Så. Mange. Blomster. Alt for lidt kameraplads?! - Pete

"Det er ikke lyv. Vent her." sagde Pete efterhånden lidt irreteret, hvorefter han rendte ind et sted hvor græsset og blomsterne var så højt man ikke kunne se ham. Hurtigt fik han tøjet af, og lagt i en bunke. Forvandlingen gik meget hurtigt og gjorde utroligt ondt, men dog undgik han at skrige af smerte denne gang, dette ville jo nok også have skræmt pigen væk. Pete brugte et par minutter på at sunde sig i sin ulveskikkelse... Måske burde han ikke have gjort det her?... Men nu var det jo sikkert alligevellet for sent at gøre noget andet.. Hvorfor skulle han være så stædig? Den store brune ulv, på de 250-300kg kom stille og roligt gående ud mens han ledte efter pigen fra før, hurtigt fandt han hende og lagde sig bagi hende og ventede på hun ville opdage ham.

Nickie blev siddene med et enkelt lille suk. Hvad havde han tænkt sig? Rendte han rundt med ulvekostumer i baglommen eller? Hun skubbede nogen vildfarne totter om bag sine ører, og så lidt rundt. Hvorfor tog det så lang tid? Var han faldet i de vilde blomstervækster? Hun pustede langsomt ud, og så lidt på sine sko. Noget pustede varmt mod hendes ryg, og hun rynkede brynene eftertænksomt "Pete det er ikke sjo.." sagde hun og vendte sig om. Hendes talestrøm satte sig dog fast i halsen på hende da hun fik øje på den store ulv. "hn-he.." gispede hun, mens hun langsomt fik skubbet sig bagud. Græsspor på hendes hvide bukser var fuldstændigt ligegyldigt, det der var totalt uvirkeligt.

Den store brune ulv rejste sig op og gik bare tættere, det var tydeligt at dette ikke var en normal ulv.. Normale ulve vejede jo kun op til 80 kg.. Og den her så ud til at kunne veje 200-300kg. Pete kiggede hende dybt i øjnene og åbnede så munden og stod med tungen ude af den. Efter noget tid sagde Pete noget. "Tror du jeg lyver, stadigvæk?"

Nickie sank en klump, eller det forsøgte hun i hvertfald, mens hun fortsat fik kravlet bagud og væk fra kæmpeulven. Hun kunne ikke svare, kunne ikke tænke, den eneste tanke der stod klart frem mellem tågerne var 'Flygt!' og det var også det hun havde tænkt sig. Hun sparkede ud efter Pete og kom på benene, og begyndte at løbe. Hun havde altid løbet hurtigt, og med adrenalinen pumpende gennem årerne gik det ikke langsommere. Hun kunne stadig ikke tænke klart, den der ting havde ikke været Pete, det kunne det ikke have været, det var umuligt!

Pete luntede roligt efter hende, uden at anstrenge sig, de store skuldermusker pumpede op og ned, det var tydeligt hvorfor han havde store overarmsmuskler. Pete hoppede pludseligt op på siden af hende og skubbede så hårdt til hende hun burde vælte, og blokerede hendes flugtvej. "Det er mig... Pete!" sagde Pete lidt småforvirret. "Før ville du ikke tro på mig? Og nu stikker du af." Ulven virkede lidt skuffet, men ikke aggressiv.

Nickie væltede selvfølgelig da pete skubbede til hende, og så på ham med hjertet siddene helt oppe i halsen. "du kan ikke være Pete.. det er umuligt, det er virkelig.. umuligt" sagde hun, og gned sig i øjnene, og forsøgte at vågne. For nu var hun overbevist om at hun enten var død eller besvimet. Hun så lidt ud mellem sine fingre, men skyndte sig at ligge dem for sine øjne igen. Hun forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol.

Pete smed sin på ryggen og begyndte at forsøge at klø maven. Et af de eneste steder hunde ikke kunne nå, hurtigt opgav han igen. "Jamen det er jeg altså.." sagde Pete og satte sig foran hende. "Og bare vent, jeg kan mere endnu." Pete gik hen til en gren der var lige så bred som hans pote, der kom en lille smugle røg, men da han fjernede poten var poteaftrykket brændt ind i grenen. Pete tog grenen i munden og gnavede den i stykker.

