Tilvænning?

Tid: 23.28
Dag: Søndag
Dato: 31/10
Vejr: Mørkt og natteklarhimmel.
Omgivelser: Huse og lukkede cafeer.
Påklædning: Lyseblå sommerkjole, der sidder mere eller mindre stramt ned til taljen, og er rimelig løs derfra og ned. Nusset bandage på både hænder og fødder.

Lettere forsigtige skridt bragte Eliaz rundt i byen. Hun var blevet mere forsigtig nu, end hun havde været til at starte med, da hun først var kommet ud. Hun havde så oplevet lidt af verdenen, og lidt af hvordan alting hang sammen... Og det skræmte hende. Dog var det langt værst når det var lyst. Der var flest mennesker. Hun brød sig ikke om mange mennesker på engang. Når det bare var en eller to af gangen, så kunne hun sagtens klare det, for det var nogenlunde hvad hun var vant til. Eller... Faktisk var hun jo i det hele taget ikke vant til at asociere...
Hun førte den ene unaturligt blege hånd op til ansigtet, og strøg en genstridig lok af det brune hår om bag øreret. Et let smil hvilede endnu på det velformede læber.

minaka traskede roligt igennem gaderne. han lod sin kølige håndryg køre hen over sine læber for at tørre de få dråber blod af.
han plejede eller at være utrolig god til at forspinde noget blod. et lille lydløst suk kom fra ham mens han taktvis forsatte sin gang.
selvom luften var køligt frøs han ikke selvom han kun var iført en slidt t-shirt og et par hullede cowboy bukser.
selv sko manglede ham. han vejrtrækning var ganske roligt og han øje var dækket af hans hår. Selv i lyset fra en gadelygte var hans hud stadig utrolig bleg.

Eliaz bemærkede lyden af andre skridt, men valgte ikke at ligge noget videre i det. Andre mennesker havde jo også lov til at gå omkring om aftenen, ligesom hun selv gjorde det?... Selvfølgelig havde de da det! Det var jo ikke hendes by! Hun rystede kort på hovedet, og smilede så let igen. Det var jo ikke engang sikkert at skridtene var på vej mod hende? De kunne jo sagtens være på vej ned af en af side gaderne i nærheden, og faktisk slet ikke skulle nær hende. Eller det kunne være en der var fuldstændig ligeglad med en åndsvag pige som hende... Det var ikke til at sige...

Lyden af skridt og luften af menneske havde forlængst nået ham. beslutsomt drejede han om et skarpt hjørne og fik i samme øjeblik på øje en kvindelig skikkelse ikke lang fra.
han satte farten meget ned og betragtede skikkelsen komme imod sig.
hvis han havde haft en puls ville den have banket hastigt ved synet af hende.
han gik roligt ind til siden af gågaden og søgte over i skyggen, væk fra de gule gadelygter.
ganske lydløst og elegant satte han sig ned på hug og ventede på at hun kom nærmere.
Hun vidste nok allerede at han var der eftersom han ikke havde gjort det store umagen for at skjule sig. en hånd blev sat i jorden for at støtte ham. Der var ingen tvivl om at han faldte godt i med den mørke baggrund. et stille suk lød fra ham mens han roligt betragtede skikkelsen for langsomt forvandlede sig til en ung pige.

Eliaz var for travlt optaget af sine egne tanker til at bemærke den unge mand der drejede pm hjørnet, for så at forsvinde i skyggerne lidt længere nede af gaden. Hun fnes let for sig selv, og så så kort op mod himlen. Himlen var meget hurtigt blevet en ting sm hun skattede meget højt.. Da hun atter slog blikket ned, bredte hun armene ud, og så mest af alt ud til at gå på line... Roligt nærmede hun sig det sted den unge mand sad gemt i skyggerne, totalt uvidende om hans tilstedeværelse...

Minaka trak knapt nok vejret. han så på hende med sine rødlige rolige øjne.
da hun havde passeret ham rejste han sig lydløst op og gik med lette skridt efter hende, stadig inde i skyggernes skjul. han så på hende.

Det var egentligt ikke fordi han var sulten eller noget, den ældre kvinde længere nede af gaden havde været et usmagligt men stadig mættende måltid. endnu en gang lød et lille suk fra ham, måske ligefrem fordi han ville høres. duften af menneske lå som en sky efter hende. "godaften.." sagde han og havde på få sek. bevæget sig helt hen bag hende. lydløst og lynhurtigt. hans stemme var kølig men charmerende.

