Mademoiselle? - Michela

Dag + dato: Hmm.. Irl.
Tid: 00:46
Vejr: Overskyet, trækker en smule op til regn.
Påklædning: sort sort og atter sort.

William sad i skyggen af klatrestativet, med benene trukket op mod sig. Hans tvefarvede blik søgte mod den sorte nattehimmel hvor det kun fandt enkelte små lys der blinkede ned mod ham. Han smilede svagt, et smil der altid havde virket lidt trist, skønt han altid sagde han havde det godt. Hvem vidste.. måske lå det bare til ham. Han lukkede sine øjne, og tog en dyb indånding. Lyttede til vindens hylen når den farede hen over legepladsen, og hvirvlede op i hans sorte hår. Han foldede sine hænder på sit ene knæ, og lyttede til Gyngernes svage knirken og smilede lidt igen *Det blæser vist idag..* tænkte han. Grunden til at han var gået hen til legepladsen vidste han egentlig ikke, det var der han havde mødt Rose engang for længe siden, en af de mest magiske nætter i hans liv. Han så lidt ud på det hvid/grå sand, og sukkede.

Michela trådte langsomt ind på legepladsen, og gruset der førte hen til sandkassen, knasede under de sorte støvler. Hun bevægede sig ned af den snoede sti. Hun gik ud i sandet der så helt gråt ud, i skæret fra den måne der ikke var der. Hun lavede mærker med de store støvler, og bevægede sig hen mod gyngestativet... Langsomt. Hun satte sig langsomt ned, og en kølig brise blæste til den lette, sorte kjole. Den flagrede om hendes ben, og hun så bare ned.
På hendes kind var der printet et stort rødt håndaftryk, og det sved noget så slemt. Hun skubbede sine ben mod jorden, og gyngede lidt fra side til side. Hun kunne mærke tårene presse sig på, men valgte dog at holde dem tilbage.

William løftede langsomt hovedet, var det skridt? Han rettede sig en smule op, men blev siddene for at se om han kunne få øje på vedkomne der gik. Det var... langsomme skridt, næsten som om man kunne høre smerten i dem, i gruset der knasede. Han rejste sig, alle næsten 2 meter, og strakte sin nakke lidt så leddene gav et knæk fra sig. Han gik lidt ud af skyggerne, og hørte en svag knirken og så indstinktivt mod gyngerne og fik øje på en ung pige. Hun var ikke en dag over de 14. Han lagde hovedet let på skrå. Det var tydeligt der var noget galt, et så ungt.. menneske? Nej dette var noget andet, plejede ikke at bevæge sig ud så sent.
Han gik de få skridt der var hen til gyngen ved siden af den hun sad på, og satte sig lydløst på den. Hans hoved gled let på skrå, og betragtede den lille skikkelse ved siden af sig "Hej.." sagde han så stille, og rynkede let det ene øjenbryn da han fik øje på noget på hendes kind.

Michela hørte de svage knasende lyde, af sand mod sand, der blev presset sammen. Hun undrede sig ikke, og tænkte bare det var vinden. Hun skubbede sig lidt bagud, men stoppede midt i en bevægelse, da hun hørte en knirken fra gyngen ved siden af, og så en der hilste på hende. Hun blev siddende på den måde, og rettede så langsomt de depressive grønblå, men meget matte øjne mod den fremmede.
Hun gad ikke lægge mærke til hans scent... Hun gad slet ikke lægge mærke til ham, men hun var langt fra uhøflig, så hendes spinkle stemme, der lød som om den var på grådens rand, fik fremstammet et lavt: "Hej..."
Hun gled tilbage på plads, og rettede så blikket mod det grå sand igen. Hendes kind sved, og gjorde ondt. Hun havde mest af alt lyst til bare at forsvinde fra det hele, men valgte at blive siddende. Hun kunne ikke bare gå, når den fremmede havde hilst på hende, og så videre.

