My song.. [valeron=Privat..]

Tid :: Ved en aftenstid.. Godt og vel 18:00
Årstid:: Jo.. Vinter.. Hvor der ikke er for mange skygger..
Sted :: Gå gaden ?
Vejr :: Mørkelagt, men der er lygtepæle og en masse butikker.
Omgivelser :: Få folk der går over imod natklubberne..
Påklædning :: sorte jeans ( hullet ) , sort og stor t-shirt.. Nogle all-stars sko, hue halstørklæde og vanter i samme farve. Samt hendes elskede guitar..
________________________________________________________________________________________________________
Sookie sukkede og sad på gågaden op af en mur. Hun så folk gå forbi hende, nogle kastede penge hen til hende. Men det var ikke det der gjorde hende glad, det var det, at kunne se at der var nogle der syntes om hendes musik. Og ikke bare gav hende penge, fordi hun så lidt hjemløs ud. For hvem gad spille her på gaden, når de havde et hjem.. At gå hjem til?
Hun havde sin guitar i hånden og begyndte derefter at spille på den. Med et lidt hurtigere tempo, dette var en slags julesang. Hun følte sig træt, men hun nød at se de glade.. For det meste ældre mennesker.. Gå forbi hende, og gav hende nikket.. Dette der sagde, at man var anerkendt. Og at man var god til dette man lavede, at man ikke bare var en eller anden hjemløs.. Der ikke kunne overleve dette, den selv havde sat op foran sig selv.
Det kunne godt være at man havde svært ved at tro på at hun var hjemløs, men hun Men hun havde da selv valgt de.. Havde hun ikke?
Hun havde haft det godt.. For hendes forældre passede på hende, og sådan. Men hun manglede noget, noget ekstraordinært!.
Måske var det dumt, og måske ikke.. Men det var rejsen hver, hun havde det godt i denne by. Og det var vel flinke nok, til at nusse hende engang i håret.
Der var nogen der før havde set hende på gaden, de gik forbi hende og kastede en pakke smøger og en lighter hen til hende. Hun så lidt efter dem og så derefter på smøgerne. Nej, hun røg ikke.. Hun så stadig på dem, med lidt afsky. Og rystede på hovedet, da hun samlede den op, og lagde den i hendes lomme. Bagefter begyndte hun at spille på guitaren. Dét var hendes liv..

Valeron gik ned ad gågaden. Han kiggede på de mange butikker, og nød at der var så meget lys, der stod i skarp kontrast til den mærke himmel. Lyset klædte mærket, sådan som Valeron så det, sådan var han. Han havde en af sine små sorte stjerner svævende om hovedet - med den pris at folk kiggede noget så undrende efter ham. Han både nød og foragtede den opmærksomhed de gav ham, som var den både uønsket og ønsket. Lidt som en ryger der vil stoppe med at kværne smøgere.
Han fik øje på en pige, der sad og spillede på sin guitar. Han blev forundret. Tænk, at hun virkelig gad. Hun var ikke en klink bedre end de andre gademsuikanter, han havde set i sine dage. Selv var han hjemløs, men han brugte hverken musik eller beskidte kneb til at skaffe sig penge. Han brugte sjældent den slags, men når han gjorde, var det til hotelophold og den slags ting.
Han smed en mønt hen imod den hjemløse, dels for at irritere da han bevidst ramte guitarens sjette streng. Der lød en dyb lyd, da den ramte strengen, og sprang tilbage imod den, og landede få meter derfra.

Hun så straks op, og mødte hans blik. Hendes blå øjne skinnede, og fingrene stoppede med at bevæge sig. Hvad havde hun gjort ham?
Et lille undrende smil kom frem på hendes læber, og hun knep sine øjne halvt sammen. Hun samlede mønten op, og smed den over til ham igen. Så den ramte hans hånd, det var så op til ham, om han ville tage imod den.
”Jeg tager ikke imod penge..” sagde hun, og kiggede ned på hendes guitar igen. Hun prøvede den af, om den var gået ud af tone. Det var trods alt ikke hver dag, at folk kastede mønter på den. ”..Ikke når de ikke kommer fra hjertet.” Fortsatte hun, og tog en stor indånding. Hun prøvede at spille lidt videre, men kunne ikke rigtigt. Drengen irriterede hende, den måde han.. Var?
Hun så op på ham igen, og lod sit blik vandre i hans ansigt. Efter tegn på hvad han var, det forbløffede hende. Da hun mærkede at han var dæmon, lige som hende selv.
Hun sukkede, og lagde guitaren lidt væk fra sig. Mens at hun så opgivende op på ham, mens at hun grinede en smule. Over hans frækhed. Magen til frækhed.. Ville hendes bedste have sagt.. Åh ja, gode gamle bedste..
”Hvad laver man her?..” Spurgte hun ham, og smilede drillende. Hun så på mønten, og videre op i hans ansigt. "Andet end at dræbe usyldige små piger.. ved at skræmme dem fra vid og sans.." Hun trak på skuldrende, og grinede mens hun sagde sødt. "Med en mønt?.."

