Længe siden - Shay

Sted :: Juliet's lejlighed
Dato :: 3/12-10
Tid :: 18:39
Vejr :: Snestorm og mørkt
Omgivelser :: Tjaah.. Kommer til at stå længere nede


Mørket var efterhånden faldet på og udenfor rev vinden i træerne... Inde i den lille dunkle, men hyggelige lejlighed, sad en ung kvinde ifført en lang løs sort t-shirt og et par rød, sort og hvid ternede natshorts... Hendes hår sad i en rodet knold... Hun sad blot i den grå stofsofa i sine egne rodede tanker, da hun hørte en høj lyd, af en dør der smækkede efterfulgt af høje råb... Det var hendes naboer der skændtes for 10. gang i den uge... Da hun kom til sig selv sukkede hun lettet, greb hun fjernbetjeningen og fik tændt på en tilfældig kanal, i håb om at aflede tankerne en smule, desværre hjalp det ikke så meget, da det første hun så var en kvinde der skændtes med en mand om, at han havde været hende utro... God timing... Hun slukkede tv'et igen og gik ud i køkkenet - som var i samme rum som stuen, det var blot rammet ind af nogle rumdelere - for at finde et eller andet og spise... Hvorfor hun stadig havde nattøj på og ikke havde gjort noget ud af sig selv, var der gode grund til... Hun havde ikke været uden for døren idag, var blevet hjemme fra arbejde og havde ikke orket noget, ikke engang at spise noget... Hun havde bare haft en underlig trang til at blive hjemme og lave ikke en skid, den dag, da hun heller ej havde det optimalt, hverken mentalt eller fysisk... Køleskabsdøren blev revet op og ud blev hevet en mælk, hvorefter en skuffe blev åbnet og en pakke havregryn, samt noget sukker blev hevet op, hun øste det hurtigt op i en skål, fandt en ske og bevægede sig derefter ind på det lille værelse, hvor en dobbeltseng og et skab stod... Hun smed sig i sengen og greb den bærbarer computer som også lå der... Hun havde en af de dage hvor hun ikke kunne bestemme sig for noget, alt var ligegyldigt og det var også derfor ccomputeren blev slukket igen, ligesåsnart hun havde tjekket mail... Hun sukkede dybt og lændte sig tilbage i sengen, mens hun roligt spiste de havregryn hun havde fundet sig, halvt op og stillede skålen fra sig, gled blot ned i sengen og faldt igen hen i sine tanker... Hendes fortid var efterhånden så fjern, selvom det var kort tid siden hun havde været der... Ja, det hele var ret fjernt, hun huskede selvfølgelig tingene, men det hele var bare så ligegyldigt, så trist.. Hun huskede egentlig slet ikke de gode ting, ikke sammen med Jason, men hun savnede nu alle de gode stunder sammen med vennerne og familien...

Shay bevægede sig ned af den smalla gade og holdt blikket rettet mod fortvovet, han så dog op de enkle gange der kom en bil kørende og lyset fra forløgterne nærmsest blinede ham, han løftede blikket og så på den alt for hurtige kørende bil sukkede over hvordan nogen kunne være så hensigtsløse, tænkte de slet ikke på andre menneske, disse bilister. Han retted blikket ned igen og forsvandt ind i tankerne. Var det her nu også en goø ide? Han smilte lidt ved tanken, han var begyndt at blive lidt nervøs igen, som da han havde stået i lufthavnene og ikke vidste om han skulle gå ombord eller han skulle glemme det hele, men han savnede hende, og han havde ikke kunen få hende ud af hovedet, selv om han var blevn yderst.. letted da hendes forhold med Jason endte, han havde endelig troede han kunen få en chance hos den smukke skønhed, men han havde været for tvivlet, da Jason altid havde været en lorial ven over for ham, og han vidste ikke om han kunne være så egoistisk at svigte ham pga en pige. Men han kunne heller ikke skjule den kærlighed han altid havde følt til Juliet, og den jalouxsi der havde været mellem ham og Jason, Jason havde altid fået det han ville ha' alt hvad han pegede på, altid.. var det ikke Shay's tur til at prøve nu? Han smilte skævt, men han vidste jo ikke hvordan Juliet havde det med ham, han havde altid været forelsket i hende.. men hvordan omvendt? Han stoppede op da han havde nået sit mål, og nervøsiteten steg i hans brydt, han åbnede døren og gik op af trapperne, bagagen havde han ladt blive på et nærliggende hotel, han vidste jo ikke hvor længe han skulle blive her, eller om Juliet ovehrovedet ville se ham igen. Den gang i Frankrig da han endelig havde taget sig sammen til at forklare Juliet hvordan han havde det, men da havde det været for sent, for der var hun væk, men nu havde han endelig fundet hende igen. HAn stoppede op foran døren og stirrede læneg bare på det navn der der stod indskrevet der. Han løftede så endelig håndne og bankede på, det havde taget ham lang tid at atge sig sammen til lige netop dette.

