Lukketid

Han smilte og nærmest rettede sig op så han nu stod op.
"Sig grunden til du vil høre, den ordenlige grund"

Hun trak svagt på skuldrene. "Jeg var oprevet og lyttede ikke. Jeg er rolig nu, og er begyndt at tænke over det... Jeg forstår det ikke." svarede hun og satten hænderne på gelæneret med armene tæt ind mod kroppen.

Han over det hun havde sagt, endlig havde hun fattet det.
""Hun sagde at et led i den sene fremtid ville give familie en ny drejning og hvis det skulle ske skulle jeg give dette familie medlem evigt liv om det ville det eller ej, det ville bære hendes smykke og være som hende selv, dog ville hun ikke var hæderlig og fornem som hun var, men gå imod mørket og søge efter sin egen elendighed" gentog han fra den nat han havde bidt hende.

"Min egen elendighed..." gentog hun tænkende. Hun kunne godt se at det måske var at søge sin egen elendighed at trodse sin far i samme grad som hun havde gjordt, men hun forstod det allligevel ikke til fulde...

Han nikkede, "Hun var en klog pige eller kvinde som man var som 15 årigede dengang" han smilte, "desværre blev hun brændt" han han og sukkede men havde ikke form for noget udtryk i ansigtet.

Hun nikkede nu. "Så meget ved jeg godt om min egen familie." sagde hun og så ned på ham. Hun svingede let med benene.

Han nikkede, og havde nu det forfærndelige billed i hoved af Vendekitas TIP TIP TIP OLDEMOR DER BLEV brand imens hun skreg og grad.

"Hvor godt kendte du hende?" spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå

"Nok" sagde han og trak på skuldernde-.

"Hvordan var hun?" spurgte hun nu nysgerrigt.

"Ligesom dig" sagde han og nikkede imod hende.
I samme øjne blik stod han på gelenert og smilte lumsk.

"Som mig?" gentog hun overrasket og vendte sit hoved og så på ham.

Han nikkede og bøjede sig frem af for at kiggede ned.
"Desværre døde hun ung"

Hun nikkede lidt, og tænkte på hvad han havde sagt til hende den nat...

Hun smilte skævt og trak på skuldrne "Er det da forket at være intresseret i sin egen historie?" spurgte hun og så på ham

"Ja når det dig" sagde han og trådt et skridt ud i luften uden at falde.

"Hvorfor?" spurgte hun undrende, og rystede uforstående på hovedet.

"Du ville ikke høre før men nu er du som et lam i løvens mund" sagde han og tog den anden fod og trådte ud.
han stod nu helt i luften og kiggede ned, "Wow" sagde han ikke overrasked men smilte så stort-

"Well... Jeg har haft tid til at indse... Hvilket har gjordt mig nysgerrig." sagde hun tilsyneladende ikke overrasket over at han stod i luften.

Han grinte lidt og begyndte så at falde lige så stille ned af, han kiggede undrende på gulvet og kom så op igen, "Smukt'" sagde han angående at hun var blevet klog på den virkelig verden,.

"Hvilket?" spurgte hun og blev siddende.

"Dine øjne har åbnede sig for den virkelige verden" sagde han og trak på skuldernde, "nu mangler du bare at jeg viser hvordan man jæger orden,ligt"

Hun trak på skuldrene "Er du sikker på at det er nødvændigt?" spurgte hun da hun selv mente at hun havde fundet den måde hvorpå hun jagede bedst.

Han trak på skuldernde, "Du ser ud til at klare dig godt, eller bedre end dine klansøster" han satte sig nu på gelenert.