hiding..but why? - Juliet

Dag og Dato: irl
Tid: 18:23
Vejr: det er overskyet og fryse tempatur
Beklædning: Lillia skjorte, med sort slips, sorte stramt sidene jeans, åbenstående sort jakke, sort og hvide nedslidte converse, hætte trukket ned over øjnene.
Omgivelser: træer.. masser af træer.

Fellix var faldte om i skov bunden, ikke at det ikke var medvilje han lå der og frøs men altså han var i det hele tagen faldte om og lå nu og tænkte tingen en enkel gang mere igennem, han prøvede at få styr på alting men det var så svært når man intet kunne huske, han havde fået slette hele sin hukommelse, og det meste af sin personlighed, men han kunne stadig huske ting fra sit gamle liv, eller ikke ting som såden men han følte en hvis trang tila t beskytte folk, folk som han inu ikke kendte, det måtte have noget at gøre med hans fortid, han så op gennem bladene på det regn trunede skyere, det ville snart stå ned, han kunne begyndte at gå ud af skoven men ville aldrig nå det alligevel, så hvorfor forsøge, dog satte han sig op og folede sine ben så han sad i skrader stilling op af et træ, han skruede en smule mere op på sin telefon, så man tydeligt kunne høre den dunkende musik i øret, noget han holdte utrolig meget af.

Skoven lå som et grønt tæppe hen over jorden... Højt oppe over træerne svævede en lyshåret skikkelse med et par store hvide glinsende vinger på ryggen... Hun spejdede ned mod skoven for at finde et sted og lande, da hun havde fundet en lille lysning, dykkede hun ned mod den og landede elegant, hvorefter de store vinger, to sekunder efter var væk.. Hun smilede let og grinte kort... Hendes tøj som bestod af en hvis T-shirt, hvorpå der med pinke bogstaver stod 'Love will save the day' (Se ava), et par stramme mørkeblå bukser (Se ava), en hvid dunjakke, hvor der i livet var et bælte og hendes elskede pinke overtegnede converse var en smule vindblæst, så hun åbnede jakken og rettede lidt på det... Hun rodede let op i det vilde og fyldige hår og hev den røde sløjfe ud, hvorefter hun satte den i på ny, så den sad og pyntede hendes hår smukt... Hun sukkede roligt og begyndte at bevæge sig med elegante skridt gennem skoven.. Hun trak en cola op af den lille regnbuefarvede taske der hang over hendes skulder... Hun opdagede ikke personen der sad på jorden små 30 meter længere fremme på stien hun gik på... De grå øjne skinnede let og et svagt lys strålede ud fra hende som en aura, men det var ikke noget man så... Det gjorde bare at man lagde mere mærke til hende... Hun sukkede og gik videre med rolige skridt...

//Sorry den mistede kreativitet ^^//

// årh gud du skriver meget :3 //

Fellix sad roligt med halv lukket øjne op af træet han havde stadig musik i ørne, og hørte eller så derfor ingen ting overhovedet, nok godt nok for hende, han så ned over sig selv kedeligt tøj kedelig dreng. Han lod tankerne flyde, da han sog øjnene op med et sæt et lille glimt hans fortid, bare en pige med rykken til lang sort hår der bølgede ned af hendes ryk, hvem var hun? Havde hun stået ham nær? Havde de haft noget sammen.. havde de været gift. Han var helt lost, at miste erinfringen var forfærndeligt, han følte sig så tom, men dette glimt havde givet ham et lille håb, bare et lille håb at længdes efter, måske ville det komme tilbage på et tidspunkt og så vilel han huske, alt igen. Han rev høretelefonerne af og smed dem foran sig og rystede på hovedet, han så et glimt mere, men dette var ikke en drøm, han vendte ansigtet mod det han havde set og ganske rigtigt der kom en pige gående dirakte mod ham, han så op på hende med et genert ansigt udtryk, underligt at være sammen med mennesker, når man aldrig havde været det før.. eller ikek kunne huske det, gad vide om han havde haft venner i sit tiderliger liv, eller havd man nu skulle kalde det, havde han haft en kæreste, han var ikke sikker, det kunen godt være, han sukkede og så over på hende igen og smilede lidt gernert og usikkert.

