hiding..but why? - Juliet

Juliet lagde hovedet en smule på skrå og et undrende udtryk prydede hendes ansigt... Han boede ingen steder... Jamen... Hvor var han så om natten? Udenfor? Det blev da koldt... Hendes grå øjne betragtede ham lidt "Altsååå... Hvor sover du?" spurgte hun... Det kunne jo være at han boede hos nogle venner? Det gjorde hun da selv i starten, da hun lige var flyttet dertil, eller nærmere, da hun flygtede dertil... Hun var taget derned for noget tid siden, men ikke af egen fri vilje... Helst ville hun blive i Honfleur, sammen med alle dem hun elskede, hendes mor, hendes søskende, hendes venner og mest af alt hendes gamle kæreste, som hun for blot et par uger siden brød forholdet med... Hun trak vejret dybt og holdte det for at styre de føelser der nu løb gennem hendes krop.. De havde jo ikke engang blot været kærester, de havde været sammen i fem år og sidste år blev de så forlovet... Det store smil prydede stadig hendes læber, selvom tankerne var så triste som de var... Hans stemme brød igennem hendes egen lille boble og hun slog hurtigt blikket op på ham... Hun grinte kort og kunne ikke tørre smilet på hendes læber af Årrh... Jeg er også virkelig, virkelig glad for at have mødt dig!" sagde hun bestemt og lagde hovedet let på skrå, hvorefter hun bekræftende lagde armene om ham i et stort kram, hendes arme var slynget tæt om hans hals i et varmt kram... Hun kunne ikke få sig selv til at give slip... Havde ikke lyst til det... Det var rart at have et andet menneske så tæt på sig... Eller... Et andet menneske... Hun kunne ikke lade vær med at kalde sig selv for et menneske... Det var typisk hende at mene hun var menneske.. Hun kunne ikke finde ud af at hun ikke var det samme som alle de andre der levede der... Hun havde ikke noget imod at være engel, men... Af og til kunne det bare være rart ikke at skulle skjule så meget for alt og alle!

//Undskyld den knap så gode kreativitet ^^//

Fellix slog atter blikket ned da hun kom med det sprøgsmål som han helst ville have undgået af alle, han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle svare, for det virkede så ynkligt bare at sige, 'her' som han jo faktisk gjorde nogen gange, ganske vidst var det ikke behaligt at sove på den kolde skov bund mit i al mørket, men han havde jo ikke rigtig været van til andet så det var vel bare sådan det var. Han så op på hende igen, han smilte skævt af hendes smil, men der var et eller andet over det, det så lidt falsk ud, var hun ikke glad? Han lod en bekymret rynke falde hen over sin pande imens hans betragtede hendes ulykkelig øjne, han tøvede lidt, turde han spørge ind itl det, eller var det bedst ikke at nævne det, hvis hun nu ikke brød sig om at tale om det, måske havde hun haft en smertefuld fortid, men alligevel var han nysgerrig om at høre hendes fortid da han jo ingen havde slev, han ville gerne høre et andet menneske fortælle om alt det personen havde oplevet, det måtte være rart at høre. "Jeg sover hvor jeg nu lige kan komme til det" svarede han så endelig og faldte tilbage til hendes enedelige spørgsmål, men det hans mund var bleven åbnet kunne han ikke lade være med at snakke vider "Jeg kan se der er noget der palger dig.. har du lyst til at fortælle mig om det?" spurgte han og rynkede panden yderliger ved spørgsmålet. Han glippede dog med øjnene da hun pludeslig blev så omkramrede og smækkede sine arme om hans hals til et varmt kram, han sad lidt i chok inden han tøvende lagde sine hænder om hende også, lod hende putte sig ind til ham og nød bare den tætte berørnig, følte hvordan lykken boblede op i ham ved knuset, han ville aldrig slippe hende igen, han ville holde hende tæt ind til sig for altid.

