Alle kan jointe men det er til valencia.- Efterår?

Valencia så på ham og forstod ikke helt hvad han mente med det han sagde. Hun stod i en lukket stilling med armene overkors "Hvad mener du?" sagde hun så og gav ham et af de der berømte provokerende tøseblik. Hun foldede armene ud igen og blev mere opmærksom, man vidste aldrig hvad Demetri tænkte, Så hellere være på vagt.

Han grinte lidt...."Det lige meget" sagde han og trak på skulderne,
smilet var der stadig. Dog fik ha en mere afslapped atitude, "Så
efter alt det her drama vi lige har lavet, hvad tænker du så på,
og hvor blev ham der af du havde med til balet forsvandt ham?"
Demetri fik nu et mere underligt overfaldisk smil da han begyndte
at snakke og Valencias gamle fyr, "oG HVAD med Dean?" Demetri
havde fået hele historien om Dean og Valencia....

Valencia hæver provokerende det ene øjnbryn "Har du virkeligt tænkt dig at vi skal snakke om mine ekser?" spurgte hun så og så ham i øjnene " .. Men dem ser jeg ikke mere, hvis det er så nødvendigt at vide?" sagde hun så og kørte hånden igennem håret.

"Tja....de var vel bare og mere rige end miig" sagde han
og trak på skuldernde, "jeg var jo ufølsom og forfærdelig"
han vendte sig nu og og skævede tilbage til Valencia.
"Men du vel ligeglad, verden er ikke blevet en anden,
den har bare udviklet sig.." han så roligt men overlegent på Valencia.

Valencia stod kort og så på hans overlegne blik, hun mærkede vreden syde indeni hende. Godt nok vidste hun godt at Demetri var sådan altid, men lige nu og lige her kunne hun ikke klare den måde han var på overfor hende. Valencia fandt sig ikke i at han talte til hende som var HUN den onde her. Hun greb fat i hans trøje og smed ham ned i jorden, hvor på hun satte sig oven på ham men hun stadig holdte stramt fast i hans trøje. Hun så ned på ham med et blik der ulmede af vrede "Hør her Demetri" hun nærmest spyttede hans navn ud, men fortsatte "Det sku din egen skyld at jeg gik fra dig, Du kunne jo eventuelt havde vist mig at du elskede mig istedet for alt det hemmeligheds fis! Det er frækt at være mystisk, men det skal heller ikke gå over gevind!"

Demetri så lidt på hende da hun snakkede og blev så overrasked da hun
sagde at han var mystisk, han havde ladet Valencia smidt ham på jorden
da han viste at hun ikke rigtig ville ham noget dårligt, men han var dog ved
at tag fat i hende da hun rørte ved hans bluse. Men nu kiggede han altså på
Valencia der sad på ham, Det tiltrak ham svagt at hun nu var vred og agrresiv.
Han smilede skævt da hun var færdig med at snakke, hendes vrede var virkelig
smuk. "Mystisk?" sagde han i et slags spørgsmål-.

Valencia rynkede svagt øjnbrynene "Ja? Du ved mystisk og Skummel?" sagde hun så og så ned i hans øjne. Hun lagde sit ansigt helt tæt ved hans og hviskede "Elsker du mig stadig?" hun holdte stadig fast i hans trøje og holdte hans blik. Hun havde set ind i hans øjne så mange gange at hans øjne ikke længere påvirkede hende på samme måde som første gang de havde mødtes.

Demetri skubbede hende nu ned at ligge i stedet så de tvar ham der
var oven på hende, han holdte hendes arme udtrakt ned mod jorden
"Sprøgsmålet er mere om du elsker mig Valencia" sagde han og så
ned på hendes ansigt. Valencia var stærk ja, men ikke så stærk som
Demetri, det skulle hun huske. Hun kom her og troede at efter så lang
tid at han pluselig ville stå og sige sådan noget ting til hende. Hun måtte
have glemt hvem hun stod og snakkede til. HAn grinte svagt efter han havde
sprugt hende.

Valencia prøvede at skjule sin irritation over at han vendte det om, sådan at hun lå nederst "Hvad hvis svaret var .. Ja? Hvad ville du så gøre?" Spurgte hun så og løftede spørgende det ene øjenbryn og så op på ham. Hun lå stille, selvom det irriterede hende grufuldt at han havde "magten" lige nu. Ikke fordi hun hadet at blive domineret, tværtimod elskede hun det. Dog irriterede det hende også, især i sådan nogle situationer som denne.

"Så vil jeg grine Valencia, for du elsker mig ikke" sagde han og så lunefuldt på hende
han bukkede sig ned til hende ansigt imens han lå oven på hende, "Du kan ikke engang
klare at jeg snakker til dig" hviskede han og trak sig så tilbage i den normale stilling
igen, han spændte sit greb om Valencia lidt mere. *Valencia elske mig, hun prøver
virkelig at lege* han blottede sine tænker i en irretation over hans tanke.

Valencia kneb øjnene svagt i "Kærlighed kan vises på mange måder Demetri .. " sagde hun så og bed tænderne sammen "En far der slår sit barn, betyder jo heller ikke at faderen ikke elsker barnet" sagde hun så og fugtede sine læber "men spørgsmålet var heller ikke om jeg elskede dig, men om du elskede mig?" sagde hun og var anspændt i kroppen. Hun vidste som altid ikke helt præcis hvor hun havde Demetri henne og det var det der gjorde hende aller mest frustreret når de nu en gang talte sammen.

Han slap hende så hun kunne skubbe sig fri fra ham hvis hun gad,
dog var han stadig oven på hende, "Du for aldrig afvide hvad jeg
føler Valencia" han så på hende med sine trætte øjne der sprang
små gnister fra ham rundt i hans øjne farve. "Du forlod mig, og
du ved at jeg faktisk elskede dig, eller hvad" Valencia kunne da
tænkte sig til at han havde elsket hende dengang eller ville de jo
stadig snakke sammen som gode venner den dag i dag.

Valencia blev selv liggende og så op på ham "Tror du da ikke at jeg elskede dig? .. " spurgte hun så "Jeg .. følte bare .." sagde hun så, men stoppede sig selv " .. jeg manglede noget Passion?" sagde hun så og så væk fra ham. Hun sank og var bare ærlig, hun havde skam også haft svært ved at skulle forlade ham, men havde følte det var det rette at gøre også efter det hun havde gjort.

Han rejste sig nu, "Passion" sagde han og sukkede, "Men om
vi har elsket hinanden er også ligemeget nu" sagde han og så
ned på hende, han trak på skuldernde imens han sagde det.
Det hele kunne være ligemeget, han ville aldrig lade sig fortære
af kærlighed, selvom det kunne være svært at sige sine følelser
fra. Men sådan måtte han leve, ene og alene!