Han var stoppet op, satte sig på hug få centimeter fra pigen. "Man går og nyder den fred der ånder omkring ens aura og det, man skaber, der også ånder fred." sagde han, og den sorte stjerne om hans hoved, var delvist holdt op med at snurre rundt om ham, men stud nu helt stille ud for hans øre. "Hvad med dig selv? Udover at tjene penge på musik som folk efterhånden kun bruger i deres stuer ved juletid."
Han var på nogle ounkter arrogant, på andre utrolig. Utroligt irriterende ifølge mange, ifølge andre utroligt smuk. Han følte faktisk til nogle tider, at verdens omdrejningspunkt var ham - og ham alene. Han kiggede på pigen, der sad med guitaren som han lige havde ramt med et velplaceret kast. Mønten havde han glemt alt om, og egentlig betød den hverken fra eller til. Ikke for ham.
Han satte sig på sin flade, og stjerne satte sig igen til at rotére om hans hoved. Han ænsede den ikke, ikke engang når den føj forbi hans ansigt, forbi hans øjne. Faktisk, stik modsat de normale stjerner, var denne ikke det lyseste man kunne finde, faktisk det stik modsatte. Stjernen var det sorteste mørke man kunne finde, men dog med et lyst skær omrking sig.

Hun så lidt undrende på denne mørke stjerne, men rystede så på hovedet. Han skulle ikke tro, at hun var interesseret! Men den nøgne sandhed var, at hun gerne ville vide hvad han var. Finde ud af mere om ham, hun prøvede bare at undertrykke dette.
Hun så på ham, da han satte sig ned. Og blinkede et par gange, dette han sagde, var smukt. Men var hans hjerte det? Var det kun hans ydre der var smukt, og hans hjerte så sort og koldt som kul? Man vidste aldrig, med sådan nogle personer.
Hun grinede let, og bed sig i læben. Da han gav igen, og så ret så arrogant ud. På en måde kunne hun lide det, men på den anden side, irriterede det hende grænseløst!.
”Mig selv?..” Hun trak på skuldrende, og smilede opgivende. ”Jeg giver folket noget musik..” Hendes stemme hævede sig, som den så tit gjorde. Når hun skulle sige noget, og det var meget irriterende. Hun lød endnu mere piget sådan, eller mere som om hendes stemme fik et eller andet flip. Det lød meget piget, som fik en til at se hende som yngre, end hun i virkeligheden var. ”Det handler aldeles ikke kun om penge!..” Hun rystede på hovedet, og hendes øjenbryn mødtes. ”Det handler om at give dem der lytter håb.. og liv!..” Hun trak vejret dybt, og sukkede. Hun så op på stjernen, og rettede sig lidt op.
”Er det dig der gør det?” Hun lagde hovedet på skrå, og løftede det ene øjenbryn.

"Det kommer an på, hvad du mener jeg gør, du lille." sagde han, med et smil. Han elskede at se folk tygge på hans ord, især når det var folk, han ikke kendte. Han var selv ikke særlig musikalsk. Selvfølgelig kunne han en smule, lidt guitarspil, en smule piano som det havde været skik som barn - men ellers havde han ingen musik i årene. De dæmoniske, korrupterede åre.
Han studerede nu selv den sorte stjerne, kompakt og smuk, som en kvinde med kurver, eller som noget helt andet - en aftenhimmel, solen, månen... Livet. Han så ikke selv disse ting for særlig smukke, han var ikke typen der var speciel kunsterisk omkring så meget. Han kunne ikke se skønheden i Mona Lisa, kunne ikke se det smukke ved Prag, kunne ikke kigge på Eiffeltårnet og sige, at det var imponerende.
Han var et kapitel for sig på de punkter, et kapitel, verden ikke kendte - endnu. Han betragtede nu pigen som han havde betragtet sin stjerne, med interesse, nysgerrighed, måske en blanding af begær også? Nej, det kunne næppe være. Han begærede intet i denne verden, ikke engang sig selv. Ikke engang det gamle sværd, han egede, der desuden hang løst på hans ryg. Noget, man næppe så på afstand, som folk sjældent lagde mærke til.

