Fridag // Åbent for alle

Dato : IRL
Årstid : Sommer
Dag : Tirsdag
Vejr : Lidt skyer her og der, ikke så meget sol, men dejlig varmt
Sted : Engen
Tid : 11:13
Omgivelser : Et par andre hundeluftere...

Eric sad i græsset, midt på engen. Han havde en fridag, og da han ikke havde noget andet at give sig til, var han gået en lang tur med Buddy. Hunden løb lige nu rundt et sted i græsset - engang imellem fik man et glimt af den, når den hoppede og gjorde krumspring, men ellers var den ikke til at se. I græsset ved siden af Eric lå hans krykker, som han selvfølgelig nok altid havde med sig. Han kunne godt gå uden, men det gjorde han kun, hvis han ikke skulle mere end et par skridt, ellers fik han de mest infernalske smerter omkring hoften, så det var ikke til at holde ud. Og han var endelig stoppet med at tage smertestillende.
Eric så op, da en anden hundelufter nærmede sig hans 'spot', så han satte fingrene for munden og piftede højt og skingert. Sekunder senere kom Buddy springende ud af græsset, og Eric tog glad imod den legesyge hvalp. Buddy var ganske vidst ret velopdragen, men Eric turde ikke lade ham løbe alene blandt andre hunde.

Pete kom gående inde fra det høje græs, han var en lidt buttet, men høj dreng, og hans overarme var meget muskuløse, selvom maven bare var en boldt. Pete gik i sine egne tanker, han skulkede fra skole. Pludslig lød et fløjt, og Pete reagerede på det, selvom han ikke var i ulveform. Pete begyndte at gå hen mod der fløjtet kom fra. Og hvad så han? En mand. En voksen mand og en hund. Pete gik langsomt over mod dem, han kunne ikke genkende hunderacen, men den så ud til at være meget rolig og velopdragen, den kom da i hvert faldet når dens herre piftede.

Lauredyn kom gående gående tværs over engen i en hvid lolita kjole( http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://www.kaboodle.com/hi/img/2/0/0/24/4/AAAAAm_TWPIAAAAAACRI-w.jpg%3Fv%3D1169621883000&imgrefurl=http://www.kaboodle.com/hadravia/things-i-love.html&usg=__g7npPMGTP74y1CB2hKHpZjCZMUI=&h=150&w=150&sz=8&hl=da&start=0&tbnid=6l8uixlfeCykpM:&tbnh=120&tbnw=120&prev=/images%3Fq%3Dwhite%2Blolita%2Bdress%26um%3D1%26hl%3Dda%26biw%3D1259%26bih%3D624%26tbs%3Disch:1&um=1&itbs=1&iact=hc&vpx=334&vpy=286&dur=1225&hovh=120&hovw=120&tx=118&ty=95&ei=RFhiTICAFpaQ4gb619TgCg&oei=RFhiTICAFpaQ4gb619TgCg&esq=1&page=1&ndsp=23&ved=1t:429,r:9,s:0) som sammen med hendes lyse hår syntes at opfange alt lyset. Hun betraktede smilende hvalpen og gik langsomt imod dens ejer.

Eric smilede og kløede hunden bag øret, hvilket den så ud til at nyde. Faktisk, så nød de det begge, og Eric kunne ikke fatte, at han ikke havde tænkt på at købe en hund før. Den bragte så meget liv ind i hans tilværelse, og var noget af det, sm han virkelig kunne bruge tid på. Efter ulykken var det begrænset hvad han kunne lave af fysisk aktivitet, og det ærgede ham, eftersom han altid havde været meget aktiv.
Han så op, da han hørte flere skridt der nærmede sig og fik øje på en dreng og en pige, der så ud til at være halvvoksne. Næsten som om de også var blevet tiltrukket ved hans fløjt, bemærkede han i tankerne. Han sendte dem begge et velvilligt smil, dog undrede han sig over pigens valg af tøj. Selv havde han aldrig forstået, hvorfor det var nødvendigt at gå i nget, der var så anderledes, og han var da også bare iført et par almindelige mørke cowbybukser og en hvid tshirt med påtrykt skrift.

Pete gik langsomt hen til hunden mens han kiggede den dybt i øjnene, varulve kunne jo kommunikere med andre hundedyr. Pete kiggede langsomt på drengen og opdagede han var gået hen til dem. Pete smilede undskyldene og åbnede munden som om han ville sige noget, men lukkede den hurtigt igen mens han kløede sig i nakken. Pete bakkede et par skridt bagud.

