Sidder og læser med en smøg i mundvigen.

DAG; Tirsdag
Tid:22.32
Sted: en gynge på legepladsen
Omgivelser. legepladsen
Vejr:koldt
ÅRSTID: VINTER.
daTO:IRL


Demetri sad og læste i en bog imens han sad på en ad gyngernde.
Det var længe siden han havde læst i en bog, faktisk var det mere en
20 år siden han overhoved havde tænkt på at læse.
Dengang havde trækkede vejret og havde en puls havde man ikke
brug for at læse, man havde brug for et arbejde.
Hans metalliske grå øjne stirrede direkte ned i bogen, men ingen skulle
tro at han ikke var bevist om hvad der var omkring ham.

Amanda skærmede for vindet med sin arm. Hun trak sin hue længere ned over ørerne og trak jakken tættere om sig for at skærme for den kolde vintervind. Hendes puls begyndte at slå hurtigere da hun drejede om hjørnet mod legepladsen, mørket var hel tyk dernede, ingen lys. Amanda hadede mørket. Ikke fordi det var uhyggeligt - eller jo. Også fordi det var uhyggeligt - men mest fordi det var så upraktisk ikke at kunne se, og så var der jo vampyrer. Hun var engang blevet trukket ned i en gyde af en gruppe, og så reddet af en vampyr. Men... Vampyrer havde tænder, og tænderne kunne bide og suge blod. Amanda kiggede tomt på legepladsen og prøvede at holde sin puls under kontrol mens hun gik forbi de knagende gynger.

Demetris metalliske grå døde øjne havde fyldt Amanda i
lang tid nu, uden at hun havde opdaget ham og havde faktisk
bare gået fordi ham. HUn duftede så godt...men Demetri var en af de styrkede og
ældste nulevende vampyrer i verden så han kunne sagtens styrre sig selv.
"Hey" sagde han da Pigen lige direekte havde gået forbi ham uden at sige noget
som helt, hun ville ikke kunne se ham ret godt, måske kun omridset af ham
faktisk. Men hun skulle nok se ham på et tidspunkt der var helt sikkert.

Amanda hvinede forskrækket og tabte den bog hun havde gået med, på jorden. I en hurtig bevægelse bukkede hun sig ned for at samle den op, og vendte sig så mod stemmen. Det var ikke fordi stemmen lød ond på nogen måde, faktisk lød den sød. Kulden forsvandt fra Amandas krop og hun kneb øjnene sammen for at se ham der havde talt. Det kunne hun dog ikke, ellerr .. Hun kunne kun se hans omrids. "Erhm.. Hej?" Sagde hun, lidt undrende. Det var ikke normalt bare sådan at snakke til folk, var det? Eller var det bare sådan man gjorde på det her sted. Amanda vidste det ikke, hun kom jo slet ikke herfra oprindeligt, men i hendes by havde man passet sig selv. Måske var det også fordi alle var lidt mere normale i hendes gamle by.

I det samme var Demetri allerede over ved hende og havde bykekt sig ned
og taget samtidig i bogen for at tag den da han kunne se den meget mehet
tydeligere end Amanda kunne da hun var et menneske...
"Aftenstur" sagde han se og rejste sig op da Amanda også gjorder og slap så
roligt bogen, så hun kunne tage den tilbage til sig selv.
Selv i mørket kunne han se hun var flot og lækker men man skulle ikke tage fejl
af en som Demetri og især ikke af Demetri nemelig en Klusisska

Amanda gispede da hans hånd tog bogen før hun gjorde. Det var gået hurtigt. "Det gik stærkt" hviskede hun stille og kiggede overrasket på ham. Bleg. Smuk. Elegant. Og ekstremt tiltrækkende. Amanda rynkede øjenbrynene i en undrende grimasse. Dejavu? Eller hvad. Havde hun ikke oplevet det før? Amanda slog det hele hen som at det var mørkt, og at hun ikke havde kunne se hvor langt væk han havde været for hende. Hun smilede til ham og tog bogen. "Tak" sagde hun stille og rødmede let. Hun var ikke helt vant til alt den nærkontakt med folk. Og specielt ikke med folk der på den måde var flotte, for enten var de nogle røvhuller, eller også havde de kæreste på.

"Hey det okay" sagde han og nikkede, "Jeg har ikke set dig her før"
sagde han og gav hende elevator blikket.
"Men grunden er nok at man ikke lige kigger rundt alle steder"
sagde han og smilede med lukket mund.
Hans metalliske grå øjne stirrede ind i hendes øjne.
Hans øjne var smukke, mystiske, tiltrækkende og samtidig døde, kolde.
Han lagde hoved lidt på skrå.

Amandas første tanke var at hans øjne var guddommelige. Sådan helt seriøst, hun havde aldrig set sådan en øjenfarve, og det var som om man kunne stirre endeløst ind i dem, og baare blive ved og ved og ved og ved og ved. Hun smilede let drømmende, men ruskede så op i sig selv. Hvad have hun gang i?! Jesus.
"Jeg er "ny" her, kan man vel sige. Har ikke rigtigt været i den her del af byen, og jeg bor på hotel lige nu. Her har ikke været et hus til salg i 2 måneder." Amanda skar en let grimasse der understregede hvor desperat hun var for snart at kunne flytte ind i et ordenligt hus. Hun kløede sig forlegent i håret efter elevatorblikket, igen ikke noget hun var vant til. Hvor var folk bare direkte her.

Det underede Demetri at hun ikke havde kunne finde et hus, "Har du prøvet i Sheria?"
sagde han og undrede sig, folk dødede jo hele tiden og der kom hele tiedn ny til,
så der skulle da være mange huse tilsalg.
Han smilte kort...."Ellers trist" sagde han nikkede han rakte sin hånd ud mod
hende for at hun skulle lægge sin hånd sin hans....
Hans blik var blevet roligt og det lignede faktisk at han bare slappede stille og roligt
af life nu.