//Meget!? Det her er lavt af min standart... Læs det emne jeg har lavet i festlokalerne ^^ Det er min normale skrive ting, ting noget xD//

Juliet lagde ikke mærke til den fremmede... Hendes blik lå mod jorden og hun lod en rolig nynnen glide over hendes læber... Hendes stemme var smuk og rolig... Elegant ligesom resten af hende... Hun lignede ikke nogen der var specielt elegant, hvis man så hende stå stille... Hendes tøj var tit overtegnet og klattet med maling... Og hun var, da tit heller ej specielt elegant! Klodset kunne man i hvert fald godt tillade sig at kalde hende, hvilket hun også ligeså fint levede op til... Det kom hun så også til at demonstrere nu, da hun løftede blikket og så en fremmed dreng, fik hun sådan et chok at hun gled i noget mudder og ikke nok med det, bagefter valgte hun da også at tage en glidetur, hele vejen hen over jorden og direkte ind i drengen... Hun klemte øjnene hårdt sammen, mens hun gled og pressede læberne hårdt sammen, da sammenstødet med ham skete gispede hun højt og bed sig hårdt i læben "Argh! Undskyld, undskyld, undskyyyld!" peb hun højt og panikslagent og fik rykket sig et stykke væk fra ham... Hun vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige andet end at der igen lød en lille pibende lyd fra hendes læber [/b]"Det må du altså VIRKELIG undskylde... Er du okay?"[b] spurgte hun og bed sig i læben... Hun ville lige være sikker på at han overlevede, før hun ville flygte i skam igen...

// du syg i hovedet .___. //

Fellix så skræmt op på pigen der gled og han sad stadig ned og skulle til at rejse sig da hun pludelsige ramte lige ind i ham, han glippede lidt med øjnene og tog sig til hovedet, han var fuldstændig omtumlet, alle de tanker den høje musik og så pigen der var dukket op ud af ingen ting, han så lidt på hende og trak i mundvigen en pæn række hvide tænder kom til syne da han gave hende et venligt men alligevel rimlig gernert smil, han ønskede ikke at skræmme hende væk, han grinte lidt da det overhovedet ikke havde gjordt undt, det var nok nærmer hende der var kommet til skade det var trosalt hende der faldte. "Nej jeg har det skam fint.. hvad med dig" sagde han og så bekymret på hende. Han kravlede over til hende og så lige dirakte ind i hendes øjne, og smilte et varmt smil "Det okay, om du til skade?" spurgte han med alt den venlighed han havde i sit hjerte. Han tøvede ikke et sekundt, og rakte ud efter hende for et tjekke hun var okay, men lod så bare hånden falde ned igen, han ville ikke skræmme hende væk nu han endelig var kommet i kontakt med hende, hvornår var han sidst sammen med et menneske måske? Det vidste han virkligt ikke men det måtte være meget lang tid siden, og nu lod han hende altså ikke bare gå såden lige med det sammen, i hvert fald ikke uden at love ham de skulle ses igen, han havde brug for kontakt med andre mennesker mere end noget andet, han havde brug for venner, nogen han kunne forholde sig til og dele sine tanker og hemmeligheder med, nogen han kunne føle sig tryg ved, nogen han kunne elske.

//Narj... Jeg er klog i hovedet *Nikker bekræftende* xD//

Et lille genert smil dukkede også frem på hendes læber, da hun så at han smilede... Okay... Han havde det fint, det var godt "Altså.... Ud over at mit tøj er smurt ind i mudder, så har jeg det fint" sagde hun og slog en varm, klokkeklar og blid latter op, mens hun betragtede det beskidte tøj lidt... Hun bed sig kort i læben og overvejede lidt at sige at hun måtte videre, men hun ville egentlig gerne i kontakt med nogen... Han var klart menneske, det kunne hun både mærke og dufte... Han havde den der friske, søde duft, blandet med deodorant... Hun var også næsten lige kommet dertil... Det var kun nogle dage siden og hun havde ikke mødt så forfærdelig mange folk og da han virkede som en fin person, valgte hun at blive der lidt... Hun betragtede ham med de skinnende grå øjne... Hendes øjne var noget af det helt specielle ved hende, det var som om at der var tusinde af hvide diamanter, som glitrede og strålede inde i en masse skinnende hvidguld... Et stort smil lagde sig over hendes læber "Det kan man da kalde at støde ind i en person... Hmm... Nå, ja.. Forresten, så hedder klovnen her Juliet" sagde hun med den lyse blide stemme der var præget, betydeligt af den franske accent... Hun kiggede igen ned af sig selv og overvejede lidt hvordan hun kunne gøre de bukser hun havde på en smule mere spændende når hun engang kom hjem... Langsomt flød hun væk i sine egne tanker om at sprætte dem op forskellige steder, plaske maling på, sy forskelligfarvede lapper på, sy tyl på og hvad hun nu kunne finde på af underlige ting... Hun rystede kort på hovedet for at komme til sig selv, da det gik op for hende at hun var så langt væk... Hun sukkede roligt og kiggede så op på drengen igen... Hun elskede hans hår og fik en pludselig lyst til at røre det... Det var så smukt! Halvlangt, fint, smukt... Flooot! Hun var nærmest som hypnotiseret et øjeblik "Me lika your hair!" sagde hun bestemt og grinte kort... Folk hun omgik, havde tit hår der mindede om, men der var altså et eller andet over det der! Det mindede hende om et eller andet!? Måske en fra hendes gamle hjems hår? En fra Paris af? Det kunne godt være, men hvem?

