Nattens mørke...

Sted. Domkirken
Vejr. Regner
Tid. IRL
Omkring. No one
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Roses tilstedeværelse kunne let mærkes da man trådte ind i den store domkirke. Hendes isblå øjne hvilede op på alteret. Hende selv, sad på den forreste række af bænke. Man kunne med lethed mærke at hun ikke var som de andre engle.. At hun var noget særligt. Hun tænkte lidt tilbage til den tid hvor hun var en 'ung' engel, hvor hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv.. Og nu, ærkeengel og den stærkeste engel hidtil. Hun smilte svagt over hendes status og brugte nu kirken som sit eget territorium og ville være dér hvis der var nogle engle som havde brug for hjælp. Men.. Der kunne jo gå noget galt nogle gange.. Nogle gange ville der jo komme andre end bare engle ind..

Zack kom småløbene ind i domkirken, regnen dryppede fra ham, det var tydeligt regnvejr ikke havde været en del af den meget solbrune drengs planer. Zack var kun iført en sort wife-beater og et par sorte bukser, med et sort læderbælte (wife-beateren, var stoppet godt ned i bukserne) hans sko var det eneste der rigtigt egnede sig til vejret. Et par military boots. Zack lagde mærke til en anden person i kirken, men trak på skuldrene og gik op foran alteret og satte sig på knæ og foldede hænderne mens han bad.

Rose så ikke engang over på døren da en person trådte ind i kirken. Hun hørte tunge skridt komme gående op til alteret og så langsomt over på vedkommende og fangede sig selv i at blive overrasket over at se.. Zack.. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og brød sig ikke rigtigt om at han befandt sig i samme lokale som hende. Hun havde skam ikke glemt deres sidste møde. Hun sagde intet og så bare intenst og gennemborende på ham og kunne ikke rigtig få ind i hovedet at han virkelig var der og at hun satte sit liv på spil ved at være der alene sammen med ham.

Zack var forandret. Han var ikke den gamle Zack, han angrede det meste og derfor havde han haft tilbragt meget lang tid i udlandet og lært nogen nye manerer og skikke, man kunne kalde ham... Genopdraget. Zack rejste sig langt om længe fra sin bøn, han havde opdaget nogen i rummet med sig. Rolig og venligt bredte Zack armene ud til siderne, uden at vende sig mod personen, eller sige noget et stykke tid, før han endeligt spurgte "hvem er jeg sammen med?"

Rose spændte i alle sine muskler da Zack rejste sig op og vidste jo ikke at dette var en ny Zack. Hun bed sig i underlæben og betragtede ham. Hun så på hans udbredte arme og vidste ikke rigtig om hun skulle sige noget, men var jo nødt til det. Hun rejste sig derfor op og gik langsomt over til ham "Rose.." sagde hun forsigtigt og holdt øje med alle hans bevægelser.

"Rose som i... Jeg er en engel Rose?" spurgte Zack og sænkede armene hvorefter han langsomt vendte sig om. "Jo om det minsandten ikke er Rose." Zack rakte hånden frem for at give hånd. "Du undrer dig over hvorfor jeg har været væk et halvt år?" spurgte Zack og overvejede ikke at hun måske hørte til her, og ikke havde holdt øje med ham. Det var heller ikke Roses væremåde.

Rose så på Zack og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige til det han sagde. Hun rakte sin hånd langsomt frem og trykkede den og så ham ind i øjnene og trak på skuldrene. Hun var egentlig lidt glad for at hun ikke havde set ham i noget tid.

"Og alligevel ikke." sagde Zack og smilede venligt til hende. Zack gik stille og roligt hen til en af kirkebænkene og satte sig på den med foldede hænder og så egentligt meget fredelig ud, hvilket han jo også var. Zack smilede til Rose "Har du så klaret dig godt?"

Rose kunne ikke rigtigt forstå hvorfor han var så venlig mod hende, men spurgte selføli ikke. Hendes blik fulgte ham da han gik hen til kirkebænkene. Hun bed sig i underlæben og trak på skuldrene "Ja.. Jeg har klaret mig fint.." hviskede hun og strøg en hånd gennem sit hår og vidste ikke hvad hun lige skulle gøre.

"Hmm det lyder godt. Undskyld det med Chasseur, du ved det er ligesom med nazismen, først er man rigtigt overbevist om det er korrekt, og gør alt for at udføre det, men senere stiller man så spørgsmål og finder ud af det man gjorde var.... Forkert." sagde Zack meget ligeud, men nu havde hun fået undskyldningen, så måtte hun selv vælge at acceptere eller ej.

"Ja, det må du da sandelig sige.." mumlede hun og så på ham. Hun havde ventet på en undskyldning fra ham og var egentlig glad for at have fået den... Men... Hun var stadig skidesur over at han bare havde gjort det. Hun strøg en hånd gennem sit hår og sukkede lavmælt og lod sit blik gå væk fra ham.

