Tomrum eller frirum? //Saga//

Tid: 19:01
Dato: Irl.
Vejr: det sner ikke lige nu, men chancerne for at det kan begynde at sne er store, det er forresten også ret mørkt.
Omgivelser: En tom skaterbane, som efterhånden er ret oversneet.

Pete sad på en af ramperne og kiggede ned på den hvide sne, man kunne ikke se ret meget i mørket, dog kunne man høre det mindste skridt takket være den stilhed som sneen havde skabt ved at ligge området øde, folk sad inde i deres varme stuer mens Pete bare sad herude og frøs... Hvor fedt var det lige? De fleste ville nok hade det men Pete var ligeglad, han klarede sig som altid, sneen skabte bare et lille frirum til ham, hvor Pete kunne gøre som han lystede uden at der kom nogen og forstyrrede ham.
Pete var ikke særligt opmærksom på hvad der skete om ham lige nu, mest af alt fordi der ikke skete noget omkring ham lige nu, der var bare stille, alt for stille.
Pete sad et øjeblik og faldt fuldstændigt i staver mens han bare tænkte over alt og intet, Pete vågnede op af den tranceagtige tilstand som han altid fik når han faldt i staver.
Pete lod sig kure ned af rampen selvom han fik lidt is og sne på jakken.

Sneen dæmpede hendes skridt, og skabte en uhyggelig stilhed. Lidt som når det var tåge, dog ikke lige så slemt. En dæmpet nynnen lød fra de smalle læber, for at jage stilheden på vej. Saga hadede stilhed. Den var så... Tyst... Saga var alt andet end en tavs person. Hun snakkede meget, og kunne ofte tages i at snakke med sig selv, eller nynne lavmælt. Hun var klædt i en grålig frakke, der gik hende til cirka midt på lårene, et par cowboybukser, og en meget pink hat. På fødderne havde hun nogle store, varme støvler. Havde været ude og købe ind, og havde nu valgt at skyde genvej gennem skaterparken på vej hjem.
Saga blev nødt til at stoppe op, og stille poserne fra sig midt i det hele, da de begyndte at blive for tunge. For pokker da! Hvorfor havde hun da heller ingen bil? Det var yderst upraktisk, når man ikke rigtigt kunne bære rundt på tunge ting. Hun pustede let på sine hænder, for at få varme i dem, da de efterhånden var blevet ret så kolde. De brune øjne for rundt, da hun hørte lyden af en eller anden der kurrede ned af en rampe. Hun var blevet så forfærdeligt paranoid på det seneste....

Pete rejste sig fra rampen og hørte en lyd, Petes øre opfangede præcis hvor lyden stammede fra, selvom Pete stod med ryggen til, Petes varulveevner var ikke værst, og Pete var nok en af de få varulve der aldrig havde været ked af at være varulv.
Pete vendte sig om lige i tid til at se pigen sætte sine poser, duften fra hende, på trods af afstanden var ikke til at tage fejl af. Varulv.
Pete skyndte sig gennem sneen, han ville altid gerne hjælpe en af samme race, dog opdagede Pete hun ikke faldt bare stillede poserne fra sig, Pete smilede til pigen og sagde "Skal du have hjælp?" Pete ventede ikke på svar men bukkede sig bare efter damens tunge poser og løftede dem uden de store problemer, Petes næse opfangede en duft til, da Pete pludseligt stod helt tæt på, en duft kun kvindelige varulve kunne udstøde, og de udstødte den kun når de var gravide, Petes næse vibrerede lidt igen, det var tydeligt at han havde opfanget duften, dog hverken sagde eller gjorde han noget.

