Whuhu is ( Dårlig overskrift ) privat Ozzie...

tid: 20. 15.
Dato: 8 december.
Sted: Silent River.
omgivelser: ja gæt hvad der er ved en sø...
påklædning: En Sort jakke, et par sorte bukser og et par slidte lyserøde converse.


Sneen dalede hen over sheria, men Silent River, var blevet til et sneland nærmest, i højre side snemænd og venstre side havde der været børn som havde leget snekrig, iseen var fyldt med spor af skøjter, en smule blod lå der osse, det var næsten som om at der var en der havde væltet og slået sig måske næseblod. Camilla kom gående fra sidevejen, hun havde sovet i et forladt hus længre nede af denne vej og hun vidste godt at deer var en sø længre oppe af vejen, så hun drejedeaf da hun gerne ville hen og se nogle ting hun aldrig har set før. Hun udforsker ting hun aldrig har set før og så vandre hun fra by til by, da hun intet sted har at bo, sidst stak hun af fra plejefamilien.
Hun trådte ind et lag af sne, sneen gik ned i hende Converse, de var normalt lyserøde, men nu havde de fået farven hvid. Hun gik længre ned og satte sig på broen der var der henne, hun ville prøve at se om iseen kunne holde til hende, men det kunne den nok da hun jo var engel og engler vejer ikke så meget som normale mennesker.

Han følte sig endelig lidt skit tilpas, han havde steget af bussen og gået dirakte ind i spejlet ved bussen, folk havde fået sig et godt grin lige ind til de såd en stakkels blinde dreng der ikke kunne gøre for han ikke kunne se noget. Han smilte skævt og tog sig til hovedet da han mærkede smerten i panden, det gjorde faktisk ret undt at gå ind i den. Han undskylde til bus chaføren der var steget ud for at hjælpe ham, han spurgte om han var okay, men Ozzie havde dte altid fint, selv om han tit vandrede ind i lygtepæle, skilte og faldte når der var kantsten og trappe han ikek vidste var der. Han løftede hovedet ldit og prøvede at komem væk fra den opmærksomhed der havde bredt sig omkring ham, han brød sig endelig ikke om at være i rampelyset. Han gik sin vej, hen mod den sø han kunne lugte, det duftede af ferskvand og natur, det var en af hans ynglings lugte, selv om vinteren havde dræbt næsten alt liv, i hvert fald tæer og planter.

Camilla gik længre og længre ud på isen, men hun begyndte at føle sig utilpas da hun stod på midten af iseen, men hun mærkede noget dunke i iseen.
Hun kiggede hurtigt rundt og fik øje på en fyr han kom gående længre nede, men hun vendte sig om og mærkede hvordan iseen gengav hun stod på den, hun gik længre ned og på et træ hang et skilt " iseen er ikke til 20 killos mennesker, så det er på eget ansvar " Læste hun op.
EN smule nærvøsitet ( vis der er noget der hedder det ) gav sig i hendes mave hun havde en vægt på nogenlunde 20 kg, men måske mere eller mindre, det var en eller to uger siden sidst hun havde vejet sig, så hun ville heler ind i sikkerhed på breden så hun gik forsigtigt, men da hun nåde midten igen gengav den lille rumlen i isen, det gjorde hende en smule bange og gik en smule hurtigere, isen slog en revne på midten, men altså det var heldigt det avr en lille revne og ikke noget betydningsfuldt.

Ozzie mumlede noget fraværrende til de mennesker der var omkring ham, de troede bare fordi han var blind kunne han ikke kalre sig selv, men det kunne han sagtens, han ville og kunne selv, om han så skulle falde en million gange, så ville han selv, ahn havde dog intet imod når andre var bekymret for hans svaghed og gerne ville hjælpe, og han plagede også at tage imod hjælp fra andre, det var bare noget andet når folk begyndte at tro man var i livsfare bare forid man var blind, det var jo ikke fordi han havde mistet benene eller noget, han kunne bare ikke se.. lige nu. Ozzie gik mod søen og vendte ansigtet mod den. Han kunne ikke se noget men han kunne mærke hvor tynd isen endelig var, mon der var nogen der var der ude? Han håbede det da ikke for deres skyld, men han blev bevidst om at det var der da han hørte isen der revnede, det var jo farligt? Han gik hen til breden og stoppede der hvor han blev utryk og stod bare lidt uden at vide hvad han skulle sige "Er der nogen?" mumlede han.

