Seaching...

Dato : 12/12
Årstid : Winter
Dag : Day of Thor
Vejr : Regnen siler ned
Sted : Markedspladsen
Tid : Irl
Omgivelser : Nogle stykker der har trodset vejret og er gået udenfor.

Abby lod søgene sit blik glide rundt over boderne. Da hendes blik fandt hvad hun søgte gik hun med målrettede skridt hen mod en lille, nusset udseende bod. Hun så overvejende på varene før hun tog en lille pistol op i hånden. Hun stod og vejede den lidt før hun lagde den tilbage. Og så nærmere på nogle af de andre varer

Demetri stod længere henne på markeds pladsen, hans lugt og skikkelse/udseende var af menneske, han stod og kiggede på nogen smykker ud af metal.

Abby fandt nogle små flasker blandt varene og smilede svagt. Hun kunne aldrig for nok af de flasker. Hun betalte dem og stak dem inden for den lange jakke hun havde på. Så gik hun lidt på må og få videre til nogle andre boder.

Han tog et smykke og der var speacelt over den, eller den tog hans opmørksomhed lige nu.

Abby stod ikke ret langt fra ham, faktisk ved den samme bod som ham, men lagde ikke mærke til ham. Hun kiggede lidt blandt nogle ringe med forskellige våbenmærker, og prøvede at finde Van Helsing slægtens mærke blandt de mange andre

Demetri sukkede og lagde så smykket tilbage, pigen der stod ved hans side var tydeligt menneske/goth.
Han kiggede nu ned på de andre smykker og tog efter et fantastisk smykt smykke.

Hun så kort på ham. Der var noget med ham... Hun kunne ikke helt finde ud af hvad det var da han jo lignede et menneske... Men der var nu alligevel et eller andet... Hun bed sig svagt i læben mens hun prøvede at regne det ud. Hendes våde hår klæbrede til hendes hals og skjulte de pinlige mærker efter en vampyrs tænder... Nej hvor hun dog hadede vampyrer

Han tog fat i smykket og kiggede længe på det hans metalliske grå øjne gav små gnister fra sig, Han rakte det ud til sælgeren og der efter penge.
Han havde købte smykket og begyndte så at gå over mod en dyre handel.

"Hej" sagde hun og fulgte efter ham. Ikke om hun havde tænkt sig at lade ham gå sådan uden videre. Ikke når hun ikke kunne finde ud af hvad det var der var med ham. Den fejl havde hun begået en hel del da hun var mindre...

Han kiggede sig ikke tilbage men svarede hende, "Jamen halløjsa"

"Hvem er du?" spurgte hun lettere mistænksomt og havde næsten indhentet ham.

"Tja hvem er du selv" sagde han og stod nu og kiggede på en konge ørn.

Hun stod lidt og overvejede hvad hun skulle sige. "Van Helsing" valgte hun til sidst. Det var sådan hun præsenterede sig overfor alle af de andre arter, da de fleste kendte navnet fra hendes farfar der havde været en stor dusørjæger. Hun kunne ikke drømme om at sige sit fornavn til nogle af de vanskabninger...

Han vendte ikke blikket mod hende men sagde så, "en Van Helsing" han nikkede og kiggede først nu på hende, hans øjne var metalliske grå og lingte ikke øjne mennesker normalt kunne have og alligevel var de så smykke og normale.

Hun nikkede svagt og så på ham. Hun var helt sikker nu, han var ikke noget menneske! Der var utroligt få mennesker der kendte til slægten Van Helsing, og så hans øjne. Hun vidste med sikkerhed at sådanne øjne ikke tilhørte et menneske.
Hun stod lidt og så på ham, og afgjorde så at han måtte være vampyr. Hun var pludselig meget glad for regnen der gjorde at hendes hår klæbrede til hendes hals. "Så, hvem er du?" spurgte hun med et koldt tonefald.

//Skal logge nu, skrives senere//

Han lagde hoved på skrå, "sprøgsmålet er mere hvad jeg kan gøre" sagde han og smilte, hans tænder var som et menneskes, det var kun hans øjne der var anderledes, selv hans søster havde disse øjne det var en slags slægts mærke,tegn.

"Dø" svarede hun henkastet som om det var et meget meget dumt spørgsmål. Hun lod som om hun kiggede på en smuk falk, men holdt egentlig øje med hans mindste bevægelse... Denne her vampyr skulle ikke få lov at slippe!...

"Det et af mine svære begraber" sagde han tavst, og gik så ind i selve teltet med dyr.

Hun så vredt efter ham. *Hvorfor skal vampyrere altid være så forvirrende?* tænkte hun undrende. Hun forstod dem ikke og kunne aldrig finde ud af hvad de mente... Hun vidste bare at de burde være døde og hun havde til opgave at 'hjælpe' dem på rette spor.

Inde i telt var der masser af dyr, fugle, gnavere, katte, hunde, slangere, alt, og over i midten af teltet var en Russisk skovkat.

Hun trådte ind i telt og så sig om efter ham. "Hvor blev han af?" hviskede hun irreteret og så mistænksomt rundt på alle dyrene. *Idiot!* tænkte hun vredt og flyttede sig så hun ikke spærrede indgangen for dem der skulle ind og ud af teltet.

Dyrende larmede meget, og man skulle tro at de havde fået brok, katten sad og kiggede både på pigen og på nogen fugle.

Manden der solgte dyrene gik rundt mellem dem og forsøgte at tysse på dem. Han skubbede Abby væk i et af sine forsøg på at gøre dem stille. Abby sendte ham et lynende blik men gik videre rundt i teltet. Hun ledte efter et dyr der havde den mindste smule til fældes med den vampyr hun var sikker på befandt sig der inde et sted.

¨Den miawede nogen gange da fuglende da gebyndte at flyve rundt i buret.