what did i miss? - Max

D: Irl
T: hen ad formiddagen.
V: tottede skyer, og til tider sporadiske solstråler.
O: mennesker er begyndt at fylde gaderne.

En gang hvert femte år var det tid.. Azair holdt stadigt lidt øje med sin menneskefamile en gang i mellem, selvom at de selvfølgeligt ikke kunne genkende hende.. hun forsvandt jo ud af familiens hukommelse i 18 hundrede tallet, men siden da havde hun holdt lidt øje med dem.. bare en gang i mellem, for nogle gange kom hun til at savne dem.. tit var det her op til jul, gerne juleaften, hvor at hun nærmest kunne fornemme glæden sive ud af dem.. der savnede hun dem..

i dag havde hun besluttet sig for at følge efter den unge kvinde Max, luciel havde opgivet at holde tal på om pigebarnet var hendes oldebarn eller hvad hun var, men hun var i hvert fald fra den samme familie som Azair havde tilhørt dengang hun stadigt var menneske og stadigt hed Anna Edwards. pigen, Max, var smidig, så det ud til, og mørkhåret, og nok værd at bruge en dag på selvom hun egentligt burde hvile sig.

Luciel selv var klædt i et par slidte cowboybukser, et par velholdte militærstøvler og en tætsiddende ikke specielt tyk jakke, modsat mange andre af de mennesker der gik rundt her i byen med store frakker for at beskytte sig mod kulden. sneen på jorden var blevet til gråbrunt sjask af alle de mennekser der havde gået der og luciel var forsigtig med hvor hun satte fødderne i den brede gågade. en kølig vind strøg ned i den menneskefyldte gågade, og fik tempraturen til at føles endnu lavere end den allerede var, men det påvirkede ikke den kønne udøde noget specielt.. hun var jo død, så kulde og varme havde ikke den store effekt på hende.

hun bevægede sig smidigt ud og ind imellem folk, indtil hun fandt sig et sted op af en oppyntet butiks rude hvor der var et ordenligt udsyn.. hun vidste at Max ville komme her forbi, så nu var det bare at vente.

Max' skridt var lange og smidige, som hun gik ned af gaden. Hun var iført et par sorte, rimeligt tætsiddende bukser med en del lommer, en sort læder jakke hvor lynlåsen ikke var lynet helt på, så man kunne se en smule af den stramme, lilla bluse inden under. På fødderne havde hun et par sorte millitary boots. Det lange brune hår var samlet i en hestehale, så det ikke kunne komme i vejen på nogen tænkelig måde. Hun så yderst praktisk ud i dette outfit, i forhold til resten af mængten der gik med store, tykke jakker, hvor Max' jakke var ganske tynd og sad tæt ind til kroppen. Dog havde hun intet problem med at holde varmen. Alt hvad der var nødvendigt for at sørge for det var en smule for i jakken. De stærke, feminine hænder var dæket af fingerløse hansker, for at de ikke skulle blive alt for kolde. Stivfrosne fingre var helt bestemt et no go i tilfælde af kamp.

Max' øjne var rettet mod en ung dreng, der gik sammen med nogle jævnaldrende nogle meter foran hende. Det var ikke meget tydeligt, men gav man sig tid til at se efter ville man godt kunne se, at hun helt sikkert fulgte efter ham. Han lod ikke til selv at være klar over det, men det var jo også lidt det der var meningen med det hele. At han ikke skulle opdage hende, før hun gav ham lov.
Havde man bare en smule kendskab til de forskellige racer ville man ikke have større problemer med at se at han var under ingen omstændigheder kunne være et menneske. Han var varulv, og han var det væsen som Max havde besluttet sig for at gøre til sin næste nedlæggelse. Hvilket også var grunden til at hun fulgte efter ham.

Det forholdt sig dog ikke sådan at hun havde tænkt sig at angribe ham denne dag. Dertil vidste hun slet ikke nok om ham. Nej, der gik som regel uger inden Max bragte et væsen til Chessaur, men når hun så endelig gjorde det, så var det som regel et hun fik gode penge for. Et svagt smil gled over hendes smil. Hun behøvede ikke at nedlægge væsner på daglig basis, sådan som mange andre jægere valgte at gøre. Så længe hun nedlagde noget jævnligt, så havde hun mere end nok til at kunne klare sig.