Juliet lå blot på siden i sengen og kiggede tomt ud i luften... Hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun helt præcis tænkte på, men et eller andet brød konstant ind i hendes væv af tanker... Minder? Ja, det var nogle minder, men hun kunne ikke rigtig finde ud af hvilke... Der var så mange andre tanker oveni at dem, så mange at hun ikke kunne høre hvad de forskellige tanker handlede om... Det eneste hun vidste var at de handlede om hendes liv i Honfleur... Hun var så langt inde i sine tanker at en lille skinger, forskrækket lyd, lød fra hendes læber, da hun hørte at der blev hamret på døren... Hun kæmpede sig langsomt på benene og slæbte sig ud mod døren... Hvem kom dog nu? Hun fik jo aldrig gæster.. Måske var det fordi noget af posten var afleveret forkert og nogle skulle aflevere det? Eller måske var det en af dem, som skulle aflevere et af de der blade, eller en eller anden der kom for at synge julesange? Men omvendt, hvorfor skulle de kravle hele fire etager op, for at synge julesange, for præcis hende, som alligevel ikke var i humør til at lytte til det og højst sandsyneligt ville være ret så ukoncentreret... Hun kiggede ned af sig selv, på det sjuskede tøj... Ikke at det var grimt tøj, blot meget... Kedeligt og dovent... Som om hun ikke havde lavet noget hele dagen, hvilket hun jo egentlig heller ikke havde... Hun kom ud i gangen og fik låst døren op, hvorefter den blev hevet op og en fremmed mand kom til syne... Nej... Han var ikke fremmed... Var det ikke? Jo, det var det! Først lå et meget forbavset udtryk over hendes ansigt, men så blev et lille hvin smidt over hendes læber og hendes smil voksede til den dobbelte størrelse... Hendes spinkle arme blev slået om hans hals og hun kvaste ham nærmest i et kram "Shay! Hvad fanden laver du her?" spurgte hun glad, mens hun stadig havde ham indhyllet i sine arme og hendes hoved hvilede på hans skulder ved siden af hans, mens hun uden rigtig at tænke over det, vippede let fra side til side...

Shay stod utålmodigt på trappen og ventede på nogen ville åbne døren for ham, først troede han at der ingen var hjemme og overvejde strækt at gå, det var måske også en dårlig ide sådan at komme fuldstændig uanmeldt, han havde jo slet ikke skænket tanken at Juliet kunne have fået en anden eller noget, det ville såre ham, ulideligt meget, for han havde jo skænket tanken at han nu ville få en chance hos hende. Faktisk var han lidt bange for hun syntes han var en fej kujon fordi han havde ventede på hun ville blive singel, men han kunen jo ikke bare, stikke sin ven i rykken og stjæle hans pige, og hun havde jo på ingen måde følt det samme for ham, så det havde været ldit at satse alt og vide før man gjorde det man ville miste alt. Hvorfor han troede hun måske ville føle noget for ham nu, havde han ingen andelse om, han håbede bare han måske kunne få nogen følser frem i hende, men han ville aldrig presse hende til noget, han var også glad hvis hun bare vilel forblive hans ven selv om hun ikke var sammen med Jason mere. Han lyste op i et smil da døren endelig åbnede efter noget som havde følt som et år. "Juliet" sagde han og smilte bare inu mere da armen blev slået om ham og han gengældte bare hendes kram og lagde sin arme om hende. "har du savnet mig?" grinte han og kyssede hende let på kinden som en fransk hilsen, han gik lidt ind i lejligheden stadig med hende hengene om halsen og lukkede døren bag sig inden han svang hende rundt som han ahvde set på film, hvorfor vidste han ikke havde havde bare virklig lyst til det, og han havde sådan savnet hende.