Eliaz vendte sig brat om da der blev snakket til hende... Var det virkelig normalt, at folk sådan kom snigende ind på andre, på den måde?! Hun havde efterhånden oplevet det et par gange, og alle gange havde vedkommende været lige så bleg sm Eliaz selv var. "Godaften" svarede hun, og lagde hovedet en anelse på skrå mens hun undersøgende betragtede ham. Gad egentlig vide hvad han ville hende... For han havde vel en mening med at snige sig ind på hende på den måde, og så hilse på hende... Det regnede hun i hvert fald med at han havde.½

han smilte venligt og nikkede kort som hilsen. "kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte han roligt og kastede et hurtigt blik rundt på omgivelserne. han vuderede hende til at være nogle år yngre end ham selv, eller hans menneske alder. han knep øjnende en smule sammen og betragtede hende. elegant trådte han et skridt tilbage for at hun ikke skulle føle sig presset. han lagde hovedet en smule på skrå og trak vejret normalt.
*køn.* tænkte han muntert i sig selv og smilte en anelse.

Eliaz lagde let hovedet på skrå, så det længe brune hår faldt nedover den ene skulder, ved hans spørgsmål. "Det var dig der tog kontakt til mig, og så spørger du om jeg har brug for hjælp? Ser jeg ud som en der har brug for hjælp?" spurgte hun undrende, og sendte ham et tænkende blik. Der var intet vredt i hendes stemme, som der ellers ville have været hos så mange andre. Hun havde bare lært nok om samfundet til at vide, at folk ikke bare sådan spurgte om andre skulle have hjælp. Hvilket var grunden til den undren der var i hendes stemme. De tindrende blå øjne betragtede undersøgende hans ansigt, mens hun ventede på at han skulle svare hende.

han smilte roligt og betragtede hende. "et er ikke så tit at unge piger går alene rundt og natten" sagde han og fnyste. hans tanker fløj afsted, hun virkede så ung og...uvidene. et ret let offer. Måske skulle han bare få det overstået.? han bed sig lidt i læben og ventede på hende reaktion. "hvor skal du hen?" spurgte han så undrende og så sig lidt omkring.
han ville helst undgå problemer hvis hun tilhørte en anden.

Eliaz trak kort på skuldrene. Det kunne hun jo ikke vide noget om. "Jeg gør." svarede hun roligt, og rettede hovedet på igen. Smilede let, ja ligefrem ubekymret. Hun trak på skuldrende, og rystede på hovedet ved hans spørgsmål. "Jeg ved det ikke. Men jeg vil formodentlig bare gå rundt, og nyde den friske luft indtil jeg tager hjem igen." svarede hun roligt, og betragtede ham nysgerrigt. "Hvorfor spørger du?" spurgte hun så. Der var et eller andet over ham. Måske var det fordi han var lige så bleg som hun var det... Hun var lige ved at begynde at tro, at det var ganske normalt... Hun havde i hvert fald set en del efterhånden, der var lige så blege som hende selv. Og altid havde det været om natten... På den anden side, så havde hun ikke set nogen når det ikke var nat... Hun gemte sig nemlig i mørket af det gamle lejlighedsområde lidt udenfor Deepshell, hvor hun holdt til, om dagen....

han smite let og nikkede kort. "vil den unge dame havde noget imod at at jeg fulgte hende et stykke tid.?" spurgte han og så indgående på hende. hendes naivitet morede ham. Hun vikede ikke somom hun kendteområdet særligt godt. ham lod med vilje værre med at besvare hende spørgsmål. han trak vejret roligt og betragtede hende omhyggeligt.

Eliaz lagde hovedet en smule på skrå, og så et øjeblik ud som om hun tænkte sig om. Så rystede hun kort på hovedet. "Hvad hedder du?" spurgte hun, og fokuserede kort på et punkt på hans hage, før hun igen løftede blikket og så op på resten af hans ansigt. Der var et eller andet ved ham. Han virkede så forfærdeligt overlegen. Men egentlig var det vel lige meget. Det var jo faktisk hende der ikke passede ind i samfundet, så måske hun ikke skulle begynde at råbe forhøjt om noget som helst...

