On and on... - Sophia (Privat)

Tid: kl 20:21
Sted: Udkanten af La Sunisha.
Vejr: Overksyet.
Dato: IRL
Dag: IRL
Omgivelser: Få mennesker.
Påklædning: En lang, sort frakke, og et par bukser. Kulde generer ham ikke.

Valeron gik ned igennem de små huse der lå i udkanten af La Sunisha. Han skulle besøge en gammel veninde, han ikke havde set længe. En veninde, han troede havde glemt ham. Han gik ned ad et par gader, og nåede endelig til hendes vej. *Så er det bare hvilket hus det nu engang er i.* Tænkte han. Han gik forbi adskillige huse, kiggede på postkasserne. Der var intet. Han kom endelig til det rigtige, og gik ned ad den fint belagte trappe.
Huset lå lidt lavt nemlig, og det passede ham fint. Han gik hen til døren, og bankede på. Han stod nu, i den kolde vinteraftens luft, og ventede på sin venindes svar, på hans banken. Han vidste ikke, om hun havde hørt det, så han bankede på endnu en gang, i håb om at hun hørte det. Han havde ikke set hende i et par år, så han glædede sig meget.

Sophia sad i den røde lænestol inde i stuen, bukket ned over nogle lektier. Hun var iklædt en stram hvid skjorte og en kort rødternet nederdel. Hun havde en sort vest på, der var ret kort og et slips, der matchede nederdelen. Hun hørte den første banken, og en bekendt duft bredte sig ude fra gangen af. Hendes blik søgte op mod ruden, der vendte ud mod baghaven, men så rejste hun sig. Langsomt gik hun ud i gangen. Hendes ben var blottede, eller... Hendes lår var. Fra tæerne og op til knæet havde hun et par sorte strømper på.
Hun åbnede langsomt døren, imens duften blev kraftigere. "Hej Valeron!" sagde hun venligt. Tydeligvis var hun den artige pige - hendes facade.

Valeron smilede til hende. "Hej Sophia." sagde han i et varmt tonefald. Hans blege krop trådte ind i gangen, og han smed frakken. Hans nøgne overkrop glinsede let af den fugtige luft udenfor. Han havde heller ingen sko eller sokker på. Bare fødder, det elskede han. Han stod faktisk kun i et par bukser. Sådan havde de kendt hinanden længe.
Han satte sig ind i stuen, og kiggede på nogle af hendes lektier. "Du laver stadig det samme ser jeg?" sagde han med et lille smil. Han huskede sidst han havde set hende. Samme lektier, smame stil, altid det samme skoelarbejde, på forskellige skoler. Det undrede ham nu meget.

Sophia smilede. Da hun så at Valerons overkrop var fugtig, løftede hun hænderne. "Jeg tilkalder dig ild, og byder dig velkommen..." sagde hun stille, og en lille flamme voksede frem mellem hendes hænder. Før hun kunne påkalde andre elementer, skulle hun altid have ilden med sig. "Jeg tilkalder dig luft, og byder dig velkommen." sagde hun, denne gang mere kraftigt. Straks efter havde den pludselige luftændring tørret Valerons krop.
"Det samme?" hvæsede hun irriteret af ham.

"Ja. Du går stadig i skole. Find dig et fritidsjob!" sagde han og grinede lidt. Det var underholdende, da hun jo ikke blev ældre i udseende. Heller ikke ham selv, men dog, det var morsomt. Han strøg sit blonde hår til siden, og hans øjne blev nu blottede. De fine, klare øjne. Som var de lavet af glas. De glimtede let til hende, både charmerende og sødt. Han var bare sådan.
Han så sig om i stuen, kiggede på hylder og reoler. Alt derinde var bare så... Idylisk. Ifølge ham selv, i hvert fald. Han faldt godt i med stuens afslappede natur. Han rejste sig, og gik ud i køkkenet. Han var ikke sulten, men kedede sig, og ville se, hvad der nu engang var i køleskabet. Han åbnede det, og en kølig brise ramte ham.
"Nånå, almindelig mad, overraskende." sagde han, og tog en flæskesteg ud fra den nederste hylde. "Til mennesker? Eller hvad?" spurgte han med et stort smil.

Sophia trippede utålmodigt. "Jeg gik i folkeskole før!" igen, hvæsede hun. Hurtigt fulgte hun efter Valeron ud i køkkenet. "Hold dig væk fra mit køleskab!" sagde hun irriteret, og tog flæskestegen ud af hænderne på ham. Hun åbnede det øverste skab i køleskabet - fryseren, rettere sagt. Så vendte hun sig om og lænede sig op af køleskabet, efter hun havde lukket det. "Jeg er i det mindste mere menneskelig end dig, djævel." sukkede hun og gik ind i stuen igen.
Det var utroligt, hun havde ikke set Valeron i to år, men han var stadig den irriterende kegle som før. Eller - efter hendes mening var han irriterende. Hun smed sig i den røde lænestol, som passede til resten af den mørke stue. Så holdte hun sin hånd frem, imens hun mumlede: "Ild, jeg tilkalder dig og byder dig velkommen."
En lille flamme voksede ud af hendes hånd. "Styrk dig selv, og jeg vil hjælpe dig på vej." sagde hun så, og flammen voksede lidt. Et lettere sadistisk smil gled over hendes neutrale læber.

Valeron smilede lidt til hende, da hun gik ud af køkkenet, og gik stille med ind i stuen. Da hun påkaldte sin ild, var han på nippet til at lave den sorte stjerne, i angst for at hun ville brænde ham af, men undlod, da han jo kunne skabe den ligeså hurtigt som hendes ild var dukket op. Han havde ikke noget imod hende personligt.
Han smilede til hende. "Nånå, hvordan går 'livet' så hos dig?" sagde han, af ren og skær kedsomhed. Han havde ikke set så meget til hende, så der kunne jo være sket meget. "Har du forført nogle flere fyre?" spurgte han med et drillende smil. Han huskede hende allerbedst som en sommerromance.
Det var dog længe siden. Umindelige tider siden, han huskede det knap nok. Men i hvert fald, havde de haft det godt og hyggeligt sammen. De havde grinet så meget, haft et romantisk forhold - han havde engang givet hende finger, men mere blev det aldrig til.