Mørkfuldt møde ved stranden //Privat : Tine

Sted: Stranden
Tid: 19:30
Omgivelser: Meget få personer
Påklædning: sort lang jakke, sorte bukser og sorte sko.



Valentine stod ved stranden, mest for af han kedede sig og ikke havde så meget af lave lige nu.
Han kiggede lidt rundt der meget få mennesker omkring, han håbede på snart ville ske noget.
Han hørte pludselig en hund gø meget højt og bagefter en gammel kvinde skrige,
han vendte sig om og så til sin overraskelse en mand ligge på jorden,
Han løb mod den gamle kvinde og spurgte hvad der sket hvor efter hun svarede
at han havde fået et hjertestop. Han sagde han ikke havde nogen mobil på sig.
Han tænkte af der sikkert ville blive spændene hvad der skete nu...

En ung kvindelig varulv kom i sin menneske skikkelse hen af stranden, men i det hun så hørte et skrig, som nok var meget lang fra hende, men som hun kunne høre for hendes gode hørelse og lugtesans, fik hun sat i en utrolig fart mod skiget.
Der var lugten af gammeldags parfume, altså en gammel dame, en mere rådden lugt, en gammel mand, en hunde lugt, altså en hund... Og... En dæmon!
Hun satte farten mere op da dæmoner ikke skulle drille ældre. Overhovedet ikke!
Hendes sorte skjorte, som sad tæt ind til hendes krop, og fremhævede hendes kvindelige former, og hendes sorte stramme jeans trak lidt i farten. Hun ville ikke forvandle sig da hun så ville komme til at miste sit tøj, gad hun da ikke... Hendes sorte converse trak også i farten en hvis hun havde forvandlet sig.
Hun havde langt sort hår med nogle brune strejf i, som så gjorde at det ikke var lige så kedeligt at se på.
*Fucking dæmoner, skal altid kun være til besvær!* tænkte hun højt og irriteret. Hun lod hendes far sænkes så den virkede menneskelig og nåede så frem til den lille befolkning. Manden lå nede på sandet.
Hun satte farten op igen, så den stadig virkede menneskelig. Hun hoppede så og lanede på knæene ved siden af den gamle mand og dame.
Hun satte så hænderne på den gamle mands bryst og gav manden et hårdt tryk, som ville virke, som var det 15 hjertemassage slag.

Dæmonen blev overrasket over varulvens indblanding. Han overvejede hvilke muligheder han have: Han kunne dræbe dem nu på stedet, vente og se hvad der ville ske, vente på ambulancen kommer eller flygte. Varulven så ud af vide hvad han var. Han spurgte varulven "Hvor er det du kommer fra? Jeg synes ikke jeg har set dig her..."

Varulvens navn var Tine, og hun havde ikke lige frem lyst til bare at vende ryggen.
"Jeg vil forslå du går," sagde hun til den gamle dame og stoppede med at hamre. Damen kunne selv se at han var død. Damen grad og gik med rolige og nervøse skridt den vej hvor Tine var kommet fra.
"Hvad fanden bilder du dig ind! Bare sidde og kigge på ham!" sagde hun vredt til dæmonen, som hun tydeligt vidste hun kunne besejre som var det menneske mod isbjørn.
"Du kunne da have hjulpet en smugle! Og et bonus for dig var et sjovere offer!" sagde hun stadig vredt til ham. Han var da ikke for klog! Ikke en gang i luft stilling eller prøvede hjerte massage!
Han kunne jo få et tusinde gange sjovere offer ud af et mere levende offer.
Selv hvis han prøvede at angribe hende ville det bare ende med hans død, for Tine havde det lidt for nemt med sådan nogle svagpissere som ham.

Han kiggede fornærmede på hende "Jeg er kom først da det var for sent! Det ikke alle dæmoner der tænker på af stille deres sult! Plejer det ikke af være jer varulve der æder mennesker?!" Svarede han både for af forsvare sig selv og fornærme hende. Han vidste af han måtte finde på noget hurtigt, Han var alt for træt til af kæmpe lige nu...