Amanda smilede og rystede på hovedet. "Det kunne være jeg skulle prøve at kigge der." mumlede hun og kløede sig forlegent i håret. Hvis der var huse til salg der, var det bare vildt pinligt. Hun kiggede lidt på hånden, men følte det for u venligt at afslå hans gestus, og trykkede derfor hans hånd let. "Amanda.. Amanda Williams" pressenetrede hun sig med et skævt smil og skævede op til himlen. Månen havde ikkee rykket sig så meget, bedømte hun, hun havde vel lidt til til at møde nye mennesker. Det kunne vel ikke skade hende... Noget i hendes mave reagerede ved hendes tanker. Han var lidt for perfekt ikke.
Amanda prøvede at skjule hendes tanker, og håbede ikke at man kunne se at lidt af moden var blevet taget fra hende. Hvis han var det hun havde ham mistænkt for at være, kunne hun jo ikke engang løbe fra ham. Amanda bed sig i læben. "Så.. Hvad er din livret? Her er lidt koldt, vi kunne evt. gå på.. Chinabox?" Forslog hun hurtigt, måske lidt for ivrig med at komme et ted hen med mennesker.

Han rystede hendes hånd og sagde, "Demetri" med en Russisk agsang da det
skulle udtales på den agsang før an reagerede
Han nikkede bare kort og begyndte at gå mod havelogen til legepladsen
så de kunne komme ud, alt imens de gik svarede han hende på det andet
sprøgsmål som hun havde stillet, "Jeg smagen af kød" sagde han med et smil.
"Du ved, sådan en lægger bøf..." sagde han og nikkede anerkendende til sig selv.
Han smilte nu svagt stadig med lukket mund, de var nu ude på gaden hvor der var
lidt mere lys end der havde været på legepladsen.[u]

Amanda smilede let over han russiske accent. Så han var altså fra Rusland? Spøjst. Hun fulgte tavst med ham. Hans svar behagede hende ikke helt. Kød. blod. Råt. Menneskekød. Hun gøs for sig selv og bad sig selv om at slappe af. Fyren her var ikke vampyr, der var slet ikke så mange vampyrer og - troede hun - vampyrer gik kun rundt i flokke. Eller hvad? Amanda trak på skuldrene. "Jamen jeg har ikke så mange penge. Hvad med en hotdog? Jeg er ved at dø af sult" Mumlede hun og lange en hånd på sin mave, for at holde rumlen inde.
Lyset var meget velkomment da de endelig slog ud på en gade med lygter, dog var der stadig mennesketomt. Aldrig gå med fremmede, sagde alle altid. Men hun vidste jo hvor de var på vej hen, med mindre Demetri pludselig ville vise hende en resturent..

Demetri kiggede en tid og i luften og svarede så tilsidst.
"Jo....det kan vi" sagde han lidt tøvende og blev så tavs
igen, han så undrende væk fra Amanda og kiggede først
efter lang tid nu på hende igen.
"Men....jeg ved ikke hvor der en" sagde han neutralt.
Hans øjne gav et svagt skær fra sig, nok noget de fleste
væsner ville se og som menneske bare ville finde som
smukke anderledes øjne.
Han smilte nu svagt til hende dog stadig med lukket mund.

Amanda stoppede op da hans øjne glitrede på den mest utrolige måde. Hun blev helt paf. "Whao" mumlede hun og rykkede sig lidt tættere på for at stirre på øjnene. Hendes hjerte bankede hurtigere. "hvor..." hun tøvede og rørte ham blidt på kinden for at kunne læne sig over imod ham. "Hvor har du flotte øjne." Amanda smilede og kiggede igen ind i de dybe øjne.
Amanda stoppede op. Hvad havde hun gang i?! Det var som om øjnene kort havde fået hende til at gøre det.. Eller bare få hende til at blive fortryllet. Amanda rødmede let og kløede sig i håret. "Je.. Det ved jeg heller ikke" mumlede hun. "Kender du et sted vi kan spise noget andet.. Lidt hurtigt?"

Da hun lige nåede at røre hans kind kunne hun sikkert mærke dødens kulde
inden han hurtigt flyttedede sig, "Tja i Werclare" sagde hanog regnede med
at det jo var en storby og derved også med rasturanter.
Han gav nu et ryk i ryggen på sig som om når man foreksempel fik kuldegysninger.
Dog Havde Demetri ikke kuldegysninger overhoved, i stedet havde han bare svært
ved at et menneske næsten havde rørt ved ham.
Det var uacceptabelt.

Amanda stirrede forfærdet på sin hånd og kløede sig i håret. Jesus en underlig reaktion. Hun pustede lidt ud og mærkede en underlig følelse i maven. Hun havde set et eller andet, som hun ikkke helt havde opfanget, men hendes underbevidsthed blev ved med at fortælle at noget var galt. Amanda rynkede på næsen, og var ved at slå et eller andet af irritation over hvorfor hun ikke kunne komme på hvad det var hun sådan havde lagt mrke til. Så stoppede hun op. Hun stirrede på Demetri. "Du.." hun kiggede på ham og betragtede den tomme gade. Hun vidste det. Hun vidste hvad han var.

Demetri så stift på hende, og ventede nu på hvad hun skulle sige.
"Ja" hviskede han så højt at kun hun kunne høre det.
Han mærkede hendes angst der nu sendte indofinder i luften.
Han mærkede det bankende hjerte, han mærkede Amandas sjæl
skrige af rædsel. Dog forholdte han sig roligt selvom at dette var
en af de stærkeste følelser en vampyrer kunne have i sin døde krop.