Eric betragtede drengen, da han gik hen til Buddy, og han bemærkede skam godt den specielle kontakt, han så ud til at have med hunden. Eric smilede, af hans måde at udtrykke sig på.
"Sæt dig ned. Her er plads til alle." tilbød han og slog ud med hånden med et smil. Det var Buddys signal; hans ejer havde godkendt fyren, så kunne man godt kaste sig over ham! Eric smilede ad hundens ivrighed. "Buddy!" Hans stemme var skarp og det reagerede hunden på; den kom krybende tilbage og så meget brødebetynget ud, så Eric ikke kunne andet end smile igen.

Pete kiggede meget mistænksomt på drengen, det var meget usædvanligt at folk sådan uden videre lod den tykke dreng, være med til noget. Pete satte sig overfor drengen og rakte en hånd frem, og kløede hunden oven på hovedet, før han rakte hånden frem mod manden. Petes ansigt var neutralt men ændrede sig hurtigt til et lille smil.

Eric gengældte drengens lille nærmest generte smil.
"Mit navn er Eric." introducerede han sig selv og trykkede smilende drengens hånd. Han skar en svag grimasse, da der skød en smerte gennem hans hofter, fordi han lænede sig frem, men han lod sig ikke mærke. "Og det her..." Eric ruskede kærligt i hunden. "... er Buddy. Han er flink nok." Man kunne høre på den måde, han sagde det på, at han virkelig mente det, og holdt af hunden. Han så op på drengen igen. "Hvem er du?" Han målte ham kort med blikket og smilede endnu engang.

Pete kiggede et øjeblik på hunden og nikkede så. Pete kiggede op på manden og sagde "Pete." men hurtigt lod han blikket falde ned til græsset som han begyndte at plukke så småt. Pete kiggede på pigen, hun havde stået stille og intet sagt et stykke tid. Pete kiggede op på himlen.

"Hyggeligt at møde dig, Pete." fastslog Eric med et skævt smil og tog hånden til sig igen, inden han fulgte Petes blik hen til pigen. Nå ja, hun måtte vel selv bestemme om hun ville stå der g slå rødder. Hans blik vandrede tilbage til Pete. Drengen virkede på en eller anden måde meget genert, hvilket undrede Eric, for det havde han da absolut ingen grund til. Men på den anden side, så var Eric også utrolig viljestærk. Der var mange, der undrede sig over, at han var kommet så langt i sit liv uden at gå psykisk ned en eneste gang, med alle de tragedier. Broderens død, sin egen sygdom, den anden bror i krig og så ulykken. Der krævede en stærk personlighed.

Pete fik øje på krykkerne og så måbende ud... "Hvad er der sket med dine ben?" spurgte Pete. Og så nærmest medlidende ud, men dette varede ikke længe, han ville hellere kaste sin koncentration på hunden, hvilket han gjorde, og gik igang med at klø den bag øret og andet steder han vidste dyret med sikkerhed kunne lide.

Eric kunne ikke lade være med at smile af Petes måbende udtryk, da han øjensynligt fik øje på krykkerne.
"Det er ikke mine ben." lød hans svar lidt efter og han kastede gså selv et kort blik på krykkerne. "Det er hoften. Jeg kørte galt i bilen og brækkede den. Jeg skal gå med dem resten af livet." Han skar en svag grimasse over udsigten til dette og fortsatte lidt efter. "Jeg brækkede også skulderen og et par andre småting." Han førte højre hånd om til venstre skulder og mærkede på den. Han var stadig lidt stiv i det, men ellers var den godt i orden. "Det var ikke så Fandens smart." indrømmede han med et skuldertræk, og smilede af Buddys begejstrede udtryk, da der pludselig blev givet opmærksomhed til den.

"Men hvem lufter så hunden? Mangler du en til det? Jeg har massere tid." sagde Pete og sagde alle tre ting meget hurtigt, pludseligt virkede Pete meget begejstret. "Jeg kan også passe den i weekender?" det virkede måske mistænktsomt at en fremmed sagde sådan noget første gang man mødtes, men Pete havde ingen onde meninger eller intentioner, han var bare meget begejstret over hunden.