Juliet nikkede ivrigt, da han spurgte hende om hun havde savnet ham, men kom så i tanke om at han ikke kunne se det "HEr du syg?!" spurgte hun - som for at forklarer at hun havde savnet nham mere end meget - med en stemme der næsten druknede i glæde... Hun havde generelt, virkelig savnet alle menneske, men Shay havde virkelig fyldt meget i hendes liv... Ham havde hun læsset alt skrællet over på, når hun havde været uvenner med Jason... Han gad nemlig at lytte... En af de få personer, der nogensinde havde gidet at lytte... Hun holdte sig stadig tæt ind til ham, da han gik ind i lejligheden med hende, hvad i al verden lavede han dog der? Det gav jo ikke nogen mening, hvorfor var han kommet hele vejen dertil... For at besøge hende? Nej... Der måtte være en anden grund... En høj, glad, klukkende latter fyldte lejligheden, da han snurrede hende rundt... Det var noget af det der gjorde at Juliet var så glad for ham... Han var 100% sig selv og ham selv, det var den dejligt underlige type! Hun kunne slet ikke finde ud af at han var dér, hos hende... Uden overhoved at hun overhoved havde fået besked... Hun ville da have lavet en lille velkomst eller noget, hvis hun havde vidst det... Og... Muligvis have gjort en smule mere ud af sig selv... Normalt var hun ret ligeglad med hvordan hun så ud, når hun var sammen med Shay... Med ham var hun blot den Juliet hun ville være... Han havde aldrig stillet nogle krav til hende... Andet end at hun skulle finde tid til ham, hvor Jason ikke behøvede at være der... Det var rigtig nok at Jason altid var til stede, når hun så Shay... Det var sjældent han ikke var, da han inssisterede på det, så hun måtte gå bag hans ryg, hvis det skulle ske... Nu var hun fri! Det var fuldstændig ligemeget hvad Jason's mening var, for hun skulle alligevel forhåbentligt aldrig se ham mere... Endnu et fornøjet grin brød hendes læber, hun var overdrevet lykkelig ligenu! Hendes ven, hendes helt fantastiske lytter... Ja... Generelt, en af hendes bedste venner, kunne man vel sige... Hun trak sig lidt væk fra ham og kiggede på ham med et forvirret ansigtsudtryk "Shay! Jeg kan slet ikke fatte at du står lige dér!" sagde hun glad og betragtede ham med hovedet en smule på skrå "Hvad laver du her? Har du rejst hele vejen fra Frankrig?" spurgte hun stadig med et overdrevet smil på de lyse læber...