//Er for vandt til at skrive Likka... Sorry mente like, der hvor der står 'lika' ^^//

Fellix så ned over den fremmedes tøj og grinte lidt over det, det var svært at lade være da hun var tværet ind i mudder, han prøvede at holde girnede inde men kunne ikke, han smilte og så på hende med et lille glimt i øjet "Det jeg altså ked af.. det med dit tøj" sagde han tøvende, han kunne ligesom ikke rigtig give hende noget tøj nu og her, han ville gerne, men det var ikek fordi han bare rundt på en rygsæk pige tøj hele tiden, sikke en orndsbag tanke endelig, han skulel have renset sit hovedet.. men det havd ehan jo allerede fået han så lidt sørgemodig ud ved tanken om sin hukommelse der var forsundet, for noget tid siden, han kunne ikke huske noget fra før, hvor ville han dog ønske han kunne. Fellix grinede igen over hendes sjove kommentar, han kunne lide en pige med humor en der kunne få ham til at grine, og så var syntes af hende på samme tid medtagende, hun var behalig at se på, yndefuld.. næsten da, hvis det ikke lige havde været for det kikset stundt, og så var hun smuk, bestemt når hendes smil kom frem. "Jeg hedder Fellix.." sagde han kort efter og smilte et munteret smil, han kunne godt lide hendes navn det var anderledes på en hvis måde, eller så var det bare fordi han ingen navne kendte og ingen pige venner havde. Han syntes det var sødt den måde hun så på ham, det skamfulde blik, men en hver kunne havde taget faldte, han var næsten faldte ned fra en klippe den ande dag af hans egen klodsed hed, men stadig glad for han ikke havde ydmyget sig selv fuldstændig overfor hende, det ville simpelhen være for pinligt. Han bøjede sig frem over og samlede sine høretelefoner op og puttede dem i den skulder taske han havde til at stå på den anden side af sig op af træet, der var de mest nødvendige ting i. Fellix kiggede op af som en idiot da hun snakkede om hans hår, og en svag rødmen løb over hans kinder, "t-tak" halv stammede han, og jog en hånd gennem det på en tøvende ikke så selvsikker måde. "Jeg kan til gengæld godt lide dit smil" mumlede han lidt, men man kunne sagtens tyde hvad han sagde, han snakkede rimlig højt, han så hende igen i øjnene, og hendes øjne, de var smukke.

Juliet grinte kort over hans kommentar... Hvorfor sagde han at han var ked af det? Det lød som om at han mente at det var hans skyld "Hey! Du skal da ikke undskylde min klodsethed!" sagde hun og smilede bredt... Nej selvfølgelig skulle han da ikke det! Hvad var meningen? Hun lagde hovedet svagt på skrå... Hun havde ikke rigtigt snakket med nogen fyre siden... Siden hun sidst snakkede i telefonen, med Daren... Hendes bedste homie hjemme fra Frankrig... De havde et eller andet med at kalde hinanden, de ting som de aldrig ville kalde andre og som de egentlig syntes lød en smule plat, homie, dude, mate og hvad de nu havde fundet på i løbet af de sidste mange år... Hun nikkede kort og et stort smil bredte sig på hendes læber "Glad for at møde dig Fellix" hun kunne nu også godt lide hans navn... Det var et navn som bragte smil frem på hendes læber, et hyggeligt navn! Hun fulgte hans bevægelse, da han proppede høretelefonerne... Et endnu større smil bredte sig over hendes læber, da hun så hans svage rødmen... Hun kunne godt lide når folk rødmede... Det betød at de var en anelse følsomme og at de ikke ligefrem var bange for at vise det... For hvis de var ville de aldrig rødme... Så blev det hendes tur til at mærke varmen i kinderne... Dog rødmede hun kun på kinderne, hvilket hun var utrolig glad for... Hun hadede når hun blev rød i hele ansigtet "Jamen, tak" sagde hun og et stort sødt smil brød frem på hendes læber... Hun lod blikket glide rundt i skoven og bed sig kort i læben... Hun elskede at få komplimenter, men hadede at der tit opstod en irreterende tavshed efter, så hun bestemte sig for at sige noget "Ohh... Nu fik jeg lige lyst til at fortælle lidt om mig selv!" sagde hun bestemt og tog en dyb indånding "Uhhm... Jeg hedder som sagt, Juliet, men selvfølgelig mere end det... Mit fulde navn er Juliet Elan Nikoll, jeg er født og opvokset i en lille by der hedder Honfleur i Frankrig, jeg er 19 stooore år og som du nok kan se er jeg ikke en, heeelt normal pige... Mange mener at jeg har en virkelig grim stil og jeg får TIT underlige blikke på gaden, men jeg er egentlig fuldstændig ligeglad! Jeg er et rumvæsen fra det ydre rum og fuldblodsfranskmand... Håber du kunne følge med" sagde hun og sendte ham et stort tilfreds smil... Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham lidt...