Et smil kom frem, da han sagde du lille. Men på en måde fik det hende til at føle sig mindre, for hun var jo lille?
”Jeg mener.. ”Hun så på den sorte kugle igen, og åbnede det ene øje stort. ”Den gør det vel næppe af sig selv?..” Hun havde en hvis trang til at røre ved den, og man kunne også godt se på hende, at hun tøvede med ikke at kravle de få centimeter hen til ham, og røre den. Men hun gjorde det naturligvis ikke, det ville være.. grænseoverskridende?
I det hele taget var han meget.. Smuk? Hun væmmes ved sine ord. Hvordan kunne hun tænke på at han var smuk? For han var jo, ikke særlig venlig? Men det var også noget af det, der gjorde ham så gådefuld. Mystisk, og rar? Hun ville gerne vide, om der var en lille person inden under facaden. Som bare ventede på, at finde den rette?
Hun rystede tankerne væk, og så fortsat på kuglen. Den lignede ham vel meget, noget mørkt og ukendt. Men stadig smuk, og vidunderlig?
En rødmen bredte sig på sine kinder, og hun forgudede at han ikke viste hvorfor. ’jeg syntes bare at du er smuk.’ Jah.. Det er det helt rigtige at vide.. Især nå det er ham.. næsvis?
Hun rettede sig lidt op, og lod sine fingre glide over de hårde strenge. Mens at hun så glad ned på sin guitar, hun vidste at hun kunne gøre ham mere blød. Men var det nu en god ide?..
Hun mærkede hans øjne på sig, og bed sig i læben. Hun ville ikke rigtig møde hans øjne, bange for hvad hun kunne på at se. Men hun gjorde det alligevel, nok lidt dumt af hende.
Da hun ikke kunne få blikket væk fra ham igen, hvorfor skulle han også være så fandens fascinerende??

"Nej, det gør den vel ikke." sagde han, og smilede lettere lumskt. Han så på hende, at hun beundrede den - eller var det ham, hendes blik lå på? Det vidste han ikke uden videre, men han smilede blot. Han kunne se, at hun ebkæmpede en trang til ikke at røre stjernen. *Et klogt træk, medmindre hun vil have brændt fingrene af.* tænkte han, tilfreds med pigens træk. Hendes valg kan man vel sige.
Han lod igen blikket fare hen over hende, derefter hendes guitar. Den så ny ud, selvom den næppe var det, ikke sådan som hun selv så ud, og sådan som hun spillede på den. Han så på de solide strenge, og smilede indenvendigt. Han havde selv spillet på basguitar, men kendte da også lidt til guitarens natur, hvordan den var at spille på og sådan. Han kiggede nu på pigen selv - igen. Hendes bukser var hullede, og tøjet så i det hele taget slidt ud.
Selv bar han en ganske fin frakke fra en gothisk butik længere nede, ellers var resten af hans tøj fra genbrugen - De for store wranglers der var sat op med et bælte, den ærmeløse, sorte t-shirt han bar. Hele møget, og så hans støvler, de tunge, russiske militærstøvler, han havde fra krigen. Han havde kæmpet i 2. verdenskrig som ung, ganske ung. Også selvom han ikke var russer.
Et smil gled over hans læber. Sidst han havde tænkt på den periode, var lang tid siden, så længe siden, at Valeron ikke huskede hverken sted, tid eller årstal. Han huskede kun at det var efter krigen.

