Den tomme skov - Esmaralda

Dag: Lørdag
Tid: Eftermiddag
Sted: Den fredfyldte skov
Vejr: Overraskende varmt og himlen er skyfri
Årstid: Tidlig forår
Omgivelser: og ingen andre end hende
Påklædning: Højtaljede blå shorts, hvid tanktop og korte, sorte Allstars

Den fredfyldte skov, var som altid fredfyldt. Deraf dens navn. Og den smukkeste skov i landet var det bestemt også. Hvis ikke i hele verden. Der var bare et eller andet ved den, som gjorde at man selv kunne slappe af derinde. Sådan var den bare. Måske var det bare hele stemingen i skoven. Lige meget hvad, så var skoven i hvert fald smuk. Uanset årstiden. Og uanset årstiden, så var der væsner der søgte der ind. De fleste elevere boede i skoven, men der var også andre væsner, som kom der. Selvfølgelig også mennesker. Nogen kunne ikke holde sig derfra. Men væsner. Dem var der altid mange af. Utrolig nok, bare ikke denne dag. Der var helt stille, ud over de lyde som skoven selv lavede. Fuglene der kvidrede, lydene fra skovens andre dyr og vinden der blidt ruskede i træenes toppe.
Dog var der andre end dyr i skoven. Et væsen. En engel. Som tilfældigvis havde foldet sine store, smukke hvide vinger ud af ryggen. Denne engel var Jameelah. Faktisk var det lang tid siden hun havde foldet dem ud. Som sædvanlig havde det givet hende voldsomme rygsmerter. Værre end nogensinde før. Derfor da hun havde opdaget der ingen andre var i skoven end dyr.. så var hun straks taget afsted for at gå sig en lille tur.
Et smil bredte sig på hendes rosa læber, mens hun gik igennem skoven.

Esmaralda var i bedre humør end hun nogensinde havde været før.
Da hendes gode hunmør påvirkede hele hendes krop, så lavede hun nærmest englehop.
Der måtte være et eller andet der havde gjordt hende glad, men hvad?, måske at hendes plejeforældre var syge.
Hun gik ind i den fredfyldte skov, der var vindstille, så træerne så smukkere ud end de nogensinde havde gjordt.
Hun var ikke så tit i La Sinisha, men hun havde da begivet sig rundt her før. Det var en smuk by. Werclare var skummel og virkelig ækkel.
Hun havde et smil på sine læber, det fyldte faktisk hele hendes læber.
Nu var hun begyndt at lave nogle sheshe med venstre og højer fod. Det var sjovt, det var sådan noget hun lavede da hun gik i almindelig skole, nu gik hun ikke engang i High Scool, men det skulle hun begynde på efter sommerferien... Lang tid endnu, så kunne hun også møde en del nye mennesker og væsner, som hun kunne lære at kende.
Hun gik en del gennem skoven. Træerne gjorde det hele en smule mørkt, da solens stråler kun lige skimtede igennem

Jameelah så sig omkring i skoven, for at kunne konstatere at der ikke var nogen i hendes nærhed. Med et smil på læberne bredte hun sine store, hvide vinger og baskede kort med dem. Efter et par hurtige bask fløj hun rundt. Pga. af at der var vindstille i skoven krævede det lidt flere kræfter, at flyve end normalt. Men det generede hende ikke. For hun trængte til lidt udfordring. Desuden hvis det krævede for mange kræfter, kunne hun altid bruge sin evne, til at skabe lidt vind i skoven. Det ville ikke være så svært. Faktisk slet ikke.
Elegenat fløj hun rundt mellem træerne. Hun var så optaget af den frihed hun følte, at hun ikke lagde mærke til duften af menneske. Først da hun begyndte at opfange lyde fra en anden person, stoppede hun lidt op og baskede lidt mindre larmende med vingerne og i en cirkel højt oppe i træerne. Så ville personen, måske bare tro at hun var en meget stor og sjælden fugl.

Esmaralda vidste at vinden lå stille for nogle få sekunder siden.
Nu lød det som en tornado... Arghh nok lidt overdrevende, men der var ikke den vilde forskel på det.
Hun løftede hovedet op og fik så øje på en kvinde med vinger. Hun kiggede ned og gned sig i øjnene med hænderne, også kiggede hun op igen, denne kvinde var der stadigvæk, hvordan skulle hun kunne tage fejl af en kvinde der svævede i luften og en fugl?.
Hun var lettet over dette, men det var samtidig sjældent, hun ville holde på denne hemmelighed, men dette var et af hendes første møde med et væsen, hun kiggede lidt op på kvinden * Engel * Tænkte hun, det var da godt hun ikke var en dusørjæger.