Fellix nikkede beslutsom "jeg kunne have grebet dig hvis nu mine reflekser var lidt hurtiger" sagde han roligt, "men jeg er også selv enormt klodsed, det skal du ikke skamme dig over" sagde han og smitle sødt til hende, han så hende i øjnene og blev varm om hjertede da hun også rødmede, en sådan følse havde han aldrig følt før, men det havde han vel, han kunne bare ikke huske det, nej ingen ting kunne han huske, go det begyndte at gå ham på. "den glæde er fuldstændig gengældt" sagde han høfligt, og mente det fuldt ud, han havde ikek før nu opdgaet hvor meget han havde haft brug for at tale med nogen, tale med andre mennesker, han havde gemt sig væk væk fra alle, taget i skoven, i bjergene, på stranden, gået ture i mørket, været oppe hele dagen, brugte alt sin tid på at tænke, når det han i mest længdes efter var at være is slevskab med andre, han ville ikke være alene mere. Fellix lyttede knap nok da hun snakkede han så bare på hendes ansigt, lukkede næsten af for lyden og betragtede hende øjne, de strålede på en bestem måde, så smukke, og hendes læber fyldige og røde, hvis bare han kunne, men det kunne han ikke. Han slog blikekt ned prøvede at se væk men der gik ikke mange sekunder før han måtte se op igen og møde hendes smukke øjne, det var unuligt at se væk, han vidste det godt lige meget hvor meget han forsøgte, han var lidt ked af han ikke hørete hvad hun sagde men han var så optaget af hendes øjne at der kunen styrte en bombe ned ved siden af ham uden han ville bemærke det, da hun holdte inde igen sagde han "Er du kalr over hvor smukke dine øjne er?" spurgte han og rødmede enu mre af bare at sige det højt da det jo hele tidne havde været en tanke, og nu var dne bar ekomemt ud gennem hans mund, på en ikek så diskret måde, men stadig kunne han ikke se væk.

Juliet smilede let og betragtede ham lidt... Tankerne der løb gennem hendes hoved mens hun snakkede hanlede om, om han egentlig overhoved hørte efter? Nej... Det virkede ikke sådan... Han var optaget af noget andet... Af hende? Ville han så ikke høre hvad hun sagde? Det kunne ikke være hende han var optaget af? Hun pustede roligt den sidste luft ud, da hun var færdig med at snakke og smilede blidt til ham... En stærk rødmen dukkede nu frem på hendes kinder og hun dækkede ansigtet i hænderne "Nej jeg har da ej!" sagde hun bestemt og gemte fortsat ansigtet, så han heller ikke kunne se hendes øjne... Hun havde aldrig tænkt på sine øjne som smukke... Nej de var blot en kedelig grå, mente hun selv... Selvom hun om og om igen fik at vide at hun havde guddommeligt smukke øjne, troede hun ikke folk og hvis det endelig skulle være sandt, var det på grund af at hun var engel... Der kunne ikke være nogen andre grunde... Nej... Sandheden var at hun altid havde haft den øjenfarve... Hele hendes liv havde hun haft de skinnende grå øjne... Hun bed sig kort i læben og havde fortsat ansigtet gemt i hænderne... Hun turde ikke rigtig fjerne dem... Hun var bange for at hun sprang i luften af den rødmen der lå over hele hendes ansigt... Et lille grin undslap hendes læber, da hun følte sig forfærdelig dum... Hende? Flotte øjne? Det kunne hun altså virkelig ikke tro... Det var umuligt!

