Flygter fra mit eget spejlbilled -Altair-

T sent om natten/ tidligt om morgenen.
S Den triste skov.
OEn lille bæk og sorte træer og tjørnekradt
P En hvid tanktop, et par militærfarvet shorts og hendes elskede store sorte støvler.
V Koldt mørkt og forladt. Ingen sne eller regn.

Jessie sad i skræderstilling ved en lille bæk og kastede småsten i vandet, med en ligegyldig bevægelse. Da hun endelig ikke havde flere tilbage lænede hun sig frem og støttede hovedet med sin ene hånd på hendes knæ. De få rester af en kvinde lå spredt bag hende, og der sad stadig friskt, glimtende blod på hendes hage og bryst. Der var vel en 5-4 timer til solopgang, men det generede hende ikke.
Vandet rislede forbi og med øjnene fulgte hun de små vanddyr der begav sig ned af strømmen.

Altair kom gående gennem skoven med sine hænder dybt borret ned i sin lange frakkes lommer, han følgte en lille sti som førte gennem skoven og over en lille bæk.
han begyndte at nærme sig en ung kvinde som sad ved bækken, først så hun meget uskyldig ud, men da han nærmede sig hende og så den døde kvinde fik han lidt et chok, men dog ikke stort nok til at kunne ses på ham.
Altair stoppede op tæt ved hvor hun sad, han så først hen på kvinden og så på den der var i live, det var underligt at se hende tag det så roligt.. på det anden side så tog han det enligt også roligt når han kom til at dræbe nogen, forskellen på ham og hende var nok at hun bestemte om hun ville dræbe, det kunne han ikke.

Jessie så op og fik øje på den mørktklædte mand der stod lidt fra hende. Hun var lidt ligeglad med alt blodet, og nød stadig smagen af blod på sin tunge. Med et lille suk rejste hun sig og vente sig mod ham. "Hvad laver du her" spurgte hun koldt og så på ham med let rødlige øjne. Den døde kvinde, bag dem, havde langt fra været nok til at gøre helt mæt, men hun ville ikke slå denne fremmede ihjel... Med det samme, ihvertfald.
Han var høj og flot, men lige nu var det ikke hun tænkte allermest på, alligevel stilte hun sig på en måde, hvor alle hendes former blev vist tydeligt. Men hun forblev dig stadig letter kølig.

"Jeg går her, og jeg ka' se at du har haft travlt" svarede han hende uden at vise nogen form for at han var skramt eller bange for hende.
Han stod bare med sine hænder borret ned i frakkens lommer, alt blodet sagde ham ikke noget da han var vand til selv at dræbe mennesker, dog kun når han var i varulve-form.
"Men jeg kunne da spørger dig om det samme spørgsmål, hvad laver du her?" Spurgte han og krydsede sine arm og så først på den døde kvinde og så tilbage på kvinden.

Jessie blev hylet fuldstendig ud af den, men viste overhovedt ingen tegn på det.
Af en eller anden grund følte hun sig som et lille barn der lige var blevet opdaget med hånden i kagedåsen. "Jeg var sulten, og hun var dum" Sagde hun ligegyldigt og trak på skuldrende. Det besvarede egentlig overhovedt ikke hans spørgsmål om hvad hun lavede her, men det var det bedste svar hun kunne komme med, lige på det tidspunkt.
Man kunne dog stadig ikke se nogen som helst tegn på usikkerhed eller svaghed hos hende.

Altair stod bare urokkelig hvor han stod og havde krydset sine arme og hævet det ene øjnbryn og lagde hovedet lidt på skrå som om han ikke troede på hende.
"Du svaret ikke mit spørgsmål" sagde han igen og så hende i øjne med sine egne Hazzel brune øjne, han var klar til at træke sine to 6-løber som sad gemt under hans frakke i bæltet i sine hylsers. Han viste dog ikke at han var klar til at trække dem da han stadig havde krydset sine arme.

"Jeg spiser... Eller spiste" Sagde hun så og hendes øjne blev blodrøde.
Denne fremmede havde højest sansynligt våben på mig, men hun vidste stadig ikke hvad det var for et våben. Hvis bare hun kunne se ham i øjnene, så ville hun vide det hele nu. Men det var for mørkt.

Altair kunne mærke at hun godt kunne finde på at angribe, men selv om hun ikke just virkede venligsindet nærmede Altiar sig hende alligevel.
han gik med armene ned langs kroppen for at vise han ikke vil gøre hende noget, han var enlig mere nysgerrig til hende, hun er den første dæmon han har mødt i lang tid og alle dæmoner er forskellige.

//det var da et kort indlæg..

Jessie så vagsomt på ham, som han kom nærmere og nærmere. Han skulle ikke tro hun var dum, og at hun ikke havde regnet ud han havde våben på sig, for hans egen sikkerheds skyld.
Det var for tidligt at bedømme om hun skulle angribe, men hun slappede lidt af i skuldrene, da hun så hans hænder ned langs siden. "Syntes du det er klogt, at komme tættere på?" Spurgte hun, uden så meget som en trækning i hendes ansigt, "Bare rent sikkerhedsmessigt?" Hun sendte ham et vagsomt, men roligt blik og prøvede at få øjenkontakt. Hun ville vide hvad han tænkte.

//Jo undskyld :s

"Tja.. hvis du ikke lige har tænkt dig at angribe mig, så ka' jeg ikke se nogen grund til hvorfor jeg ikke skulle nærme mig dig" sagde han og smilte, hans cowboyder hat dækkede stadig hans øjne og kun det nederste af hans ansigt kunne man se.
"Hva' laver du dog herude i skoven?" Spurgte han venligt som om at de var gamle venner, "hvorfor jage herunde? Det er jo sjældent at der så'en lige kommer mennesker" spurgte han og smilede venligt til hende.

//Det okay ^^