Nysgerrigt så Jameelah ned og kunne ikke undgå, at blive lidt overrasket over at personen, som var en pige, ikke så specielt bange ud. Hvordan kunne det lade sig gøre? For hvis hun ikke var bange, så måtte hun kende til væsnerne. Men så hun ikke også lidt overrasket ud? Måske var det hendes første væsen hun så.
Langsomt fløj hun tættere og tættere på jorden og pigen, indtil hun landede blidt på skovens bund, kun et par meter fra pigen. Med nysgerrige blågrønne øjne, stod hun stille og betragtede hende. Sendte hende et engle blidt smil, der kunne smelte hvem som helst, der så det.

//Og så forsvandt kreaen lidt xD//

Hun kiggede forvirret rundt, var hun ikke bange for at hun var dusørjæger? Arghh så ville hun kunne se det på hende. Esmaralda kunne nemlig ikke finde på at gøre en fluefortræd.
Hun smilede kort, men alligevel ikke, sådan et tøvende blik, hun var mega glad før, men nu var hun en smule nærvøs. " Ehmm" Stammede hun og kiggede så lidt på hendes smil, men hun faldt ikke for det, for her var det hende der var kærligheds kvinden. Hun ville vise sig stærk.
" Hej " Sagde hun og kiggede lidt på hendes vinger..

"Hej" hilste hun blidt med et smil og fulgte pigens blik. Åh, hun så på hendes vinger. Det faktum fik hende til at smile lidt mere. På en måde fandt hun det pinligt, at pigen kiggede på hendes vinger. Men sådan var det vel. Når man ikke var helt normalt, i menneskernes øjne.. Så måtte hun vel bare finde sig i, at de gloede lidt på hendes vinger. Desuden så var hun ret stolt af sine vinger. De var en del af hende og den hun var. Derfor passede hun godt på dem. Ingen skulle røre dem, ud over hende selv. Medmindre de selvfølgelig spurgte først.
Jameelah kunne ikke lade være med at undre sig, over pigens måde at reagere på hendes smil. Faktisk så reagerede hun næsten slet ikke på det. Overraskende. Folk havde nærmest altid en reaktion på det. Det vækkede bare hendes nysgerrighed og interesse for pigen.

Esmaralda gik hen til hende og studerede hendes vinger nøje, de var en del af hende selv...
Perfekte så de ud til at være. hun gik rundt om hende og kiggede hvordan de sad så smukt på hendes smukke ryg.
" Du er?" Spurgte hun da hun nu stod foran hende og smilede, hun skulle bare være stolt af hende fjerkræg på ryggen, da de virkelig klædte hende rigtig meget. Hun virkede intresant, meget spændene og på den ene side var det ikke hendes engel. men hende selv.

Jameelah bed sig nervøst i underlæben, da pigen kom tættere på hende og gik rundt omkring hende. Sikkert for at studere hendes vinger. Følelsen af at føle sig overbegloet krøb langsomt ind på hende, og fik hende til at føle sig ilde til mode. Det var ikke ligefrem den fedste fornemmelse, at føle sig som en del af udstillingen i zoo'en eller på museet. Men hun valgte at acceptere, at pigen studerede hendes vinger. For hun kunne egentlig meget godt lide hende. Hun virkede flink og fuldstændig harmløs. Så meget som mennesker nu kunne være.
"Jeg er Jameelah, engel" præsenterede hun sig og smilede lidt nervøst, men mest blidt. "Må man spørge hvem du er?" spurgte hun og nysgerrigheden strålede ud af hende.

Esmaralda, kiggede lidt på hende, hun var virkelig køn. Englevinger, det måtte være svært at dække for andre, men alligevel ikke. " Jameelah? Smukt navn" Sagd ehun og lod en finger køre hen i mod hendes vinger " Må man røre jameelah?" Spurgte hun og kiggede mod hende. " Når og jeg hedder Esmaralda. Og er et normalt menneske " Sagde hun og kiggede stadigvæk op i mod hende.