"Men okay, jeg behøver jo ikke i teorien at arbejde mere, jeg har jo de penge jeg skal bruge til resten af livet og nok lidt mere. Jeg har også købt 'hus', et pakhus." Zack smilede over sin pakhus joke, og tørrede ansigtet med hænderne for at fjerne de sidste dråber regn han havde i ansigtet.

Rose så tilbage på Zack og løftede et øjenbryn af hans såkaldte 'joke'. Hun betragtede ham lidt og strøg en hånd gennem sit hår og rystede sit hoved af ham "What ever" sagde hun og kunne ikke rigtig komme på noget andet at sige da hun var bange for at sige noget alt for surt eller snerrende ad ham.

Zack lagde godt mærke til hendes frygt for ikke at sige noget forkert, eller hidse ham op i det hele taget. "Du behøves ikke lægge en dæmper på dig selv, jeg har lært at vare min mund og styrer mine 'overilede' reaktioner, det lærte jeg da jeg fandt ud af fordi du er gammel, behøves det ikke at betyde man ikke kan tæske mig sønder sammen. Spørg selv ham fyren der lærte mig det, han var 70 år gammel og havde været jæger hele livet. - Vildsvinejæger og krokodilejæger." Zack smilede skævt.

Rose så på Zack og havde faktisk virkelig lyst til at give ham en flad. Hun gik langsomt helt over til ham og så ned på ham "Og hvordan kan jeg være sikker på at du taler sandt..?" spurgte hun lavmælt og ville ikke risikere at han ligepludselig gik til angreb på hende.

"Fordi talte jeg ikke sandt, så havde jeg nok allerede slettet alle... 'spor' fra mit tideligere liv." sagde Zack og hentydede til hvad hans gamle jeg havde gjort uden at tøve, vis det var det der skulle til. Zack kiggede på Rose og kiggede så op i loftet, der var bemalet med billeder og sendte billederne et smil.

Rose så på Zack og sukkede lavmælt "Jeg vil ikke yde vold her.. I guds hus" sagde hun og lod sit blik gå rundt i kirken og havde prøvet at ødelægge kirken fuldstændig i et slagsmål.. Ikke igen!

"Du ville ikke nå at ødelægge den, kom du op at slås med mig, ville jeg bare skulle bruge en kugle, og et par viskestykker, så er sporene væk. Men som sagt, jeg er her ikke i ufredelige hensigter, faktisk er jeg her bare mest af alt fordi det regner." Zack kiggede på et af de store mossaik-vinduer man kunne ikke så godt se ud af dem, men han kunne dog stadig høre regnen hamre på ruderne, som om den ville ind.

"Tjaaah.. Hvis du begynder at yde vold her, så har jeg i hensigt i at stoppe dig og derefter smide dig ud" sagde hun advarende og satte hænderne i siden og ville ikke lade ham være voldelig i guds hus.. Eller på hende!..

"Du lyder som den mor jeg ikke har." sagde Zack ironisk nok. Og smilede skævt, mens han tænkte sig om, måske skulle han bare gå? Han kom ingen vegne her. Zack kiggede beroligende på Rose og tømte lommerne, der var kun nogen pengesedler, mønter og en mobil, ingen våben. "Som du kan se er jeg ubevæbnet, og efter hvad jeg fandt ud af sidst, skal du ikke regne med jeg begynder at slå løst på dig ubevæbnet, du skal faktisk ikke regne med jeg slår løs på dig, det er ikke min stil." konstaterede Zack.

Rose så på ham og løftede et øjenbryn af ham "Nej jeg gør ikke!" sagde hun hårdt og ville da ikke få sår'n noget at vide! Hun lød da ikke som en mor. Hun sukkede lavmælt og strøg igen en hånd gennem sit hår og var i sandheden ikke glad for at være sammen med Zack. Selvom at han sagde at han ikke ville angribe hende, var hun stadig skide bange for at han faktisk ville..

"Jo du gør så" sagde Zack med et drilsk smil, og puttede sine ting tilbage i lommerne. "Hmmm hvilke spændene ting er der sket heromkring mens jeg var væk? Nogen der er døde?" det sidste sagde han i en jokene tone, han kendte sikkert alligevel ikke personen, vis hun remsede nogen navne op. Grunden til det sidste spørgsmål var nok også de sad i en kirke og en kirke var et symbol på død. Men også liv.

Rose så gennemborende på ham "Nej jeg gør ej!" sagde hun endnu mere strengt og sukkede lavmælt over ham. Hun rystede på hovedet "Nej.." hviskede hun som svar til hans spørgsmål og så roligt på ham.

"Så siger vi det." sagde Zack opgivende og gabte klokken var nok ved at være mange. "Ved du hvad klokken er?" spurgte Zack hende, han havde ikke selv et ur på sig, men han vidste at det nok ville være smart at være hjemme inden en 2-3tiden, han skulle jo også have lidt søvn, selvom det var weekend.

Rose sukkede lavmælt og rystede på hovedet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det første og rystede på hovedet af hans spørgsmål og satte sig langsomt ned ved siden af ham. Hun ville sikkert blive i kirken indtil daggry og så gå hjem og få lidt søvn.