Skrigende børn er ikke godt selskab. //André.

Tid: 18.32
Dato: Irl.
Dag: Irl.
Sted: Legepladsen.
Vejr: Koldt og blæsende.
Omgivelser: Pandora og børn der leger inden de skal ind.
Påklædning: Tøj!

Pandora sad ovenpå legehuset mens hun betragtede de små børn der legede med hinanden og skreg i vildskab. Nogengange gik det hende virkelig på nerverne, men da hun kunne høre at nogen blev kaldt ind smilede hun. Så kom freden snart. Hun var her egentlig tit, men først på denne tid af dagen eller aftenen som det nu var ved at blive. Hun sad i skrædderstilling ovenpå taget og ventede bare på at hun var helt alene. Hendes lysebrune korte hår sad nærmest helt perfekt om hendes ansigt. Det fulgte åbenbart med til at være vampyr, det med at være perfekt over det hele. Hun sukkede stille. Hoppede ned fra taget og så sig om. Der var ikke flere tilbage. De var sikkert inde at spise aftensmad eller noget lignende. Hvor var det dejligt. Der var ingen skrig fra de små børn mere. Kun stilheden og bladende der slog mod hinanden i blæsten.
Hun bed sig i læben. Hun kunne ikke huske hvordan det havde været da hun var barn. Minderne forsvandt for hver dag der gik. Det var ikke til at holde ud. Hvis det stod til hende skulle hun huske dem hele sit lange udødelige liv, men på et tidspunkt kunne hun sikkert ikke engang huske sit tidligere liv. Det pinede hende. Nogengange ville hun så godt være menneske igen. Bare for en dag. Men det var umuligt. Hvis bare hun havde den evne hvor man kunne skrue tiden tilbage og forhindre at hun var blevet vampyr. Hun sukkede. Gik hen til gyngen, satte sig på den og begyndte så at gynge. Ikke højt, bare sådan frem og tilbage i et roligt tempo. Måske, hvis hun var heldig, kom der en eller anden forbi og holdte hende med selskab? Højst sandsynligt ikke.

André havde ikke villet gå på legepladsen og da især ikke nu hvor alle de skrigunger var der, det gik ham neverne, han hadede børn og dyr, de var ikke skabt til andet at lege hele dagen. det gav ham kvalme at tænke på, men han havde også været vampyr nu i 200 år og han kunne ikke huske noget af sin barndom overhovdet. Men han var også ligeglad. Han ønskede ikke at være menneske igen.
Det eneste han huskede fra sin barndom var at han elskede at tegne, men ellers så var det helt tomt med minderne. Efter hans onkel havde forvandlet ham, levede han også vildt live som ikke var værd at huske. Han slog endda onkelens kone ihjel, hvilket han også kun huske fordi havde tegnet billed af det. Hans fortid var fortid, han levede i nuet, og havde lukket al kontrakt til onklen. Han ville ikke se ham nogensinde igen og hvis han gjorde døde Onklen på stedet. Han traskede ind på legepladsen idet lugten af vampyr ramte ham lige i hovdet. Øv så var han jo ikke alene. Han fnøs kort, håbende bare at vampyren var naiv eller godtroende en så han kunne låne noget af dens blod, for det ville den jo ikke død af.

Pandora blev ved med at gynge frem og tilbage. Fuldstændig væk i sine egne tanker om sit tidligere liv. Det var så ufattelig svært at huske. Alle hendes tanker blev smidt væk da en lugt af vampyr daskede hende lige i hovedet. Hun så op. Kiggede rundt på legepladsen for at se efter vampyren. Hendes blik standsede ved indgangen da hun fik øje på personen. En hanvampyr. Hun sukkede. Hun gad virkelig ikke noget ballade lige nu. Hvis det var sådan en der troede han var så meget bedre end alle andre blev hun altså nødt til at samle kræfter hvis han var ældre. Hun kneb øjnene sammen og hævede øjenbrynet da hun så ham. Rejste sig fra gyngen og gik så hen til legehuset igen for at hoppe derop og holde øje med ham. Han havde sikkert allerede opdaget hende. Hun bed sig i læben og ventede på at der var en der sagde noget eller han kom tættere på. Der var ikke så mørkt endnu, men mørket påvirkede heldigvis ikke hendes syn. Noget af det gode ved at være vampyr var at man havde forstærkede sanser. Hun lod sin hage hvile på hendes knæ og blev ved med at se over på ham.

Han stod kiggede rundt på legepladsen, han vidste godt hvor hun befandt sig, men han var ikke bange for hende. Smilede kort forsatte ind på legepladsen som var kedelig, hvordan kunne børn syntes det her var sjovt. Sikken kvalmede måde at bruge sin fritid på. Han lod som om han ikke havde ænset hende. Sagde derfor ikke noget. Hun kunne da bare komme an hvis det var det hun ville, han regnede strækt med at han var den ældste, og med lethed kunne slå hende. Han satte sig i sandet med ryggen til legehuset.
Hun kunne bare lige prøve på noget så skulle han nok vise hende hvem der bestemte, men lige nu var her fredligt og han ville ikke ødelægge freden, hvis nogle af disse her små snotunger nu havde glemt noget som de så tit gjorde, og så at han havde travlt med banke en pige. Han rystede på hovdet så ville der sikkert komme en masse forældre og det havde han ikke løst nej. Forældre der lod lege her denne kvalmende legeplads var ikke nogle specielt gode forældre nej, og de skulle nærmest have bank for det.

Pandora lod blikket følge ham og smilte da han satte sig med ryggen til hende. Hun vippede lidt fra side til side. Bare for at få tiden til at gå lidt. Hun blev ved med at se på ham. Vente på at han ville gøre et eller andet, for hun ville ikke begynde. Ville ikke engang sige noget. Hun så sig om på legepladsen. De var stadig helt alene, og det så ikke ud som om at der ville komme nogen børn mere i aften. Dejligt! Så var hun fri for at høre på alt deres råb og skrigen. Det var ikke til at holde ud, selvom hun bare kunne gå hvis hun ville.
Hun lod blikket glide over på ham igen og lagde hovedet lidt på skrå. Hm. Gad vide om det var en af de der psykopatiske morderiske vampyrer, der gjorde alle og enhver ondt. Hun hadede virkelig sådan noget. Noget af det værste hun vidste.

Han smilede svagt af vampyren, så hun ville ikke starte så måtte han vel gøre det, piger de var altså mærkelige. Han lod sine skulder sinke sig en smule og vendte sig halvt imod pigen, han nikkede kort " davs" sagde han meget stille, han havde ikke selv løst til at slås med hende, han orkede ikke. Han smilede kort før han rejste sig vendte hele sin krop imod hende. Han lod roen fylde sin krop, det var meget rart, at børnene var gået. Jo ældre han var blevet jo mere var han kommet til at hade dem, de var rotter for ham nogen der engtlig bare skulle udryddes, men det var jo hans mening og ingen andens.