Ude og "handle"

Dato : 20. September 2010
Årstid : Efterår
Dag : Mandag
Vejr : En smule tåget, det har lige regnet ellers tørt.
Sted : Byen i Werclare
Tid : 08.17
Omgivelser : En masse væsner der handler og snakker om priser.
Påklædning : Fladesko, en sort hættetrøje, løse bukser.

Larentia gik imellem de mange mennsker, eller væsner. De alle lignede hvert fald mennesker. Hun var igen i pengemangel og hun havde ikke ville fortælle det til hendes kæreste. Hver butik hun gik forbi snuppede hun lige en ting eller to. Så længe det kunne spises. Hætte trøjen skjulte lidt hende 6 måneder store maven lidt, men ikke hvis hun rettede ryggen. Hættetrøjen var godt op over hendes hoved så hun ikke kunne genkendes. Det var tåget, så hun så ikke så godt og slet ikke hvis der var en masse mennesker i vejen. Det var det perfekte vejr i at stjæle. Hun fniste lidt skummelt da hun snuppede et lille stykke brød fra en ældre dames taske. Videre ned af gaden og ingen havde opdaget noget, regnede hun med.

Malik så udemærket hvad Larentia havde gjort. Han gik op imod hende, og tog brødet ud af hendes hænder, og gav det til den gamle dame. "De burde vidst ikke tage fra gamle mennesker, du lille. De ender med en dag at blive jagtet af en, der ikke er hvad hun ser ud til." sagde han stille, så han var sikker på, at kun varulven opfattede det. Han kunne lugte, at hun var varulv, og så gav det også lidt sig selv.
Han puffede hende i siden, ind imod en gyde der lå ret afsides i forhold til alt andet. "Du giver alligevel lidt penge at leve for. Enten går du frivilligt med, eller også bærer jeg dig som en sæk kartofler hele vejen til Sheria." sagde han, med hentydning til at det kunne blive kamp, eller en fredelig affære. Han var egentlig lidt ligeglad, han ville bare have sine penge. Hans handske glimtede i det lys der nu var.
Kløerne på den var næsten lige blevet slebet, da han jo tit løb rundt på vægge og han støttede sig med den hånd, handsken sad på.

Larentia blev meget forskrækket og så på den mystiske mand. Hendes næse sensede en lugt. *damn* tænkte hun. hun vidste straks at manden var en dusørjæger. Hvis han vidste at hun var vareulv plus at hun var gravid og barnet var dæmon. Hun var den helt store pakke for en dusørjæger. Hun sankt en klump, hun var helt tavs så bare på manden med skræmte øjne. hun burde ikke kæmpe da hun var gravid og var så langt henne, hun så ned. "Jeg går selv" svarede hun i at hun ville gå friviligt med, bare for at se hvad denne mand ville. Hun ville jo nødig komme i kamp og miste barnet.

Han fik hende til at rette sig op. Han så straks den tykke mave, og indså, at hun enten var ret fed, eller gravid. Med hvad vidste han ikke, men det kunne han finde ud af. Dæmoner havde jo nogle ting der var anderledes ved dem. Han tog forskellige prøver frem fra vesten han havde på, og løftede så Larentia's trøje op, så maven var blottet. Han lagde øret til, og kunne høre det lille hjerteslag.
Det var uregelmæssigt i forhold til menneskers, så hun var ikke gravid med noget normalt. Han overvejede kraftigt at skaffe barnet af vejen. Hun ville være belastende, når hun var gravid, så ville det også tage længere tid, og barnet ville nok nærmere give et minus, end et plus. Han trak nogle talismaner ud af lommen, med forskellige motiver. Han tog en bestemt fra, jadegrøn og med et motiv i stil med en slange.
Han pressede den imod hendes mave, og drejede den så som en nøgle. Et segl viste sig på hendes mave da han fjernede den igen, og sagde så, med en stemme selv de største vampyrer ville krympe for: "Oq'itugal Me'donra ho!" lød ordene, ord, som fik barnet der nu lå i Larentia's mave, til langsomt at bevæge sig ned imod udgangen ved hendes livmoder. Nærmest som en abort, eller en alt for tidlig fødsel.