Shay grinte lidt og smilte forlegent da hun nævnte det, ikke fordi han var specielt generet i hendes slavskab, overfor Juliet kunne han være sig selv og var sig selv, det var det han havde elsket ved Juliet, han havde altid stolede blindt på hende, og hun havde været den bedste ven/inde han havde haft i alt for lang tid, og da hun rejste, føltes det som om noget i ham gik i stykker, der forsavndt en del af hans noget så pragtfulde liv. "Du glemte at tage mig med da du rejste" mumlede han og satte hende ned igen, han gik et skridt tilbage for at betragte skønheden, hun havde ikke alt for meget tøj på bemærkede han og det fik ham til at smile lidt mere, det havde han jo intet imod, når man havde sådan en smuk krop som Juliet jo havde så skulle man da også vise den frem. "Men her står jeg altså" grinte han og havde lyst til at bøje sig lidt ned igen for at kysse hendes smukke kind igen. "Jeg savnede dig Juliet.. Frankrig er ikke det samme uden dig" sagde han og smilte stort til hende, ahn var stadig lidt såret over hun aldrig havde fortalt ham om hun rejste, og hvor hen, aldrig havde kontaktet ham siden. "Men jeg troede du havede glemt mig?" sagde han og smilte lidt mindre nu, faktisk falmede smitle væk og han så med lidt mere sårbare øjne på hende, det var tydeligt for en hver der ikke var Juliet eller Jason at se hvor forgabt han var i pige barnet, de havde nok haft for travlt med selv at vøre forelsket til at se at Shay havde følt det samme.

Juliet kunne ikke lade vær med hele tiden af lave små fnisende lyde... Det var alt for dejligt at se ham igen! Hun lagde hovedet en smule på skrå, da han sagde det og betragtede ham lidt "Undskyld! Undskyld at jeg bare rejste, sådan... Uden besked, uden noget, men jeg havde problemer..." sagde hun og bed sig en smule i læben... Ja... Hun blev nød til at rejse, hun kunne ikke blive i Frankrig, hun kunne ikke møde dem, de havde været efter hende og for si eget livs skyld blev hun nød til at rejse, uden nogen fik noget at vide... Hun snakkede kort med Jason om det, men hun havde heller ikke tid til at snakke med andre om det... Hun bed sig en smule i læben og sukkede let, det var ikke fordi hun ikke ville have fortalt ham det, det var bare for risikabelt... Hun gengældte hans smil, da hun så at det voksede lidt... Et lille grin flød over hendes lyse læber og hun nikkede stort... Her stod han! Hendes tætteste ven i mange år! Den person som virkelig havde støttet hende, når hun havde haft problemer med, Jason, familie og veninder... Hun fik et forvirret blik i øjnene... Så han havde rejst hele vejen derhen? Kun for at se hende? "Altså... Er du rejst herhen.. Kun for at se mig?" spurgte hun og kiggede på ham med store øjne.. Hun kunne ikke lade vær med at smile, stort... Det føltes underligt, meget underligt... Det smil der havde ligget over hendes læber blev dog bræt væk, da hun hørte hans ord "Jeg ville aldrig, aldrig, aldrig kunne glemme dig! Nej... Du er da alt for vigtig for mig og det gjorde virkelig også ondt at rejse, uden at kunne sige et ord" sagde hun bestemt og svingede armene om han i en tryk omfavnelse, for at understrege at hun aldrig havde glemt ham og heller aldrig kunne... Hun kom nu i tanke om at de stadig stod i gangen og bed sig så i læben "Ej! Kom ind i stuen... Vil du ikke have et eller andet?" spurgte hun, greb hans hånd og trak ham med sig ind i stuen, hvor hun fik placeret ham i den lille grå sofa...

Shay smilte lidt fraværrende måske, måske var det et falsk smil, han havde virklig brug for at finde ud af om hun virklig følte noget for ham, eller om han bare havde været en ven og altid bare ville være det, han håbede ikke det ville ødelægge deres venskab bare fordi han sagde disse ting til hend enu, men han have brug for hun vidste hvorda han havde det, men hvordan han skulle få det sgat, og hvor han skulle begynde havde han ingen andelse om. "Det er okay Julle" mumlede han og smilte bare vider i det lidt falske smil der var plantet om hans mund. Han nikkede ivrigt "Kun for dig" sagde han og så hende ind i øjne og lagde en hånd mod hendes kind, hvor havde han dog lyst tl bare at kysse hende, virklig meget, bare presse sin læber mod hendes og bar,e virklig bare kysse hende, inderligt og længe, men han ville ikke.. eller ville han.. kun han? Hvad ville hun gøre ved det, ville hun lade ham, ville hun skubbe ham væk og blive sur på ham? Måske var det bedst først at fortælle hende havd han mente og havd han følte for hende, hvordan han havde det, og finde ud af om hans noget så store følser på nogen måde var gengældt fra hendes side af. "Det okay Julle.. det vigstige er at.. jeg har dig hos mig nu" mumlede han kærligt og kyssede igen hendes kind, da det bare var en normal ting i frankrig lidt som at give hånd her. "Jeg vil bre have dig og dit utrolige dejlige selvskab" grinte han og satte sig i sofaen og så på hende, han ville have hende til også at sætte sig sammen med sig.

