træls at være nam nam - Sirius

Dato/Dag: IRL
Tid: 23.21
Sted: gaderne i Werclare
Vejr: overskyet og vindstille
Omgivelser: Små gyder, og vampyr

Oliver spurtede ned af en sidegade inden han drejede om et hjørne ind ad en anden sidegade, han hoppede let over et hegn og fortsatte han ad gaden. "EH!?" udbrød han da en sulten vampyr nåede op på siden af ham. Han førte lynhurtigt en hånd op til dens hoved og brugte sin evne til at frembringe en lille, men kraftig hvid boble. Den sprang i hovedet på vampyren som fløj til siden ind i en mur og Oliver fortsatte, han havde ingen planer om at blive tappet for blod idag. "Ta den!" råbte han triumferende efter den. Det hele var startet da han havde mødtes med en flok dæmonerne for at lægge en slagplan for den kommende krig imod vampyrene. Oliver var gået med dæmonerne da de have tilbudt ham beskyttels imod blodsugerne og det var osse gået meget godt lige indtil en stor flok, lidt svage vampyre havde overfaldt deres lille gruppe og selvom dæmonerne mindst havde taget 2 vampyre hver så havde Oliver alligevel endt med at have en i hælene. Han kiggede sig over skulderen, men kunne ikke se nogen, ingen vampyr, eller dæmoner til at hjælpe ham, så måtte han vel klare det selv. Med en elegant bevægelse var han gledet under vampyren som var kommet op foran ham og havde affyret et par kraftige, en smule røde bobler. Vampyren fløj lidt tilbage og ømmede sig imens Oliver kom helt op at stå igen. Han trak forpustet vejret efter løbeturen og rettede så en hånd imod vampyren, hvis krop straks blev fanget i en solid boble. Vampyren kiggede forvirret ud og bankede lidt på de gennemsigtige vægge der indrammede den. Oliver gav et lille triumferende smil fra sig inden flere hundrede små bobler begyndte at springe rundt om væsnet. Inden længe ramte den bevistløse vampyr jorden og blev liggende. Oliver skuede omkring efter en dæmon der kunne gøre det helt af med vampyren da han ikke selv havde vildt meget lyst til at slå et andet væsen ihjel *damn..* tænkte han imens han håbefulgt kiggede sig omkring.

En høj ung fyr kom løbende efter en vampyr som løb efter et andet væsen en engel var det vidst, denne mand var ikke normal hans job var ikke ligesom alle andre menneskers nej slet ikke han havde ikke et kedeligt job som at sidde på kontor eller arbejde i en butik nej han var Dusørjæger dog også hundetræner dog mest som en hobby, dette var et farligt job men alle væsner sku dræbes for at mennesker igen ku gå sikker rundt i byen, han var dog ikke kristen som mange andre dusørjæger ¨så det var ikke derfor han var blevet dusørjæger men fordi hans familie da han var 10 år blev dræbt af en vampyr dog nåde han selv at flygt siden den gang havde han dræbt væsner, han trak hurtigt en lille flaske op af lommen som der var vievand i det vand som ku dræve vampyr, han stoppe op ved siden af vampyren som nå lå på jorden, han åbnede flasken hurtigt og hældte væsken over vampyren hvorefter han langsomt blev til aske, Sirius vendte sig så om mod engel og betragte den nøje*den må også dø*tænkte han let.

Tøj:http://crackberry.com/files/u3/orlandobloom.jpg

Oliver ånede lettet op da en mand kom til syne og hurtigt gjorde det af med vampyren. Manden var ikke et væsen og Oliver regnede derfor stærkt med en dusørjæger, hvilket ville gøre manden til hans egen fjende, men selvom manden var hans fjende kunne Oliver vel godt stadig løbe fra ham hvis han fik en åbning "Wow du reddede mig lige der makker!" sagde han så med et falsk med inden han trådte et diskret skridt tilbage. Han var klar hvis jægeren angreb. Det var sjællent at han blev angrebet af dusørjægere, men med krigen der tonede sig op så kunne han forstille sig at der var no mercy fra deres side og selvom Oliver ikke ønskede at slås så så der ikke ud til at være nogen vej udenom. Manden havde stadig ikke sagt noget og Oliver sankt en klump, imens han gjorde sig selv klar på et muligt angreb, han kiggede sig omkring efter nogle af dæmonerne, men han var løbet for langt væk til at de kunne lugte ham.

