Empty

Dato: 1 december.
Årstid: vinter
Dag: Tirsdag
Vejr: koldt men ingen sne. Mørk himmel ingen stjerner. Meget tåge.
Sted: Stranden lige nedefor klipperne.
Tid: Omkring kl 03:17
Omgivelser: Ret tomt. Masser af tåge, sand, vand, mørke samt et enkelt lig.

Sirayo satte sig på hug ved en ung dreng der lå i det kolde, glinsende sand, der blev lyst op af månens kolde lys. Han så lidt på ham og rykkede drengens hovede forsigtigt. Hovedet dinglede tungt til den anden side, og allerede der kunne han se, at der var to bidehuller fra en vampyr.
Han sukkede og kneb øjnene sammen før han rettede sig op at stå igen. Han trak sig ud mod vandet med slæbende skridt og lagde sig opgivende ned for at afkøle sig selv.

Aubrey stod på en klippe lidt fra ham, han sad og studerede ham lidt, det var længe siden han havde stødt på ham og gad godt vide hvor han havde været, han hoppede lidt tættere på og smilede lidt "Hey, er det mig du leder efter?" spurgte han i et lille grin og så ned på ham.

Sirayo spærrede øjnene op og så idet samme Aubrey stå lige ved ham. "Dig!" Vrissede han hadefuldt og var kun to sekunder om at komme på benene igen "Så du lever endnu!?". Han gik hen imod ham med en træpæl i hånden.
Det var ikke just en dag han havde lyst til at blive angrebet på. Ikke efter alt den nederlag der i forvejen havde ramt ham.

Aubrey lo lidt af hans tempremant og rykkede sig ikke da han kom tættere på "Nej, jeg lever teoretisk set ikke mere" sagde han i et halv provokerende smil og havde savnet hans hidsighed lidt og kunne derfor ikke lade hver med at smile, han slikkede lidt på sin ene hjørnetand og hoppede ned på en klippe foran ham.

"Jeg foreslår at du løber din vej" Svarede han og så på ham med et ikke så behersket, koldt blik "Du har slået en uskyldig dreng ihjel. Det er jo dig? Ikke?"
Han stoppede op da der var for kort afstand imellem dem. Af erfaring holdt han sig fra ham. Mindst en meter.

Aubrey smilede og så kort hen på drengen "én? nej jeg har skam slået flere uskyldige drenge ihjel .. Og for den sags skyld piger hvis det skulle være?" sagde han og lo lidt han havde ikke ligefrem tænkt sig at løbe, men var dog parat, for helt dum var han nu ikke.

Sirayo så på ham og forsøgte virkelig at beherske sin vrede. "Jeg har ikke tid til dig!" Fnøs han og drejede om på hælen. Han gik tilbage mod liget og løftede det op i sin arme.
Han gik ned til vandet med drengen og længere ud i vandet, selvom han blev ennu mere våd end i forvejen.
Det letteste var vel ikke at diskutere med Aubrey. Desuden vidste han på forhånd at der ikke vill være nogen chace for at slå ham nu.

Aubrey så efter ham og fulgte efter, men han stoppede ved vandkanten og så ud på ham "De finder ham alligevel .. bare så du ved det" sagde han og havde stadig et lille smil på læberne, han kunne ikke lade hver med at irritere ham lidt nu hvor han var stødt ind i ham igen.

"Tror du virkelig jeg er så dum!?" Sira havde allermest lyst til at ignorere ham, men det slap ud af ham før ha bemærkede det. Han lagde drengen og lod ham trækkes med en bølge længere ude, og så ham flyde lidt væk.
Han vendte sig om og så stift på Aubrey. "Jeg prøver ikke at skjule vampyr ofrene. Tværtimod." Sagde han og sjaskede sig tilbage op i land igen, drivvåd "dette er bare hans midlertidige begravelse."

Aubrey så kort op og ned af ham med øjnene da han var sjask våd "De fleste dusørjægere er lidt små skøre, så man kan aldrig vide hvad i finder på .. " sagde han i et lille grin og gik lidt væk fra vandkanten og vendte sig så mod ham "Hvor har du så været, jeg har ikke set dig i langt tid?" spurgte han så og snakkede til ham som var de venner.

"Jeg er ikke skør" Konstanterede han og så på ham "Jeg er menneskelig". Han studerede Aubreys gysende vampyrblik men lod sig ikke skræmme af et skummelt udseende da han jo var vandt il det.
Han var dog ikke vandt til bare at stå og glo og snamme med en vampyr. Det lignte ham ikke.
"Og hvor jeg har været eller ikke har været kan være ligemeget. Jeg forlader dig skam ikke før du er helt væk. Det lover jeg dig"

Aubrey smilede taknemmeligt og så på ham "årh tak, Det er jeg glad for at høre .. Så skal vi jo være sammen længe kan jeg forstå" sagde han og hentød til at han endnu ikke havde slået ham ihjel "Desuden smagte dit blod herligt .. bare så du ved det " sagde han og kunne ikke lade vær med at drille ham, mest fordi han var så ufattelig legesyg lige nu og at han vidste han havde sådan et tempremant.

