ikke altid så alene som man tror (orlando)

Scarlett elskede denne skov, den fik hende til at føle sig levende. det var ikke tit at hun mødte folk eller væsner i denne skov, for det meste var hun faktisk alene...
hun gik roligt rundt i skoven, faktisk nynnende.. det var ikke tit hun nynnede, det var kun noget hun gjorde når hun var alene..
sneen omkring hende følte hun smuk, den var kold, og mindede meget om hende selv, på en underlig måde.
hun lænede sig op af et træ der stod nær en lille bro over åen, hun stod og tænkte for sig selv, dette var det sted hun best kunne få ro på sine tanker.

Orlando gik ude i skoven da han blev overvældet af de unges
larm i gaderne inde i den indre by. Han var egentlig på vej
hjem, dog havde han brug for luft omkring ørene, og kun høre
træernes samt buskenes hvisken. Han elskede forsamlinger, dog
elskede han også højt at gå i skovens rolige arealer og lade tankerne
flyde eller bare lade dem være og lukke af.
Han gik stille ude på en af de smalle stier med hænderne ned i hans
bukselommer imens han skiftevis gik og kiggede på stiens stenindhold
samt omgivelserne omkring ham.

efter at have stået lidt længe blodt at lave ingenting.
gik hun ud på den lille bro, hun stod ca på midten af den og kiggede ned i det stille vand, hvor fiskene ikke var mange..
hendes tanker fløj rundt, og hun kunne ikke holde styr på dem..
der var et eller andet, der havde fået hende til at forandre sig.. hendes kolde jeg var der stadigvæk.. men hun følte sig sårbar... måske lidt ensom... hun havde aldrig rigtig haft en eller nogle at snakke med, kun dem hun havde slået ihjel for fornøjelsens skyld.
og hendes evige angst for at en af hendes egen slaks skulle komme og slå hende ihjell.
efter hendes mange år hvor hun blodt havde flygtet fra folk. fra væsner. var hun nok blevet ret ensom..
hun kunne mærke vindens blide strøg på hendes kinder, der stille strøg hen over hendes hår, og fik det til at bølge let, hen over hendes skuldre og ryg....

Orlando var gået et godt stykke på ingen tid ned af
den lille smalle sti, og havde nydt stilheden samt
den smule lyd der kom fra den levende skov han
havde begivet sig ind i. Han fulgte stien længere og
længere, og var egentlig ligeglad hvor den fulgte hen.
Han skulle intet nå, han sov jo ikke, så det var fuldstændig
lige meget, det eneste han skulle var at nyde stilheden og
nok på et tidspunkt finde sig et godt måltid mad.
Han mødte søen da han havde gået i kvarters tid, og lukkede
stille øjnene af duften af det friske ferskvand.
Han forlod stien og gik hen til vandkanten. Han lod sig selv
bøje sig ned og hans ene hånd som var i hans lomme
lod sig vise dig og tippe fingerspidserne ned i vandet. Det
var koldt, dog generede det ham på ingen måde. I et hurtigt
øjeblik, lod han ham selv, stå og nyde udsigten.
en lyst til at mærke vandet omkring hans krop, fik ham
til at smide trøjen og hans bukser, dog lod han sine underbukser
blive på, samt alt andet lå smidt ved breden. så hoppede han i
med et flot og øvet hovedespring.

med et sæt vendte scarlet sig rundt da hendes skærpede hørelse opfangede,
en lyd længere ned af søen... hun vendte hovedet mod lyden,
hun gik ned fra broen og gik roligt, i den retning hvor orlando var.
hun holdte sig skjult men ville finde ud af hvem der var i skoven.
hun var nysgærrig af natur, og når hun først havde sadt sig noget for var
der indet der kunne få hende fra det.
hun så en skikkelse i vandet længere fremme.. det var en ung mand.
faktisk en meget flot ung mand. hun ville ikke skabe opmærksomhed.
da hun godt vidste at hun aldrig kunne være sikker.
hun stod bag nogle træer, men kun kunne føle hans tilstædeværelse.