Sirius betragte denne engel eller det var det han ville gætte på at fyren var"jamen det var vel godt?"sag han spørgende imens han blot trådte et skridt frem og hev en pistol op af lommen og rette den let mod fyren"du er engel ikke sandt?"fortsatte han med en meget rolig stemme imens han lage hovedet let på skrå"er her igen til at hjælpe dem nu det var skam surt"sag han stadig roligt imens han rette pistolen op mod fyrens hjerte og gjord klar til at skyde vis fyren sku angribe ind til videre ville Sirius bare snakke lidt før han ville gøre det af med denne engel, de sku jo gøre gode gerninger fra folk men det havde de fleste droppet og derfor jagte Sirius også dem.

Oliver stoppede med at træde bagud da han så pistolen. Han kiggede kort på fyren med et glimt af foragt i øjnene. Nu havde han rendt rundt og hjulpet menneskene så godt som han kunne også er det takken, de truer ham på livet. Han fnyste en smule højlydt inden han sagde noget igen. "faretruende det må jeg sige, alt taget i betragtning at jeg lige har klaret mig imod en vampyr, så er dit lille våben der godt nok slemt." sagde han så med en kold tone, han var vred nu, virkelig vred, sådan en dårlig aften også skulle han lige løbe ind i sådan en fætter også, det var jo bare skønt! "måske er jeg en engel, måske en dæmon, alt efter hvad du tror på" svarede han med et kort smil.

Sirius trådte et skridt bagud imens han lag pistolen i lommen igen, han havde blot taget den frem for at gøre englen lidt usikker og det var lykkes, han smilede let"vilken pistol?"spurgt han så som om der aldrig havde været en pistol men at det blot var englen som var skør, han trak svagt på skuldrene "jeg ved de er engel det kan jeg mærke"sag han let"vis de vild leve så sig mig hvad du har gjort for os mennesker"sag han så let"mange af jeres slagt glemmer grunden til at i er her på jorden i render bare rundt som om at i bare er mennesker men i skal beskytte os hjælpe os men det ar i næsten glemt"sag han spydigt.

Oliver grinede lidt af det sidste han sagde. "Så i ser os engle som jeres tjenere der skal beskytte jer?!" gav han hårdt igen "Jeg har ikke levet over 500 år kun for at blive set som et lavere stående væsen og er det ikke irelevent hvad jeg har gjort jer mennesker når i takker mig for det ved at true mig på livet og se mig som lavere end jer" fortsatte han koldt og roligt. Hvis han ville prøve at dræbe ham så kunne han da prøve så meget han ville, men det ville ikke lykkedes ham. Oliver brød sig ikke om manden foran sig, han var på en måde arogant, og det var uudholdeligt.

Sirius lo let denne engel forstod intet af det han havde sagt"jeg ser jer ikke som tjener langt fra men i skal blive bedre til at hjælpe mennesker og sådan er det"sag han tørt men tog dog pistolen op igen og rette den mod ham"jeg kan lade dem leve videre men hvorfor i den komme krig søger i hjælp hos dæmonerne? de bæster som også dræber mennesker ved endten at spise os eller stjæle hvores sjæl eller skygge dem vil i han beskyttelse af"han fnøs"i ku få beskyttelse hos dusørjæger vi er på de gode side vi kæmper for at få alt ondt ud men så går englene imod os tror at dæmonerne er beder til at beskytte end os det er sådan noget ingen der kan gøre mig gal"sag han hårdt, dette land var dog også bare fyldt med ondskab godt han var kommet hertil.

Oliver fik et skævt smil på læben da han fik pistolen frem igen. "Hør makker, lige meget om jeg spurgte dig, en vampyr, eller en dæmon, så ville i alle komme med 100 agumenter for at vi engle skal gå med jer." begyndte han og tog hænderne op af lommerne for at lægge dem over kors. "Og hvis jeg havde været en engel sent herned for at hjælpe jer mennesker havde jeg gjort det, nu er sagen bare den at det er jeg ikke." han fortsatte i en alvorlig tone "jeg hjælper tit jer mennesker for at være flink, men jeg er ikke en af jeres skytsengle der skal våge over jer. Jeg er dødsengel og er her for at hjælpe de døde." Oliver holdt godt øje med pistolen for at kunne nå at parerer hvis den skulle gå af, men det afholdt ham dog ikke fra at kigge alvorligt på manden foran ham. "Jeg er ikke bundet til at hjælpe jer, så jeg kan bruge min fornuft, der fortæller mig at i mennesker næsten ikke har en chance i krigen og det var dumt af jer at gå ind i den" Han afsluttede hårdt og uden antydningen af et smil.