Han så bare stift på ham da det fornærmede ham noget så grusomt. Han gik straks videre skarpt til højre og gik med en irriteret mine i ansigtet, mens han spekulerede på hvordan man overhoved skulle kunne slå en sådant vampyr ihjel. Der skulle en god taktik til, en virkelig god en!

Aubrey tog fat i hans arm i det han drejede for at gå, han trak ham helt tæt på sig og så ned på ham "Hey, Du smutter vel ikke fra mig?" spurgte han med et smil på læberne og fjernede en tot hår fra hans ansigt " .. Du lovede at blive til jeg var helt væk .. " sagde han og smilede drilskt.

"Hey!" Han så chokeret op på ham, men hans blik blev hurtigt vredt. "Ja! Jeg blir her. I byen! Men det er ikke ensbetydning med at jeg vil klistre mig op ad dig Aubrey!" Svarede han og flåede sin hånd til sig igen. Han tog sin hånd til sig og så efter om der var sket noget med den.

Aubrey lo lidt og tog bare fat i ham igen "Aj, Hvorfor ikke?" spurgte han og trak ham ind til sig og lagde en hånd på hans hals " må jeg ikke smage igen?" sagde han så og fugtede sine læber "Du nød det jo sådan sidst?" sagde han uden at smile denne gang og selvom han lige havde fået blod, følte han sig alligevel en smule fristet.

Han stivnede i et splitsekund og så op på ham med opspilede øjne. Han fumlede i sit bælte og trak hurtigt træpælen op mod hans hals. "..Det kan du godt glemme!"
Han rystede ganske lidt på hånden da han ikke helt kunne skjule sin frygt for at blive bidt igen. "Slip mig".

Aubrey løsnede grebet en smule, men slap ham ikke, han så bare ned på ham med et små stirrende og lumskt blik, han smilede svagt og tog hånden om trapælen og vred den ud af hans hånd, han smed den på jorden og gik lidt hen mod ham og tvang ham til at gå baglænds, han stoppede da de stødte ind i en klippevæg og lagde en hånd på hans kind og strejfede hans underlæbe med tommelfingern "Er du bange?" spurgte han så stille og spillede et lille smil i mundvien.

Sira så op på ham og var lamslået over at blive overtaget så let. Han lod sit blik forvildes afstede af Aubreys fingre der kælent legede med hans underlæbe. "Du er afskyelig.." Mumlede han og så tilbage op på ham igen "mildest talt.. afskyelig"

Aubrey holdte stadig hånden på hans kind og lagde munden ved hans øre "Jeg ved det .. Men hvorfor gør du så ikke noget?" hviskede han og havde den anden hånd på klippen bag ham, han lod hånden på hans kind, køre ned på hans hals og kyssede ham blidt på halsen.

"Du lader mig ikke gå. Gør du vel?" Spurgte han og rykkede sig den smule han kunne fra hans mund. Han så på ham igen, denne gang mindre bange "Du må ikke slå mig ihjel..."
Han stirrede nærmest på ham da det gik op for ham hvor tæt de egentlig var. Ha var alt for tæt på.

Aubrey fjernede sine læber og holdte stadig hovedet ved hans hals "Det skal du ikke regne med .. " sagde han og nussede ham lidt på halsen, han kom så op til hans ansigt og så på ham med rød glødende øjne " .. og hvorfor så ik?" spurgte han så i et lille smil og stod stadig tæt op ad ham.

Sirayo så lidt væk, men stadig sådan så han kunne observere hans næste træk i øjenkrogen. "For ellers...." Han blev stille. Han kunne ikke svare på det. Han havde lyst til at svare noget provokerende, men hans øjne spejdede i stedet fortvivlet rundt.
Han iagttagede sin træpæl der lå længere henne i sandet, pælen som Aubrey havde taget fra ham og smidt væk.
"Jeg har ikke oplevet livets sande glæder endnu... Derfor må du ikke slå mig ihjel"

Aubrey smilede svagt af det han sagde,, han så lidt på ham og tænkte hans svar igennem, han stod lidt uden at gøre noget, han tog så fat i hans håndled og lagde hans arme på kors på hans eget bryst mens han holdte fat i dem så han ikke kunne komme fri, han pressede sine læber mod hans i et kys og havde længe haft lyst til at kysse ham, ikke fordi han var forelsket, men han havde bare haft lyst til at prøve det.

Sira spærrede øjnene op og så forfædet på ham. Han prøvede at rykke hovedet lidt men lod ham i stedet gøre det, da det alligevel ikke nyttede. Han kneb øjnene sammen og kyssede ukoncentreret med uden at tænke over, hvad det egentlig var, at han gjorde.
Han gik ud fra at det var et trick. Det kunne det kun være når det gjaldt en vampyr.