Smuk strand dag - Michela

Dato : 22 Juli 10
Årstid : Sommer
Dag : Torsdag
Vejr : Skyfrit med masser af sol og næsten vindstille, det er dejligt varmt.
Sted : La Sunisha - Stranden
Tid : 13.38
Omgivelser : Masser af mennesker, men alligevel god plads
Påklædning : En sort bikini og solbriller.

Larentia havde endelig fundet en plads i mellem alle de mennesker, varulve plejede normalt ikke at tage sol eller bade for sjov, men Larentia fandt det hyggeligt. Hun lå på et stort håndklæde og brugte et andet håndklæde som hovedpude. Hun så ud mod vandet, det var smukt. Dog kunne hun godt blive forstyrret af de larmende børn rundt omkring. Hun tog en dyp indånding og lagde sig godt til rette, det var ved at blive til ensomt.

Michela sad ude på nogle stendynger i vandet, og havde dyppet tæerne på den ene fod, ned i det salte havvand. Det andet ben havde hun trukket op til sig, og lagde så sin knæ imod det. Hun havde en srot t-shirt, og et par korte lyseblå shorts på. Indenunder havde hun en solgul bikini, med orange striber. Hun kørte foden i vandet lidt frem og tilbage, og så på hvordan ringene bredte sig, og blev til ingenting.

Larentia satte sig op, det var meget varmt så hun valgte at lægge sol brillerne væk og løb ud i vandet. Hun løb forbi en pige, men det sensede hun ikke, da hun var kommet godt nok ud hoppede hun på hoved ned i vandet for at stå på hænder, det mislykkede så og plask ned i vandet. hun rejste sig og smilte af sin egen fejl, og håbede at der var ingen der så det.

Michela vendte hurtigt hovedet, da en sorthåret kvinde løb forbi hende. Plaske. Ben over vandet, og så endnu et plask. Hun lagde mærke til den duft der hang i luften, og det slog hende straks at den anden også var varulv. Hun kiggede på alt det vand der havde ramt hende, da den anden ulv var styrtet forbi hende. Hun smilede svagt, men sagde ikke noget. Hurtigt trak hun trøjen op over hovedet, og åbnede shortsene. Hun tøvede lidt med at springe i, men gjorde det så til sidst.

Larentia stod stadig i vandet, hun fjernede håret fra ansigtet og så at en pige sprang i vandt. Gad vide om at hun havde set noget. Hun var også alene her ude, mon hun ledte efter selvskab? pludselig lagde hun mærke til at der er en anden varulv, mon det var pigen eller en anden fra stranden, hun gik langsom op mod breden, mod pigen.

Michela mærkede hvordan vandede brusede om hende, og hun løftede straks hovedet op over. Det blonde hår hang i kaskader ned over hendes ansigt, og hun fjernede det med en lidt grov bevægelse. Da hun straks duftede den anden varulv, vendte hun blikket mod den sorthårede, og lagde så tydeligt mærke til hvilken retning hun gik i. Mod Michela? Hun blev lidt forvirret, og undrede sig tydeligvis over om hun havde gjort noget.

Larentias hænder strøg hen over vandet, hendes stramme våde krop glintrede i solens stråler. Hun gik lige i mod den nye ulv, hun var sikker. Og så så hun ikke særlig gammel ud så hun havde intet at frygte, og hvem ville også forvandle sig til ulv på en strand med en masse mennesker, det kunne være farligt hvis der sad en dusørjæger imellem og ventede. Hun kom tættere på pige. "Hej" sagde Larentia og rakte hånden ud i en varm velkomst. "Har du været ulv længe?" spurgte hun og så på hende med hendes kul sorte øjne.

Michela bed sig i underlæben, og lyttede så til den anden's varme, indbydende stemme. "Dav." sagde hun venligt, og tog den anden ulv's varme hånd. Anderledes til andre, var hun næsten altid kølig, men det havde den fordel hun aldrig frøs. "Længe, og længe... Min kæreste forvandlede mig for 4-5 måneder siden." sagde hun. "Hvad med dig?" Hun vidste ikke hvorfor, men straks var hun tryg i den andens nærvær.

Larentia vidste at varulve, havde det bedst med andre ulve, så hun kunne mærke på hende at der var ingen frygt i mellem dem. Larentia så på hende alvorligt. "Valgte du det selv? Hvorfor?" spurgte hun med et nysgerrigt blik. Hun havde aldrig mødt en ulv var der blevet ulv ved et bid. Hun fandt selv ud af at hun var vareulv som 13 årige, hun har aldrig blevet bid, hun var bare født sådan.

Hun trak på skuldrende. "Det skete bare..." Hun holdt en lille pause, og fortsatte så: "Jeg vidste godt han var ulv, men jeg vidste ikke hans bid havde så stor effekt." Hun så bare ulveformen som en del af sig, og ikke som hendes anden person eller noget. Det var bare en hun havde hvis hun gik i panik, eller bare ville væk i form af... ingenting. Hun smilede svagt til hende, og tænkte sig lidt om. Faktisk var hun den eneste hun kendte, der var blevet ulv ved bid.

Larentia kiggede på hende med nysgerrige øjne, "hvordan er det at være menneske?" spurgte hun og gik op mod stranden og gav tegn om at hun skulle følge med, sandet var varmt imellem tærene, det gad et lille sæt i hendes kolde krop fra det kolde vand. Men det var nu ikke ubehageligt.