Juliet stod blot med hovedet en anelse på skrå og et stort smil plantet over læberne... Hun havde aldrig rigtig overvejet om hun havde flere og stærkere føelser for Shay, end blot venskab, eftersom hun havde været sammen med Jason og hun tanken strejfede hende heller ej nu, da det bare ikke var det hun tænkte over når hun så sin gamle bedste ven... Altså... Ja... De tanker rørte hende ikke engang, endnu... Det kunne dog godt ske at de kom, men heller ej det tænkte hun på... Hun overvejede ikke engang at der måtte være en større grund til at han var rejst hele vejen derhen end at han blot ville se hende, at der muligvis var noget han ville fortælle hende... Hun betragtede Shay lidt og lagde mærke til at hans smil ikke var det helt normale Shay smil, men måske, måske havde det bare forandret sig? Nej... Det kunne da ikke passe, kunne det? Han kunne da ikke forandre sig så meget på så lidt tid og slet ikke til at hans smil så... Falskt ud? Hun så på ham med et spørgende blik "Shay? E-er der noget galt?" spurgte hun tøvende og kløede sig lidt i håret... Hun grinte kort og nikkede "Jamen... Noget skal du have" sagde hun, gik hen til køkkenet og åbnede køleskabslågen på det lille køleskab, som hun så måtte sætte sig på hug for at kunne se ind i "Uhhm.. Cola, sommersby, smirnoff ice eller en øl... Eller blot noget vand" spurgte hun med en smule høj stemme, for at han kunne høre hende når hun snakkede ind i køleskabet...

Shay løftede uopmærksom hovedet, om der var noget galt? Nej det ville han ikke tro der var, eller jov.. på en måde var der jo, at hun kunne gennem skue ham på så lidt tid, men de havde jo også kendt hinandne gennem mange månder nu. "Nej Julle.. jeg har det fint" sagde han øg løj lige der, for han måtte jo fortælle hende hvordan han havde det, men det var nok bedst at vente.. det regnede han i hvert fald med, han var nok bare typen der altid udsatte alting til i sidste øjeblik. "Jeg skal ikke have noget Julle" mumlede han til hende indne fra sofaen men ombestemte sig endelig ret hurtigt "det samme som dig Julle..." sagde han højere i det så hun kunne høre hvad han sagde. Han smilte lidt håbede hun skulle have noget med alkohold i, det vilel hjælpe ham, for han vilel sikekrt blive enorm nervøs og genert når han skulle til at fortælle hende om dette.. skulle han bringe det på bane nu eller skulle han spørge ind til hende først.. måtte han nok heller.. "Hvordna går det endelig Julle... er du kommet over Jason" det sidste sagde han lidt stille og frosigtigt, da det jo kunne være et svagt punkt for hende og havde jo endelig kun bragt det på bordet fordi han ville vide om hun staidg tænkte meget på ham Jason, eller det bare var virklig slut nu, så havde han måske en lille chance.