Hun blev irriteret, da han ikke svarede på hendes spørgsmål. Han pissede hende virkelig af? Hun rystede opgivende på hovedet, og trak på skuldrende. Mens at hun efterlignede ham, og smilede på nogle lunde samme lumske måde tilbage. ”Nej.. Det gør den vel ikke?.” Hun løftede det ene øjenbryn, og trak på skuldrende.
Han havde så fint tøj på, at hun følte sig lidt.. Fattig, og uhumsk? Men hun havde altså råd til tøj, noget andet tøj. Men dette ar fint, og huller var moderne. Og det var ikke beskidt eller noget, så hun kunne ikke se hvorfor han kiggede sådan på hende.
Han lagde hende vel op mod sig selv, og tænkte alle mulige nedgørende ord om hendes krop? Godt at han ikke viste hvor gammel hun var, ellers ville hun helt sikkert høre fra hans mund..
Hun så lidt op på den kugle, og forstod den ikke helt. Men rystede så på hovedet, og lod sin hånd gå ned i lommen. Smøgerne?
Vis hun nu tog en i munden, så ville han måske se hende som farlig? Sikkert ikke..
Hun tog dem op, og åbnede den halvt. Røg han? Hun så fra pakken op på ham, med store øjne. ”Øhm..” Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle spørge, men prøvede. ”Vil du have en?” Hun knep let øjnene sammen, og håbede at han ikke ville tvinge hende til at tage en. Ellers var der en skraldespand, ikke langt fra den.
Efter hun havde hørt hans svar, smed hun med et præcise kast. Den ned i skraldespanden, der stod godt og vel 6 meter fra dem. Og den røg lige ned i den..
Hun så triumferende på ham igen, og rystede let på hovedet.

Valeron smilede, da han så smøgerne. Han så hende smide dem, før han havde svaret, så det gjorde ikke så meget. "Jeg ryger ikke." sagde han så bagefter. Han rakte ned efter nogle mønter, og lagde dem - stablet - på toppen af pigens hoved. "Men tak for at du holder andre fra det." sagde han så, og smilede. Han rejste sig, så hans muskler spændtes da han strakte sig, og han lod frakken falde til jorden.
Indenunder den lange frakke var hans muskuløse arme, blege og perfekte, med de bløde hænder for hver ende. Han lignede faktisk noget, enhver normal teenagepige betegnede som en drømmeprins, og han vidste det alt for godt selv. Hans ærmeløse t-shirt, den sorte fra genbrugen, sad stramt om hans overkrop, så man næsten kunne se, hvordan musklerne i brystet og på maven blev spændte.
Han lagde efterhånden ikke selv mærke til det. Han havde smidt frakken dels fordi han havde det varmt, og dels fordi pigen måske havde brug for den. Opmærksomheden bredte sig, da pigerne pludselig stoppede op, måbede af den lyshårede 'dreng' der havde smidt overtøjet, og nu stod i bar arme. Han fik den sorte stjerne til at forsvinde fra folks syn, faktisk fjernede han den som den var kommet: Ud i ingenting.
Nogle piger holdt sig for munden, som om de var ved at kløjes i noget, og Valeron ænsede dem ikke. "Sig til hvis du fryser, så tager du den bare." sagde han, med frakken hævet i sin venstre hånd.

Hun nikkede, og var glad for at han ikke gjorde. Det ville være lidt, mærkeligt? Men hun sagde ikke noget, så bare på de mønter han stablede på hendes hoved. Hun lod øjenbrynene mødes, og så lidt mærkeligt op på ham. Da han lettede sig, mens at hun rystede på hovedet. For at få dem ned, mens at hun lod en finger gå hen over dem. Men rakte ham dem så igen, med flad hånd.
”Jeg behøver dem ikke.. Vis det var din hensigt?” Hun så alvorligt ind i øjnene på ham, og nikkede. Hun ville ikke røve folk, de skulle bare nyde musikken. Selvom at hun tvivlede på, om denne dreng ville kunne det?
Hun så med halvt åben mund, og så på de omkring gående piger. Som ligefrem stoppede op, og tabte mund og polypper? Så godt så han da heller ikke ud? Hun så dog ikke på ham, men så bare på den jakke han havde taget af.
Det var utroligt, at han ikke bemærkede dem. Han var helt sikkert deres sammentaleemne, resten af aftenen? Hun grinede sagte, og bed sig stille i læben.
”Er du ude på at give stakkels små piger hjertestop?” Hun så med hævet øjenbryn på hans ansigt, da hun ikke ville se på hans overkrop. Hun.. Vidste jo ikke hvordan hun reagerede?
Hun nikkede, og rystede bagefter på hovedet. ”Jeg behøver den ikke.. Jeg har det fint.” Hun trak på skuldrende, og smilede. ”Det skal først begynde at regne eller sne.. Inden at jeg siger noget!.” og det var hun fast besluttet på!.