Svagt rødmede hun, da pigen kommenterede hendes navn. "Tak.. Det betyder også smuk på arabisk, mener jeg" mumlede hun. Hvorfor rødmede hun dog? Det var yderst længe siden nogen havde fået hende til at rødme. Faktisk mente hun, at intet menneske nogensinde havde kunne få hende til rødme. Så det var en stor præstation i sig selv, for pigen. Det fik bare Jameelah til at kunne lide hende endnu mere, end hun allerede kunne.
"Ja" nærmest hviskede hun og ventede hendes berøring på hendes vinger. Hun var lidt bange, det ville hun gerne indrømme. Men vingerne var så følsomme. Derfor skulle der passes godt på dem. De skulle røres meget blidt.
"Dejligt at møde dig, Esmaralda.. Og jeg kan faktisk utroligt godt lide jer mennesker" afslørede hun og smilede, stadig lidt rødmende.

Hun smilede til hende " Du er selfølgelig også megte smuk " Sagde hun og smilede lidt af hendes rødmen. Hun lod en finger glide hen og røre ved hendes vinger, de var dejlige bløde og hun kørte en finger glide igennem hendes mange mængder vinger. Det var en del blide berøringer, det var en stor fornøjelse at møde en engel med sådan en fantastisk personlighed og en smuk skønhed.
" Det er også dejligt at møde dig " Sagde hun og sendte hende et varmt smil.

"Tak, det er du også" mumlede hun og smilede forsigtigt til hende. Hvis hun skulle være helt ærlig - så kunne hun rigtig godt lide Esmaralda. Hun havde en fantastisk personlighed. Hvem kunne være så rolig, når de mødte et væsen, selv en engel der var lige så farlig som.. vat? Ingen hun kendte. Det at hun også var smuk, var kun et plus. Jameelah kunne virkelig godt lide hende.
Da hun rørte hendes vinger, gav det hende et lille sug i maven og hun fik svagt gåsehud. Ikke fordi det var ubehageligt, overhovedet ikke. Nej, faktisk var det overraskende behageligt. Aldrig havde hun troet at det skulle være så behageligt. Og hun behandlede hendes vinger godt. Meget blide berøringer, præcis som Jameelah ville have det og kunne lide.

" Tak" Svarede hun og fortsatte med at nusse hendes vinger. Hun var en perfekt kvinde, hun var smuk, blid og så meget andet. Hun kunne også godt lide hende, men ville gerne lære hende at kende. Hun afsluttede berøringen af hendes vinger med hele hånden, det var stadigvæk blidt, hun kunne ikke få sig til at gøre det hårdt. " Fortæl noget omkring dig selv " Sagde hun og trak hånden til sigm hun havde den bløde fornemmelse i hånden.

Et lettet, lydløst suk kom fra hende da berøringerne stoppede. Ikke fordi hun ikke ville have det, men hun var altid så nervøs, når nogen ville røre dem. Hun kunne simpelthen ikke gøre det. Sådan var det bare. Desværre kunne hun ikke lave om det på. Men hvis hun kunne, ville hun nok gøre sne vinger lidt mindre følsomme. Det var det eneste som hun ville ændre.
"Jeg arbejder på Petronia, men er uddannet stylist og fotograf" fortalte hun. Vidste ikke helt hvad hun skulle fortælle. Hun lavede ikke ret meget andet end at arbejde. For hun skulle tjene penge til sin lejlighed, der var ret så dyr, desværre. "Jeg elsker at flyve og være udenfor.. bare slappe af i skoven eller på stranden" afsluttede hun så. Hvis der var noget mere hun ville vide, kunne hun bare spørge.
"Fortæl også lidt om dig selv" sagde hun lettere opmuntrende.

Esmaralda smilede til Jameelah, hun var en bedorende smuk kvinde. Hun lyttede spændt på hendes svar, hun burde nærmest være model, også skulle hun ikke være bange for at vise sine smukke vinger.... Selvom.... At dusørjægerne også er her, men altså vis hun var under beskyttelse ville ingen kunne gøre hende noget. "Mig ?" Sagde hun og vidste ikke hvad der var at fortælle... Hmm " ja jeg hedder jo som sagt Esmaralda, arbejder ikke og går heller ikke i High Scool. " Sagde hun og tænkte lidt " jeg er 16 år og bor hos en pleje familie i den skumle by Werclare " Tilføjede hun til sin sætning før. " Mere?" Spurgte hun og kunne ikke så blikket fra hende.