"minaka" sagde han roligt og smilte venligt. han bukkede let og kiggede charmende på hende. "og de?" spurgte han og rettede sig helt op. Dette var utroligt underholdende, selv for ham. han bed sig kort i læben og begyndte så småt at gå fordi hende. han havde allerede spist her til aften og var i et utroligt godt humør når han var mæt.
han stak hænderne i lommerne og slappede mere af i sine skuldre. roligt trak han vejret og kiggede sig over skulderen på hende som tegn på at hun skulle følge med.

Eliaz smilede, og blev lettere genert, da han bukkede for hende. "Mit navn er Eliaz." svarede hun, og fulgte ham, da han begyndte at gå. Hun kradsede sig kort på kinden med den ene blege, bandageindbundne hånd. Egentlig taget var der ikke nogen logisk grund til at hun havde de fire bandager på, men det var mere eller mindre blevet en vane, og søgte man at tage dem af hende, skulle man enten være meget hurtig, eller meget, meget dum...

jeg kastede igen et roligt blik på hende en sidste gang før han rettede blikket ned af gaden. "hvad er der sket med dine arme..?" sagde han køligt og toneløst. han så ikke på hende og han stemme kunne nok godt fortolkes som hånlig. han tænkte roligt og blev ved med at gentage hende navn i sin tankegang. *Eliaz, Eliaz, Eliaz, Elia..* tænkte han igen og igen. nok mest for at huske det, men underligt nok mindede ham om nogen. hvad vidste han ikke. han satte farten ned da han opdagede at hun var sakket en smule bagud.

Eliaz så let på sin ene hånd. "Eh.." blev det første svar, mens hun tænkte over hvad hun skulle sige. Hvorfor var det nu at hun havde fået dem på til at begynde med?... Nåh jo... Solen havde ramt hende.. "Det er en gammek skade." svarede hun så, og så på Minaka igen. Hun sendte ham igen et af sine lette, ubekymrede smil, før hun rettede blikket ned langs gaden de bevægede sig henad. Eliaz kunne på mange måder være svær at blive klog på, på trods af at hun var så åbenhjertet og ligefrem som hun var...

han lo mildt over hendes usikkerhed. latteren blev tavs efter et stykke tid og blev forvandlet til et aftagende smil. han spakede til en sten og sukkede let. Han var næsten sikker på at hun var et menneske, det måtte hun være. men underligt nok lugtede hun ikke som andre mennesker, han kom frem til at hun nok kom fra et ret ubeboede sted, og derfor ikke havde blandet duft med resten af verden.. *whatever* tænkte han ligeglad, da det ikke helt hang sammen. han sendte hende et venligt blik. vidste hun at han var vampyr?
Må kunne vel altid spørge. "Eliaz?....(tavshed) ved hun hvad jeg er?" spurgte han roligt somom det var verdens mest normale spørgsmål. heldigvis var den ikke svær at redde hvis hun svarede nej.

Eliaz faldt let hen i sine tanker, i det lille stykke tid hvor ingen af dem sagde noget. Dog blev hun hurtigt bragt tilbage ved hans spørgsmål. Hvad han var?... Hun stoppede op, og så undrende på ham. Hvad mente han dog med det? Hvad han var... Han var vel så meget. Et menneske, en dreng, måske en skoleelev eller en arbejder? Måske en millionær eller en fattig? Det var ikke til at sige.. Og da slet ikke til at gætte hvad han mente..
Eliaz missede tænksomt med øjnene, og betragtede ham. "Du er vel en dreng?" prøvede hun, og kløede sig let på kinden. Det gjorde hun som regel når hun tænkte. En dårlig vane var det, men det var nu engang ikke en vane, der var til at slippe af med.

han betragtede hende betænktsomt. hurtigt så han fortvivlsen i hendes øjne, hun var uvidne. han lo mildt ved tanken, men også som svar på hendes ret stupide ord.
"ja. " lo han og sukkede let. han spillede skuespil som altid. Og med tiden var han blevet ret go.d til det. "jeg er dyrlæge" smilte han. Endnu en løgn. nogle gange tvivlede han på sandheden, han blandede alting sammen for det meste. *sandheden eller løgnen? hvad er forskellen egentligt* tænkte sørgmodigt. Dyrlæge?...ret dumt sagt, han hadede dyr.