Han smilede af hendes kommentare. "Nej, de er ikke særlig små. Voksne piger, selvfølgelig. De kan godt håndtere et knust hjerte." sagde han. Han vidste, hvordan tøserne reagerede på ham. Hvordan de så ham, men var det så underligt? Han var en dæmon, ikke et menneske. Intet jordisk kunne være så smukt som ham. Ikke af hvad han vidste i hvert fald. Han smilede til hende.
"Så skal du nok regne med at låne den snarest, eller i hvert fald lade guitaren gøre det, vejrudsigten står på regn, hvis jeg husker rigtigt." sagde han, og han huskede rigtigt. De første dråber begyndte at falde på hans nøgne hud. Han muskler var ikke længere spændte, nærmere tydelige. Han smilede til hende. Han huskede tydeligt hvordan vejrudsigten havde sagt, så det overraskede ham ikke.
Han smed frakken over guitaren, og satte sig ved siden af pigen, ænsede stadig ikke de mange andres blikke. Han smilede til hende, for nok 117 gang den dag. Han så op på den mørke himmel, tænkte på hvad der skulle ske efter regnen. Det var ikke noget han frygtede som sådan, bare noget han tænkte på. Hans ansigt var udtryksløst, da han igen så på pigen ved sin side.
Hans bare overkrop var efterhånden begyndt at glinse let, der hvor dråberne ramte ham. Der, hvor vandet ramte den nøgne, blege og næsten perfekte hud. Man kunne se få ar rundt omkring på armene.

Hun lagde hovedet på skrå, og knep øjnene sammen. ”Et knust hjerte?..” Hun smilede, og nikkede. ”Gad godt vide, hvor mange hjerter du har knust?” Hun så på de piger, der stod med åben mund og kiggede på hans krop. Der var ingen der skulle knuse hendes, uanset hvem og hvad. Hun så smilende på ham, og nikkede. Hun vidste godt, at han ikke blev her, fordi han var interesseret. Hun vidst faktisk ikke hvorfor, men hun satte pris på det.
Hun sukkede, da nogle få dråber ramte hende. Og lukkede stille øjnene, mens at hun vendte ansigtet op af. Mens at hun lige rettede lidt på jakken, så den dækkede hele guitaren. Stod hun nu i gæld til ham? Forhåbentligt ikke!..
”Tak..” Sagde hun kort og godt, mens at hun smilede til hans øjne.
Hun smilede tilbage, da han satte sig ved siden af hende. Måske skulle hun præsentere sig selv? Hun trak guitaren lidt længere ind mod hende, selvom at jakken var stor nok til at dække to guitarer.
”Jeg hedder Sookie.” Hun så op på ham, med regn på de lange øjenvipper. Hvor der ingen make-up var på, og endnu engang var det ikke hendes smag. Med make-up, det tog for langt tid, og kostede for mange penge.. ”Ikke fordi at ens navn.. Siger så meget om en person?” Hun trak på skuldrende, og undgik at se på hans nøgne overkrop. Der glinsede op i hendes øjne, som en stjerne?
Hun bed sig i læben, og så undrende på disse piger. Der desværre ikke var gået endnu, de var lidt for.. Mærkelige? Alle er mærkelig på sin måde..