Orlando lod sig selv svømme under vandet og nyde
det kolde varm omfavne hans kolde krop. Hans ansigt
var koldt og hans øjne dybe og mørke. Han havde dem
lukket, da han ikke brød sig om at få det urensede vand
ind i hans øjne. Tanken om hvor mange bakterier der
var samlet i søen, væmmede han sig over. Dog blev han
i vandet, da han kunne mærke at hans døde krop havde
god af det. Dog svømmede han op til overfladen og trak
vejret ind, af ren vane fra hans fortid som menneske.
Han pustede luften ud samt få små dråber af de kolde
og friske vand.

hun var helt stille, og unaturlig fredsomelig.
efter lidt var hun ikke nær skræmt af ham, men blev nysgærrig.
hun tog nogle skridt hen mod ham, og betragtede ham..
hun kunne mærke de var af samme race.
skulle hun sige noget?... hun kunne ikke helt finde ud af om hun skulle gøre noget.
eller bare gå igen..
hun sukkede svagt og vendte sig roligt rundt, hendes lange lyse hår flød i vindens
pust. hun gik meget stille og roligt i vandkanten..
hun havde indet mål om hvor hun skulle hen, og indet mål med hvad hun ville gøre.
hun var kun gået et par skridt fra hvor orlando svømmede.

Orlando var noget et godt stykke ud på søen nu, og
havde fronten mod søens midte, dog ville han ikke
svømme særlig langt ud. Han lod sig selv flyde bagover
og slappe af, dog da han lukkede øjnene og sugede
godt ind igennem næseborende, lugtede han med
det samme at han ikke var alene. Han åbnede sine
øjnene hurtigt, og lod dem stirre lidt op i himlen,
inden han så kiggede rundt på søens breder. Men
lugtede dog at væsnet, vampyren, der var i hans
omgivelser, ikke var så langt væk som han troede
i første øjeblik. Han vendte sig rundt i en hurtigt
bevægelse, og lod sit blik med det samme ramme
en kvinde der stod ved bredden, ved siden af hans
tøj. Han svømmede ind imod hende, imens han havde
sit blik plantet godt fast på hendes ansigt. Han vidste
godt, efter han gode race bedømmende lugtesans at,
hun var vampyr, dog lignede hun en engel med hendes
lyse hår som gik hende lidt ned over skuldrene. Han nød
hendes udseende og da han var svømmet ind hvor han kunne
rejse sig og få fat på bunden med hans bare fødder, rejste
hans sig og lod sine to hænder glide over hans hår for få det
væk fra ansigtet, samt få vandet ud som havde suget sig til
hans krøllede hår.

hun kunne ikke helt få sig selv til at gå væk derfra..
hun vidste jo godt at hun havde været imod det der var værrer.
vinden strejfede hendes bløde kinder.
mens kun stoppede op og vendte kordt blikket tilbage på ham.
hans udseende betagede hende.. han var smuk på hans egen måde..
hun smilede skævt, og eftersom hun godt vidste, at han havde fået færden af hende.
ville det være tåbeligt at gå væk derfra...
hun så ned og tænkte så lidt.
hun så lidt på ham igen, "hej." sagde hun så roligt og så på ham.

Orlando kom op fra vandet i stille tunge skridt, og
svarede med mørk samt charmerende stemme.
" Godaften". Han gik til side til hende og bukkede
sig ned efter sit efter lagte tøj der lå tungt på jorden.
Han tog sine bukser først op og tog dem på sine bare
samt våde ben. Dog generede kulden ham ikke, på
nogen måde, da det gjorde det ikke med vampyrer,
da de eftersom var døde.
Han lukkede sine bukser, men han kiggede skævt
hen på den smukke vampyr kvinde, der stod på hans
venstre side.
" Roligt ydre de bærer " udstødte han, da han var
van til at de fleste han stødte på, var skræmte eller
nervøse over hans nærvær, dog bar hun et stille og
roligt ydre, men dog var han i tvivl om hvad der foregik
inde bag den facade.

hun så lidt ned. og smilede så..
hvorefter hun kiggede på ham, der var noget i det han sagde..
det var hendes rolige ydre der, var fremme.
der var dog noget inden i hende der godt kunne lide at være roligt..
ikke hele tiden skulle anstrænge sig for at være barsk og kynisk..
dog ville det dog ikke være en side af hende der helt ville blive gæmt væk.
"jeg er ikke bange af mig... når man har set den anden side, er der ikke meget der kan skræmme en.."
hun smilede roligt og så på ham. der var noget ved hans udstråling hun godt kunne lide.