Juliet smilede og nikkede så... Hun var ikke sikker på at han talte sandt, men hun ville ikke begynde at grave nu, hun ville have det hyggeligt sammen med ham nu og så se hvad tiden bragte, om han fik lyst til at snakke om det... Hun hørte ham mumle, men hørte ikke hvad, så hun skulle lige til at spørge ham hvad han sagde, men han kom hende i forkøbet og svarede hende på spørgsmålet... Okay, fair nok... Hun hev en halvandenliters cola og nogle citronskiver frem fra køleskabet, derefter fandt hun to glas og en flaske normal smirnoff frem og blandede cola, smirnoff og en skive citron i hver... Det hele blev sat på plads og hun et par isterninger blev smidt i, hvorefter hun gik tilbage til Shay og satte sig sidelæns på sofaen, så hendes inderste ben var bukket ind under det yderste, som hang ned af siden og hun havde fronten mod ham... Glasset til ham blev stilt foran ham og hun tog selv en lille tår af sin, hun blev ikke overrasket over hans spørgsmål og egentlig heller ikke ked af det "Altså... Ja... Jeg er kommet over ham, men jeg er stadig sur, det tror jeg ikke rigtig at man kan komme udenom, men jeg er da begyndt at kunne se andre fyre, uden at være helt afvisende" sagde hun og grinte kort... "Hvad med dig? Altså... Hvor længe regner du med at blive i byen?" spurgte hun og kiggede interreseret på ham...

Shay lyttede roligt efter hendes skridt og smilte bare, han ventede på hun igen ville dukke op så han kunne betragte det smukke syn, hun var virklgi pæn det var hun skam, og han følte sig altid sååe.. tiltrækkede af hende, men det måtte være fordi hun var så smuk som han ny syntes hun var. Han så på hende og gav hende diskret elevator blikket, han smilte lidt af hendes påklædning, ikke meget tøj havde hun på, han vidste godt det var forkert at tænke sådan, men han var jo trodsalt en dæmon og han havde jo et hvis behov.. så at undgå at tænke på alt og alle sådan kunne han ikke, selv om han var en fin fransk gentelman. Shay nikkede lidt han kunne godt mærke hvordan det skar lidt i ham da hun nævnte det med andre fyre, ikke fordi det ikke var okay hun skulle jo kunne se andre, ellers kunne hun ikke se ham, kunne hun overhovedet se ham på den måde? Han tøvede lidt ved det sidste det troede han faktisk ikke, bare hun ikke også blev sur på ham når han begyndte at ævle løs med det han nu havde på hjertet. "Jamen det er jo godt du kan så.. naaah du skal nok glemme ham, og finde en der er beder" sagde han og tøvede virklig meget da han sagde den sidste sætning. Han nikked elidt og overvejde havd han skulle svare hende med, så læng hun nu ville have ham til at blive ikke? Han ville blive for hendes skyld i lang tid, men han måtte tilbage til frankrig igen, hvorfr hun havde valgt at rejse hertil vidst han ærlig talt ikken, frankrig var da stort nok hun kunne havde fundet et andet sted i frankrig og slået sig ned, og så sende ham et brev om det bag efter det ville have været dejligt. "Ja ehm... så længe du nu gider mig?" grinte han lidt og greb ud efter sit glas.

Juliet betragtede ham lidt, som han kiggede på hende... Måske var det ikke det mest fantastiske udseende hun havde ligenu og måske var det en smule lidt tøj hun havde på, men egentlig var hun lidt ligeglad.. Han kendte hende, havde set hende, eller... I hvert fald så meget som han så nu, op til flere gange endda... Det var hendes nattøj og Shay havde altid haft det med at troppe op når hun var syg, med film og så videre... Ja... Han var altid sådan en hyggespreder! Hun grinte kort og lagde armene blidt om ham "Shay! Du bliver her alt den tid du vil og mere til..." helst ville hun have at han blev for evigt... Hun ville ikke miste ham igen, godt nok var det hende der flyttede, men hun havde jo sine grunde... Måske... Måske var det på tide at han fik en forklaring? At han fik af vide hvad fanden der skete for hende den gang og hvorfor hun flyttede... Hvorfor hun ikke kunne sige det til noget og hvorfor det skete så pludselig... Faren var vel drevet over? Der var vel ikke noget at frygte længere... Eller... Var der? Likka var sunket bagud i sofaen og trak nu vejret i små stød, hun hyperventilerede på en måde... Små hurtige stød... Hun fik vejret nogenlunde på rette køl igen, men det var dog stadig en smule dybt "Sha-Shay... Jeg... Jeg skal fortælle dig noget" gispede hun og satte sig langsomt op, som om intet var sket... Eller... Hun kunne ved at fortælle ham det hun skulle på samme tid forklarer hvad der var sket...