Max nød en sjælden stilhed mens hun gik. Ikke at der var stille i gaden, forskellige væsner, og mennesker gik og snakkede, og skabte den sædvanlige lyd af liv i byen, men inde i Max' hoved.. Dér var for engangs skyld stille. Ofte var det fyldt af lyden af fremmede stemmer, der skændtes og diskuterede, og guidede Max. Hjalp hende med at placere forskellige væsner, og afgøre hvordan man bedst kunne angribe, når tiden var inde.
Egentlig gjorde de ikke en skid, da det jo sådan set var Max der tænkte alle tankerne, men de var der nu alligevel. De gjorde hende opmærksom på at hun tænkte tankerne...

Da Azair fik øje på Max tillod vampyren sig selv et smil, for der var faktisk en ret kraftig lighed mellem de to kvinder, i hvert fald på deres udseende.. begge var slanke, stærke, og havde mørkt hår.. Azairs var dog mørkere, men det var først blevet kulsort, med de underlige røde striber efter hendes forvandling.. før havde hendes hår bare været en form for mørk nødebrun.

Hun purrede op i sit hår der altid var kort og pjusket bagpå,men lod det lange pandehår falde ned foran hendes ansigt, og frem for alt sine øjne, hvorefter hun trak hætten på sin jakke helt ned over ansigtet og trådte ud i menneske myldreret. hun var lige ved at miste Max af syne, men fik så øje på hende igen, og satte farten lidt op for at sikre sig at hun ikke mistede hende af syne igen. men netop da stødte gaden op til en smal vej og Azair nåede ikke at flytte sig før en høj, lidt tyk damekom hastede ud fra vejen og skubbede vampyren, så hun var ved at falde.

hun fik sat det ene knæ i jorden, men damen væltede så ind i manden der var ved at skubbe sig forbi Max, og han skubbede så til Max.. og det var der at Azair indså at hun var kommet for tæt på sit menneskelige familiemedlem. hun skulle til at rejse sig op men inden kastede hun et blik på Max, og manden foran hende der var ved at finde balancen igen. hvis max nåede at se det blik ville hun snart finde ud af at der var noget galt, for Azairs øjne var så hvide som is, og det eneste der var sort i hendes øjne var pupillerne.. men alligevel var det tydeligt at vampyren langt fra var blind.

Så kom hun op at stå og børstede støvet af sig, mens hun prøvede at komme lidt væk fra Max ved at gå ind imod nogle forretninger. hun håbede bare at max ikke havde set hendes blik, men alligevel et eller andet sted inde i hende var der noget der håbede på det modsatte. noget der håbede på at Max havde set hende..

Max gryntede irriteret, da en mand skubbede til hende. Hun så sig over skulderen, nysgerrig efter at vide hvad der var kilden til al den opstand der pludselig var. Hun nåede ikke andet, end at få et kort glimt af dem, men hun var sikker. Hvide øjne! Sådanne øjne kunne ikke være mennskelige. *Det er en dæmon! Jeg ved det! Det kan ikke være andet end en dæmon! Hold nu op med dit vrøl, det er da ikke en dæmon. Det er helt tydeligt, at det må være en vampyr. Midt om dagen? Det tror jeg ikke! Derfor kan det kun være en dæmon! Fulgte den efter os?... Pjat! Det er da ikke første gang at en vam... Hvad sagde du? Det hørte du jo udemær- Ikke dig! Dig! Hvad var det du sagde? Fulgte den efter os? Hvad? Hvorfor skulle den dog det? Jeg mener he- Ti så stille! Måske har hun ret?... Mske fulgte den efter os?*

Hele denne lange samtale fandt sted inde i Max' hoved, og fik hende til at rynke panden. Kunne den være fulgt efter hende? Åndsvage væsen! Nej, vent... Måske den ville rede varulven... Max så tilbage mod den retning hvor drengen hun havde forfulgt, og måtte bande lavmælt. Han var på vej væk. På vej ud af syne. Han havde dog ikke lagt mærke til hende endnu, og det var godt. Hun kunne altid fortsætte sin observation senere, når hun havde fået afklaret det med dæmonen. Eller vampyren.. Eller hvad det nu var!

Max var utroligt paranoid, et træk der nu trådte i kraft. Hun rynkede panden yderligere, og besluttede sig for at gå videre. Hvis væsenet virkelig var efter hende, så ville vedkomende følge efter hende, og gjorde det det... Ja, så ville det på den ene eller den anden måde få konsenkvenser...

Imens manden, kvinden, Max og de andre var ved at få styr på sig selv så de kunne haste vidre var Azair allerede på vej væk og det gik hurtigt. hun næsten løb ned af sidegaden som damen var kommet fra og sprang ind i en butik,en skobutik opdagede hun da hun var kommet ind, da solen viste sit gyldne ansigt. for hvis hun gik ned af sidegaden ville hun så solen i ansigtet og så ville det først rigtigt begynde at gøre ondt.