Saga så let på drengen der stod overfor hende, og havde taget hendes poser. "Så længe du ikke løber med dem." smilede hun med et drillende glimt i øjet. Det var kun hendes lugt der afslørede at hun var med barn. Den store mave var også et tydeligt tegn derpå. Hun rettede let på hatten, og så ham an et kort øjeblik. "Mit navn er Saga." præsenterede hun sig så, men rakte ikke hånden frem, da han jo nu havde hænderne fulde af hendes indkøb. At han var varulv var der ingen tvivl om, lugten ligefrem stod ud fra ham. Hun smilede let, og satte sig så i bevægelse igen, og regnede med at han ville følge efter. Han havde trods alt lige tilbudt hende sin hjælp, så det ville være yderst mærkværdigt om han bare blev stående og så efter hende...

//Mindre krea fail pt ><//

"Nu frister du mig jo!" drillede Pete og smilede til Saga "Jeg er Pete." præsenterede Pete sig, Pete hed ikke Pete, han var Pete, eller det var da i hvert faldet sådan Pete præsenterede sig overfor andre ulve.
Pete fulgte efter og skyndte sig at indhente Saga.
"Er det ikke problematisk at gå gennem sneen?" spurgte Pete og hentydede til at hun var ret så gravid, så vidt Pete da kunne se og lugte, ikke at han havde et problem med det, nogen steder lå sneen bare ret så højt.
Pete lod blikket glide rundt, selvom han ikke kendte hende her Sage, var hans naturlige instinkter at forsvare de hunner han gik i flok med, især dem der bar på et kuld hvalpe, det mærkelige ved dette var dog at Pete jo ikke var i flok med hende.
Pete lod blikket glide hen over deres ret så tydelige spor i sneen.

"Jamen så hej med dig, Pete" hilste hun, og placerede let den ene hånd på undersiden af maven. Hun trak let på skuldrende til hans spørgsmål. "Nu er sneen jo trådt en smule ned her, så det er ikke slemt. Det er værst når jeg skal have bagage med mig." svarede hun med et skævt smil. Saga var i det hele taget meget smilende, og hun var den type, som det var svært at lade være med at smile igen til. Hun så lidt frem, for at holde en smule øje med hvor langt de var nået, før hun lod blikket vende sig mod ham. Det begyndende skæg fik ham til at se ældre ud end hans lugt antydede at han var. Det var sjovt som sådanne små detaljer kunne ændre så meget ved en persons udseende...

Pete smilede til Saga, hun var helt stille og roligt syntes Pete.
"Okay, er der langt? Det kan jo være du skal have en lille pause så." Pete hentydede til hendes graviditet.
Pete smilede og sagde "For fremtiden må du jo bare slå et smut forbi skaterparken, så skal jeg da nok slæbe for dig!" Pete var en meget venlig og hjælpsom gut, når han nu fik lov.
Pete smilede endnu en gang til Saga, bare et lidt skævt smil denne gang.

Saga rystede let på hovedet som svar. "Det er lige der henne." svarede hun, og pegede på en slidt lejlighedsbygning overfor parken. "Og desuden, så har jeg jo lige holdt en pause." tilføjede hun, og nikkede let som for at bekræfte sine egne ord.
Saga var en utroligt stædig pige, og var derfor i stand til at klare det meste. På trods af hendes graviditet. Selvfølgelig var hun hæmmet, da hun jo ikke ligefrem kunne hopper rundt og danse som en anden galning, men hun kunne skam sagtens klare gåturen ned til den nærmeste dagligvare forretning og hjem igen. Lidt endnu i hvert fald.. Hun lo let af hans kommentar, og smilede skævt til ham. "Jamen det vil jeg da huske" svarede hun, og så let frem igen. Der var ikke særligt langt igen, så var hun hjemme.

Pete kiggede hen på huset og nikkede, han ville ikke gå med hende op, bare stille poserne lige udenfor hendes dør, og så gå igen, alt andet ville være uhøfligt og påtrængende af ham.
"Jeg ville ikke kalde det en pause, nok nærmere en stakkels gravid dame der nærmest faldt sammen," Det var meget tydeligt Pete smådrillede.
De gik lidt Pete nikkede og sagde "Og vis du glemmer det, husker jeg dig bare på at huske!" Pete lo.

