en del af mig - Destiny

Tid: 14:00
Sted: Den triste skov
Vejr: Overskyet dog ret så varmt
Omgivelser: Et par fugle

Jasper havde en af de der dage hvor han ikke havde lyst til at være hjemme, han havde heller ikke lyst til at gå hen i parken eller andre steder hvor der sikker bare var fuldt af mennesker. han havde derfor taget bussen hen til Werclare, hvor han havde gået af og ikke viste derefter hvor han ville hen. han havde sin taske på ryggen som altid, og sine arme som hang lidt utroligt ned af siderne på ham da de var klar til at tage imod et fald hvis det nu skulle ske. hans blik var rettet ned mod sine fødder, og derefter så han ikke hvor de førte ham hen til han begynde at gå på nogle grene og først der fandt han ud af at han var på vej ind i skoven... den triste skov som folk kalde den, han havde hørt om den og havde endelig altid haft lyst til at se den. han gik bare roligt der ind til han pludselig stoppede op, og gik bare hen og satte sig op af et træ. han nød endelig at være der, selv om den så ret så uhyggelig ud så følte han lidt at han hørte til der inde.

Destiny var gået ind i en lidt speciel skov hvor, der var en lidt meget uhyggelig. Men uhyggelige ting var pragtfulde på deres egen måde. Hvad ville verdenen være hvis ikke den, og havde uhygge. Det ville da være kedeligt hvis alt bare var som at gå på en regnbue, eller derimod ride på en enhjørning. Det ville være enormt kedeligt. Og af den grund måtte uhyggelige ting være skabt. For at skabe lige vægt i verdenen. Det var derfor det var så fantastisk. Destiny bevægede sig gennem træerne, og buskene. Hendes sko knirkede fordi der var tørre grene og kviste som bund. Destiny var i klædt en af hendes jakker,som der havde en svag gullig farve. Hun havde hendes rygsæk på, som der var proppet op med forskellige Batchs(staves). Hun havde jeans med slidemærker på, og hendes sorte Converse på. Hendes brune hår hang langt ned over hendes ryg og skuldre. Hun kiggede let rundt med hendes lysebrune øjne og fik øje på en skikkelse henne ved et træ. Et svagt smil bredte sig hen over hendes let lyserøde læber. Hun betragtede let skikkelsen i et stykke tid. Hun var ved at skrumle over nogle træstumper, men nåede heldigvis at tage fra med hendes arme. Hun fik rejst sig igen. Hvorfor var hun også så pokkers klodset? Det havde hun rent faktisk været. Det var nu enlig en underlig ting at være, men sådan var det vel bare med nogle mennesker.