Larentia var ved at blive lidt bange. Da manden hev op i hendes trøje blev hun sur. "hvad laver du?!" og prøvede at komme væk fra ham. Det han gjorde ved hende gjorde hende virkelig bange og rystede over hele kroppen. Der kom et kæmpe skrig fra hende da hun hun skulle til at apotere det halv store barn. "neeeej!" skreg hun og tårende rendte ned af hendes kinder, større smerte havde hun aldrig været igennem. Blodet fra hendes livmorde strømmede ud. Hendes løse bukser blev mere og mere blodige og våde. Hun kunne mærke at barnet nærmede sig udgangen og at hovedet ville komme først. "Arrrh!" skreg hun igen med hendes kvnide høje skrig, det kunne ikke ungåes at blive hørt. "Hvad gør du ved mig! Hvorfor!" skreg hun endnu højere, som om hun ikke vidste hvad han havde i gang i. Hun ville have svar, men kunne så også mærke at det ville hun nok ikke få. Lige nu ville hun ønske at hun ikke var alene. Smerten var enorm. Tåreene væltede ned af hendes kinder.

Malik gik om bag hende, trak hende længere ind i gyden, og lagde en hånd på hendes mund, den, med handsken, så hvis hun bed ham, ville hun mærke smerten. "Jeg gør det for at spare tid." sagde han stille i hendes øre, og kastede hende så ned i enden af gyden. Han bad hende smide bukserne, og lovede at han ikke ville kigge, men ville alligevel registrere, hvis hun prøvede at flygte.
Han vendte ryggen til, og kiggede ud på de folk der stirrede ind i gyden. Én af dem, en varulv, blev rasende, og fór frem imod ham. Han havde forvandlet sig, men dette morede bare Malik. "Kom da, din køter, jeg laver dig til et lækkert skind!" råbte han, og trak sværdet. Han løb frem imod ulven, og slog ud med sværdet, men missede. Han slog frem med sin handske, og kastede ulven op i luften.
Det var en indbygget talisman der gjorde det, noget, han selv havde fundet på. Runemagi, en magtfuld ting at kunne som dusørjæger.

Larentia græd af smerte og så på ham med bange og forvirrede øjne. "spare tid? spare tid på hvad din psykopat!?" råbte hun grædende. Hun landede hård på jorden. Hun ville flygte men kunne ikke. Sjovt nok, barnet var på vej og hun var såret på den ene fod da hun landende på jorden hårdt. Hun så på ham og nikkede om hans ordre i at tage hendes bukser af. Hun tog dem af men lagde dem dog over sig så man ikke kunne se hendes private dele. Hun blødte. Hun fik pludselig veer og skreg igen af smerte og uden videre begydte hun at presse, pga. hendes pres-veer. Hun så ulven og så en smule håb. Men hun havde ingen kræfter til at heppe. Man kunne nu se hoved, men hun havde brug for hjælp. Det var jo utroligt hårdt og det var jo også første gang hun fødte.

Malik slog ulven imod muren. Den forvandlede sig lige så stille tilbage til menneske, og han slog ham bevidstløs. Han lagde ham ved siden af Larentia, og spurgte så: "Har du prøvet det her før? Hvis ikke skal du nok have..." han afbrød sig selv midt i sætningen, og stak en hånd op, tog fat i barnet, og trak så til, "Lidt hjælp!" sagde han med en anstrengelse, da han også skulle trække barnet ud på samme tid.
Han lagde en rune på jorden, mumlede noget uforståeligt, og et hul dannedes. Han lagde barnet derned, og tog så endnu en rune, lagde på den blodige, lille krop, og mumlede igen noget uforståeligt. Et lag af diamant lagde sig over barnet, og lappede hullet sammen. Dette var hans måde at begrave på. Nok var han dusørjæger, men han havde respekt for de døde såvel som de levende.
Han tog den bevidstløse varulv over skulderen, og bad Larentia trække bukserne op igen.