// jeg gøre altså lige ligesom dig .__-. if you don't mind :3 //

Fellix trak sig en smule tilbage og slog endelig blikekt ned efter at have stirret i lang tid ind i hendes grå øjne, han syntes nu mere de minede om flydene krystaller, nej nok mest sølv, ikke gråt men endelig hvis det var, så det smukkeste han havde set. Han kom konstant til at tænke på sin fortid, den fortid han ikek havde han belv ved med at lade tankerne glide hen over det, han kunne ikke holde op lige meget hvor meget han havde lyst tila t tænke fremad, det var vel bare en menneskelig tanke at tænke på sin fortid, men hvor var det dog uendeligt svært at tænke på noget man ikke havde, at vide der var noget man aldrig kunne se aldrig fandt ud af, men alligevel vide at den var der, han sukkede lydløst ved tanken. "Jov du har så.." sagde han roligt og smilte et sødt smil op mod hende, han havde lyst til at be hende gentage sig selv, mend et ville være uhøfligt og så havde han allerede indrømmet at han ikek havde hørt efter, måske man kunne sige det på en ikke så uforskammet måde. "undskyld.. men jeg tror ikke jeg fik fat i det sidste?" sagde ahn tøvende og smilte, han samlede tasken op og svingede den over skulderen, parat til at gå hvis de skulle nogen steder hen, men han kunne selvfølige også bare sætte sig ned igen, lade sig dumpe ned i skov bunden, bede hende tage plads ved siden af sig, og så bare side og snakke i time vis. Lære et andet menneske at kende, måske for første gang efter sit hukommelsestab få en rigtig ven, det ville han næsten gøre alt med, en han kunne dele sit indre med.

//Hvad er ligesom mig? ^^//

Juliet smilede let og lagde hovedet en smule på skrå... Hun kunne mærke på ham at der var et eller andet der nagede ham... Hun bed sig kort i læben og lukkede øjnene i lidt... Skulle hun mon? Nej... Det kunne hun ikke... Kunne hun? Det var fristende, men det var altså alt for uforskammet og snage i folks tanker.. Hun sukkede roligt og smilede sødt til ham... Hun smilede let og fjernede langsomt hænderne fra ansigtet, med et lille smil over læberne... Nej hun havde så ej! Hun mente absolut ikke selv at hendes øjne var kønne... Nej... Hvordan kunne man synes det? Der var en ting på sig selv hun var glad for og det var hendes stil... Det tøj hun gik i fik hende til at føle sig godt tilpas... Dog blev hun også ret glad for at han gav hende komplimenter... Hun bed sig kort i læben og nikkede så med hævede øjenbryn "Det skal du jo sige... Eller... Det skal du ikke, men... Jaa..." sagde hun tøvende og grinte kort... Et bredt tandsmil sad som limet i hendes ansigt og hendes øjne glimtede let af glæde... Hun var super glad for at have fundet en person hun kunne snakke med! Hun vidste bare ikke om han vidste noget om væsner som hende? Måske gjorde han...? En klokkeklar, blid klukken, blev slået op på hendes læber "Jeg syntes heller ikke det så ud som om at du hørte efter..." sagde hun og sendte ham et sødt, drillende smil "Nååh... Jeg fortalte bare lidt af mig selv" sagde hun og lagde hovedet let på skrå... Hun puffede lidt op håret og pillede let ved den lille sløjfe...

Fellix smilte lettet og så på hende, han prøvede at huske hvad hun ahvde fortalt, noget med at være udstødt, eller nej noget med at være anderledes, ja det var noget i den retning det var han ret sikker på. Han så tøvende på hende og smitle et sødt smil, "tro mig.. jeg ved hvordan det er at være anderledes" sagde han roligt, det havde han mærket meget, han var jo ikke som nogen anden han var sin egen og specielle type, for han havde ingen fortid, drengen der ikke havde nogen minder, ingen, venner, ingen eks kærester, ingen kæledyr, ingen veninder, ingen forældre, ingen familie. Han så på hende og nikekde kort, han havde aldrig noget bestemt at tænke på, han kunne kun tænke på alt det han ikke havde, og hvordan det ville have været hvis han havde, måske skulle han skaffe sig et kæledyr, så kunne han lade alt sin kærlighed gå til den, men måske var det beder med en levende ven der også kunne snakke og tænke optimalt. Han så på hende lidt, "jeg siger kun hvad jeg mener" sagde han roligt, og holdte fast i det, lige meget hvor meget hun nu ville benægte det. En sær trang til at gå hen og ligge armene om hende, steg op i ham, ha tog et skridt mod hende, men nøjes med at klø sig i nakken og se uskyldigt på hende, som var han et lille barn der havde gjordt noget han ikke må. Han grinte slev da hun nævnte det, "det må du altså undskylde.. jeg var helt væk" sagde han og smilte et stort smil, der afslørede en lang række perekte hvide tænder, bag de svagt rosa læber.

