Hvad der end gemmer sig derude...

Sted. Byen i Werclare
Omkring. No one
Tid. 00.32
Vejr. Mørkt, regner og skummelt..
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Man kunne høre Roses skridt lette mod det våde fortorv. Hendes blik forlod aldrig de skygger som omringede hende og vidste at hvis hun flyttede sine koncentrationer fra dem bare i et øjeblik... Ville det være det sidste hun gjorde og hun ville ende op i en nærliggende gyde.. kold og bleg og død.. Hun bed blidt ned i sin underlæbe i koncentration og prøvede at høre hvad der mon gemte sig derude og hadede at være 'aftensmad' for nogle af de væsner som kunne befinde sig udenfor i skyggerne. Men hun havde heldigvis levet i mange år og hun vidste derfor godt hvordan hun kunne forsvare sig selv og var derfor oss ret svær at skræmme. Hun turde også at sige sin mening overfor dem som hun egentlig burde have haft holdt sin mund omkring og hun vil ikke lade nogen håne hende og tro at hun ikke var noget! Hun fulgte fortorvet med den samme koncentration fra før og mærkede hvordan regnen slog blidt mod hendes bare ben og hvordan kjolen var begyndt at blive våd og ignorerede det skumle og mistænktsomme mørke. Hvad end der gemte sig derude kunne da bare komme an!...

Karina kom gående ud fra en gyde, da hun havde siddet der det meste af dagen, og læst. Der var skygge, og folk lagde ikke mærke til hende. Hendes sorte stiletter klikkede mod den våde asfalt, og hun kunne tydeligt dufte der var en anden engel i nærheden.
Hendes hvide trøje havde små gennemsigtige pletter, og igennem kunne man skimte en babyblå bh, med frynser, eller hvad det nu blev kaldt. Den stramme sorte nederdel faldt unaturligt på hende, og fik hende til at se endnu mere spinkel ud end hun egentlig var. Bogen pressede hun ind mod sit bryst, og hun så nærmest depressiv ud.
Og så så hun hende... En pige i en lyserød/orange kjole, med hvidt hår. Hun så hendes ryg, og de sorte stiletter klikkede mod det våde fortov.
Karina så nok lidt skummel og mistænkelig ud i dette lys, men sådan var det jo nu om natten. Det var faktisk ret nyt for hende at opholde sig udenfor om natten, eller aftenen for den sags skyld, men hun prøvede at vænne sig til det, da væsner for det meste holdt sig udenfor om natten.

Rose stoppede langsomt op da hun var begyndt at kunne mærke et andet væsens tilstedeværelse. Og så hørte hun det. Klikkende lyde. Hun gættede sig frem til at det var stilletter, og derfor en pige.. Eller en trans, men det tvivlede hun stærkt på. Hun rystede svagt på hovedet af sig selv og begyndte langsomt at gå igen og der var et eller andet som sagde til hende at denne person ikke var farlig, men hun kunne dog ikke lade vær med at lytte til personens skridt og ville se om hvorvidt vedkommende fulgte efter hende..

Karina stoppede op, da hun kom til at tænke på Mihael. Hun kiggede op, det var lige her hans lejlighed lå. Derefter rystede hun på hovedet. Man kunne se alt ved hende, da hun var stoppet op ved en lygtepæl. De store, opspilede, grå bambiøjne, det brune pagehår, og hendes spinkle, men høje person.
Hun kiggede længselsfuldt op mod vinduet, og håbede inderligt at han var vågen. Eller ihvertfald hjemme. Men lysene i hans lejlighed var slukkede, så det virkede ikke sådan. Hun pressede hårdt bogen ind mod sin brystkasse, da det gik op for hende, at hun længtes efter ham. At hun savnede hans varme, lækre krop, og den måde han kærtegnede hende på.
Hun savnede ham.
Hun rystede på hovedet, og kiggede så ned i jorden. Dog blev hun stående under det klamme lys fra lygtepælen.