Nickie så lidt frem fra sine hænder på den der kæmpehund der lå foran hende, og bed sig i læben. Hun blev siddene og så lidt efter ham, overvejede at løbe igen, men Pete var åbenbart hurtigere. Men hvad havde hun også forventet, en ulv kunne sikkert løbe vildt hurtigt, og Pete var en stor ulv og store ulve kunne sikkert læbe endnu hurtigere. Det hele forvirrede hende, og hun så lidt hen på Pete, og på grenen. Hun hævede et øjenbryn, han kunne brænde ting? Eller kontrollere varme?

"Hvor skal vi hen? vi skal vel ikke blive her og stirre på hinanden hele natten?" Pete kiggede et øjeblik op på himlen før han rejste sig og gik helt hen til hende. "Er du bange for mig?" spurgte Pete og lo, men hans grinen lød måske lidt som en blanding af en hylen og et grin. Pete snusede til hende, så kunne han genkende hendes duft, meget længe, vis han nu engang fandt hende igen, eller lige var i nærheden.

"D-det ved jeg ikke.." fik hun frem, og satte sig op af et træ. Nu var hun endelig ved at vænne sig til det, selvom det virkede så underligt, tænk hvis der var flere som Pete? Hvad var det han havde sagt? Hun sukkede af sin tankegang der stadig sad fast i flugt mode. Hun stirrede dumt på ham "ville du ikke være det hvis jeg var en.. isbjørn eller sådan noget" mumlede hun småsurt, og trak sine ben op mod sin mave og bryst. Hun så lidt på ham da han snuste "hvad..?" spurgte hun og så lidt på ham.

"Nej, en isbjørn og jeg har ca. samme størrelse, men jeg tror uden tvivl, jeg kunne slå den ihjel." sagde Pete og tænkte ikke over hun talte om hun var en spinkel pige på 50kg og han var en ulv på 6 gange hendes vægt. "Bare så jeg kan genkende din duft, vis der nu en dag skulle ske noget, du ved." sagde Pete. "Man skal passe på sine venner, og nu hvor du kender min hemmelighed er du enten min ven, eller fjende. Det sidste ønsker du vel ikke?" Pete spurgte om det sidste lidt hviskende som om han ikke vidste hvordan han skulle reagere vis hun sagde hun var hans fjende.

Nickie blev bare blegere, snak om at slå andre ihjel om det så var isbjørne eller noget andet gjorde hende dårlig. Hun sank endnu en gang. Hun rystede på hovedet "næ hvad skulle der ske?" spurgte hun. Hun var begyndt at vænne sig til tanken om at Pete rent faktisk var en kæmpe ulv. Hun rystede på hovedet "nej, jeg tror heller ikke jeg ville være en særlig god fjende" sagde hun ærligt. Hun så lidt på ham og fornemmede usikkerheden ved det sidste omkring at være hans fjende. Hun rakte forsigtigt ud og rørte ved hans ene øre. Blød.

Pete bukkede hovedet og sagde en nydende lyd, som hunde siger når de bliver kløet ved øret "Klø bagi øret, jeg kan ikke selv nå.. bebe?" spurgte Pete. "Hvad der kunne, eller skal ske med dig? Altså... Jeg ved hvad der kan ske, men ikke hvad der skal ske indrømmede han." og tænkte selv på de andre racer. Han måtte vel hellere sørge for hun ikke blev skadet af de andre racer for de andre racer ville sikkert forsøge at skade hende.

Nickie vippede hovedet på skrå, så de havde det næsten som hunde? Hun nikkede og flyttede sin hånd ned bag hans øre, og nussede ham blidt. "Nej der er nok ikke så mange der ved hvad der skal ske... hvad kan der så ske?" spurgte hun forvirret, det var i hvertfald noget med ordet 'ske'. Hun satte sig en smule tættere på så hun ikke skulle strække armen af led, men heller ikke for tæt på for ordet 'Farlig!' gjaldede hele tiden i hendes øre. Hun kunne nærmest gemme sin hånd væk i den tykke pels, og det fik hende til at smile svagt.

"Der.. Er andre... Som mig... Og vampyrer..." sagde Pete mens han nød at blive kløet bagi øret. "Nogen varulve.. Spiser... Mennesker, men ikke særlig mange, det har vi efterhånden lært er fyfy... Men vampyrer drikker blod fra mennesker... Og dæmoner er generelt onde, de fleste racer kan finde på at bortføre dig... Og så må jeg jo hellere kunne snuse mig frem til dig ikke?" spurgte Pete og lagde sig ned på maven.

