Den yndefulde skov - Eve

Arya åndede tilfredst ud. Skovens træer hejste sig majestætisk op, så hun kun kunne skimte den blå himmel. På trods af det, var skoven åben, og sollyset skinnede ned, og oplyste små plamager i skovbunden, eller fangede de små dugdråber, så de skinnede som ædelsten. Det var lang tid siden hun havde været i skoven, og dens rolige indre fik hende omsider til at slappe af. Forårets tegn var over alt. Små skud, der var begyndt at blive grønne, få blomster, der prydede skovbunden og solen, der gjorde den svage kulde udholdelig. Selv fuglene og dyrene var omsider begyndt at titte frem, og hele den smukke skov, genlød af utallige fuglefløjt. De klareste toner fyldte verden omkring hende, og fuldendte skovens bløde harmoni.
Arya fnes, da hun skimtede et dådyr, der fik øje på hende med det samme, men i stedet for at løbe, vippede det bare let med ørerne. Det var en ung han, sandsynligvis en, der var udstødt af flokken. Hun smilede muntert. "Hvad har du gjort, for at blive skubbet sådan ud?" Spurgte hun med hendes lyse, syngende stemme, og lo hjerteligt, som en klukkende bæk. Dådyret stampede i jorden, og vippede med hovedet, og hun smilede overbærende. Det prægtige dyr virkede ikke bange, og Arya måtte indrømme, at hun aldrig havde mødt et dyr, der flygtede fra hende. Hun havde hørt, at det var noget, der lå til elverne, og var parat til at tro på det.
Dådyret tog omsider mod til sig, og traskede hen til hende - på en let tumlet måde, der kendetegner en ung. Hun rakte hånden ud i luften, og lod selv dyret om at nærme sig. Efter lidt tid lagde den snuden mod hendes hånd, og Arya vidste, at det var et tegn på tillid. Hun strøg den let over hovedet, og en berusende følelse oversvømmede hende, da hun mærkede dens varme. Hun blev ved med at nynne beroligende til dyret, og den så ud til at slappe mere og mere af.

Den svage, halvkølige brise fik de nyudsprungne blade på de krogede træer til at bevæge sig let, og frembringe en lyd der næsten mindede om en melodisk sang. Solens blændende stråler bagede ned over skoven, og opvarmede hvert eneste levende væsen der måtte være tilstede mellem træernes grene.

En ung kvinde trådte elegant over en nedfalden gren, så det næsten lignede hun svævede over den tykke gren. Hendes handskebeklædte fingre gled hen over hendes mave, hvor en bule der i mistænkelig grad lignede en pistol, tydeligt trådte frem, på trods af læderjakken der var trukket tæt op over, som prøvede hun at skjule pistolen.

Oh god ... These woods are so ... Peacefull ...

Et smil flakkede over Eves lyse ansigt, og fik hendes ansigt til, i et kort sekund, at lyse op som en yndig lille pige. Pludseligt stivnede alle musklerne i hendes krop, og hendes skarpe, mørke øjne synes ikke at fokusere på det store træ, de ellers var rettede imod. Hele hendes krop stod som forstenet i et øjeblik, der virkede som en evighed.

Pludseligt fløj hendes arm op, i en sær elegant, glidende bevægelse. Hendes slanke fingre fik grebet fat i en Beretta 92FS Brigadier, og trukket den op af et læderbælte, der var placeret under hendes mørke tanktop, så den var skjult. Med en hastig bevægelse gled den op, og blev rettet ud til hendes side, samtidig med at hendes ene finger lagde sig på aftrykkeren, i samme bevægelse.

Hendes krop snurrede omkring, og hendes anden hånd ramte pistolen med et smæld. Et brag rungede gennem skoven da hun affyrede, og en dump lyd kunne netop høres under den voldsomme lyd revolveren frembragte. En nærmest larmende stilhed bredte sig over skoven, inden Eves højelydte gisp brød muren.

"Oh my god! Ups ..."

Hendes fingre gled af pistolen, og den faldt ud af hendes greb, uden hun synes at bemærke at den forsvandt. Endnu engang stivnede hele hendes krop, inden hun nærmest faldt fremad, greb fat i pistolen, og med lange skridt fløj fremad, uden at den knasende lyd fra grenene hun trådte på, synes at forstyrre hendes fremgang.

Pistolen gled umærkeligt tilbage i hylsteret, som skulle den skærmes for omverdenen, idet hun nærmede sig kvinden foran det døde dådyr. Hun stoppede op ikke langt fra skikkelserne, og stirrede på det døde dyr. Hendes mørke øjne var spærret op, og rettet imod blodet der strømmede voldsomt ned over dyrets hoved, og dedikerede at det meget vel kunne være dødt.