Mens Esmaralda fortalte lyttede hun interesseret til hvad hun fortalte om sig selv. 16 år.. så var hun kun et år yngre end hende selv. Men Jameelah ville jo være 17 år resten af sit evige liv. Aldrig mere ville hun ældes. Noget som menneskerne sikkert misundte hende og de fleste andre væsner.
"Werclare? Ja, der er lidt skummelt" mumlede hun med et smil. Werclare var langt fra hendes yndlingsby, men det var der at hendes arbejde lå. Så hun havde ikke rigtig andre muligheder end at tage dertil. Og selvom både byen og hendes arbejdsplads vrimlede med vampyre og dæmoner, havde de aldrig gjort hende noget. Kun Demetri og det havde kun kostet hende tre ar på halsen.
Kort tænkte hun sig om, mens hun betragtede Esmaralda. Hun var smuk pige. Ingen tvivl om det. Hvis hun ville kunne hun sikkert være model og alt mulig. "Hvis du har mere at tilføje" svarede hun så. "Forresten, jeg er 17 år.. og biseksuel" tilføjede hun. Måske var det ikke så vigtigt for Esmaralda at vide, men det var en del af Jameelah, en del af hendes hverdag, så.

Hun smilede lidt til hende " Jeg er også biseksuel " Sagde hun ogfik endnu et smil på munde, før hun nussede hende på armen, istedet for hende vinger. Hendes arme var lige så bløde som silkebånd. Der var ingen tvivl om at hun var en engel... En dejlig en indda...
HUn vidste ikke hvad hun skulle sige, men hun nussede hendes arm, og førte den anden hånd på hendes anden skulder og nussede hende der.

"Virkelig?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at være en smule overrasket. For det var sjældent at hun mødte andre biseksuelle. Men på en måde gjorde det hende også en smule lettet. Så vidste hun at der var en, som var lidt som hende. Ikke helt den samme selvfølgelig, men altså med seksualitet.
Jameelah smilede blidt, da hun begyndte at nusse hendes arm og skulder. Blidt gengældte hun hendes berøringer.

Hun var en perfekt kvinde og da hun gengældte berøringerne fik hun fjernet smillet.
Der var ikke mange der vidste hun var biseksuel, fakktisk gik hun ikk eog fortalt det til så mange, men hun var da glad for at hun kunne komme til at sige det til en anden person i stedet for at holde det hemmeligt hele tiden.
Hun kiggede ind i hendes smukke øjne og slikkede sig roligt om munden inden, hun satte en lille bid i underlæben.

Forsigtigt og blidt lod hun sin ene hånd gå fra hendes skulder, op ad halsen for til sidst at kærtegne hendes kind, ganske blidt. Aldrig havde hun mødt en, som hun havde mødt for ganske få øjeblikke siden, været så tiltrukket af. Både på hendes udseende og på hendes personlighed. Alt ved Esmaralda tiltrak hende.
Forsigtigt bed hun sig i underlæben og så hendes i øjnene.

Esmaralda, lod en finger glide op ved hendes kraveben, før hun begyndte at køre den blidt rundt ved hendes knogler.
Hun havde aldrig rigtig været tiltrukket af kvinde, som hun var med Jameelah, og det var også gået stærkt, men hun var en fristende kvinde og hun måtte have hende.
hun fortsatte med det hun gjorde, mens hun søgte mod hendes øjne.

Et svagt, nydende suk forlod hendes læber, da Esmaralda rørte hendes kraveben og knogler, ganske blidt. Det føltes dejligt og.. svagt kildende. Som hun kunne lide det, for det pirrede hende.
Esmaralda var fristende og aldrig havde hun været så tiltrukket af en kvinde, som hun var med hende. Det var en overvældende og fantastisk følelse.
Hun trådte lidt tættere på hende, så hende dybt i øjnene og fortsatte kærtegnene.

Hun stoppede med at røre hendes kraveben da hun nu tog den hånd fra hendes kind ned i hendes hånd. HUn var fristet til at røre ved Jameelah, men hun viste ikke om de var ved at gå for langt eller hvad man nu siger. " Du er smuk" Sagde hun og gav hendes hånd et kærligt klem. Hun gik helt hen til hende, så de stod helt op ad hinnanden. Der var ikke en centimeters mellemrum. Jameelah var en smule højere end hende selv da hendes højde var 1.64 med sko på.

Et smil bredte sig på hendes læber, da Esmaralda trådte tættere på hende. Faktisk så tæt at der ikke var meget mere end en centimeters mellemrum mellem dem. Hvis ikke mindre. Hun kunne godt lide at stå så tæt sammen med hende. "Du er også smuk" hviskede hun, bange for at tale for højt, nu da de stod så tæt.
Forsigtigt kærtegnede hun hende og så hende dybt i øjnene. Det kildede hende svagt i maven.