Larentia græd og pressede. og pludselig var hendes dødsfødte barn ude. Hun anede intet om kønnet. Men hun elskede hendes barn så grusomt meget. "Mit barn" hviskede hun og så på den lille blodpøl imellem hendes ben. "Hvilket køn?" hviskede hun udmattende. Hun ville vide det! Smerterne var enorme. Men hun var jo varulv. Så udholdende var hun, hun var jo ikke et sølle menneske. Hun tog de blodige bukser på, men sad stadig på jorden. Hun kunne ikke rejse sig. Intet var vigtigt nu. Nu var hun ligeglad hvad der skulle ske med hende. Tåreene væltede stadig ned af hendes kinder, men lydløst. Hendes fod var øm men hun kunne sangtes gå på den. Men efter sådan en brutal fødsel ville hun ikke kunne stå op lige med det samme. Hun havde mistet meget blod og så ikke på mande der lige havde dræbt hendes barn.

"En pige." sagde han hurtigt, og smækkede den bevidstløse varulv op på skulderen. Han talismaner glødede. "Vi tager den hurtigste vej til Chasseur, du bestemmer selv om du vil gå, eller blive båret." sagde han, og rakte en arm frem, med hentydning til at bære hende. Han ville nå frem så hurtigt som menneskeligt muligt, Hvilket nok ikke var muligt med ham længere. Korruptionen bredte sig langsomt.
Han gad ikke vente så meget længere, han var ved at blive irritabel, da hun var længe om at beslutte sig. Han havde travlt. Meget endda.

"Pige?" sagde hun stille. Hun ville havde haft en lille pige hvis ikke denne morderiske person ikke havde slået hendes lille baby ihjel. "Din morder!" råbte hun og igen løb tårende ned af hende kinder. Hun havde ikke tænkt sig at rejse sig, da slet ikke for ham. Og det sted han snakkede om, hvad skulle hun der, og hvorfor? Kunne han ikke bare være glad for at der var én mindre dæmon i verden. "Hvad skal jeg der?" spurgte hun med røde trætte øjne. Hun snøftede og så på ham igen. "hvad vil du med mig?" hviskede hun.

Han ignorerede hendes tilsvinelse, og hejste hende så over skulderen. "Sælge dig, have en dusør. Som varulv giver du trods alt nogle penge." sagde han, imens han tog sig lidt plads til løb. Han hoppede imellem væggene i gyden. Normalt ville et menenske ikke kunne have klaret belastningen af at have to personer ekstra, og så skulle op på den måde, men han var jo ikke helt menneskelig.
Han stod nu på taget, der så ret så tomt ud, hvilket det også var. Tilsyneladende. Han var ret ligeglad med, om der skulle ske noget nu, slemt eller ej. Han havde trods alt et skjold, og hvis det gik hen og døde, havde han sine talismaner. Det, og så sine kræfter. Han gik stille frem, som var han bange for at skulle falde igennem.

"Nej! stop!" råbte hun imens hun blev hejst op på skuldren. Hun var yderest irriteret. Det gjorde ondt at være på hans skuldre. Det var ikke sundt for hende at ligge der, så at sige. Hun lå urolig på hans skuldre men gav hurtigt op. hun kunne ikke gøre noget. Tårene trillede ned af kinderne på hende. Hun snøftede. Hvad skulle hun dog nu gøre, hun var svag og hjælpeløs. Hun så livet forsvinde for øjnene af hende.