// jeg syntes der var masser af krea i :'D //

Juliet's blik hvilede på ham og hun bed sig let i læben, skulle hun tro på at han havde et sted og sove hver nat? Hun var ikke helt sikker... "Altså... Så du sover hos nogen hver nat, eller hvad?" spurgte hun og smilede blidt, hun ville ikke betragte det som noget nedern at han sov udenfor, hun ville synes det var syndt for ham, men altså... Hun ville ikke have at han sov der... Han kunne da sove på hendes sofa i noget tid, hvis han ville? Indtil han havde fundet noget andet... hun kløede sig let i håret med hovedet let på skrå, altsååå... Hun bed sig kort i læben, da han spurgte hende... Åh, nej... Hun havde ikke ligefrem lyst til at snakke om det "Altså... Ja... Jeg vil helst ikke snakke om det" sagde hun og smed tankerne væk... Hun havde ikke lyst til at fortælle om sin engle kæreste som hun havde forladt fordi han ikke kunne holde sig til en person... Eller hendes forlovede nærmere... Bare det at hun blev forlovet med ham forstod hun ikke... Hun bed sig hårdt i læben og sendte ham så et smil...

//Undskyld længden, men skal skynde mig//

Fellix tog en dyb indånding og ånede ud, skulle han virklig fortælle hende hvad der rigtigt var sket med ham, eller skulle han se om hun kunne regne det ud af sig selv, Zean havde han jo bare fortalt det lige med det samme, uden rigtig at vide hvorfor. "Nej.. jeg sover.. understjernehimlen somme tider.. men jeg har boet på hotel en gang eller to, jeg bliver bare nød til det ind til jeg finder mig en lejlighed" sagde han så endelig, han havde lyst til at fortælle hende mere om sig selv, men havd var der at fortælle han vidste jo ingen ting eller måske lidt. "jeg er lige kommet til byen, jeg kender ingen her, jeg bliver nød til at tag tingene som de kommer.. og holde ud.." fortalte han. Han holdte jo stadig om hende hvilket gjrode ham ekstrem genert og flov, uden helt at vide hvorfor, så han slap hende med den ene hånd og lod hende glide ned på skødet af ham så hun kunne side sådan, det føltes rart at have et andet menneske så tæt på, bare det at side med hende og kigge hende i øjnene kunne gøre ham helt høj, svævende på den såkaldte 'lyserrøde sky' ikke fordi han var forelsket elelr noget.. ihvert fald ikke inu.. men fordi hun var den første der hadve behandlet ham som en rigtige ven. Fellix blev med et meget opmærksom på hende og lage roligt sin arm om hende på en tryg måde, og tryggede hende ind til sin varme krop, for at sige 'bare roligt.. jeg er her for dig' eller noget i den stil, men han sgade det ikek højt han tænkte det bare i stedet sagde han "det okay, det behøver du heller ikke"

Juliet's hoved lå stadig en anelse på skrå og hendes øjne blev spilet en anelse op, da han sagde at han sov... Der? Det kunne da ikke passe... Det måtte være forfærdeligt koldt! Hun bed sig kort i læben og dannede et medfølende ansigtsudtryk... Hvordan kunne han sove der? Det var da egentlig forfærdeligt at tænke på... Hun lyste lidt op, da en idé ramte hende "Hey... Altså, jeg har en lejlighed inde i byen, du kan da overtage min sofa, hvis du har lyst?" sagde hun en anelse tøvende "Altså... Bare ind til du har fundet noget andet? Har ikke noget imod noget selvskab" sagde hun med et blidt smil over læberne... nej... Hun havde intet imod noget selvskab... Tvært imod, der var altid så stille i lejligheden og alt var bare... Så irreterende roligt! Hendes øjne undersøgte ham en smule, roligt... Fellix va sød og det ville være utrolig hyggeligt at tilbrænge mere tid sammen med ham! Hendes grå øjne gled op og hun betragtede ham roligt... Hun nikkede blot en smule, da han sagde at hun ikke behøvede fortælle om det... Hendes hoved hvilede roligt mod hans skulder og hun sukkede stille "Jeg.. Okay... Jeg vil egentlig på en måde gerne fortælle om det... Har lidt brug for at få det ud af min krop" sagde hun og bed sig kort i læben... Det var ikke engang meningen at den sætning skulle ryge ud af hendes mund... Det skete bare så pludseligt...

