Selv sorger kan heles af nye menneske - Isaac

Det var en kedsomlig aften hos lægerne. Daphne sad i sin hvide kirtel og drak en citronte. Hun havde lige lavet en stor operation med lægen so blev kaldt Dr. Isaac og Dr Denman. e var begge 2 drenge, men de var eldigvis seriøse at operere med. Daphne hostede. Hun sad alene ved et bord mens de andre læger sad og snakkede om hvad de havde opnået i dag. Hun fjernede hårene fra hendes øjne, der var e savn som kun kunne heles af en ny kærlighed. Hendes forlovede blev dræbt lige midt i kysset. Han blev stukket i ryggen af en mand. Ikke en hvilken som helst mand, men hendes pap onkel Luther. Han var hellere ikke sin fars rigtige bror. Hun kunne ikke klare sig onkel og omvendt. Men hvorfor skulle han ødelægge hendes glæde. Hun savnede kun en at dele sit liv med. En der kunne forstå hendes savn, so også kunne være anderledes. Og en som forstod hendes sygdom. Hun havde en forstoppelse da hun var mindre, nu har hun en eller anden ukendt sygdom.

Isaac var en ret så seriøst læge, og det var nok mest fordi hans liv det var hans arbejde efter hans kones død. Han var så sikker på at hun havde ønsket at han havde forsat med at arbejde, da hun jo viste hvor meget han elskede at hjælpe folk.
Han havde siddet ved patienten til hun var vågnet, det gjorde han ret så tit hvor at være sikker på at alt var som det skulle være. Og når hun endelig var vågnet så tjekkede han at alt var som det skulle være, og at smerterne ikke var for store. inden han gav hende nået ro og gik derfor sin vej, alle hans andre patienter klarede det jo godt så derfor behøvede han ikke tjekke dem selv om han havde en stor lyst. han gik bare ned mod pausestuen, for at få sig en kop kaffe selv om det ikke virkede så godt på ham. han så sig bare rundt på de læger som sad rundt omkring, og fik øje på en han havde set for et stykke tid siden som havde været med til at opera den kvinde som han lige havde siddet med. han gik bare roligt ned og satte sig på en stol ved siden af hende "håber ikke der sidder nogen" sagde hans stemme som bare fløj roligt ud mellem hans læber, den var så rolig og blid lige som når nogen græd og man skulle trøste dem.

Hun hørte den velkendte stemme. Hun kiggede op. Af en grund brød hendes smil op. Man kunne ikke se noget i hendes smil, kun i hendes blå havet øjne. Det var som om når hendes sjæl var forfulgt af sorg men hendes øjne til en mørke blå farve og når hun var glad blev de utrolig lyse. Hun kiggede ud af vnduet, regnen begyndte at komme med lidt sne. Det var ikke uventet. Det havde sneet og regnet nærmest hele dagen. "Nej slet ikke, Tværtimod er jeg ensom" Hun smilede. Daphne fjernede blikket fra vinduet og drak oget af hees te. En dejlig blid og svag citronsmag. Lige så svag som sommerfugle viner. Hun kiggede rundt omkring.

Isaac gav et venligt smil fra sig for at vise at han var gæstfri, selv om det var ham der havde kommet over til hende. han nikkede let til det hun sagde "lyder jo godt" sagde han og kunne mærke stilheden, han viste ikke hvad han skulle sige og synes selv at alle andre læger og sygplejesker snakkede for meget om patienterne. selv om han vel ikke var bedre selv? han snakkede ikke om dem, men tænkte ret så meget på dem "du var god der inde" sagde han eller røg der ud mellem hans læber, han hadet stilhed og ville bare holde det så langt væk fra sig som overhovedet muligt. han tog bare sin kaffe og pustede lidt til det, inden han satte koppen mod sine læber og drak nået af den. den var stadig ret så varm i det og mennesker ville nok ikke drikke af det, men Isaac var ret så ligeglad med det.