Han trak en talisman frem, efter at have sat Larentia fra sig. Dens rune forestillede en slange der gik i et med en hest. Han pressede den imod hendes brystkasse, og den begyndte at lyse med et grønligt skær. Han mumlede noget uforståeligt, og en smerte skød igennem dem begge. "Du burde være fri for smerterne i lidt tid... Nu." sagde han, lettere afkræftet. Det var farligt, det han havde gjort, da hun sagtens kunne angribe ham nu.
Hun kunne ingen smerte føle, men hvis hun ingen energi havde, ville det ikke hjælpe så meget at kæmpe imod ham. Nok var hun varulv, måske endda en stærk en af slagsen, men Malik var dusørjæger, og typen der brugte "feje kneb". Han tog hende igen over skulderen, og bevægede sig imod markedspladsen, for at sælge hende. Han gad ikke hele vejen til Chasseur denne her gang.

Matt så sig rundt på gaden. Han smilte for sig selv. endelig var han tilbage, men ville de andre mon kunne huske ham? og ville de kendes ved ham?

pludselig følte han en bekendt aura tæt på. Det var Larentia. Men den virkede svag. Matt teleportterede hen til hendes aura. Han så at Larentia var med en, for Matt, fremmede mand. Og det virkede ikke som om hun frivilligt var der. Matt teleportterede sig lige bag manden, og slog ham i nakken med bagsiden af sit sværd, lige kraftigt nok til at slå en fuldvoksen mand til at gå i knæ. "hvad har vi så gang i her?" spurgte han, han var jo ikke sikker på hvad der foregik.

Larentia så foruroliget på manden foran hende. Hun mærkede smerten med den mystiske sten han holde imod hendes brystkasse. Men hvad nu? Hun så at manden fik et slag i hoved, hun havde ikke set hvem, og hvem ville også hjælpe hende nu. Hun så så at det var Matt og hendes ansigt lyste af glæde og håb. Måske skulle hun ikke dø alligevel. "Matt?!" svarede hun overrasket og gav han faktisk slet ikke svar på hvad der sket.

Malik, der lige havde fået et slag, lå nu på knæ, med den ene varulv over skulderen, som han smed fra sig. "Hmm? Endnu en varulv?" sagde han. Han kiggede på knægten bag ham. Han så ikke ud til at være ældre end 18 år. *Den knægt ved ikke hvad han roder sig ud i.* tænkte han, og rejste sig stille, med en hånd på sit sværd. "Du burde virkelig ikke gøre det her. Du kan få tøsen, men på betaling, ellers får du ikke fat i hende." sagde han.
Før nogen overhoved nåede at reagere, var Malik nu bag Larentia, med en lilla talisman i hånden, rettet imod hende. Den havde aftegningen af en ørn hvis vinger var bredt ud. På hans kommando kunne han teleportere hende og sig selv væk på ingen tid. Han skulle bare mærke hende med den først. Han lod den strejfe hendes hud, som for at mærke hende, men kun en lille del blev overført. Med vilje.

Matt så lidt overrasket på manden foran ham. han gav ham elevator blikket og besluttede sig for han nok helst skulle undgå kamp. hans fjende så ikke ud til at være nybegynder, i at være dusørjæger. Så smilet han skævt "hvor meget?", spurgte han så. Matt havde jo sin arv at gøre godt med, så han håbede det ville være nok.

Larentia blev forskrækket over den dims han havde foran hende. Hun ville på ingen måde med denne mand. En tåre fald fra hendes venstre kind og stivnede af skræk. Men da Matt spurgte hvor meget hun var værd. Hendes selvtillid faldt lidt i bund, men på den anden side, hvis hun nu var meget værd ville hun smile lidt, en smule selvglad tanke. Hun håbede bare at Matt havde nok penge på sig, for hun havde faktisk brug for et hospital lige nu. Hun skulle væk herfra nu.

Larentia så overrasket på manden da han endelig tog imod penge fra Matt. Hun humpede væk fra stedet sammen med Matt og så ikke tilbage.

// OUT! Blev sq træt af at vente! //