Den lykkelige eng.

Dato: 28. novemer.
Dag: Lørdag.
Vejr: Månen skinner koldt over engen.
Tid: Omkring kl. 23:00.
Sted: Den lykkelige eng...
Omgivelser: Lucinia og ikke andre.
Påklædning: http://www.chinatowner.com/images/products/35240/35240_largeF.jpg

Lucinia dansede leende omkring på engen. Hun nød duften af blomsterne, og den kølige luft, mod hendes kolde hud. Hun ville egentlig gerne have nogen at være sammen med, måske et menneske, men hun var i stand til at underholde sig selv. Hun lod sig leende dumpe ned i græsset,
og plukkede en blomst, som hun snusede lidt til. På afstand lignede hun blot et nomalt barn der sad og plukkede blomster, og det var der jo i sig selv ikke noget galt i. Det eneste der afslørede at hun ikke var noget nomalt barn, var hendes blege hud og det faktum at det var midt om natten..

...

Tøj: En sort hættetrøje (Hætten er trykekt op) og et cowboybukser.

Alec ståd i udkanten af engen og betraktede den lille pige. Hun smilede for sig selv og kom til at tænkte på sin egen barndom, men skubbede minderne væk.

*Forbandede hukommelse!!* Skældede Gabriel i tankerne.
Han havde bare tænkt over hvor han dog kendte alle disse mennesker og væsner fra.
Når tankerne fløj rundt i hovedet på Gabriel kunne han gå forfærdeligt langt uden rigtgi at tænke over det, præcis som der var sket nu.
Alle hans våben var tæt pakkede ind så de ikke raslede eller noget andet.
Lydløst gik han rundt i skyggerne og nærmest faldt i et med det hele.

Alec mærkede en forandring i luften, men tog sig ikke af den. Hun var optaget af at se på pigen, der ikk' så ud til at have opdaget hende.

Lucy, der indtil nu havde været for optaget af blomsterne til at bemærke de to andre, løftede hovedet og trak vejret dybt gennem næsen. Så smilede hun lille-piget og vendte sig så hun både havde profil mod mennesket og den anden vampyr. "Hvem er De, mister og miss?" spurgte hun med sin lysebarne stemme og så helt uskyldig ud.

Gabriel lavede store øjne da han hørte pigen sige det.
"Hvor gammel er du søde?" spurgte han så med et lille og venligt smil.
Indeni var tankerne straks om hvad poker hun var, for intet barn i den her alder ville snakke sådan til ham.

"Syv år" svarede hun med stolt stemme og holdt syv blege fingre i vejret. "Men De svarede ikke på mit spørgsmål mister?" påpegede hun med et barnligt smil.

"Gabriel" svarede han og åbnede let for de svømmende øjne, bare så han kunne få et svar.
Hvis hun var syv, ville hun straks falde for det, men hvis hun var noget andet, ville det straks lade være med at virke.
"Hvad hedder du så... Og jeg tror ikke at jeg hørte din alder?" Spurgte han med et lille smil igen.

Hendes blege øjne stirrede tomt ud i luften men resten af hendes ansigt smilede stort til ham, dog med lukket mund. "Jeg hedder Lucy og jeg er syv år gammel." svarede hun ham, og brugte ikke sit rigtige navn, men kældenavnet hun holdt så meget af.

Han smilte skævt over det.
"Hyggeligt at møde dig" sagde han og smilte bare over det.
Indeni undrede han sig over hendes udtrykløse ansigt.

"Undskyld, jeg ikke svarede, jeg er Alec" hun var lige vågnet af sin transe. hun bakkede for pigen, hun opførte sig meget som en dreng.

"Jamen så godaften miss Alec, og også hyggeligt at møde Dem mister Gabriel." smilede hun og trillede en blomst mellem fingrene. Hendes sorte hår hang løst og beskidt ned over hendes skyldre men hun lod ikke til at bekymre sig meget om det.

Michael sad ikke så langt derfra og tegnede på sin blok.
Hans taske lå en arms længe fra ham og han iggede kun op nu og da for at tjekke om det han tegnede var rigtigt.
Han havde ingen anelse om at de andre var måske et eller to stenkast fra ham.

"Gør ikke noget" sagde han bare til Alec.
"Jeg havde også glemt at sige hej til dig" grinte han bare.
Hurtigt lagde han mærke til det meget lyse hår blandt alle de andre farver og bevægede sig lydløst derhen.

Lucy fik færten af endnu et menneske og vendte hovedet mod ham i et ryk. "Hvem er De mister?" spurgte hun højt nok til at hun kunne være sikker på at blive hørt

Michael skuttede sig da han hørte stemmen, men alt hans træning hjalp ikke en flyvende fis da der så kom en stor streg midt i maleriet.
"Pokker's!" Udbrød han og vendte sig mod stemmen og så hele forsamlingen og sin bror Gabriel i blandt dem.
"Godaften... Og hey til dig Brormand" sagde han og grinte lidt over det hele.
"Jeg er Michael" Svarede han så med et smil til den lille pige.

Hun nikkede stille til ham før hun svarede: "Godaften mister Michael, jeg er Lucy." Hun smilede igen sit lille-pige smil og smed blomsten fra sig.

"Het lille ven" sagde Michael bare venligt og smilte bare tilbage.
Hurtigt pakkede han sine ting ned tasken og tog den rundt om skulderen så den hang nede ved hoften.

Hendes smil ændrede sig til et lettere betuttet ansigtsudtryk og hun mumlede noget i retning af: "Jeg er ihvertifald ikke lille".

HAn lavede en hurtigt Mål-Hvor-Høj finte ved at tage sin hånd fra sit hovede ned til hende.
"I forhold til mig... Jo" sagde han så med et lille smil stadig.

Hun ragte kort tunge af ham. "Men så er jeg jo lille i forhold til alle!" udbrød hun klagende. Hvis man tog et nærmede kig på hendes øjne sås det tydeligt at de intet så.

Alec smilede af pigen *Hun er vampyr, men hvor er hun ung...*. Hun kiggede rundt på den lille forsamling, imens hun vinkede lidt til Gbriel.

Gabriel vinkede tilbage til hende og fik et kort, hårdt smil, men det forsvandt igen.

Lucinia trak vejret dybt gennem næsen igen. *Okay så... 2 mennesker... mister Gabriel og mister Michael... De lever sammen... 1 vampyr... ung... miss Alec... Jamen det er jo helt godt selvskab.*
Hun nikkede tilfredst og skrabede lidt i jorden med sin fod. Hun havde bare tæer da hun ikke gad at gå med sko når nu hun ikke boede på et eller andet latterligt børnehjem, eller hos en åndsvag plejefamilie der krævede at små piger skulle have sko på.