//skrive rmed tykt i dirakte tale :3 //

En let latter fyldte skoven og Juliet nikkede let "Det kan jeg godt tro... Jeg elsker at være anderledes... Det er en del af min verden" sagde hun og smilede bredt... Ja, det var så absolut en del af hendes verden at være anderledes... En meget stor del af hendes verden, mange vidste ikke hvor meget det egentlig fyldte, for mange kendte jo ikke til denne verden... Hendes læber gled op i et stort genert smil, da han ligeså fint understrejede at han mente det han sagde... En varm føelse fyldte hendes bryst og hun drejede lidt fra side til side, med hænderne samlede nede foran sig og et sødt lille'pige'agtigt udtryk i ansigtet... Hun bed sig kort i læben og lagde hovedet let på skrå, da han trådte et skridt tættere på... Hun kunne godt regne ud at det ikke bare var helt tilfældigt at han havde gjort det... Han havde gjort det med vilje, men spillede nu uskyldig.. Hendes grå øjne der var indrammet af mascara, blinkede let nogle gange og hun kløede sig lidt i håret, med hovedet på skrå og et spørgende udtryk i ansigtet... Et stort uskyldigt smil, lå nu også over hendes læber og hun trådte et skridt længere hen imod ham, for at vise at hun altså ikke var farlig "Det gør skam ikke noget... Overhoved intet... Og til din orientering bider jeg kun en lille smule" sagde hun og en blid latter brød hendes rosa læber...

Fellix skævede til hende, han stod stiv foressend ude af stand til at bevæge sig et skridt nærmer hende, men bare et enkel skridt og de ville stå nærmer så kunne han liggearmene om hende og trække hende ind til sig i et venskabligt kram. Han skævede igen op til hende og mærkede kinderne blusse, det var rimlig irreterende, mon han også havde været så gernert før i tiden, han var ikke sikker på om hans perosnlighed var bleven slettet, eller om den stadig var der. Måske havde han været en hel anden før, måske ond, en morder.. eller også havde han bare været som han var nu, det heldte han mere til, det var mere realistisk. Han beundrede hendes hår en enkel gang, det var helt blåt, man kunne nok ikke sammenligne det med is, men han kunne ikke lade være, han havde lyst til at gribe ud efter det, tage det mellem sine lange finger og mærke om det var så is koldt som det så ud. Fellix brød ud i et halvt grin, så hun havde bemærket det selv om han havde givet hende et uskyldigt blik, han syntes selv han havde gjordt det meget diskret, men det var åbenbart nok. Mente hun virklig han bare skulle gøre det, eller var det noget andet han godt måtte, at gå nærmer på hende, eller mente hun virklig at han måtte kramme. Han så forvirret ned og mærkede blodet suse i sine kinder da han åbnede munden for at tale igen "må jeg godt kramme dig?" sagde han tøvende og slog blikket ned, han kunne vel godt spørge, han tænkte ikke vider over det men gik tætter på hende, og slog armene om hende inden hun overhovedet kunne nå at spørge, og så knuede han hende bare ind til sig i et længselsfuldt kram.. hans første kram.