Camilla gik hen imod ham og smilede hun vidste ikke om han kunne se hende eller om han ikke kunne, men det var en gåde " Ja, jeg er her " sagde hun og kiggede lidt betragtende på ham. Den unge pige gik helt op til ham og sagde hej for hun var ikke sikker på han hørte hendes snak " Heej " Forstrakte hun sit ord " Hvem er du ?" Spurgte hun en smule nervøst, hun var bange.
Hun kunne ikke lide at snakke så meget efter det der var sket med hende, hendes mor, far og søskende, de var brændt op i deres eget hus og det var hendes skyld, så hun forstod ikk ehvorfor det var hende der blev velsignet af gud, hvorfor kunne det ikke være hendes mor eller far, men nej lige netop hende.
Og nu i et par uger havde hun været hjemløs og bare vandret fra forladhus til det næste forladte hus, men hun satte sin ilt til gud.

Ozzie smilte tilfredst han vidste der var nogen, og så oven i købet en pige, der vandrede rundt på søen? Hun kunne jo komme til skade, tænkt hvis isen var gået helt i stykker og hun var faldte ned i det iskolde vand, det var så koldt at det kunne lamme alle muskleren og så ville hun ikke kunne bevæge sig og så ville hun drukne, det havde hun nok ikke lige overvejet, han smilte skævt ved tanken, godt han var kommet forbi, han ville have hjulpet hende hvis hun var faldet i, bare revet bindet af øjnene og løbet ud til hende selvfølige, mend et var mærkeligt hvordan kunne en der var blind bare.. kunne se sådan pludesligt. Han lod det være en gåde for hvem end der nu kunne læse hans tanker og smilte bare ved det. "Dav" mumlede han og smilte. "Jeg hedder Ozzie" mumlede han og vendte hovedet mod hende så han så opmærksom ud.

Camilla kiggede kort på ham " Heej Ozzie, jeg hedder Camilla" sagde hun får ikke at være uhøflig imod ham, en duft a elver kom hendes næse i møde, men hun vill eikke spørge om han var en elver, det lod hun selv folk fortælle om. Der er ingen grund til at hun skal løse deres gåder, vis de nok selv fortæller det. Hun er ikke uhøflig og hun viser ikke hun er bange for folk hun viser glæde når hun er nogle nær, men inderst inde er den unge engel skræmt, men ingen kigger inde i hende de kigger kun om hun er okay uden på, og ingen har kunne læse at hun har været trist. Det var heldigt for så slap en 14årig for at forklare sin historie for fremmede, så det var hun tilfreds med " hvad laver du her så sent?" spurgte hun og kiggede på himlen for hende så det ud som om kl var 22, men det var osse fordi hun intet har, ingen ting.

Ozzie nikkede bare lidt tøvende til det hun sagde, ikke fordi han var ligeglad med havd hun end havde lyst til at fortælle ham, han var bare best i sine egen tanker lige fortiden, de var så opslugende og underlige, men han havde det beder nu end nogensinde før, han havde fået selvskab af en dreng ved navn Jayden, hvilket altid gjorde ham i beder humør når han tænkte på Jayden, noget der ikke betød så meget for andre men betød meget for Ozzie, han kunne jo stort set høre alt, han elskede bare lyden af Jayden's stemme, han ville aldrig tage fejl af den slags, men han måtte heller holde op med at lade en alt for tidelige glæde opstige, de havde jo kun været sammen i en nat. Han smilte alligevel go kunne ikke alde være "Ehmm.. jeg er ikke sikker på hvad klokken er.. men jeg tager mig bare en gå tur" sagde han og smile vider til pigen ved hans side.