Saga stillede en fornærmet mine op, og løftede det ene øjenbryn. "Er det så slemt, huh?" Det var dog tydeligt at høre på hendes tonefald, at hun ikke var fornærmet, men blot spillede.
"Jamen hvordan har du da tænkt dig at gøre det, hvis jeg glemmer det?" spurgte hun leende til hans forsikring, og rettede endnu engang på den pinke hat.
hun stoppede op, ved døren ind til den opgang hvor hun boede, og fiskede sine nøgler frem. "Vil du ikke med op, og have varmen?" spurgte hun, mens fumlede let med at dreje nøglen i den bindende lås.

"Det er det nemligt!.... Ikke." det sidste ord sagde han efter en halvlang kunstpause, hvorefter han sendte hende et stort smil.
"Ja, det ved jeg ikke, jeg finder nok på et eller andet, det gør jeg altid, jeg er jo ikke varulv for ingenting, vel?" spurgte Pete og smilede skævt.
Pete overvejede det et øjeblik, egentligt ville han gerne med op og have varmen, men han ville ikke være til besvær hun var jo gravid og alt sådan noget, så hun skulle jo have lov til at sove vis hun var træt, Pete tøvede lidt og svarede så "Jeg ved det ikke helt, jeg vil ikke være til besvær.." Pete overvejede det han lige havde sagt et øjeblik, for meningen var ikke at virke afvisende overfor damen, bare ikke påtrængende.

Saga gengældte hans smil, og rystede let på hovedet af ham. Hun kunne ret godt lide deet faktum at han var i stand til at drille godmodigt, uden at blive bange for at han havde såret hende. Saga syntes at det var rart, sådan noget, og havde selv ingen problemer med at drille folk hun lige havde mødt, så længe det foregik på et godmodigt plan.
Hun vendte ansigtet mod ham med et smil ved hans tøvende svar. "Hør, hvis du ville være til besvær, og jeg ville have fred, så ville jeg ikke have inviteret dig med op. Men hvis du bare er for høflig til at sige nej, så er det helt i orden." sagde hun, og åbnede døren ind til opgangen. Det var helt tydeligt at mærke at der var meget varmere derinde, end der var udenfor, selvom der faktisk ikke var specielt varmt i opgangen.

Pete trak på skuldrene og sagde "Jamen så vil jeg meget gerne med op." Pete skyndte sig ind og holde døren åben for hende samtidig med han bar poserne, han fulgte bare med hende op da hun gik op, Pete vidste alligevel ikke hvad etage hun boede på så han kunne kun pænt gå i røven af hende.
"Er du ikke bange for at bo i et boligkompleks som det her alene, engang imellem? Jeg mener du er gravid og en pige?"
Pete kiggede sig over skuldrene for at sikre der ikke var nogen der kunne skade dem, eller fulgte efter dem, selvom hans høresans og lugtesans nok havde advaret ham så.

Saga gik ind, og op ad trappen. Hun tog ved gelæneret, da hun var ved at få en del besvær ved at skulle op og ned af alle de trapper hele tiden. I den ene side var gelæneret brækket af, og det var tydeligt at se, at det var noget tid siden var var blevet gjordt ordenligt rent i opgangen.
"Bange?... Næh, det er jeg ikke. Mine naboer er flinke, og de få bøller der er her, holder sig som regel for sig selv." svarede hun, og smilede let ved sig selv. Tanken om at hun skulle have noget at frygte et sted som dette havde ganske enkelt aldrig stejfet hende. Hun var vokset op i et fattigt kvarter, da hendes 'mor' havde været fattig nok til at kunne købes som amme, og barnepige. Hendes far havde haft penge nok, men havde ikke villet opdrage hende selv. Han havde haft nok at gøre med hendes bror.

