Søgen efter noget. -Destiny-

T ca kl 9 om aftenen
S Den triste skov
O mørke træer og skygger
P en ærmeløs hvid tshirt og et par sorte cowboy bukser og store sorte støvler.
V Det regner meget, og er køligt. Ingen sne.

Jessie så op fra det lig der lå, med opsprættet bug, foran hende. Det var en ung mand, det havde næsten været for let at lokke ham her ud og brække nakken på ham. Blodet dryppede fra hendes hage og ned på den hvide top, og indvoldene på jorden sejlede i vand fra den silene regn.
Hun brød sig ikke særlig om at komme ud af den blodrus hun gik i når hun var sulten, men hun havde intet mod at slå ihjel. Hun kunne bare ikke se hvorfor hun skulle når hun ikke var sulten eller vred. Hun rejste sig langsomt og vred det lange hår over den ene skulder. På en måde følte hun sig meget ensom, hendes eneste selvskab herude havde hun lige ædt.

Destiny var igen taget ud til den speciale dystre skov. Hun kunne nu enlig godt lid stedet, da det var lidt specielt i forhold til alle de andre steder, som der lå her i denne by. De fleste steder var muntre på sin egen måde. I hvert fald dem hun havde set. Hun bevægede sig ind igennem krattet, og træerne. Hun stoppede op da hun kunne dufte salt og en metallisk duft som der løb gennem luften. Det var nok et dyr som der havde myrdet et andet eller sådan noget. Hun bevægede sig derfor videre igennem skoven, men duften af metal, og salt blev værre. Hun ville vide hvad det var nu. Det var tydeligvis blod, som der var i luften. Men det burde da ikke være så slemt? Hun bevægede sig i retning af lugten. Da hun trådte hen imod det sted hvor blodet var, så hun indvolden, som der lå spredt ud over skovbunden. Hun tog hendes hånd op til munden, da hun ikke kunne skrige. Hun mærkede en klump i halsen, som der tydeligvis fortalte hende at hun skulle kaste op. Hun stirrede på liget som der ikke lå længere væk fra hende end et par meter. Et svagt skrig kunne høres fra hende da hun begyndte at bakke bag ud. Først nu fik hun øje på en pige som der stod nær liget. Det måtte være hende der havde slået menneske ihjel. Hun stirrede forfærdet på pigen.

Jessie så forskrækket op med flammende røde katteøjne, hendes indre dæmon var blevet vækket allerede da hun havde slået fyren ihjel, men lige nu kunne man kun se det i hendes øjne. Hun forbandede sig selv langt væk, for ikke at ha' fået færten af dette menneske der nu så ubelejligt havde afbrudt hende. "Nej lad vær at gå!" Råbte hun, da pigen begyndte at bakke væk. Hun forsøgte at tørre det værste af blodet af hagen med sit ærme, og tog et skridt frem.

Destiny vidste ikke om hun skulle skrige, eller græde. Hun var bare så bange. Den person kunne da ikke være andet end sindssyg vel? Men nu var det jo sådan at hun ikke rigtigt vidste noget om de andre racer som der fandtes i denne skøre verden. Hun rystede, og blev bare ved med at bakke bag ud inden, hun stødte ind i et træ. ” Nej” nærmest skreg hun da personen bevægede sig hen imod hende. Hun faldt let ned i knæ og tog sig til hovedet. ”Det er bare en drøm, en dum drøm” hviskede hun panisk for sig selv. Hun kunne jo regne ud at det i hvert fald ikke var en drøm. Det var meget indlysene endda. Hun knugede hendes hænder imod hendes hår. Hun blev ved med at hviske panisk til sig selv. Destiny havde hendes gullige jakke på som der gik hende, midt på låret. Hun havde hendes cowboyblå jeans på som der nu havde brunlige streger på knæene, da hun sad på den fugtige jord.

Jessie gik med hurtige skridt hen imod pigen og satte sig på knæ foran hende. "Rolig nu, jeg slår dig ikke ihjel, jeg var bare sulten". Det rødlige skær var forsvundet fra hendes øjne og der var ikke så meget mere blod på hendes bryst. Hun rejste sig og lod en hånd glide igennem det mørke hår. Et opgivende suk undslap hende og hun følte sig Tom. Hvad skulle hun nu gøre med denne fremmede der havde set hende fra hendes værste side, da hun var uforberedt. Skulle hun slå hende ihjel? Det ville være let, som ar klemme livet ud af en af de fugle hun altid så på om morgenen. Eller skulle hun lade hende leve? Det ville være risikabelt. En risiko hun ville tage?
Hun gik mest ind for det første for det ville være let, uden risiko. Men hun havde ikke lyst til det....

Destiny var nærmest panisk, da denne pige satte sig foran hende. Hun var ikke bange for døden, hun var blot bange for denne person. Da Pigen rejste sig, skyndte hun sig at rejse sig op, og havde mest en trang til at løbe skrigene bort. Hun ville bare hjem, i sikkerhed. Hun kiggede på denne skabning, som der havde spist et menneske. Hun kiggede igen hen mod liget. Hun valgte hun ville løbe inden det var for sent, så hun ikke endte som liget. Men det var som om, da hun prøvede at løbe at hendes ben ikke ville bevæge sig. Hun prøvede at trække vejret mere eller mindre normalt, men det var nu lidt svært, når man helst ville stikke af og ikke kunne. ” Hvorfor? Hvorfor dræbte du ham” hviskede hun halvkvalt i ordene. Hun træk vejret så roligt som hun nu kunne, men det virkede ligesom ikke rigtigt.