Just another day - Lilith

Tid: Eftermiddag
Sted: Silent River
Vejr: Koldt, men uden vind.
Omgivelser: Intet andet end søen og træerne
Dato: IRL
Dag: IRL

---

Duncan var ikke i et videre godt humør. Han havde siddet på arbejdet hele dagen - rent skrivebordarbejde, hvilket hørte med - og havde taget telefonen intet mindre end 54 gange i løbet af to timer. En dundrende hovedpine havde spredt sig gradvist fra panden, så han havde haft brug for luft. Heldigvis var både sekretærer og andre medarbejdere vant til hans hidsige temperament og tog det stille og roligt, da han forlod kontoret. Han havde ikke set sig tid til at trække en jakke over sig, så han fremstod blot i hvid skjorte med sorte habitbukser og gråt slips, som han dog havde tilladt sig den nydelse at løsne en smule. Det ravnsorte hår havde som altid sin egen vilje, og sad som om han lige var kommet ind efter et voldsomt stormvejr. Nu om vinteren var håret så sort, som det kunne blive, men i sommermånederne kunne man ane nogle afblegede striber.
Nu stod han ved kanten af Silent River med hænderne i siden og hovedet bøjet. Det var som om solen ikke nåede ned til søen, der på grund af temperaturforskellen mellem luften og vandet dampede lystigt og udsendte en vag, sødlig duft som enhver anden dag ville have givet Duncan kvalme. Han trak vejret dybt ind og tog et par skridt længere hen ad bredden, mens han forsøgte at køle ned.

Påklædning: Som på billedet.. Minus skirt...

Lillith gik rundt i endnu en ny by... Omgivelserne var kønne... Werclare var skummel og ubegaelig, også kommer man her til... Hmm hvad kan man sige... Lillith havde det bedste humør hun nogensinde kunne forstille sig at have... Eftermiddagen lå forud, og senere kom den mørke aften.. Det hele var så skuffende, vejret, som lå helt vindstille, den hvide omgivelse, ikke mere sne faldt ned fra den blå himmel, faktisk så var den dækket af skyer, så solen ikk ekunne komme ned til denne by...HUn havde den sorte hætte trøje åben, da hun følte hun svedte, men koldt var det alligevel, hun lynede den op og pillede stille mp 3 afspilleren ud af ørene. Silent River lå lige forude og hun ville der hen for at beyundre dens skønhed... HUn lod langsomt en finger vikle sig ind i den lyserøde strippe der var i blandt det blonde hår. ENdelig stod hun ved det silent river, og hun lod tunge spidsen køre igennem læberne, så de blev fugtige... Som sagt var der smukt og hun kunne ikke undgå at missunde...

Duncan havde ikke andet end taget et par få skridt langs bredden, inden han måtte standse igen, da han så en skikkelse gennem den svage tåge. I et ganske kort øjeblik kom han til at tænke på myten med den druknede pige og billederne for gennem hans hoved - men så smilede han et ulvesmil ad sin egen overtroiskhed og gik uforankret videre. Magen til nonsens fandtes der ikke. Det var Duncans mening. Han sænkede farten en smule igen, og så kort rundt, inden han sukkede. Han savnede naturen fra sit hjemland - Skotlands vilde og utæmmede natur gjorde indtryk på mange, men en sand højlænder kunne ikke bare undvære det. Det smertede ham, at han aldrig ville kunne vende tilbage dertil igen. Da disse tanker gennemstrømmede hans hoved, vidste han, at vreden og irritationen var ved at forlade ham igen. Det virkede altid beroligende at tænke på sine rødder.
Ikke desto mindre blev han irriteret, da han kom tæt nok på, til at skelne den unge piges træk - hun var ikke andet end et barn, giki det op for ham, mens han gik. Og det var også af den grund, han nu snakkede til hende.
"Du burde ikke færdes herude selv." lød hans dybe og en smule rustne stemme - som om den ikke blev brugt ret tit. "Silent River er ikke et sted at være for sjov."

Lillith kiggede ud på søen, spejlbillederne i vandet var tydlige, dette fik hende til at tro hun var alene så hun slappede fuldstændig... Tanken om hendes døde mor gjorde hende fuldstændig øddelagt... Det var i starten den bedste dag, men nu vidste hun ikke hvad hun levede for, en snakkede til hende, hvem? HUn vendte sig om og kiggede på ham, hvem var han? En mand, en voksen advarede hende om at være her alene, men det ville være hendes egen problem hvis det gik galt " Hvorfor ikke" Spurgte hun og lod den kolde hånd køre gennem det lange hår. " Hvem siger jeg er her for sjov?" Spurgte hun nu med et kort smil, men smilet forsvandt hurtigt, da hun var nærvøs.