Jeg er alt for indelukket..(Just someone?)

Sted: Et sted i Wereclares gader.
Tid: Irl.
Dato: IRl.
Vejr: Mørket af faldet på, overskyet, så næsten lunt & stjernefrit.

Cisse om gående ned ad gaden, på afstand så hun selvsikker og rolig ud ved sin tilstedeværelse lige her og nu. Men kom man tættere på ville man kunne se at måden hun strøg sit lange sorte hår tilbage, ikke var så sexet og selvsikker som på afstand. Den var bekymret, den var bange...

Der skulle være krig.. Krig mellem racerne... Der gik en rystelse igennem hende, hun var blevet et nervevrag. Virkelig et godt og grundigt nervevrag. Hendes sanser var på fulds styrke døgnet rundt, og hun var blevet rastløs. helt uhyggeligt rastløs, hun regnede med det var noget der var kommet med hendes jagindsting/overlevesesindsting/whatever you wanna call it .
Også savnede hun sin bror, helt forfærdeligt. Han havde ikke været til at få fat i, siden hun havde glemt hans bryllup. hun forstod det godt.. hundrede procent. Men hun ville gerne fortælle ham hvor ked af det hun var..

Cisse sukkede og kiggede op efter at ha ladet sine tanker få frit løb, noget hun var alt for god til at gøre for tiden. det var som om at desto mere hun sagde hold kæft til sin hjerne, desto mere larmede den..

"din duft er alt for tiltrækkende" lød en stemme som pluselig
var ved siden af hende, det var Demetri.
Han kiggede lige frem og det lignte faktisk at han slet ikke
havde talt til hende. Men det havde han jo.
Han smilte meget meget svagt. Men man kunne da ane det
lidt. meget lidt.

Cisse var ikke et sekund om at springe tilbage med en snerren.
På trods af hendes stramme korte kjole, og hendes højhælede sko, var hendes smidighed lige så perfekt som hendes udseende. Det lange sorte hår, hang elegant ned over hendes skuldre mens hun stod i den katte-agtige foroverbøjning.

Det tog det hende dog kun et halv sekund at genkende duften af hendes egen race, vampyr.
Hun rettede sig op og slog med sit hår for at få det til at falde perfekt mod hendes ryg igen mens hun stirrede vagtsomt på ham. "Hvad vil du." Svarede hendes bløde stemme blot, selvom den havde en advarende undertone over sig.

"Din duft er så sørgmodig" sagde han og følte sig tiltrækket af hendes sorg.
Hans smil blottede ikke hans tænder og derved var hans mund lukket.
Hans metalliske grå øjne stirrede nu på Cisse, de var døde og kolde og samtidig, smykke, tiltrækkende, mystiske, og dystre.

Cisse skiftede sin vægt over på sit højre ben, mens hun stirrede på den fremmede.
hun havde ingen ide om hvad han snakkede om, og han var faktisk lidt uhyggelig.
"Hvad vil du." Spurgte hun igen den fremmede vampyr, hun spurgte ikke blødt, denne gang var det alvorligt og almægtigt.

Han grinte nu alt imens de gik i mørket.
Han stirrede stadig på hende og alt imens han grinte kunne
man nu se de 2 hugtænder men som ved siden af dem også havde 2 mindre hugtænder.
"Nyder at kigge på en vampyr hun" sagde han og og stopppede så sit grin og blev mere
alvorlig i sit ansigt, han skar kort tænder, "Du kender en Terion korrekt" sagde
han og stirrede nu bare lige frem for sig ud i luften.

Cisse sukkede, denne vampyr mindede hende om en eller anden.. Hvem dte var, kunne hun ikke huske. hun sukkede og rynkede sine bryn i kamp mod sin hukommelse for at huske hvem denne en eller anden var.

Hans tænder gjorde ikke synderligt indtryk på hende, hun var jo selv vampyr. Hun havde set den slags ting før Hun havde set den slags ting mange gange før. Der var ikke rigtigt noget spændende ved ham. "En hunvampyr? aha." svarede hun ham bare uinteresseret , mens hun kiggede ligefrem.

Da han sagde navnet Terion bimlede noget bagerst i hovedet på hende. "Terion." Mumlede hun prøvende. "Tjo. navnet siger mig noget." Hun kiggede nu op på ham for første gang med sine røde øjne.

Han smil var forsvundet, hun var sjov denne hun, yderst sjov.
En smil sitren kom i hans krop, hans metalliske grå øjne gav små
bitte små glimt fra sig, måske kunen Cisse ane dem måske ikke.
Hans stirrede nu op i himlen.
"Du lugter og af den" sagde han .

Cisse rynkede panden og så på denne fremmede vampyr, mens hun tænkte så det knagede, faktisk hørte hun ikke hans svar.
Terion.. Hun havde hørt det før.. "Terion.." Mumlede hun tænkende for sig selv inden det gik op for hende hvem det var. "TERION! Selvfølgelig! Den sindsforvirrede Dæmon! Gud ja, ham kender jeg." Hun skar en smule ansigt ved tanken om den utroligt sære dæmon hun havde mødt for længe siden. "Det er længe siden.. meget længe siden." Sagde hun og slog med sit hår og kiggede på ham. "Hvorfor?"

"Det ikke en ham" sagde han med en stemme der lød ved som en rusten dør.
Han smilte til hende eller rettere skubbede hende nu ind mod EN MUR.
"HvIS DU flygter, vil jeg skabe dig så det viul tage flere dage for dig bare at kunen gå"
han havde et legende ansigt udtryk som samtidig var sygt, og ubehagligt.

Cisse syntes denne mand var lige så syg som Terion, det gjorde det ikke bedre at han pludselig skubbede hende op af en mur OG truede hende på samme tid.
Hun forholdte sig stille, men løftede et øjenbryn. "Ved du hvad? Du er lige så syg som Terion." Hun lænede sig ind mod hans øre og hviskede skadefry: "Dæmonisk." inden hun trak sig tilbage efter sin ret tilfredsstillende fornærmelse. "Men, jeg er ikke bange for dig." Hun trak på skuldrende.

"Nej du tager fejl, Terion er intet til hvad jeg er" sagde
han og tog sig ikke aF fornærmelsen, han var en så gammel
vampyr at sådan nogen faldt af på ham.
"Terion eksitere ikke mere, hvis du forstår mig" sagde han
og smilte nu som havde han gjort noget godt.
Han slap hende nu og gik lidt tilbage så de kunne stå ordenlig over for hinanden.
"Du skal hellere ikke være bange endnu" sagde han lavt.
"Hvem er din skaber" sagde han og kiggede nu på Cisse med et bestemt blik.

Cisse kiggede på ham, løftede øjenbrynet endnu mere.
"Why should I care?" Spurgte hun bare ligegyldigt. Ikke fordi hun syntes at mord var en god ting, nej. Men så længe dte ikke var hende, så ragede det ikke hende.
Cisse kiggede igen på manden med et misbilligende. "Nå." Svarede hun bare og trak på skuldrene. "Min skabers navn er ikke værd at fortælle." Svarede hun ham blot koldt.

Han grinte lidt, "Nej det er det vel ikke´" sagde han
og kiggede op og ned af hende som en slags hån.
"Men du ved vel at vi er i krig" sagde han stadig med et
irreterende smil. "Det vigtigt" sagde han med et mindre smil.