//OOG: Undskyld det tog så lang tid. Men bærebar syntes lige den skulle slette det hele og gøre sådan at jeg ikke kunne klikke fortryd. >____<'//

Hun smilede. Han smillede. Det var kun godt, hun ventede på samtalen der ville blive mere, og mere åben. "Virkelig? Tak skal du ha! Jeg prøver virkelig at hjælpe folk, Og du var 10x så god som mig. Meget bedre" Stilheden ville komme lige bagefter. Hun havde glemt at sige sit navn. Hvor uhøflig havde man dog lov til at være. Der skulle startes en samtale. "Forresten jeg hedder Daphne" Hun var ikke selv ret vild med sit navn, men ogle gange kunne hun. Daphne hostede let. Daphne fjernede kort blikket fra ham og tog en slur af sin te Skulle hun mon spørge om han ville have noet at drikke. Hun kiggede kort omkring, der var ikke noget specielt spæ ne rundt om hjørnet

//når okay det går nok d: lægger ikke så meget mærke til det ^^ //

Hans blik lå bare på hende og han så ret så venlig ud, selv om han også kunne være det modsatte af venlig "jamen det klare du også ret så godt" sagde han og var ikke så meget for at tage imod ros, selv om det også var rart at vide folk synes han var god til sit arbejde. men han var jo også overlæge så dårlig måtte han jo ikke være, selv om det nok fandes lige så gode normale læger som han var. selv om han nu havde mere erfaring da han jo havde mere end et liv til at lære sig det som der skal til, men sådan var det jo bare "hyggeligt at møde dig Daphne.. jeg er Isaac" sagde han selv om det ikke var han rigtige navn men et mellemnavn, han havde bare taget det navn til sig som om det var hans rigtige navn da hans far hed det. han drak lidt mere af sin kaffe og fulde hendes blik, inden han satte den fra sig igen og lod sin tommelfinger glide over sin ring "er du ved at blive syg?" spurgte han roligt om

Daphnes ansigt blev blegt. "Jo altså...Sådan både og.... For at gøre en lang historie kort blev jeg født uden at græde, jeg døde næsten bagefter. Og så har jeg haft spise forstyrelse, og hoster utrolig meget. Jeg har muligvis en ukendt sygdom som snart skulle gå over" Det var verdens korteste version af hendes livslsnge hidtorie, hun vidste hun ikke skulle dø før hun blev 90. Hun var ung og havde et langt og spænde liv foran hende. Hun fjernede sig hår fra øjne. "Sejt navn." Hun syntes Isaac mindede hende om en ven hun havde da hun var mindre. Og personligt syntes hun det virkelig var pænt. Hun så igen omkring igen, og stadig intet nyt. Hun kiggede i den sorte taske ved siden af. Hendes søster Zoey havde skrevet til hende. Der stod "Glæder mig til du kommer igen" Hvis hun kunne vælge 6 personer der skulle leve ville det være Alex, Elias, Zoey og hendes forældre samt resten af hendes familie som skal tælle som en.

Isaac blev lidt overrasket over at hun sådan skulle fortælle, han havde vel bare troet på at hun ville sige at hun blot havde ondt i halsen eller nået. han nikkede langsomt til det hun sagde "okay det lyder jo ikke så godt" sagde han og havde ikke hørt om nogle ukendte sygdomme, for ham fandes der jo alle sygdomme der var blot nogle som ikke havde fået nogle navne. han kunne ikke lade være med at give et let grin fra sig, over at hun kalde hans navn sejt. selv brugte han ikke sådan nogle ord, han var jo ret så gammeldags i det "jamen jeg takker.. dit navn er smukt" sagde han for også at rose hendes navn, det var vel af ren høflighed at han gjorde det. han fulde kort hendes blik inden han vende det mod sin kop kaffe, han så kort på sit ur og overvejede snart at gå for at se om alle havde det godt.