Juliet stod blot og kiggede på ham med hovedet let på skrå... Var det fordi han ville give hende et kram eller...? Det gættede hun på, men hun var ikke sikker... Hun bed sig kort i læben og spidsede derefter tænkende læberne en smule... Hendes hår bølgede let i vinden, da et vindpust fór forbi dem... De grå øjne hvilede roligt på ham, han så fortvivlet ud...? Hun grinte kort, da han spurgte hende om han måtte kramme hende og nikkede ivrigt, men hun gjorde det først, da han allerede krammede hende... Hun slog armene om ham og smilede bredt, hvorefter hun vippede lidt fra ben til ben, mens hun holdte armene tæt om hans hals... Hun slap ham igen og smilede bredt... Trangen til at rode i hans hjerne dukkede frem, men hun ville ikke... Nej... Hun kunne ikke rode i hans tanker, det var for det første utrolig uhøfligt, især når personen ikke engang vidste at man kunne det og for det andet blev hun virkelig træt af det... Hun brugte virkelig mange kræfter på det... Hun ville bare så gerne vide om han kendte til dem! Det irreterede hende at hun ikke kunne finde ud af det... Eller det irreterede hende at hun godt kunne finde ud af det, men bare ikke ville gøre det... Nej... Hun ville ikke... Hun mærkede en tanke flyde gennem sin krop og over i hovedet på ham og gispede kort... Nej! Argh... Det var ikke nogen speciel tanke, blot et spørgsmål hun havde stillet inde i sig selv *Ved du det?*...

Fellix puttede sig nærmest ind til hende lidt spinkler krop, det var så vidunderligt at føle en andet menneske så tæt på en, føle varmen der omgav personen, lugten som hver enkel person havde, hun der havde en fantastisk lugt, og så det lille intime øjeblik han ikke ville ødelægge men, forstod så at give slip da hun slap ham og trådte et par skridt tilbage i den kolde skov, han så på hende med et tanke fuldt blik for der var intet han havde prøvede siden han var bleven 'genfødt' der kunne måle sig med dette, det havde han ventet længe på sådan et fantastiks øjeblik. Hans øjne strålede af glæde og han følte sig lykkelig og med et også stum på samme tid, han vidste ike hvad han skulle sige eller gøre, han blev med et fyldt med skam og lod øjnene glide sakmfuldt ned over sig selv, hvor de så hvilede på hans fødder. Han længdes allerede efter at gribe ud efter hende igen, det behøvede ikke være et kram bare en enkel berørnig ville være nok til at gøre ham glad, føle hendes klode hud, hvor det varme blod piplede rundt inde under, bare føle det mod hans egen og så bare lukke øjnene, og intet ville kunne ødelægge det øjeblik med hende, hende den fremmed. Men han gjorde det ikke, han stod bare helt stille og så ned på sine fødder, prøvede at finde noget at sige, så så han endelig op igen ikke bare normalt men han lod sit blik glide hen over hendes ansigt, og stoppede ved hendes øjne, hvor han så ind i dem på en tryllebindene forførende måde.

//Smutter l
ige noget tid og kan ikke nå at svare... Svarer når jeg kommer tilbage ^^//

// helt i orden ^^ glæder mig :'D //

Varmen bølgede gennem hendes krop og hendes blik hvilede på ham, som han blot betragtede sine fødder... Han bed sig kort i læben og ventede på at han skulle gøre eller sige noget... Hendes vejrtrækning var roligt og regelmæssig, men da hans blik gled op bristede den et split sekund, ikke noget man lagde mærke til... Hans blik virkede så... Så... Hun kunne ikke lige finde ord for det... Hun betragtede ham med hovedet let på skrå og rømmede sig en smule "Noget galt?" spurgte hun og gik lidt tættere på ham igen... Hun ville gerne kramme ham igen og igen... Og igen! At kramme var nok noget af det bedste hun vidste! Den varme omfagnelse, den måde det viste at man holdte af en person... Det krævede noget at kunne kramme en person... Hvorfor, vidste hun ikke... Og hvorfor var det egentlig så specielt at holde i hånden? Det var jo bare ligesom når man gav hinanden hånden, ikke? Men alligevel var der noget mere... Intimt over det... Noget andet... Måske fordi man holdte fast i den anden i længere tid? Hun vidste det ikke, men det undrede hende... Det undrede hende, hvorfor mennesker og for den sags skyld andre væsner, var så bange for at røre hinanden... Det var der da ingen grund til... Hendes grå øjne hvilede fortsat spørgende på ham... Havde hun gjort noget galt eller? Hendes tænder fæstnede sig til hendes læbe og et lille svagt smil lå over dem...

