Underwater... -Liam

Tid: Omkring ni om aften
Sted: Silver River
Dag: Lørdag
Dato: 20. november
Vejr: Der er mørkt, vindstille og koldt
Omgivelser: Der er træer rundt om søren, søen og et par bænke. Ingen mennesker


En næsten usynlig skikkelse dykkede rundt under det halvt grumsede vand. Man kunne lige skimte den, hvis man så godt efter. Skikkelse var en pige.
Pigen hed Alec og var vampyr.
Alec havde et savgt smil om læberne. Under vandet var det altid stille og rolig. Ingen til at forstyre hende. Ingen til at jagte hende og nogen hun skulle dræbe. Somme tider fantaserede hun om livet som mennesker. Det rolige liv, det liv der gav mening. Og det gjorde det ikke som vampyr. Intet, der var intet rigtigt og forkert. Kun den evige fristelse. Blod og at dræbe.
Det hele kørte i ring. Hele tiden.
Alec havde tænkt på at flytte ned her. Under vandet. Man kunne bygge et slag hus med en luftlomme. Hun behøves jo ikke ilt og blodet kunne hjun få fra fisk og lignende. Det kunne måske lykkes, men det virkede også om en drøm til Alec. Det var ligegyldigt. Hvad var pointen overhovedet med det? Med noget som helst?
Med en hovedrystelse prøve hun viske tankerne ud og slappe af.
Til hendes undring lykkes det. Smilet kom tilbage om Alecs perfektformede læber.

Liam gik en tur ude ved Silent River, da han ikke have
været der nede før, men kun hørt fra hans kollegaer
at det var et perfekt sted at finde ro. Så turen gik der-
ned med en smøg i mundvigen. Under hans jakke
havde han et skulderhylster med to geværer på hver
side. De bankede lidt ind i hans bryst når han gik
men det var han såmænd vant til efter alle sine år
som dusørjæger. Han gik med smøgen i sin højre
hånd imellem tommelfingeren og langfingeren.
Imens han gik strøg røg ud af hans mund og tonede
ud i den friske og fugtige luft. Roen var lagt og alt
var stille ved hans omgivelser. Liam fandt det ganske
fornøjeligt og afslappende at gå der og lade tankerne
falde ud. Lade adrenalinen og sveden blive derhjemme
og bare gå og trække vejret godt ind imens lystavlen
blev hvisket ud af søens hvisken.

Alec svømmede ind i en lille gruppe fisk. De synes ikke at være synderligt bare for hende. Faktisk svømmede de med hende, da hun kom forbi dem.
Alec grinede. Her ville ingen nok finde. Her herskede roen og freden. Hun tog hårdt brysttag og kom helt ned til bunden. Den var var blød; der intet andet en tang og sand. Der var slevfølgelig og så få stem og træstammen, der var faldet ned i det mørke vand. Svagt huskede hun nogle ture ned til stranden, fra da hun var mennesker. Hun smilede. Derefter gik hun i gang med at samle træ sammen og såtte det på som en hytte. Alt i mens hun smilede.

Liam gik og så ud over den mørke og stille sø. Hans
blik kørte hen over overfladen. Han gik væk fra stien
som fulgte søen rundt, og gik ned til bredden, imens
han stadig røg på sin cigaret.
Da han nåede bredden, satte han sig ned på hug, og
lod sine finger spidser ramme det stille og kølige vands
overflade, så vandet begyndte at reagere og lave små
bevægelser.
Dog kiggede han op fra sin koncentration på vandet,
da han bemærkede noget bevægede sig i vandet.
Han rejste sig langsomt op imens han kiggede ud på
vandet som bevægede sig som om noget var under
vandet, som om det bulede en smule op da der var
mere i søen end der plejede. Han kneb øjnene sammen
og kigge, men kunne ikke se hvad det var.

Hytten, som Alec havde lavet for sjov, var meget lille og med mange huler. Men hun smilede og kiggede glad på den. Den pænt stor fik svømmede forbi og hun fik lige på stedet lyst til en snack. Hun tog fat i fisken og rev hovedet af. Endnu et smil tegnede sig på hendes læber.
Fisken blod blandende sig med vandet og lugten nåede Alecs næse. Desværre lugtede den ikke særlig godt. Hun satte nysgerrigt tænderne i fisken og slugede.
Den smagte lige så slemt, som den lugtede. Fuld af skuffelse og frustration smed hun fisken væk.
*Øv måskek an man ikke leve hernede....* hun bestemte sig for, at udforske stedet noget mere.

Han sneg sig hen af bredden mens han blev ved
med at kigge hvor bevægelsen havde været.
Dog var der stille igen. Han satte sig omme bag
nogle siv, og tog stille sin postil frem fra brystet.
Han havde øjnene åbne og stirrende på søen for
at se mindste bevægelse, røre på dig.
Med et sæt kom der et ryk i vandet, og en sprælen,
Han fik en lille chok som rykkede hele vejen ned
af hans rygmarv, og få sekunder efter kom der en
skygge i vandet. Vandet var mørkt, dog kom der
noget mørkede nede i vandet og op til overfladen.
Han gik derhen af, og ud på en badebro, med
listende fodspor. Han tog sine læderhandsker af
og satte sig ned i hug, og dyppede fingerspidserne
ned for at se hvad det var.
Han lod fingrende dyppe, og da han trak dem op
igen sad en mørkerød masse på hans fingerspidser.
Han tog dem op til næsen og duftede, og fandt ud
af det var blod. Det duftede forfærdeligt, og med
et ryst med hånden slog han en dråbe eller to af
hånden med blod på.

Alec svømmede smilende rundt.
Op, ned, hen, ja overat! Fiskene
fandt det meget sjovt, at svømme
med hende.
Smilet sad konstant om hendes
mund. Det var første gang i lang tid
hun smilede rigtigt. Ikke ondt, morderisk
eller noget. Lige nu følte hun sig
fri. Fri af vampyrenes udskrevne regler:
Nød at dræbe! Nød at drikke blod!
Hav det sjovt hele tiden! Vær ond!
Lev evigt!
Evigt liv var en forbandelse. En
ting som alle vampyre levede med.
Ikke vidste med det samme, at evigt
liv ikke er lykken, men de fandt ud af det.
Når man lever evigt, ser man mennsker
vokse op, blive større. Få en kæreste, en
bil, hus. Skabe en familie og til sidst dø, når
de var gamle. Fredfyldt.
Og når man så op sig selv, havde man ikke
ændret sig en dag. Forbandelsen.
Alec havde tit leget med tanken om døden.
Eller om at begå selvmord, men havde aldrig haft
styrken til at gøre det selv.
Men lige nu ænkte Alec ikke nu det.
Lige nu var hun fri og glad. Alene.

Liam lod sit blik køre over søens stille stående
vand, som dog i få øjeblikke afslørede bevægelser
i vandets masse.
Han lod sin hånd svinge i et hurtigt sving, så blodet
slap hans hud, og landede med en stille lyd på vandet.
Han kiggede nærmere efter på vandet, og lod sig selv
stå helt stille for, hvad end det nu var der var under
overfalden, ikke skulle finde ham og tage kontakt.
Liam snøftede en smule da kulden stod op i hans næse
og lod vandet flyde. Han sukkede, samt dampen fra
hans mund, afslørede ham en smule. Han tog sin arm
frem og kiggede på klokken, men gav op da der var
for mørkt til at kunne se visernes fortællende tid.