//Skal lige hjem til min egen computer og så kommer jeg på igen ^^//

Fellix lyttede roligt til det hun fortalte ham, hun var den anden han havde mødt der havde budt ham husly, det var underligt så flinke mennesker var, han havde regnet med onde blikke og ingen venner de første på månder imens han prøvede at falde til i en bestemt by, men alle havde været så søde, dog havde han takket nej før fordi han ikke ville.. byde personen hans selvskab, han belv så.. fraværrende og underlige somme tider, men måske var det bare godt? Godt med lidt selvskab, han vidste det ikke helt, han var bange for for meget nærhed og kontakt med andre mennesker, og hvad hvis de kom op og skændes fordi det skulle være samme hele tiden, men det var også bare til han selv havde fundet noget? Det kunne være en go' mulighed for han havde virklig lyst til at tilbringe tid sammen med Juliet hun var den første pige han havde mødt som han var faldet i så godt hak med. Han åbnede mundne tøvende "det er rigtig pænt af dig Juliet.. men jeg vil ikek trænge mig på.. du behøver ikke tilbyde mig det af høflighed og medlidenhed.." sagde han roligt, for han ville være sikker på at det var noget hun ikke havde noget som helst i mord først. Han tøvede lidt da hun sagde noget igen og nikkede så, han puffede hende roligt af sig og rejste sig så op og tog sin takse over skulderen indne han rakte hånden frem til hende og trak hende op til sig, han slap ikke hendes hånd igen, "måske skulle jeg følge dig hjem, det er ved at være godt mørket, og du burde måske få skiftet tøj inden du bliver syg.... så kan du fortælle mig om det imens vi går" sagde han roligt, og hentydte til hendes muder ind smurte tøj, det måtte være koldt, og han frøs også selv så en go' gå tur skulle ikke være det væreste.

Juliet rystede let på hovedet af ham, da han snakkede... Hun kunne slet ikke finde ud af hvorfor han sagde det, hvis hun ikke ville have ham boende ville hun ikke have spurgt ham! "Hey... Hey!? Lyt lige her!? Jeg vil virkelig gerne have dig boende i min lejlighed... Du er en super dejlig person Fellix! Det ville være mig en kæmpe fornøjelse at have dig boende!" sagde hun, meget overbevisende og hendes øjne var fuldt ud alvorlige... Hendes liv var så kedeligt! Hun boede alene, hvilket af og til skræmte hende en smule... Hun var ikke så glad for at skulle sove helt alene i lejligheden, da hun jo også var vandt til at blive passet på, hvis man kunne sige det sådan, men kun indtil det skete... Hun ville faktisk elske at have nogen tæt på sig, som hun kunne grine, græde og fjolle med... Hun smilede let, da han nævnte at hun nok hellere måtte komme hjem og tog imod hans hånd, hvorefter hun også kom på benene... Hun rettede ligesom ham også blikket ned mod sit tøj og en klukkende, en smule fedtmuleagtig, sød latter blev slået op "Tjaah... Måske ser jeg ikke lige såååh godt ud længere" sagde hun grinene og tog den hånd, der ikke var i hans, op til håret og mærkede lidt på det, hvorefter hun pillede en lille vissent blad ud, hvorefter hun kiggede på det med et opgivende ansigtudtryk... Den klodsede Juliet, som forresten lige var engel... Klodset og engel passede ikke ligefrem sammen i hendes verden! Hun nikkede blot til det med at hun skulle fortælle mens de gik og begyndte langsomt at gå i retningen af byen.. Hun skulle lige vende sig til ikke at kunne flyve hjem... Hun spidsede læberne en smule, tænkende, mens hun tænkte over hvordan hun skulle forklarer det...