Hun smilede, Me mente han det eller? "Tak, Og jeg skal desværre snart gå; Skal over til kvinden jeg lige har opera. hun vågner snart fra sin bedøvelse. Og derefter skal jeg til en mand der er blevet påkørt af en 'bedstefar bil'. Samt opera. igen en pige der har sprunget trommehinden. " Hun skulle nå en masse, hun overvejede at arbejde på overtid i aften så hun kunne n at se sin familie mere. Hun kiggede på sin telefon. Der var et billede af hende og hendes forrige forlovede. "Kender du det at man har været lykkelig med en som nu ikke findes på jorden længere?" Hun var sikkert der eneste der kendte til det følte hun. Coming home var i radioen, en fantastisk sang. Hun trummede på sine lår i takt til musikken baare ret lavt

Hans blik lå bare roligt på hende, der var ingen tegn på stress som de fleste læger kunne have. og mest når man havde så travlt som han havde for det meste, men sådan nød han også at have det. der kom et let charmerende grin ud mellem hans læber af det hun sagde "kvinden har det fint, hun er vågnet.. jeg sad hos hende" sagde han helt roligt i det, og tog bare sin kop op til læberne og drak lidt mere af sin kaffe mens hans blik bare lå på hende "mmh" sagde han helt roligt i det og var ikke en af dem som brød sig særlig meget om at snakke om det "det tror jeg alle har prøvet..... en ven.. en fra familien" sagde han og satte sin kop ned på bordet igen

Daphne kløede sig i nakken. "Min forlovede blev stukket i ryggen da jeg havde sagt ja og han havde sagt ja. Så stak min pap onkel ham i ryggen. En forfærdelig sorg.." Det der gjorder mest ondt var nok at det var den dag de skulle giftes og at en fra hendes familie gjorder det. Hendes mor og far tog ham som svigersøn lige fra starten. De lod ham allerede flytte ind da han fyldte atten. Hun bemærkede hans chamerende blik, det blege ansigt forsvandt. Igen kiggece hun på klokken. Hvorfor fortalte hun ham det endeligt? Sikkert fordi det er hendes åske eneste bekendtskab til nogen der har følt samme smerte som hende selv. Igen kiggde hun på uret. Der var ikke en hel masse der skulle nås, kun nogle få ting. Hun bemærkede at nogle begyndte at gå hjem.

Han så bare på hende og var helt undrende inde i, hvorfor fortalte hun ham sådan nået? de havde jo lige mødt hinanden også fik han sådan nået at vide? han forstod det bestemt ikke, og kunne heller ikke sige nået til det. han nikkede bare langsomt, sådan rigtig langsomt i det mens han tænkte længe over det. selv kunne og ville han ikke fortælle om hans kones død, det var jo ikke lige fordi han bare kunne sige `okay og min kone blev dræbt af en dusørjæger´ måske var der bare nogle ting man skulle holde for sig selv, som dette.. han vende sit blik ned mod koppen "det er jeg ked af at høre" sagde han da han ikke helt viste hvad han ellers skulle sige, han havde ikke nogle ord som var de rigtige til sådan nået. nok heller ikke et svar som hun søger efter, han kunne ikke sige at det hele ville blive godt og at det ville blive bedre. han ville ikke lyve, det var forkert at gøre. han drak bare lidt af sin kop og lukkede sine øjne kort i, stilheden havde sænket sig over ham efter det hun havde fortalt. han så kort ned på sit ur "mmh.. snart fri" mumlede han let for sig selv

Daphne kiggede ned i jorde, Jeg tager overarbejde i aften, så kan jeg måske få lidt tid på fredag" Mumlede hun lavt. Daphne iggede på kloken. Hun skulle lige om lidt smutte. Hun kiggede tamt mod døren, når hun hjalp nogle følte hun at hun var med til at gøre en persons liv bedre. Også selvom deres tid var kommet ville de stadig slippe for lidelserne. Hun følte sig dum at snakke når de kun havde snakket i 5 minutter. Snart kaldte arbejdet, og hun ventede på pausen var slut. Daphne tog en slurk af sin te. Daphne tænkte på sin familie. Alle sagde alt vil blive bedre, men hun havde det ikke sådan.