Orlando smilede et små overbevidst smil, da han var
en smule forbavset over hendes sande samt overraskende
svar.
" Sandt, sandt.." udstødte han og fumlede lidt med sin hvide
t-shirt som han havde smidt på jorden. han vrissede stille for
sig selv, da jorden var blevet en smule fugtig og havde efter-
ladt en brun plamage på hans hvide klæde. Han lod T-shirten
falde ned over hans sjældne solbrune, samt charmerende
bryst, og rettere efterfølgende på den, for den skulle sidde
som før. Han bukkede sig endnu en gang og tog sine støvler
på, imens han igen svarede på hendes sande og fortællende
svar.
" De er en af de få der har oplevet anden side, som noget negativt?
godt nok er siden, så venlig samt blød og engleblid".
Han rejste sig efterfølgende, og lod sin knælange brune læderjakke
falde omkring ham, og en smøg blev trukket op af hans brystlomme
på frakken, og tændt med hans ældre tændstikker.
Han betragtede den smukke og lyshårede kvinde foran sig, og nød
synet uden tvivl.

hun så roligt på ham, og smilede skævt..
"de sidste mange år af mit liv har ikke været en dans på roser... "
hun så blidt på ham og nød synet. han var en smuk ung mand..
hun slappede mere og mere af jo længere tid, de snakkede sammen.
vinden strøg blidt hendes kinder og hen over håret.
hun løftede sin hånd og strøg blidt noget hår væk fra hendes ansigt..
"hvad laver du egentlig her i skoven.. selvfølgelig ud over at nyde vandet.."
hun sagde det helt roligt og betragtede hans flotte krop, og ansigt..
hans aura/udstråling..

Orlando lod sin vægt læne sig over på hans ene ben, og
han lod et tænkende blik falde ud over den små dampende
sø. Hans liv havde ikke været en dans på roser, men det
var det skam heller ikke. Men han nød dog heller ikke at
danse, så den tanken fandt han kun en smule morsom.
" Jeg nyder skovens ro. Her er der ingen der kommer og
skal ende dine dage, eller suge dit blod, spise dit kød,
forføre dig med falske oplysninger". Han lo til sidst i hans
sætning. han følte sig godt tilpas i kvindens selskab, og
i skovens stille ro. Han nød at være i stilheden,dog nød
han også at kvinden ved hans side formod at give luften
lidt lyd.

hun grinede stille ved hans sætning og kunne godt se det morsomme i den..
"det har du ret i... forresten.. så hedder jeg Scarlett." hun så roligt på ham
og smilede blidt. hun gik lidt frem hvor et stort birketræ stod.
hun lænede sig blidt op ad det og så roligt på den unge mand.
hun tænkte ikke over at hendes navn ofte forbandt hende,
med den bandte hun var leder i, for mange år siden.
hvilket var grunden til at hun ofte frygtede for sit liv.

" Så vi er dus?" svarede Orlando og grinede et lille
udstødende grin. Han kiggede på Scarlett med beundrende
øjne, og nød synet af hendes smukke krop. Hun var
ikke over dækket med skrappe parfumer, make-up i hele
facaden eller moderne og kort tøj. Hun var naturlig smuk,
og det var længe siden af Orlando havde mødt kvinde med
det udseende. Han havde mødt mange tiltrækkende kvinder
dog ikke som var som hende. Han lod et tilfreds blik falde
på hende, dog fjernede han det, og kiggede ud på søen,
men det vendte sig dog hurtigt hen imod hende igen da
han af venlighed ville præsenterer sig tilbage på hendes
imødekommende præsentation havde vist sig.
" Orlando Van Lake" præsenterede han og lod et lille buk
vise sig med nakken samt lidt af hans bryst. Han fjernede
nogle få hår totter som havde slynget sig ned i hans ansigt,
endnu en gang. Han fjernede dem med et rolig hånd, som
kørte igennem hans krøllede hår, og lod hånden blive lidt
imellem hårets hår, før han sig gav slip og lod hånden falde
tungt ned af hans side.

hun smilede skævt. "vis du synes.." svarede hun roligt.
hun lagde blidt, hendes hænder om sig.
hun så lidt ned og lod så hendes blik glide over på
Orlando. hun prøvede på ikke at overbeglo ham.
men der var noget ved hans udstråling hun virkelig
godt kunne lide. han var en virkelig flot ung mand.
hun var nærmest betaget af hans flotte øjne hans
blik. hun så lidt ned, og holdte lidt om sig selv.