Fellix lyttede lidt til det hun sagde imens en rødmen spredte sig over hans kinder, vikrlig? Fellix.. dejlig? Han måtte lige vende sig til den slags, han havde aldrig fået et kompliment før, ikke siden hans hukommelse var bleven fjernet han havde vel fået det før i tinde, det ville undre ham hvis han ikke havde, han smilte sødt til hende et lidt genert smil. "Tak Juliet.. Det er virklig betænksomt af dig.. jeg vil rigtig gerne bo hos dig, og jeg skal nok hjælpe til, det skla jeg love, og jeg flytter så snart jeg har fundet noget.. og du er også selv ret dejlig" mumlede han og så flovt ned. Hendes hentydning fik ham til at se på hende, men han så kun hendes glitrende øjne og smukke smil, ikke alt det beskidte på hendes mudrede tøj, han så.. hende. Han smilte skævt og rystede på hovedet "[b]Jeg syntes du ser pragtfuld ud.. men du må fryse.. bor du langt væk?[b]" spurgte han tøvende. Hvis han skulle til at bo hos hende måtte han i gang med at finde et arbjede hurtigst muligt, bar det ville blive let, måske skulel han prøve et lidt out sider sted først, det ville nok ikke være så let at få noget midt i byen, men en lille café eller kro, ville muligvis tage ham ind, hvis han så bare fandt et eller andet underligt efternavn og bedte om at få sine penge kontant så ville det måske kunne lade sig gøre?

Juliet's smil voksede til den dobbelte størrelse, da han sagde at han gerne ville bo hos hende... Hendes arme blev slået tæt om ham "Glaaaad!" sagde hun med en tilfreds stemme og grinte kort... Hun trak sig tilbage igen og smilede bredt til ham, med også en smule røde kinder efter det sidste han sagde... Hun smilede blidt og lagde hovedet en smule på skrå... Faktisk var det ikke specielt koldt at være derude, men det havde nok noget at gøre med at hun var sammen med Fellie, hvilket gjorde hende glad og at hun rødmede ligenu, så hele hendes krop føltes varm... Hun kunne mærke varmen stige endnu mere i hendes ansigt, da han sagde at hun så pragtfuld ud... Altså... Hendes tøj sad helt fordrejet på hendes krop og hun var dækket af mudder, samt blade fra top til tå... Tjaah...? Pragtfuldt ville hun nu ikke lige kalde det.. Hun smilede dog alligevel stort til ham og var begyndt at være ligeglad med sin rødmen, da hun ellers blev nød til at gemme sit hoved i jorden... Hun kiggede sig lidt omkring for at finde ud af præcis hvor de var "Vi bliver nok nød til at finde en bus... Vi er i hvert fald 5 kilometer væk, hvis ikke mere" sagde hun og smilede bredt... Hun orienterede sig igen lige i området... Hun kendte skoven alt for godt... Hun var der virkelig meget af tiden... Hun elskede at være der, det var der hun var fri fra byen... Hun hadede byen... Hvor var der en bus? Hun bed sig kort i læben... "Og bussen er... Den vej... Skulle jeg mene" sagde hun og pegede mod en lille mørk sti et lille stykke væk derfra...

Fellix grinte selv lidt da hun slog armene om ham og rødmede enu mere, men han var også begyndt at være ligeglad han var bare så glad for han havde mødt hende, AHn slog sine egen armen om hendes spinkle krop og gav hende et ordenlig venskabeligt klem indne han igen slap hende, han måtte blive nød til at fortælle hende sin 'historie' på et tidspunkt den var ikke lang, men den gav altid folk en masse spørgsål som han gjorde sit bedste for at svare på selv om det for det meste var ret så umuligt. "det godt Juliet, jeg er også mægtig glad, det betyder meget for mig" sagde han og smilte, det gjorde ham glad hun også rødmede så kunne han gøre det selv uden at syntes det var flovt, hvis hun nu ikke havde det som ham? Jamen så må vi heller se at for fart på inden det blive alt for mørkt?" Sagde han nervøst og tog igen hendes hånd og gik med hende tilbage til siten for at følge vejen til den bus som fårhåbenligt ikke ville lade dem vente for længe. "men så ville jeg mene du har masser af tid til at fortælle mig hvad end det er der må gå dig sådan på, jeg tier og du snakker?" sagde han og gav hende et hånd i klem for at vise han han hørte efter og var der for hende hvis det skulle blive før hårdt, følselsmæsigt. Han kendte til det selv når han tænkte på alt det andre havde som han ikke selv havde, udlukken pga hans mangel på fortid, så kunne han selv fælle en tåre, bare en eneste lille ting kunne han ønske sig, men der var intet. Han måtte holde stramt fast i de minder der viste sig for ham når han havde lukkede øjen eller sov, det var hans eneste håb på at få fortiden tilbage.