Han smilede charmerende. "Sookie? Hyggeligt at møde dig." sagde han. Han kiggede nu op på himlen. "Valeron. Jeg er Valeron." sagde han. Han vidste ikke hvorfor, hvordan eller hvad der fik ham til det, men han tænkte på den nat hans forældre var blevet slagtet, af dusørjægere der bare ville tjene penge på en... En massakre. Han tænkte på, at han havde gemt sig i skabet, gemt sig fra de mordere.
Han tænkte på, hvordan de havde skreget, hans forældre. Hvordan han kunne høre klingerne skære igennem kødet, hvordan blodet flød. Han huskede hvordan dusørjægerne havde revet døren til skabet op, hvordan de havde taget ham, og kastet ham ud derfra. At de næsten havde taget livet af ham, for bare at lade ham ligge i blodet fra sine forældre. Hvordan de var gået, havde efterladt ham... Levende.
Han begreb det ikke. Han ville hellere have været død. Istedet havde de straffet ham, ladt ham leve. De havde slagtet hans forældre som svin, han husker tydeligt hvordan kødet og indvoldene var spredt i husets stue. Hvordan han var løbet ud i mørket, væk fra alting, væk fra huset, væk fra sit gamle liv. Hvordan han så levede på gaden. Han havde ikke engang taget sine forældres penge.
Men havde det ikke også været en del disrespekt? Sådan bare, at skulle tage noget fra de døde? Man stjal ikke fra de døde, ikke i Valeron's øjne. Gjorde man det, var man værre, end selv de slemmeste dusørjægere. Selv de værste kriminelle.

Hun smilede igen, og nikkede. ”Også hyggeligt at møde dig.. Valeron.” Hans navn var specielt, det var anderledes på en god måde. Men hun nikkede bare, og funderede over hvad han i virkeligheden tænkte på. Når han sad sådan, hun havde godt lagt mærke til, at han havde gjort det en del. I hvert fald, imens at han havde været hos hende, her på gaden.
På en måde ønskede hun, at regnen ville stoppe, for så behøvede hun ikke.. Sådan vige under hans krop? Den var.. Meget tiltalende.
Men Sookie var klog, man skulle ikke altid dømme en på udseendet. Og hans udseende, kunne både være godt og foruroligende. Han kunne faktisk være lidt af hvert, når man tænkte over det.
”Hvad har fået dig herud?” Hun tænkte lidt på, at han godt havde vist at det ville begynde at regne. Så med mindre der var en god grund, eller han elskede regn. Så kunne hun ikke rigtig se hvorfor sådan en som ham, skulle være her? Han havde da penge, til en lejelighed?
”Jeg mener.. Sådan et vejr der er?” Hun rynkede på næsen, og så på ham. Frygtede hun virkelig stilheden? For hvad den ville komme med, eller hvad den ville medføre?
Først der så hun hans sværd, og hun åbnede fascineret øjnene stort. Men så så op på ham igen, der var nok en grund til, at der ingen var, der havde set den.. Sådan rigtigt?

Han smilede let til pigen, Sookie. "Jeg nyder bare stilheden. Og vejret." sagde han, med et smil. Hans hår var efterhånden gennemblødt, vådt som bare fanden. Det hang i fine, let krøllede tjavser om hans ansigt, de gyldne lokker indrammede det nærmest. Hans t-shirt var også våd, da regnen nu havde taget til i styrke. Hans overkrop blev nu tydelig, da t-shirten klæbede sig til hans krop.
Man kunne tydeligt se mavemusklerne, samt den let pumpede brystkasse. Han var, hvad pigerne ville kalde en 'steg'. Han vidste det godt selv, og nød til tider at knuse pigernes hjerter. Han havde tit set dem knuse andres. Han bragte vel en slags retfærdighed. Han lagde mærke til at folk var bevæget sig ind på caféer og andre butikker samt restaurenter for at komme i ly for regnen.
Han trak sit sværd, og kiggede på det, betragtede det. Den sorte klinge glimtede i de lys der nu var, og læderet på håndtaget glinsede fra dråberne af regn. Han kørte en finger langs klingen, uden at skære sig, og så ned til håndtaget igen, hen over den blodrøde ædelsten der sad, og ned på æggens slutning. Det skarpe sværd så gammelt, nærmest antikt ud. Men det var ikke så nyt endda.