William var altid temmelig anonym når han var ude blandt andre mennesker, bare en meget høj, meget bleg dreng, meget klædt i sort. Han så på pigen, og lagde mærke til hendes stemme der virkede på grådens rand. Han fangede også et par grønblå øjne, med sit ene øje, det andet var dækket af hans hår.
Han kunne tydeligt mærke varmen fra den kind, der havde virket rød. Når man havde en del med is at gøre, var man god til at fornemme varme og kuldeforskelle, på afstand. "Hvad er der sket med din kind?" spurgte han stille, og så undersøgende på hende.
Han trak sit ene ben op til sig og lagde en arm om det, og hørte den svage hylen af vinden igen.
Denne gang havde han dog ikke tid til at bide mærke i det og spinde forestillinger i sit hoved, da han var travlt optaget af den unge pige.

Michela lyttede til vindens tuden, og fornemmede svagt hvordan tårene vældede frem i hendes øjenkroge. Hun tørrede hurtigt, men arrigt sine øjne, og opfattede så hvad drengen sagde. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, og rystede hurtigt på hovedet, så hun blev gemt bag det askeblonde hår.
"Ikke noget." sagde hun. Hendes stemme var lys og skinger. Den var normalt lidt mørk til hun var en pige på 12, og hun græd næsten aldrig. Hun hadede så inderligt sin far, ønskede ham død, tænkte forbandelser. Hun lænede sig mod den kolde kæde, der holdt gyngen.
Det var den anden kind hvor det røde, blussende aftryk var, og hun overvejede kraftigt at ligge sin kind mod den anden kæde, men så ville hun komme tæt på ham. Og hun havde ikke lyst til at komme tæt på nogen lige nu.
Hvad nu hvis de gjorde hende fortræd?
Hun blev siddende på den måde, lyttede til hvindens hylen, og sandkornene der føj henover hinanden. Hun hørte utroligt godt, men det var bare noget hun var født med. Hun lukkede øjnene i, og mærkede igen tårene presse sig på.

William lyttede til den skingre stemme, og hævede begge sine øjenbryn. Han kunne udemærket godt høre der var noget galt, men han ville ikke blande sig det var ikke hans problem, det var ikke høfligt at blande sig i andres problemer som intet havde med en at gøre. Han så dog lidt på hende, og så lidt på sine hænder. Hun var sikkert på nippet til at tude, og han havde en svag mistanke om at det røde mærke var et mærke efter et slag. Han rakte ud og berørte let hendes kind, og mærkede den volsomme varme. Han nedkølede mærkeet med den enkle berøring og trak sin hånd til sig.
Han havde lyst til at spørge hvem der havde slået hende, men som sagt, eller rettere usagt brød han sig ikke om at blande sig i ting der ikke angik ham, det ville måske også genere hende, så han sad stille, og stirrede op mod den nattemærke himmel.
Hun var fugtig om øjnene, og han havde set hendes stjælne bevægelse til at tørre øjnene.
Han blinkede langsomt med øjnene.

Michela drejede straks ansigtet mod ham, da hans hånd berørte hendes brændende kind. Hun mærkede den nedkølende fornemmelse, og lod ham så gøre det. Hun vidste ikke hvorfor, men han gjorde hende tryk på en underlig måde. Han var ikke lokkende, dragende eller noget, bare betryggende.
Da han fjernede sin hånd, lagde hun straks den modsatte kind mod den klølige kæde igen, og begyndte svagt at nynne. En lille melodi hun havde kunnet et stykke tid, og hun nynnede ikke alle de toner der var, hun fik det istedet til at flyde sammen. Comptine d'un autre été. Hendes musiklærer havde spillet den for hende, men så var hun flyttet. Hun kiggede op i den mørke himmel, hvor det lignede den første dråbe allerede var på vej imod dem.
Hun lukkede øjnene, fortsatte med at nynne. Nærmest som om hun glemte den fremmede's nærvær, selvom hun stadig kunne mærke det. Hun rokkede fra side til side på gyngen, næsten doven.
Tårene pressede, og pressede, men denne gang lod hun dem ikke komme ud i øjenkrogene, og hun ville slet ikke fælde en. Hun holdt næsten ikke om kæderne, det var bare sådan en ting hun gjorde. Med at ligge sine hænder mod ting, uden at holde i dem.