Tusmørket var efterhånden begyndt at falde ret meget på og Juliet's lyse hud funklede en smule i den smule lys der var tilbage, ikke noget man lagde specielt meget mærke til, hvis ikke man vidste hvad hun var... Det gav hende blot en varm glød... Hun nikkede let og kiggede hen mod den dunkle sti... Hun var egentlig ikke så glad for mørke, ikke når hun var udenfor, men hun var sammen med Fellix, hvilket gjorde hende en del trykkere... Hun gik med langsomme skridt ned mod den mørke sti, en smule bange for hvordan hun ville se ud når de gik derind? Hun havde ikke været i byen så lang tid og havde ikke rigtig mødt så mange mennesker... I det hele taget havde hun ikke mødt så mange mennesker... Hvorfor hun var flyttet dertil vidste hun ikke... Hun kendte ingen der boede der... Hun købte egentlig bare en billet til det første fly der gik, som ikke kostede dyre domme... Juliet's tænder fandt vej til hendes underlæbe og bed sig fast i den "Ja... Altså... Jeg blev født for 19 år siden i Frankrig... Hmm... For cirka, tre måneder siden flyttede jeg derfra, altså hertil, grunden til det er grunden til at jeg er nedtrykt... Altså, for 3 år siden mødte jeg en fyr, som jeg efter et års tid flyttede sammen med, da jeg havde problemer med min familie, jeg... Blev forlovet med ham her for et lille år siden, men måtte efter de første 9 måneder flytte hertil af... Nogle grunde som jeg helst ikke vil nævne og han nægtede at flytte med, så jeg flyttede, men..." hun bed sig hårdt i læben og lukkede øjnene i "Hovedpointen er at min forlovede ikke kunne holde sig til mig på grund af vores... Langdistanceforhold... Og... Ja... Han var bare en idiot" sagde hun og sukkede... Hun kunne godt selv se hvor dårlig hendes forklaring havde været og egentlig følte hun sig også dum over stadig at være nedtrykt over det... Hun var kommet videre og havde nu et andet liv, men hun kunne stadig ikke helt glemme hvor meget han havde betydet for hende... Hun kiggede ned i jorden "Undskyld... Jeg ved ikke lige hvorfor jeg absolut skulle fortælle dig det... Det er jo overflødigt" sagde hun og gav hans hånd et kort undskyldende klem...

Fellix lagde ikke mærke til den stigend nervøsitet han lagde kun mærke til det mørke der lagde sig rundt omkring dem, noget der virklig gjorde han utryk og han gik nærmer hende for han ville ikke være alene i møkret, aldrig mere, ikke en eneste nat ville han sove sådan et forfærndeligt sted igen, han havde før overnatted i en skov og havde lagt sig på den kolde jord, men han faldte som regl i søvn for natten lagde sig over skoven, for så vidste han han aldrig ville kunne falde i søvn igen.
Han lyttede venligt til det hun sagde og fortalte ham, han var ikke sikker på hvad han skulle sige til det for der var så meget, og de gik ham på at hun havde så meget sorg, det kunne han ikke forstille sig, han kunne ikke forstille sig hvordan det var at miste nogen man elskede så han kunne på det punkt ikke rigtig hjælpe hende for hvad gjorde man ved den slags, han var blank. Han havde aldrig elsket nogen.. han havde aldrig mistet nogen. Han så lidt væk inden han omsider mumlede "det gør mig undt" på en lidt fraværrende måde, han var ked af hendes tab men der var også noget andet der gik ham på og det stod som skrevet i panden på ham nu.. var han bare.. en sted fortræder.. hvad skulle hun i det hele taget bruge ham til? Han så lidt på hende igen og gav hende et skævt smil, han havde jo selv bedt om at få det at vide så hun skulle da ikke undskylde, han smilte sødt til hende "nogen gange så føles det bare beder når man får det ud i stedet for at prøve at holde det inde hele tiden..." sagde han prøvende, det var vidst et ordsprog af en slags. Han var glad for det lille lem hans hånd havde fået og følte noget varmt stige i sig selv, hvad var det dog hun gjorde ved ham..