//øøøh han har ikke sagt nået om dusørjæger?? ...//

//Soory så forkert//

//okay.. vil du så lave indlægget om??//

//Sådan//

//okay ^^//

Isaac lyttede bare på hvad hun sagde og nikkede og kunne ikke lade være med at smile, da hun mindede ret så meget om ham selv eller han ville bare tage overarbejde for at arbejde og ikke nået med at få mere fri en anden dag "når okay,.. bestemmer du jo også selv" sagde han og drak det sidste af sin kaffe inden han rejste sig op og satte stolen på plads "jeg må heller gå og kigge på hvordan de har det inden jeg smutter hjem" sagde han og ville ikke virke uhøflig i sådan at han bare måtte smutte, men han havde jo snart fri også ville han lige nå og kigge til alle. han ville også selv gerne arbejde over, hvis ikke det var fordi at han allerede havde arbejdet over alt for meget.

Daphne satte sin te kop på et bord. Hun smilede til isaac. "Ja, de ører oprea. jo ikke sig selv. " Hun kiggede, De var d 2 eneste personer tilbage. Der blev sagt i højtalerne "Doktor Daphne Collins til Operationstuen!" Af en grund kiggede Daphne på højtalerne. Hun smilte til Isaac og gav ham hånden. "Hyggeligt at møde dig Isaac. "Hun vidste at han ville havde ønsket hun var kommet videre. Dapne kiggede på Isaac og ventede på hvad han ville nu. Han ville endten give hende hånden og sige Hyggeligt at møde dig Daphne eller sige I lige måde, Jeg må nok hellere videre. Daphne kiggede på hånden.

Der var et eller andet ved det hun sagde, som gjorde at han ikke kunne holde et let grin fra sig. selv om det jo ikke var så sjovt for den person som havde kommet til skade med sine øre, men alligevel lød det ret så sjovt i det. han kunne endelig ikke huske hvornår han sidst havde grinet, det var nok flere år siden. han var endda næsten sikker på at det var et par 100år siden, den gang hans kone stadig levede og han var lykkelig. han høre efter på højtaleren og kunne ikke lade være med at smile, i det han tog hendes hånd i sin og gav den et lille klem. han var dog forsigtig i at han ikke klemte for hårdt, da han jo havde flere kræfter end en normal menneske havde "det var også hyggeligt at møde dig Daphne.. mon ikke vi ses snart igen" sagde han med et let charmerende smil på læben, selv om han ikke selv lag mærke til det for det gjorde han aldrig. han tog bare sin hånd til sig og gik over for at sætte sin kop til vask, så køkkendamen ikke skulle gå rundt og samle alle kopper sammen.

Hun kunne ikke holde sig tilbage. Hun kyssede ham venskabeligt på kinden og slap hans hånd. Hun kastede et kort blik på hans ansigt. Daphne tog sin taske og gik ud på gangen. Hun smilte, det var virkelig behageligt. Hun havde set ham grine, hun forstod ikke hvorfor. Og det berørte hende hellere ikke. Hun gik på gangen i sine egne tanker uden at vide hvor hun gik hen. Hendes hvide kittel flavrede efter hende. Hun stoppede i et øjeblik og kiggede omkring. Hun satte sit hår i en hestehale. Hun kiggede ind af en dør. En mand sad i en hospitals seng Hans børn og kone sad omkring ham og sagde at alt nok skulle gå. Hun ville ønske det var hende der havde så rollinger løbende i lejligheden, mens hendes ægtefælle ville småsludre med hende. Daphne nynnede lidt imens hun gik ned af gangen.