Rose stoppede igen op. Der var ikke de der små klikkende lyde af stilletter længere, hvilket måtte betyde at personen var stoppet op. Roses blik gik langsomt over sin ene skulder og så ganske nok en person. Hun så ret bleg og spinkel ud i det lys som brændte ned på hende fra lygtepælen. Rose strøg en hånd gennem sit blege hår og betragtede pigen og syntes at hun så ret så længselsfuld ud. Var der noget som hun savnede eller hva? Rose rystede svagt på hovedet af sig selv og ville ikke til at lave spørgsmål inde i sit hoved, og begyndte langsomt at gå over mod pigen. Rose sagde intet til pigen og stoppede op en meter eller to fra hende og havde ikke ladet sit blik forlade hende én eneste gang. Hun så på pigen med et venligt og imødekommende blik og smilte ganske svagt.

Karina lagde mærke til de skravende fodtrin var stoppet, og hun kiggede direkte på en meget lyshåret pige, med klare blå øjne. Hun smilede, men alligevel ikke helt. En meget svag krusning i den ene mundvig. Hendes grå øjne så forskræmte ud som altid, men alligevel... rolige og blide. Som om hun ikke ville noget ondt. Som om hun ikke kendte til det der kaldtes 'ondskab, krig, kamp.' Hun rettede kort blikket mod de sorte stiletter, og derefter mod den anden engel. Tydeligvis engel. "Du burde skjule din duft bedre," sagde hun venligt, og kiggede derefter lidt undersøgende på hende. Hun vendte tilbage til det blide, uskyldige blik. Hun var selv fantastisk til at skjule sin duft, og hun blev tit forvekslet med et simpelt menneske.

Rose så på pigen og hørte på det som hun sagde og nikkede anerkendene "Ja, det burde jeg virkelig.." sagde hun lavmælt og forsigtigt. Hun kunne mærke at denne person osse var en engel og mødte sjældent engle ude på denne tid "Og du burde ikke gå rundt herude på denne tid" sagde hun blot for at komme noget modargumentation. Selføli kunne Rose jo ikke bare sige sår'n.. Denne pige kunne sikkert godt forsvare sig selv. Hun så ind i de store bambiøjne som var rettet mod hende og kunne ikke lade vær med at smile over dem. Ikke et ondt eller hånende smil. Et muntert, underholdt og venligt smil og elskede at møde andre engle da andres engles uskyldighed morede hende ret så meget.

Karina nikkede anerkendende, men fortsatte med at smile. Hun kiggede på den anden engel, og undersøgte hende. Hun lyttede til den bløde pigede stemme, og sagde så med sin egen, lidt mere kvindelige: "Det burde du da heller ikke." Hun pressede den sorte bog mod sit bryst, nærmest for at sørge for den stadig var der.
Hun kiggede op mod den mørke himmel, hvor man ikke kunne se noget.... Blot grå... Og mørke.... Hun gik så langsomt frem mod den anden engel. "Bor du her i byen?" spurgte hun interesseret, og kiggede indbydende på hende.
Hun lagde mærke til den lille næsvished den anden engel udviste, men prøvede så at holde sig åben, og imødekommende, da andre engle kunne være så fantastiske. Fantastisk fascinerende, faktisk.

Rose så på pigen og lyttede til den lidt mere kvindelige stemme af hendes og kunne høre at hun var ældre end Rose var. Hun trak på skuldrene og betragtede hende "Måske.. Men tro mig.. Jeg kan skam godt beskytte mig selv fra hvem som helst" sagde hun i en lavmælt tone og smilte skævt. Hun lod sit blik følge kvindens op i himlen og så hurtigt tilbage på hende da hun snakkede og nikkede "Ja, det gør jeg" sagde hun og lod sit hoved gå nysgerrigt på skrå "Hvorfor spørger du?" spurgte hun og vidste at hun var ret så næsvis overfor andre, men kunne ikke rigtigt stoppe sig selv fra det og var jo trods alt stadig teenager i kroppen.

Hun grinede svagt. Nok var den anden engel, måske, ældre end hende, men hun kunne godt mærke at hendes krop var lidt teenage-agtig. Det samme var mentaliteten. Hun nikkede kort. "Det kan andre altså også." sagde Karina i et svagt drillende tonefald, uden det var ondt ment.
"Jeg tænkte vi kunne følges." sagde hun lavt, og trak på skuldrende. Et eller andet sted håbede hun, de vile blive venner, men på den anden side, så var den anden engel lidt næsvis, men dog på en god måde. Hun trak på skuldrende, og kiggede så op mod Mihael's lejlighed igen. God(engelsk), hun savnede ham.