Nice Eve. Good job, you idiot!

Pludseligt sprang dyret op, og med blodet fossende ud af hovedet, sprang det brølende fremad, i en flygtende dødsdans. Eves mørke øjne følger opspærret det døende dyr, inden det forsvinder mellem træerne, som en mørk skygge man netop kan skimte gennem træerne. Til sidst kan man knap høre det brølende dyrs sidste kramper, og man kunne gætte på at den enten var for langt væk til at kunne høres - Eller død.

Arya blev i bedre og bedre humør som morgnen skred frem. Hun aede blidt dådyret, og prøvede at mærke efter den tanker eller følelser. Inden længe glemte hun alt omkring sig, og ænsede kun det smukke dyr foran sig. Hun nynnede fortsat sagte, og prøvede at tyde signaler fra den, da den pludselig vippede med ørerne. Hun slog det væk med en klingende latter, i den tro at hun bare havde strejfet øret, og at det havde kildet. Solen skar hende kort i øjnene, og hun ville til at genne dådyret lidt væk fra solen, da hun hørte det. En svag raslen ude fra siden fik hende til at vende sig halvt om.

Skudet overdøvede alt, og rev Arya ud af sin lille verden. Først stirrede hun panisk omkring, uden at se noget, og så faldt dådyret om. Et skrig arbejdede sig op i hendes hals, men sad fast, og istedet kom hun med en lyd, der mindede om en blanding mellem et hulk og et hvin. Hun faldt sammen ved siden af dådyret, hulkende og fuld af vrede. I en flydende bevægelse rejste hun sig op, tog sin bue, greb en pil og sendte den lynende igennem luften. Pilen hamrede lige ind i træet ved siden af en pige, der kom gående mod dem.

Arya satte sig atter på hug ved det døde dyr, ærget over at finde blod på sit tøj.
"Unødvendigt!" Hvæsede hun af pigen, snerrende rejste hun sig op, og trådte kun tilbage, da dådyret begyndte at løbe, og endnu engang plaskede blod på hende.
Hvordan kunne man gøre noget så grusomt? Selv var hun vegetar af den grund, at unødvendige drab ikke gavnede nogen eller noget, og hun afskyede alle, der jagtede dyr. Hun kunne dog se på kvinden foran sig, at det var et uheld. Arya krympede sig ved dyrets sidste åndedrag, og vendte sine lynende øjne mod kvinden. "Hvilken ret havde du til at dræbe det dyr?" Snerrede hun, og tog et skridt hen mod hende. Uforskammet! Hviskede hendes tanker, og hun knyttede hænderne til hendes knoer blev hvide.

Eves mørke, selvsikre blik gled imellem træerne, hvor det døende dyr var sprunget imod, og kvinden der med lynende øjne stirrede på hende. Alle Eves nerver synes at ringe alarm, for hendes hånd fløj op imod pistolen endnu engang, selvom hun denne gang ikke trak den helt op.

Hendes slanke fingre lukkede sig lynsnart om pistolen, men ellers bevægede ikke så meget som en muskel sig, på hendes krop. Et tydeligt vurderende blik flammede i hendes øjne, og viste at hun overvejede en mulig modstanders styrke og svaghed. Hendes rødmalede læber åbnedes uendeligt langsomt for at svare på spørgsmålet, og formede ordene der kom ud.

"I estimated that the animal could be a possible threat, from my experience and knowledge, and therefore I had to defuse it without delay.

Ordene der kom ud af hendes mund, synes ikke at passe til kvindens fremtoning, der mest mindede om en jæger - Med en umiskendelig elegance, og som med et selvsikkert blik gennemsøgte skoven for andre 'mulige trusler'.

Noget ved måden hendes hånd gled fra pistolen endnu engang, og hendes krop halvt drejede sig væk fra kvinden, tydede på at hun havde vurderet at kvinden ikke var farlig, og derfor ikke længere interesserede sig synderligt for kvinden.

"But perhaps it is a possibility that I failed to see the animal properly before I declared it as a possible threat. I admit that I might not have seen the animal exactly, before shot was fired. It was a reflex shot, however, it was founded on earlier considerations. If the animal meant something to you, you have my deepest regret."

Hendes snirklede ord, synes at være indlært for at forvirre et ulært sind, men hendes ansigt viste tydeligt at det ikke var tilfældet. Hendes arm hævede sig yndefuldt, og fuldendte billedet, der kun kunne vise én ting, om kvinden der netop havde skudt dyret - Elver.

I have to go ... God dammit Eve! I am SO stupid! If I tell her i'm sorry and take off, maybe she will forget.