Pete kastede et blik på gelænderet og skyndte sig med hende op.
Pete lyttede til hvad hun havde at sige og nikkede så forstående og sagde "Ellers må du sige til, folk af vores slags må jo holde sammen... Ellers så når vi ingen vegne." sagde Pete og smilede til Saga.
Pete overvejede lidt hvad klokken var, hans forældre var alligevel ikke hjemme imorgen eller dagen efter, så han bestemte egentligt selv hvornår han ville hjem og hvad han ville lave, dog kunne det godt blive kedeligt i længden.

Saga smilede til ham, og nikkede. Ikke at hun regnede med at det ville blive nødvendigt, men for at han ikke skulle føle sig skubbet til side. Hun stoppede op, da de nåede op på anden sal, og satte låsen i den af de tre døre på etagen der var mest til højre for trappen. På navneskiltet over dørsprækken stod der med sirligt krøllede bogstaver "S. Savage"
Hun fik låst døren op, og trådte til side, så han kunne komme ind i den trænge gang. Hun fulgte efter ham ind, og lukkede så døren efter sig. Smed nøglerne på en lille komode, der lige var mast ind i gangen. "Her, lad mig tage poserne nu." bad hun, og tog fat i hankene før han kunne svare hende. "Du kan hænge jakken der." sagde hun, og gjorde et let kast med hovedet, mod en knagerække hvor tre jakker nydeligt var hængt op. Under knagerne, var flere par sko blevet stilt lidt hulter til bulter, og det var tydeligt at de blot var blevet sparket af i al hast. Saga fortsatte ind i den lille lejlighed, og drejede til højre ind i køkkenet. Der var ikke meget plads, men det var stort nok til at man kunne stå og lave mad der. Til venstre i gangen var to døre. Den ene var lukket, og førte ind til et soveværelse, mens den anden stod på vid gab, og førte ind til en rodet stue med en slidt, kongeblå sofa, og et gammelt tv. Der var også glas dør i stuen, der førte ud til en lille altan, der ikke så ud til at have været i brug i længere tider. For enden af gangen var der en tredje, og sidste dør, der førte ind i et forholdsvist stort badeværelse, med et badekar der var stort nok til at en voksen delvist kunne ligge i det. Fælles for alle rumene i lejligheden var at der rodede. Den bar tydelige præg af et det var en ung kvinde der boede der, og ikke en ældre damer. Et eksempel var det tøj, der henkastet var slængt hen over ryggen af en af stolene inde i stuen.

Pete fulgte bare med ind og lod hende modvilligt tage poserne, de var ved at være tunge for ham, og måtte jo derfor også være ret tunge for den gravide dame.
Pete fulgte med ud i køkkenet og hjalp med at pakke poserne ud, dog vidste han ikke hvor de forskellige ting skulle stå.
"Hvordan er det at være enlig varulv? Jeg mener jeg forstår godt folk vil bo alene, jeg vil også så snart som muligt væk fra mit kobbel de går mig på nerverne mere og mere jo ældre jeg bliver, men stadig er de jo mit kobbel og hellere en flok drillepinde end at blive ladt alene og blive frit bytte, vis du forstår, sådan må du jo have det engang imellem?" Pete ville gerne senere hen være i kobbel med Sage vis det kunne lade sig gøre, Pete havde allerede fornemmelsen af at Sage var helt nede på jorden, og han følte en slags beskyttertrang overfor en næsten fremmed, han vidste ikke andet om hende end at hun hed Sage Savage og var gravid.
Det var utroligt lidt information, men de havde også kun kendt hinanden i omkring en halv time måske mere?