"Æde mennesker! Hvor kommer du lige fra?" spurgte hun og grinte kærligt, Tines humør svang meget, "Vi beskytter mennesker," tilføjede hun og grinte mens hun holdte sig for munden for at han ikke skulle kunne se hendes store smil af hans dumhed.
Hun rejste sig roligt op og strakte armen til ham, "Tine," sagde hun roligt, mens hun ventede til han tog hendes hånd for hjælp til at komme op.
Hun smilede kærligt og ville enlig bare af med den ældre mand, smide ham ud i havet eller give ham til dæmonen.
Damen var langt væk nok til ikke at kunne høre havde de snakkede om eller registre at de ville slås, hvis nu det skete.
”Du må vel komme fra Uranus eller lignende siden du ikke vidste det,” sagde hun og grinte stadig, men ikke så sprælsk, som de andre havde været.
Tines humør havde ændret sig til imødekommende.

//Sorry, kreasvigt//

Han rakte hånden ud for af hjælpe hende op. Han havde ikke forventet denne reaktion. Han smilte imødekommende, grinte venligt og svarede "Ja, jeg er desværre hjemløs så det meste jeg hører er fra er tilfældige folk der går forbi og taler om alverdens ting" svarede han nu med et lidt for stort grin. "Jeg gætter på du kommer fra skoven siden du har været her så hurtigt?" spurgte han venligt og havde ingen idè om hvad der her ville føre til.



//Ja, Samme her--'//

En lav munter stemme kom fra hende mens hun smilede blidt, ”Jeg kommer faktisk flere steder fra. Jeg bor flere steder da mine forældre er skilt... Og jeg vil stadig gerne se dem de har været sammen med... Så enlig bor jeg syv steder... Men skoven er der hvor jeg enlig ikke så tit kommer,” sagde hun og grinte muntert.
”Men, hvad er Deres navn? Og hvor henne bor du så?” spurgte hun med et roligt smil, hendes humør ville nok blive sådan her til han ville gøre noget upassende. Ellers var det hendes humør skiftet til venlig.

//EKSTREMT KREASVIGT! Sorry...//

Han så ned i jorden og svarede "Mit navn er Valentine og jeg er praktisk talt hjemløs" svarede han. Han var aldrig glad for af fortælle af han var hjemløs, han har aldrig kunnet få fat i et hus eftersom han ingen penge havde og hver gang han skulle tale med en ejendomsmægler blev han altid snydt. Så det eneste han havde der var tæt på et hjem var et telt han havde stjålet som han brugte som ly mod regnen, og hans guitar til af tjene penge til mad og drikke. Han prøvede af lyde venlig men han skammede sig for meget over sit manglende hjem. "Så hvis du vil vide hvorfor jeg er her, så er det fordi jeg vil tjene lidt penge men det er måske en dårlig eftersom der næsten ingen mennesker er her" svarede han lidt skuffet.

Tine fik medfølelse af at han ikke hav de et hjem overhovedet, og lagde forsigtigt en hånd på hans højre skulder, ”Tag det ikke så tungt, du kan muligvis spørge om ly?” sagde hun roligt og håbede lidt han ville forstå hvad hun sagde, ikke sådan sproget, men hvad hun mente. Hun fjernede sin hånd. Han var nu en smugle køn... Men alt for gammel til hende! Det ville være, at være pædofil hvis de fandt sammen! Ad! Føj! Hun kunne ikke engang selv tænke sig til det... Eller det kunne hun godt, men det var virkelig ulækkert....
Hun lavede et kort kast med hovedet, og hendes lange sortbrune hår fløj om bag hendes skulder. Et smukt syn for alle. Den smukke perfekt formede kropsbygning, den gode personlighed, de fangende mørkebrune, i lys gule, øjne.
Smukt syn.
Hun mærkede, hvordan hendes converse lod sandet komme ind i siderne, irriterende...