Vampyren var ikke sikker på om Max havde set hende, men alligevel gik hun hurtigt hen imod den unge kvindelige ekspedient, for at spørge om hun måtte låne deres toilet, med øjnene fast rettet mod gulvet og skuldrene luddende, mens hun håbede at kvinden ikke ville huske en person der virkede så selvudslettende.

hun havde stadigt hætten langt nede foran ansigtet, for hendes hud der var hvid som marmor, de lige så hvide øjne og det naturligt kulsorte hår med de røde striber ville nok vække lidt opmærksomhed.
på vej henimod ekspedieten kiggede hun uinteresseret på et par sko, bare for skuespillets skyld, selvom hendes tanker flakkede rundt inde i hendes hovede som forvirrede små fugle der til tider også stødte ind i hinanden hvis der ikke var plads nok..
*så hun mig? og hvad hvis hun gjorde? vil hun så ikke bare afvise det som indbildning, hun ved jo intet om min verden? hvad hvis hun ved et eller andet? eller finder ud af noget?*

Max gik videre. Hendes øjne søgte efter den unge varulv, mens hendes tanker kredsede om de hvide øjne. Dér! Der var han! Max satte tempoet en smule op, og lagde sig bag ham igen. Hvor var han da altså utroligt dum... *Hvor bliver den, hmm? Jeg sagde jo at den ikke følger efter os! Det kan vi jo ikke vide endnu! Tænk om den bare gemmer sig? Måske skulle vi angribe den? Det kræver ligesom at den er her! Ja! Vi må vente med at angribe den.. Den kunne blive vores næste offer?...*

Diskussionerne ville ingen ende tage. Stemmerne blev ved med at køre i det samme emne, og fik Max' sanser til at trippe på tåspidserne af bar spænding. Hun var i yderste alarmberedskab. Dette var blot en brøk del, af hvad stemmerne kunne gøre ved hende. Udover at de kunne aktivere den mere paranoide del af hende, så kunne de også gøre meget andet. De kunne bringe hende til tårer, de kunne få vreden til at brænde i hende. Max' reaktioner var meget afhængige af hvad stemmerne sagde, og gjorde.

"Vi må bare vente.. Der er ikke andet at gøre. Vi må vente og se. Måske kommer den igen, og måske gør den ikke. Men hvis den gør, så må vi være beredte på det!" tilføjede hun tænkende til stemmernes diskussion. Hun kastede et enkelt blik over skulderen, før hun igen lod øjnene hvile på den dreng hun fulgte ned af en lidt mindre side gade, hvor der ikke var helt så mange mennesker, som der var på den store gade.

Før Azair nåede hen til ekspedienten forsvandt solen og da det ikke så ud til at hendes menneskeslægtning kom ind i butikken, tog hendes nysgerrighed over og hun stak hovedet ud på gaden. men trak hurtigt hovedet til sig igen da hun så en hvis person komme ned af gaden.. og nu lagde hun også mærke til drengen der gik foran hende, han var der da også inde på hovedgaden.. der gik hun da også efter ham.. fulgte hun efter ham? og hvorfor i så fald? svaret lå lige foran næsen på hende, bogstaveligt talt, da han kom tættere på.. stanken af våd hund nåede hende og hun rynkede automatisk på næsen over det.. en varulv?! hvad ville hun med ham? kunne det tænkes at hun vidste hvad han var? nej da selvfølgeligt ikke.. hvor skulle hun have fået sådan noget at vide.. hun rystede på hovedet som for at afvise den absurde mulighed.

Igen stak hun hovedet ud af døren, og fandt det hun søgte efter. det par meter længere henne af gaden, halvtreds meter eller der omkring, lå en lille gyde. der måtte være en brandtrappe eller noget så hun kunne komme op på tagene.. der ville hun være sværere at få øje på.. men først skulle hun jo lige de halvtreds meter hen ad gaden, hvor hun var fuldt synlig.. hun sukkede.. dette her blev mere og mere besværligt.. en forbandelse blev sendt afsted mod damen der væltede hende, men så tog hun sig selv i nakken og hun rettede sig lidt op som hun gik ud af butikken.
selvom hun prøvede at holde sig i husenes skygge var der ikke så meget skygge så langt oppe af formiddagen og hun var pinlig bevidst om at hun var ret synlig. hun lod hovedet synke ned imellem skuldrene imens hun tilbagelagde de mange meter.

Da hun endeligt drejede ind i gyden, kunne hun ikke rigtigt nære sig for at kigge ud på gaden igen. bare for at se om hun var blevet set.. stadigt var der et eller andet i hende der gerne ville opdages.. for en gangs skyld.