Juliet betragtede ham roligt, som han sagde at det gjorde ham ondt... Der var noget galt... Han så trist ud... Hun var glad for at han gad lytte, bare det at han var der og hørte hvad hun sagde, gjorde hende glad... Hun havde savnet nogen at snakke med!
Hvad tænkte han på? Noget gik ham på, det kunne hun mærke, måske ville han snakke om det? Tankerne blev væk, da han sendte hende det skæve smil og hun kunne ikke lade vær med at smile tilbage, et lille sødt tandsmil... Hendes grå øjne var fast rettet mod jorden "Øhhm... Du virker... Altså, har jeg sagt noget forkert?" spurgte hun stadig med blikket rettet mod den mørke jord... Hun rystede let på skuldrende og gispede kort, da en kuldegysningen fandt vej gennem hendes krop... Hun mærkede nogle få regndråber ramme hendes krop, det tog ikke lang tid, før det var vokset fra nogle få regndråber, til øsende regnvejr "Argh!" røg det ud af hende og hun kiggede op på Fellix, selvom de var inde i skoven og var en smule i læ under alle træerne, var regnen stadig så kraftig at Juliet allerede var ret gennemblødt... Hvis hun blev syg før, så var det da helt sikkert at hun ville være lige til en hospitalsindlæggelse, nu... Men altså, hendes imunforsvar var alligevel ret stærkt, så hun skulle nok komme ud af det, med højst en forkøelse... Hun overvejede lidt at løbe i læ, men hun var alligevel allerede så våd at det nok var smartest at komme hjem og få noget tørt tøj på... Hun gik videre ned af stien, men nu i et lidt hurtigere tempo...

Fellix så op på hende og rystede så bare hurtigt på hovedet, noget galt? Noget han vilel fortælle hende, hemmeligheden? Sandheden, det forvirrede ham og han kunne ikke få noget af det tila t henge sammen mere, han måtte vente, hun måtte vente, de måtte alle vente, alle han kendte.. det var det første problem ved at kende andre havde han set, det første problem ved at få venenr og bekendte, det at de alle sammen krævede noget af ham, og det havde han ikke været van til, han krævede ikke noget af nogen, men alle krævede noget af ham, alle hans tanker og minder blev blandet sammen og han måtte kaste sig mod den nu våde jord for at få samling og styr på det, han kunne ikke tænke, ikke snakke, ikke se, han kunne ikke noget som helst bare falde om og likke i en pyt af selvmedlidenhed. Han sad på knæ i det jord der havde forvandlet sig til muder og gloede på vejen foran sig som han var knækket sammen på, Juliet var lidt længr fremme hun havde ikke set ham falde bekymret af vejret og sit opsatte tempo. Han sukekde og gispede en enkel gang og tog sig til hovedet, han ville så gerne have styr på alt sammen, men det var vigtigt at komme indne for nu, komme hjem og få den stakkelse pige i et varmt bad og nyt tøj så kunne han tænke på sig selv bag efter eller en anden gang, han kom vakledne på bene igen og hev sin jakke af kroppen og lagde den om hendes skulder for at give hende varmen så hun ikke ville fryse ihjel indne de nåede frem han smilte skævt håbede lidt hun ikek havde opdaget faldet, men hans mudrede bukser afslørede det lidt og at han ikke havde svarede hende måske også. Han så ned ude af stand til at få et ord frem.