Michela vendte sig, og fulgte med den anden. Hun kiggede op på den blå himmel og sukkede så. "Det ved jeg ikke, min far gav mig ikke chancen for at være mig selv, så jeg kender kun den falske side af verdenen." Hun prøvede stadig at vende sig til hun var varulv, men når hun var sammen med Kristoffer, eller denne fremmede, havde hun det faktisk helt fint med det. Så følte hun sig ikke som en freak.
Hun kiggede rundt, og slog sig selv blidt i panden. "Jeg har glemt håndklæde." sukkede hun, og bed sig i indersiden af læben. Hun syntes denne fremmede virkede meget venlig, og intereserret. Hun havde bestemt ikke noget imod folk spurgte ind til hende, da hun tit løj sig uden om. Hun brød sig ikke om at snakke om sin familie.

Larentia lyttede til hendes lille historie, det virkede sørgelig hvordan hendes far virkede som om. Trist. Larentia grinede lavt af pigen, "Så hent det" sagde hun og grinte lidt højere. hun gik hen på sit håndklæde, tog sine solbriller på og lagde sig til rette.

Hun rystede på hovedet, med et lavt, tøset fnis. "Jeg har glemt at tage et med." hun nikkede ud mod stendyngerne, hvor hendes tøj stadig lå. "Jeg havde kun tøj med." Hun kiggede på den anden varulv, som virkede så utroligt venlig. Hun var sikkert også rigtigt sød når man lærte hende at kende. "Hvad hedder du?" spurgte hun, og kiggede på hende. Undersøgende.

Nu kunne Larentia altså ikke lade vær med at grine, "Ej så bliver det svært at hente" sagde hun imens hun spredte en varm latter, hun følte sig godt tilpas omkring den unge ulv. "Du kan få min hjemmelavet pude" sagde hun og smilte, hendes pude var jo et håndklæde klappet sammen. Solen skinnede og dagen var rolig, det rart.

Hun satte sig på hug, og prikkede den anden ulv i låret. Hun grinede lidt, men spurgte så igen; "Hvad hedder du egentlig?" Hun lagde sine hænder på sine lår, og begyndte så at kigge på omgivelserne omkring dem. Larmende børn, kvinder uden toppe, tykke gamle mænd, og meget mørke, solbrune fyre, med deres kæreste ved siden. Hun havde endnu ikke forstået ideen med at irritere de andre der var på stranden, så hun kom her mest for at sidde på stendyngerne, og lytte til de klukkende bølger. Men idag havde været lidt anderledes, da det viste sig at en anden ulv, havde fanget hendes opmærksomhed.

Larentia rakte håndklædet til pigen. Hun begyndte at grine, "Ja sorry, jeg heder Larentia" svarede hun og smilte. "og du?". Hun tog en børste frem fra hendes taske og begyndte at børste sit hår.

// Er tilbage om en times tid : DD //

Michela bredte det ud under sig , og satte sig tungt på det. Hun kiggede op i luften. "Michela." Mi-ké-la. Hun syntes det var irriterende når folk udtalte det Michella, Michaela, eller Michala. Hun vippede hovedet fra side til side. Og sagde det så igen: "Mi-Kééé-La" med stort pres på det markante E, så hun var sikker på at Larentia opfattede det, og ikke kaldte hende alt muligt andet. "Eller bare Micha." sagde hun så stille, med et glad smil.

Larentia smilte af hendes udtale om hende navn. Faktisk et pænt navn. Hun smilede og lagde sig på ryggen og lagde hænderne bag nakken.

Michela kiggede ned på håndklædet hun sad på, og derefter på Larentia. "Du må altså godt få det igen, hvis det er?" sagde hun stille, og kiggede på varulven. Hun havde faktisk en meget køn krop, men hun var sikkert waaaay to gammel til Michela, og så havde hun jo også en kæreste, så det kunne hun godt glemme alt om.

Larentia var ved at blive træt af solen, så hun svarede bare "Mmmh" og smilte til hende. Hun ville pakke det sammen når hun tog hjem igen. "Hvad laver du ellers her for tiden?" spurgte hun, bare så at holde sig selv vågen.

Michela trak på let på skuldrende, og kiggede så på sine hænder. "Ikke rigtigt noget." Hun var kun taget på stranden, fordi hendes far havde sagt hun skulle ud og have noget frisk luft. "Skal hjem senere i dag." Hjem til sin mor. Hun slå slet ikke La Sunisha som sit hjem. Hun foretrak Sheria, frem for alt. Men hun boede selv i Werclare. Hun lukkede kort øjnene, og mærkede solen varme hendes hud.

Larentia kunne mærke at hun døsede hen, hun var ved at falde i søvn i den dejlige sol. "Samme her" fortalte hun, hun rendte faktisk bare rundt og lavede så lidt som muligt.

Michela kiggede op, og så ned på Larentia. Hun kiggedee på det sorte hår, og blev så lidt jaloux, da hun lignede en naturligt sorthåret. Hendes mor forbød hende at få sort hår, og det hadede hun hende for.
Hun rejste sig, og lagde håndkldet sammen, for så at ligge det ved siden af den anden varulv. "Hvad ser du mest som din naturlige form?" spurgte hun, og børstede lidt sand af benene.

Larentias øjne forblev lukkede. "Hmm, menneske. Men jeg er mere fri som ulv" svarede hun og smilte lidt til solen. "Hvad med dig?" spurgte hun nysgerrigt, hun var jo blevet bidt.