//Undskyld længden, men gik lige død :/ //

Fellix havde bakket lidt væk fra Juliet igen han ville ikke være påtrængene, og slet ikke virke desparat, han kunne sagtens klare sig, så han smilede skævt da hun spurgte til det og så op hvor hans blik mødt hende, på en meget intenst måde, hvis han kunne trække hende hen til sig med sit blik så havde han gjordt det, "Nej?" sagde han roligt, han havde lyst til at stille hende en masse spørgsmål, ud spørge hende om alt hun vidste, få hende til at fortælle om sig selv, så kunne han bare side her i skoven i time vis med hende overfor dig elelr ved sin side og snakke om ting han ikke havde snakket med andre om før. Han så lidt tøvende på hende, og dumpede ned op af den samme træstamme det så ikke ud til de havde meget travlt, han så op på hende med et bedene blik og håbede på hun ville sætte sig med ham og ikke gå fra ham nu. "Jeg er så glad for jeg har mødt dig Juliet" sagde han tøvende og så ud luften med et halvt fraværrende blik fordi hans hovede var fyldt med så mange tanker om alt muligt. Han var glad for han havde mødt hende, hun havde givet ham noget han ikke havde fået før, en hvis tryg hed strålede ud fra hende på en underlig måde og han følte sig så hjemme hos hende, som hvis det havde været skæbne de skulle møde hinanden, ikke fordi han tænkte på hende som mere en en fremtids ven, det kunne han slet ikke overskue nu, men måske en gang...

Et let smil lå over Juliet's rosa læber... Hun betragtede ham roligt og nikkede så... Hun skælvede kort, da det var begyndt at blive koldere og hun lukkede jakken til hvorefter hun spendte bæltet... Han satte sig ned... Så han havde ikke ligefrem tænkt sig at tage nogle steder lige med det samme... Hun bed sig kort i læben og satte sig ned foran ham "Hvor bor du henne af?" spurgte hun roligt og overvejede det lidt... Han sad blot herude i skoven, mon det bare var fordi han havde gået en tur? Det var bare meget langt væk fra alt og for et menneske, uden cykel, uden bil, under køretøj... Var der en hytte i nærheden? Havde han ikke noget hjem? Hun lagde hovedet en smule på skrå og faldt langsomt hen i sine tanker, så hun til sidst bare sad og kiggede på ham, hun lignede en der tænkte, men man kunne ikke se at hun var helt væk... Da hun opdagede det, rystede hun let på hovedet og blinkede kort et par gange "Undskyld... Jeg bliver tit fanget af mine tanker" sagde hun og fæstnede tænderne i den nederste læbe... Hvor var det typisk hende... Det der med bare at sidde og tænke... Hun kunne ikke fortælle folk hvad hun tænkte på, når de spurgte... For hun vidste det i bund og grund ikke, det havde foladt hendes hoved lige i det hun vågnede fra sine tanker... Hun betragtede ham med hovedet let på skrå "Sagde du noget, eller...?" spurgte hun og strækkede benene ud foran sig med en smule mellemrum imellem...

Fellix overvejede lidt hendes spørgsmål, han var ikke sikker på havd han nu skulle fortælle hende, for der var kun en han før havde betroet hvad der var galt med ham, sinden han ingen venner, familie eller hjem havde. Hvorfor han havde betroet ham det havde han ingen erindring om, hvordan han frit kunne side og fortælle en fuldstændig fremmed uhøflig mand om sit sørgelige liv, hvordan han havde det med det osv. Han var ikke sikker på det havde været en go' ide at fortælle denne mand det, han havde kun kendt ham i et par minutter og det var bare røget ud af munden på ham, måske havede han håbet på lidt hjælp at finde, eller en slags befrielse ved at sige sine problemer højt, men manden havde været kold som selve havet de havde stået/sidet ved, ingen hjælp havde han fået, ingen medlidenhed overhovedet. "jeg bor ingen steder.. ikke lige for tiden i hvert fald, men jeg leder efter en lejlighed eller noget i den stil.." besluttede han sig endelig for at sige, han ville ikke virker hjælpeløs over for hende, så ynklig skulle hun ikke se ham.. og dog det var jo ikke fordi han var så ynklig og hjælpeløs igen, for han kunne jo sagtens klare sig selv, det mente han i hvert fald. Fellix smilte sødt til hende, han kendte det godt selv, han tænkte utrolig meget, lod bare tankerne løbe frit, selv om der ikke var meget at tænke over, så kunne han ikke holde op med at spukulere på den fortid som han havde haft men som han havde mistet noget så trakisk. Han gav et dybt suk for sig ved mindet om at der jo ingen minder var, så så han atter op på den noget så smukke pige han var heldig at være i selvskab med, hvorfor hun gad ham forstod han ikke, men han ville ikke tænke vider over det han vilel bare nyde det i den tid hun nu blev her. "jeg er så glad for jeg har mødt dig Juliet" gentog han atter.