Saga trak let på skuldrene. "Jeg er ikke vokset op i et kobbel, så jeg er rimelig vant til det. Jeg tænker ikke så meget over det med at være et 'frit bytte', jeg er blevet god til at passe på mig selv. Jeg tror lidt det kan sammenlignes med folk med mange søskende, og folk uden. Et kobbel er lidt som en søskendeflok, man kan bliver utroligt trætte af hinanden, men inderst inde elsker man hinanden. En enlig varulv er lige som et enebarn, er vokset op kun med en eller to forældre, og vant til at have venner, men ikke samme tætte forhold som søskende har det." svarede hun eftertænksomt, og lagde de sidste vare på plads. Så vendte hun sig mod ham, og smilede let. "Tag da overtøjet af, det bliver alt for koldt når du skal ud igen." sagde hun til ham, og tog selv sin jakke af. Hun hængte den ud til de andre jakker i gangen, og smed skoene ved de andre. Lovede sig selv at hun, lige så snart hun kunne bukker sig ned igen, ville rydde lidt op. "Vil du have noget at drikke, Pete? Kakao, eller kaffe? Måske te?" spurgte hun, og overvejede lidt om hun egentlig havde noget te... Jo, der skulle gerne være en bøtte et sted i et af skabene i køkkenet. Saga drak helt klart mest kaffe, og havde altid mindst en pakke stående i skabet. Kakao var også en ting hun drak en del af, da hun elskede at forkæle sig selv i ny og næ, og fandt det langt hyggeligere med en kop dampende varm kakao og en god bog, end med et stykke chokolade... Te drak hun mest når hun var syg, eller når hun engang i mellem lige fik lyst til det.

Pete lyttede og tænkte en kort stund over hvordan det måtte være at være vokset op som enebarn, uden mange andre beskyttere, men dog svarede hun også på det før han havde fået tænkt meget over det.
Pete nikkede og tog sin jakke af og slog hætten på sin hættetrøje ned, Pete gik over og han sin jakke ved siden af hendes, og lagde så alle hendes sko pænt side om side, så der var plads til hans ved siden af dem.
Pete kiggede et øjeblik overvejende før han svarede "Det samme som dig.. Det er nemmest." Pete ville ikke være til besvær dog, havde han heller ikke noget mod at sidde her og se pæn ud så længe han kunne hjælpe til, Pete havde det okay i den nok lidt ældre, og gravide varulvs selvskab.

Saga sukkede svagt, da Pete stillede hendes sko ordenligt. "Det havde du altså virkelig ikke behøvet." sagde hun, og rystede let på hovedet. Dog fortalte det svage smil, der satte sig i hendes mundvig, at hun var taknemlig for at han havde gjort det alligevel.
Noget af det der virkeligt kunne irritere Saga, var at hun ikke var i stand til at gøre de samme ting som hun havde været vant til tidligere. Det var lige pludselig blevet meget besværligt at bo alene.
Hun gik så ud for at sætte vand over til kaffe, og fandt to krus frem. "Bruger du sukker eller mælk i kaffe?" spurgte hun, mens hun fandt bøtten med kaffe og to teskeer frem.

Pete smilede bare til Saga og nikkede, det var ingenting det havde ikke engang taget ham et minut at stille dem pænt.
Pete opfattede godt hendes smil og nikkede bare, som om det var helt okay.
Pete gik med hende og rystede først på hovedet, før det gik op for ham at hun jo faktisk havde ryggen til.
"Nej jeg bruger ikke noget." sagde Pete og smilede til hende, og stillede sig op af dørkarmen og ventede på kaffen.
Pete foretrak sin kaffe sort, det kunne han bedst drikke, det fremhævede også den... Kraftige smag, vis man kunne kalde den det? smagen var mere naturlig sådan.

Saga nikkede let, og gjorde kopperne klar, så der ikke manglede andet end vandet der stadig ikke havde kogt. Så vendte hun sig mod Pete igen, og lænede sig en smule ind mod køkkenbordet bag sig. "Hvor gammel er du, Pete?" spurgte hun så, mest for at få skabt en samtale, om et eller andet bare. Men også lidt fordi at det interesserede hende. De vidste så godt som intet om hinanden, var to fremmede der havde valgt at hjælpe hinanden lidt...

//Kreaen failede lidt >.>//