Orlando rettede på det sidste af hans tøj, og lod blikket
skiftevis rette sig ned af ham selv og hen på Scarlett.
Han smilede let for sig selv, og gøs en smule, da hans
våde hår dryppede ned på hans skulder, samt ned af
hans bare hals, som undrende nok bar den solbrune
farve, som han ikke havde mistet, selvom han havde
udviklet sig til vampyr.
Han rejste sig helt, rettede ryggen, og tog en mundfuld
luft, inden han så med en charmerende, italiensk og
varm stemme udstødte.
" Lad os følges". Han begyndte stille at gå hen på stien
der lå lige oppe over en lille bakke der var ned til søens
bred.

hun så roligt på ham og smilede stille.
"det kan vi godt" svarede hun roligt og smilede så.
hun holdte blidt om sig selv, og så så på ham da han kom nærmere.
hun gik roligt, ved siden af ham og tænkte.
hendes blik var helt roligt og hendes øjne var blå/grønne, og reflektedere,
stjernernes skær..
man kunne høre, bladenes visken i den blide vind.
"det er faktisk længe siden jeg har snakket med en som dig.." sagde hun roligt
og betragtede ham blidt.

" en som mig?" spurgte Orlando overrasket og med et
charmerende smil.
" Der er ikke andre som mig. Men vampyrer? omgås de
ikke andre?" spurgte han med en smule sarkastisk smil
dog, tonede det ud efter lidt da han blev mere spørgende
i sin tone. Han gik stille hen af stien som var smal og rolig.
De små sten samt krus der lå hen af stiens lange længde
gav små lyde fra sig, da Orlando og Scarlet stille gik.
Orlando tog stille et lommeur frem og kiggede på det, efter
det havde åbnet sig og givet en lille metal åbnende lyd
fra sig.

hun så roligt på ham og smilede blidt.
"jo altså... det er sjældent jeg møder en varmpyr der er så venlig over for mig... de fleste prøver på at slå mig ihjel.." hun så lidt ned og sukkede svagt.
hvorefter hun så, så roligt på ham igen og smilede et stille skævt smil med et roligt
og charmerende blik.
*der er noget... et eller andet... ham her... han er speciel....*
tænkte hun roligt for sig selv. mens hun blidt holdte om sig selv.

Orlando tog sin læderjakke af ham selv, og lod den falde over
Scarletts kolde og bare skuldre.
Han sendte et venligt blik til hende. han brød sig ikke meget
om andre racer, dog havde han været svag i nogle tider. men
vampyrerne måtte stå sammen, og gøre hinanden stærkere og
stærkere. Og han var ikke så venlig overfor andre racer, end
vampyrer, dog hjalp Scarletts skønhed også på hans rolige og
venlige ydre.

hun tog blidt hendes hænder op op jakken og holdte den over sig.
"tak.." sagde hun roligt og så blidt på ham med et stille/roligt smil.
hun så lidt ned og tænkte, og så så op igen og ud af den lille smalle sti.
og gik roligt ved siden af orlando.

Orlando lod sig ikke sige noget, men nikkede bare et enkelt
nik, som en respons på hendes taknemlighed. Han sukkede let
da stilheden strømmede ind over dem. Han lod sine hænder
langsomt glide ned i hans bukselommer. Egentlig kunne han
godt mærke det var koldt, men som vampyrer frøs de jo ikke
da de var døde, og ikke blev generet af vejret sådan. De kunne
hverken svede eller fryse.
Han lod bare sin jakke varme Scarlett alligevel da han var en
gentlemen overfor smukke kvinder samt vampyrer. Dog var
krigen begyndt så han holdte sig for det meste til vampyrer, og
hvis han skulle være sammen med nogle af de andre, var det for
sultens skyld, samt sammenleje, da han mere og mere, følte en
trang til en kvindes krop.

hun kunne egentlig ikke mærke varmen som sådan, men det var nu rart afligevel.
hun havde langt hjem, men hun elskede denne skov.
det var ikke så meget hun var hjemme, hun kunne bedre lide naturen.
krigen der var over dem, gik hende på, ikke fordi hun ikke var van til at folk vikke prøve på at slå hende ihjel, men det var jo alle racerne der før i tiden ville slå hende ihjel, så måske ville det være lættere, at komme overens med varmpyrene.
hendes udseende hjalp hende dog lidt.
hun så på orlando, og smilede stille og blidt.
hun var på en måde tryg i hans tilstædeværelse.
hendes hår bølgede let i den kølige vind, hun holdte blidt hendes hænder om sig selv og kørte dem så roligt ned over hendes ben, mens hun roligt gik vidre ved siden af ham.