Shay smilte roligt og så lidt ud i luften, ventede på Juliet ville komme tilbage til ham så han endelig kunne få sagt det han bare måtte sige, det var dumt at udskyde det længere nu, han havde allerede ventede alt for længe. HAn så på hende igen og havde bare et måske lidt fornørvøst smil om munden, hvordan fanden skulle han få det sagt, han havde bare lyst til at falde på knæ foran hende og be hende gifte sig med ham, og aldrig forlade ham igen, men hun ville sikkert slå ham eller græde, og et nej var alt hvad han kunne tænke sig til. Han mærkede den pludeslige omfavendelse, ikke fordi der var noget nyt i at Juliet krammede ham for det havde hun gjordt så mange gange før, det var efter hånden bare noget man gjorde.. alligvel føltes det så nyt og underligt, han kunne mærke hvordan det kriblede ned af ryggen, han skulle passe på hans vejrtrækning ikke blev alt for ureglmæssig da hans puls pludeslig steg. "Jov.. tak Julle.. Jeg bliver her lige til du bliver træt af mig" sagde han roligt og lagde sine hænder mod hendes ryg og puffede hende blidt ind mod sig, han trak dog hovedet lidt tilbage og strejfede hendes næse med sin egen, som en slags drillende sjov. Han mærkede at hun slap ham og han gjorde det samme, han så på hende da hun fadte tilbage på sofaen, undrende hævede han et øjnbryn, og han kunne ikke lade være med at se skræmt på hende da hun trak vejret så hurtigt. "Juliet.. noget galt?" spurgte han bekymret og lagde forsigtigt en hånd mod hendes kind. Han nikkede sløvt til havd hun sagde, "hvad er der galt med dig?" mumlede han og rykkede sig tætter på hende, han havde trystede hende så mange gange efter hånden at det bare var en vane at tage hende om armen trække hende mod sig, ligge hendes hovede mod sin bryst kas og sine amre om hende, med en hånd hvor han roligt strøg hende over håret.

Juliet bed tænderne fast i hendes underlæbe og sukkede dybt, hvordan skulle hun dog sige det? "Altsåå... Jeg... De... Dusørjagerne... De fandt ud af hvad jeg var og, altså, jeg måtte flygte fra dem... Det var... Det var virkelig fordærdeligt, men det var endnu værre at måtte flytte uden at sige... Noget som helst, jeg er virkelig ked af det Shay, men jeg blev virkelig nød til det, både for min, men også for jeres skyld, jeg kunne jo ikke ressikerer at i blev udsat for fare..." sagde hun og tårerne begyndte langsomt at forlade hendes øjne, når hun tænkte tilbage på den måde hun flygtede... Det var virkelig uhyggeligt hele tiden at skulle passe på... Juliet greb fat i hans bluse bag på hans ryg og knurrede den let mellem fingrende... Hun hulkede kort, men trak sig så væk fra ham igen "Undskyld" snøftede hun, nu gjorde hun det igen! Hun gjorde det alt for tit, det var jo forfærdeligt, hun læssede altid alting hen på ham og hun kunne jo ikke være det bekendt! "Jeg.." mumlede hun, men et undrende udtryk blev så vist på hendes ansigt "Shay? Er... Er du sikker på at der ikke er noget galt? Du ligner en der har et eller andet at sige" sagde hun og bed sig kort i læben... Ja... Han så... Fortvivlet ud? Hun kiggede fortsat på ham, undrende, hun var helt sikker på at der var noget galt.. Havde hun gjort noget galt?

//Undskyld den midstede kreativitet O.o//