sorgerne på forskud. "Dracula var en sadistisk mand med gak i pæren, han herskede i det gamle transylvanien og han var ikke nogen vampyr.. han var bare sindssyg, men det sker når man bliver misbrugt hvilket han sikkert blev af..Tyrkerne under fangenskab.. det eneste der tydede på at han kunne lide blod var da han spiste mens han spidede folk fra sin landsby" sagde hun hurtigt. Hun gik højt op i den slags, specielt Dracula havde fascineret hende søn af djævlen. "Varulve var en dum undskyldning for at henrette uskyldige ligesom med hekse" sagde hun, og lagde armene over kors.

Pete smilede skævt som om han vidste noget hun ikke vidste, han fik nærmest helt lyst til at forvandle sig bare for at modbevise det, men han gjorde det ikke pigen, ville nok reagere som mange mennesker og løbe skrigende væk mens de kiggede sig over skulderen, og så ville han være nød til at æde dem, eller i det mindste få dem væk... Ved at dræbe dem. "Jaja, det kan vi godt sige." sagde Pete sympatisk, han var begyndt at åbne mere op for sig selv, allerede, det var tydeligt.

Nickie så på det alvidene smil, og kneb sine øjne sammen. "Kan vi godt sige..? Hvad tror du da, at der render ulve der ligner mennesker rundt i skovene eller hva?" spurgte hun. Hun var som regel frisk på at diskutere, og sådan et emne var da ret sjovt. Det var ikke så underholdene at diskutere ligninger. Og hun havde ikke hørt Petes mening endnu. Hun lod sig dumpe ned og sidde og gjorde et nik med hovedet til at han også skulle sætte sig. "Ulvemennesker i skovene uden at folk ser dem? Eller hentyder du til sådan noget som twilight ulve?" grinede hun. Der var måske en snert af hån i hendes stemme, det var jo det pure opspind men interessant nok.

Pete holdt en hånd for øjnene som om hun var utrolig dum. "Nej. Bestemt ikke... Disse varulve er som os.. De er mennesker normalt.. alle slags, men de kan forvandle sig, når de vil... De har evner.. Eller de fleste har. Og jeg tror det er muligt, for der er jo så meget andet, som er muligt, og derfor mener jeg at det teoretisk, og praktisk set er muligt for dem at holde sig skjult. Og dette kan også forklare mennesker der er 'forsvundet' uden man kan finde nogen spor efter dem. De er blevet spist med hud og hår, eller forvandlet, og så har de rejst deres vej." sagde Pete og sendte hende et smil der viste han var villig til at argumentere mere. Pete satte sig ned da han havde talt færdig, han kendte den psykologiske effekt af at være højere end den man diskuterede, eller talte med.

Nickie brød sig ikke om at han så ud som om hun var dum. "Og har du måske nogensinde set en?" spurgte hun skeptisk da han virkede meget selvsikker da han snakkede. Hun havde stadig armene over kors og diskusions minen på. Hun gav sig ikke så let, desuden var twilight udgaven af ulve, hvilket de ulve han snakkede om lød som nederen. Hun fandt den gamle udgave af varulven mere skræmmende, men hun havde også en forkærlighed for gyser film. "Jamen... alligevel jægere må sgu da spotte sådan nogen uregelmæssigheder hvis der er ulvespor i skovbunden?" sagde hun så og trak sine ben op mod sin mave og lænede sin hage mod sine knæ.

"Jeg har lidt mere en set en." svarede Pete og smilede stort, hun måtte selv finde ud af hvad han mente med dette. Pete kunne ikke lade være, endeligt gav en pige ham opmærksomhed, og nu kunne han ikke stoppe talestrømmen? han måtte hellere holde kæft nu, han skulle jo ikke røbe alt. Pete så pludseligt meget bekymret ud, og holdte mund han så ud som om han ville sige meget mere, men undlod det, med vilje.

Nickie så på ham "hmm..." sagde hun mistænksomt og pustede endnu en tot hår væk fra sine øjne. Egentlig var Nickie temmelig bange for mænd i det hele taget, men nu var Pete jo ikke nogen mand og han virkede heller ikke særlig farlig så hun kunne sagtens sludre med ham. "Så du har mødt en.. og de siger de er mennesker så du har snakket med en?" spurgte hun og rettede sig lidt op og slap sine ben. Hun lænede sine abuer på sine ben og sin hage på sine hænder "du skal holde op med at snakke i tåger" sagde hun anklagende og grinede lidt.

Pete snusede lidt, for at være sikker på der ikke var andre i nærheden, for Nickie ville det nok nærmere bare ligne han trak vejret lidt tungere. "Jeg har mere end snakket med en. Men jeg ved du har snakket med en. Jeg kender nemlig varulven du har snakket med." sagde Pete og undlod og smile og holdt faktisk den lidt neutrale maske, for at hun ikke skulle gennemskue ham. Pete plukkede en lilla blomst.

Nickie stirrede mistænksomt på ham, og havde efterhånden forstået "så du tror at du er en varulv?" såurgte hun så, og kom til at smile lidt, selvom hun forsøgte at lade være. Hun havde rettet sig op nu, sad dog stadig ned i skrædderstilling, men var blevet mere vækket af Petes snak. Troede han seriøst selv på at han var en varulv? Aj helt ærligt. Det trak i hans mundvige, nærmest som et smil, men hun kunne ikke helt afgøre det han lavede pokerface, og det irriterede ham lidt.

"Nej jeg tror ikke jeg er en varulv.." sagde Pete lidt flovt *Jeg ved det.* tænkte han, og så hende dybt i øjnene. "Det kan godt være at jeg ligner en nørd, der hellere vil game WoW, men man skal ikke dømme en på det ydre, for man ved aldrig hvad der er i det indre." Pete forsøgte at lyde klog og undgå at virke alt for dum, da han sagde det.

Nickie så ind i hans øjne "nej det ved jeg godt.." sagde hun godt, men kunne stadig ikke se Pete som en varulv, nok allermest fordi hun stadig ikke troede på at sådan noget fandtes. "Fint, så siger vi at du er en varulv.." mumlede hun så og trak på skuldrene. Hun havde intet imod Pete, men syntes han var en smule sær.

"Vis du bliver ved bliver jeg jo nød til at bevise det for dig!" konstaterede Pete og lagde armene over kors. Pete kiggede rundt på engen der var ikke rigtigt andre end dem, men han ville bestemt ikke forvandle sig her, det ville være alt for dumt af ham. Skulle han forvandle sig måtte det blive om natten.

Hun grinede "Pete.. hold nu bare op, det er fint nok.. du behøver ikke finde på ting for at få andres opmærksomhed, du har den allerede? Der er ikke så meget andet jeg kan kaste min opmærksomhed på her" mumlede hun og prikkede kort til en blomst. Den kunne hun jo ikke sludre med. Hun så lidt på Pete igen, og smilede roligt som for at berolige ham. Hun overvejede om det snart var tid til at tage hjem, da det var knap så solnedgangs-agtigt længere, og kulden bed lidt i hendes bare arme.