Et lille smil, danede sig på hendes læber. Hvorfor stolede hun på ham? Han var nok ikke den, hun først ville have udpeget som en hun stolede på. Men noget inde i hende, sagde at hun skulle stole på ham. Lade hende ikke holde sig tilbage, uanset hvad hun kunne få lyst til. Men det var mod hendes vilje, hun havde ikke lyst til det. Han lød for.. Smart?
Men det var også det, der gjorde at han var så.. Unik?
”Nåh.. Der er også en dejlig stilhed her..” Sagde hun, med en lav stemme. Hun rykkede lidt på sig, så deres skuldre rørte hinanden. Hvordan kunne han dog sidde sådan, uden nogen jakke på.
Hun så på ham, og rystede på hovedet. ”Det er altså ikke smart at sidde sådan..” Hun grinede let, og så ham i øjnene. Og vågede sit blik ned over hans bryst, mens at regndråberne fangede hendes øjenvipper. Det var ikke så tilfældigt, da hun havde ret så meget af dem. Hendes blå øjne, skinnede blidt mod hans nøgne arme.
Et lille ryk, fik hende til at se ligeud igen. Hendes hår, var begyndt at klæbe sig til hendes ansigt. Og man kunne ane et rødt skær i det, som man ikke så særlig tit.
”Det.. Det ender med at du bliver forkølet.” Hendes stemme var ikke rug, på grund af regnen. Det var den mærkelig virkning, som hans overkrop påvirkede hende. Vis han havde beholdt denne jakke på, ville hun kunne snakke frit igen.
Hun så ud af øjenkrogen, dette sværd. Og smilede let, det så ud som om det betød noget for ham. Det var dejligt at vide, at han i det mindste elskede noget?

"Bekymrer du dig om mig?" spurgte han, og måtte kvæle en latter. Han var sjældent syg, det her var en af de mange gange han havde siddet ude i bare arme i regnvejr, han var aldrig blevet syg af det. Han smilede lidt for sig selv, hun lød som om hun bekymrede sig om hans helbred. Gjorde hun virkelig det? Det ville undre ham meget hvis hun gjorde, de havde jo lige mødt hinanden.
Igen beundrede han sit sværd. *Soulstealer.. Du er virkelig noget for dig.* tænkte han. Sværdet, der så ganske let ud, vejede faktisk ret så meget. Man kunne tydeligt se Valeron's muskler spænde sig. Han kiggede fra sværdet til Sookie. Hun smilede, tydeligvis over ham, eller hans sværd. Klingen spejlede ham, når han så ned i den, som om det var et spejl. Han svang sværdet i en lige bue.
Han lagde det tilbage i skeden, igen så skjult at folk ikke så det med det samme. Han kiggede op på himlen igen, de første stjerner var dukket op, man kunne ane dem imellem skyerne, der, hvor de blev brudt af den mørke himmel. Han smilede, og lukkede øjnene, som ventede han et kys. Dog gjorde han det ikke, han havde bare lyst til at alt var sort, hvis endda kun for en kort stund.
Han nød mørket, og når han lukkede øjnene, var det som om verden forsvandt fra ham.

”Øhm.. Nej..” Hun trak på skuldrende, og smilede svagt. ”Jo.. Jeg bekymrer mig nok om dig..” Hun så ned i jorden, og trak vejret dybt. Hvorfor skulle hun være det? Ville han nogen sinde, gøre det sammen for hende? Næppe!
Sværdet var meget unikt, lige som dens ejermand. De var unikke på en speciel måde, som om at der gemte sig noget inden bag ved.
Hun så op på himlen, for ikke at se på ham hele tiden. Den var lettere mørk, men lyset var ved at bryde igennem. En lettelse, at vide at mørket aldrig ville sejre. Men også lidt trist i længden, da hun var en af de onde.
Et blik på ham, og hun så at han havde lukkede øjne. Et smil kom frem på hendes læber, og hun så helt over på ham. Han så egentlig ret fredfyldt ud, sådan som han sad der. Og lidt mærkelig?...
Hun bed sig i læben, og rettede igen lidt på sig. Hun lagde hovedet mod hendes skulder, og så ud på de folk der gik forbi. Inden at hun så tilbage på ham igen, og hun hadede den lyst...
Hun trak sig lidt væk, og sukkede. Mens at hun tog sig til hovedet, og smilede forlegent til sig selv. Hun ville virkelig fortryde det, vis hun gjorde det. Og hendes mor, sagde at det bare var noget der fuldte med til hendes race.
Men den var virkelig træls, især i denne situation. At ville.. Hvorfor kunne han heller ikke være en af disse ikke særlig tiltrækkende mennesker? Det var altid sådan nogle.. Selvom at hun aldrig havde prøvet det før..
Men drengen var for fin til hende, og sådan...
”Øhm.. Hygger du dig?” Hun grinede, og så på ham. De lukkede øjne, så ret så sjovt ud på ham.