Nickie gloede på Pete som om han havde sagt at verden ville gå under om nogle timer. Hun lyttede, mens hun monotont nussede ham bag øret. "jeg tror.. det er det pæneste nogen nogensinde har tilbudt mig.." sagde hun så langsomt, og henvendte til det han havde sagt om at snuse sig frem til hende. Hun så på ham igen "men.. er der ikke noget som du ved... hvidløg mod vampyrer og sådan noget?" spurgte hun og pustede kort sine kinder op mens hun tænkte over flere ting. Dæmoner.. salt? Nej.. kniv?

"Vievand... Og sølvkugler. Dæmoner kan du bruge en special kniv mod.. Kun dusørjægerne har den slags... Tror de. Man kan skaffe dem på et specielt marked jeg kender." Pete lagde hovedet ned i græsset og lignede en hvalp der var træt, men han var stadig på vagt... Vis der nu skulle komme nogen og forstyrre dem.. Han ville nok være nød til at dræbe personen, vis personen ikke var et væsen.. For ellers ville personen måske sladre om ham?

Nickie lyttede "jeg troede sølvkugler var til varulve" indrømmede hun og så lidt på ham, og nikkede kort i at hun forstod. Hun nussede ham fortsat på hoveet/bag øret, og lyttede. Det var egentlig beroligende at lytte til det store dyrs åndedræt, og hun rykkede en lille smule tættere på. "Hvordan er det at være en... stor hund?" spurgte hun så, for hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle formulere sig.

"Dejligt, jeg er født som det. Jeg har bare lidt mere styrke at gøre godt med, og så kan jeg tage hævn på idioterne i denne form... Og endda uden de ved det er mig, jeg har før haft smadret en bil." sagde Pete og smålo igen. Pete bevægede ørene lidt og kiggede direkte på pigen. Pete overvejede at blotte tænder for at se hendes reaktion, men undlod at gøre det, hun var jo hans 'ven'.

Nickie rynkede på næsen, hævn? Hun så kort lidt rundt, og blev igen mindet om at det snart var tid til at tage hjem. "Okay.." sagde hun så, for hun havde ikke noget mere genialt svar. Hun trak sin hånd lidt til sig sa han bevægede ørerne, hun var stadig ikke van til at det var Pete bag al den der pels. Hun tog en dyb indånding "jeg tror jeg må til at hjemad.. ellers så bliver min far nok lidt bekymret" sagde hun så og kiggede på sit armbåndsur. Hun var dog ikke helt sikker på om hendes far overhovedet kommet hjem.

"Skal du gå hjem?" spurgte Pete. "For så giver jeg et lift, vis du hopper op på min ryg, jeg kan uden problemer bære 100kg, og så meget vejer du jo nok ikke vel?" spurgte Pete og rejste sig op og gjorde en gestus med sit hovede. "Jeg kan sikkert ikke bære dig hele vejen, men et godt stykke."

Nickie nikkede, og rejste sig op og børstede det værste græs af sine bukser. "Jeg vejer niogfyrre kilo.. så det tror jeg næppe, men.. alligevel, jeg ville ikke føle mig tryg ved tanken om at jeg kan knuse din rygsøjle.." sagde hun selvom det gik op for hende at hun jo ikke kunne knuse hans rygsøjle men alligevel. Hun havde da prøvet at sidde på en hest, men en ulv? Hun så lidt på Pete, og tyggede tænksomt på sin læbe "det behøver du altså ikke.." sagde hun så og tog sin taske og svang stroppen over på den anden side af halsen.

"Det kan jeg godt, jeg skal bare lige hente noget jeg har glemt inde i busken, derovre først." sagde Zack og gjorde tegn derhen med hovedet, hvorefter han langsomt luntede derind og tog sit tøj i munden og halv hurtigt luntede hen til hende igen med tøjet i munden.

Hun nikkede og så efter ham da han gik hen i busken. Hun overvejede dog ikke hvad det kunne være før han kom tilbage med sit tøj. Hun kløede sig lidt i nakken og nikkede så "det er måske en meget god idé" sagde hun så. Så gik det også lidt hurtigere med at komme hjem. Alle de ting Pete havde fortalt rumlede stadig rundt i hendes hoved, og var temmelig vildt.

"Hop op" fik Pete fremmumlet så tydeligt man kunne med tøj i munden. Pete lagde sig ned, så hun nemmere kunne hoppe op på hans ryg. "Du må gerne holde fast i pelsen." Pete fik atter en gang, med lidt besvær fremmumlet dette, selv en varulv havde altså svært ved tale med noget i munden. For en gangs skyld ikke mad.