Juliet opdagede godt hans fald og blev selv ret forvirret over det... Det skulle hun så ikke lige spørge om... Det måtte blive når han selv var parat til det... Hun nåede først at reagerer ordentligt, da han stod ved hendes side igen og så var det jo egentlig lidt ligemeget... Hun skød det væk og lod som om intet var sket... Dog ville hendes tanker ikke lade vær med at kræse om det... Hvad var det der gik ham sådan på? Hun havde det med at spekulerer over sådanne ting... Hun fik først skudt tankerne helt væk, da hun mærkede han lagde sin jakke over hendes skuldre... Nej... Det skulle han da ikke gøre "Fellix? Begynder du ikke selv at fryse?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå... Altså, hun havde i forvejen selv en jakke og hun kunne nok godt klare sig ned til bussen... Der var ikke så forfærdeligt langt... Hun gik med en hovedet bukket en smule, noget som hun altid havde gjort når det regnede og hun ikke havde noget og gemme sig under, eller... Hun ikke kunne gemme sig under det hun havde... Hendes vejrtrækning var dyb og rystende, mens hendes tænder fortsat klaprede let, hendes tøj var allerede gennemblødt hele vejen ind, så hun ville fryse indtil hun kom hjem og fik noget tørt tøj på, ligemeget hvad... Hun gengældte hans smil roligt og rettede blikket mod himlen, hendes øjne blev klemt sammen, som beskyttelse for regndråberne, men der gik ikke lang tid før hun måtte rette blikket ned igen, da hun ikke kunne holde dråberne helt væk fra øjnene... De havde givet de grå krystaller, der sad i hendes ansigt, et blankt udseende... Hendes blik blev rettet mod Fellix, som bare gik der i tavshed...

//Det har var et meget dårligt og forvirrende indlæg... Undskyld o.O//

Fellix så snigende på hende, havde hun lagt mærke til det mærkelige fald? Det havde hun vel ikke når hun ikke havde kommenteret det, hun havde travlt selv med ikke at blive alt for våd. Han så ned da hun snakkede til ham igen og overvejde det lidt, jov han vilel fryse, han vilel fryse enormt meget, men han kunne ikke lide den lyd hun lavede med tænderen, det gjorde ham utryg og bekymret. Han rystede på hovedet "jeg klare mig" sagde han kort og smitle et skævt smil inden han slog blikket ned igen og gik lidt væk fra hende så de havde et par meter mellem dem, det var lidt det han mangled måske, afstand for hende.. Selv om han havde lyst til at være tæt på hende og holde hende i hånden igen, men han var ikke van til at være tæt på andre, i så lang tid så nær.. Han måtte lige.. være sig selv i nogen sekunder indne han kunne håndtere det igen. Han så hen på hende og så så endelig skovens slutning forude, så måtte der være et bus stoppe sted, hvis altså bus mandne ville lukke dem ind, og lade dem gøre sine sider gennem blødte, men han tvivlede på at nogen ville forbyde dem det? Han smilte lidt til Juliet og satte farten op for at nå der hen lidt hurtiger, det havde sat et håb op i ham at se enden på skoven, som enden på en lang mørk gyde man bare blev nød til at passer indne man kunne komme over på den andne side, og smile igen. Han så på Juliet og gik så tilbage til hende og greb hendes hånd og knugede de iskolde finger i sin egen hånd.

Juliet bed sig kort i læben og hendes blik var rettet mod jorden, altså... Han klarede sig... Hun ville ikke have at han blot klarede sig, hun ville da have at han havde det rart, eller hvordan hun skulle sige det... Hun rettede blikket op igen da hun så at Fellix gik lidt væk, var han sur på hende, eller? Hun lagde hovedet en anelse på skrå og et spørgende ansigtsudtryk prydede hendes læber og øjne... Dog vendte hun hovedet fremad, da hun så at han lyste op i et smil... De var snart ude! Hun glædede sig egentlig ret meget til at komme hjem, måske ville det hele heller ikke virke så... Akavet? Hvorfor virkede det egentlig så akavet? Det havde været så hyggeligt lige før... Det havde nok noget med hendes spørgsmål at gøre... Det var hun faktisk ret sikker på... Hun havde igen formået at rette blikket tænkende mod jorden, men hendes hoved kørte hurtigt op, da hun mærkede hans hånd i sin igen og et lille smil lyste over hendes læber... Måske var det mørket og ubehagen der var derinde der gav den dårlige stemning? Det håbede hun lidt på! Hun håbede på at når de kom ud fra den mørke skov, ville det hele bløde en smule op... Eller hun håbede meget på det... Hun tøffede efter ham, med så hurtige skridt hun kunne præstere, da han faktisk gik ret så hurtigt! Hun var ikke så høj, hvilket jo selvfølgelig resulterede i at hun ikke kunne gå så hurtigt, selvom hendes ben var ret lange i forhold til hendes små 167 cm... Hun drejede til højre ved enden af stien og fem meter længere henne stoppede hun ved busstoppestedet...