Er tiden gået i stå? -Erenir

Dag: Fredag.
Vejr: Koldt og overskyet, men det regner ikke.
Årstid: Vinter.
Omgivelser: Kolde bølger der skvulper ind på stranden, som er frossen. Der er ingen folk i syne, men enkelte måger dog.
Tid: 15:20
Påklædning: Et par tætsiddende cowboybukser, lange sorte støvler, en sort hættetrøje og en brun læderjakke, samt et stort hvidt strikket tørklæde.

Allie stod og stirrede ud på bølgerne, mågerne skreg af hinanden og kæmpede om efterladent skrald. Hun skuttede sig sin jakke, og trak den lidt tættere om sig. Med en langsom bevægelse fik hun korslagt armene. Stranden var som stoppet i tiden, sandet havde frosset sig fast. Hendes ånde var tydelig når hun udåndede, og hendes øjne fulgte dens vej væk, inden den opløstes. Hendes læber var ved at sprækkes af kulden så hun lod hurtigt en lille tungespids fugte dem. Hun kiggede op i himlen, de grå skyerne så store og faretruende ud, ville det komme til at regne? Hun håbede det virkelig ikke, for hun brød sig ikke særlig meget om det. Hun gik forsigtigt et par skridt hen af stranden, det ville få gang i blodomløbet, få varmet hendes kolde lemmer op. Hvor længe havde hun stået her og stirret? Men tid betød selvfølgelig ingen ting, når man intet havde at tage sig for. Hun sparkede til en ølflaske og fulgte den med øjnene da den kurrede væk. Et næsten utydeligt suk gled fra hendes læber og hendes blik faldt på jorden under hendes fødder.

Erenir gik langsomt op af en bakke og kiggede op på solen. Han ville ud på stranden, hvor der var ro på denne tid af døgnet og året. Han var iklædt et par sorte jeans og en sort sweater. Han kom langsomt op på toppen af bakken. Han stod lidt kiggede ned i sandet hvorefter han vendte sit blik mod havet. Han kunne mærke det kolde luft komme mod ham og han nød det. Han kiggede langsom hen af stranden og så en eller anden gå rundt dernede. Erenir var nyskerrig og gik langsomt ned mod personen. Han var forberedt på at personen ville være overresket over hans udsende men, det var han ved at blive vandt til. Han smillede mod havet og så de store bølger gå mod bredden gang på gang. Han kiggede på personen nede på stranden. Det var vist en pige men, han var ikke sikker så han fortsatte sin vandring ned af den sandede bakke i et rask tempo. Han føldte endnu engang den kolde vind komme om ham og stoppede kort for at nyde det hvor efter han fortsatte med et smil på læben og forhåbninger om at personen ikke ville være bange for ham.

Allie satte sig ned på hug, kiggede lidt nysgerrigt på en flot muslingeskal der var frosset fast i sandet. Hun trykkede prøvende på på siden af den, måske var det muligt at kunne få den fri? Den bevægede sig ikke, men hun besluttede sig for ikke at give op. Hun begyndte at rive lidt i den, og bed sig hårdt i læben af koncentration. Hun kunne mærke at hendes negle var ved at give efter, men muslingen havde ikke rykket sig en tomme. Hendes blik lå fortvivlet på den, hun opgav og gav sig i stedet til at stirre surt på den. Et lavt "hmf" undslap hendes læber og hun rejste sig hurtigt op i stående stilling igen. Hun stoppede kort, var var det for en lyd? Hun anstrengte sig for at lytte, og kiggede sig så søgende omkring. Hun behøvede ikke at søge længe, hendes blik faldt på manden og kort skrig lød fra hendes læber, hun mistede balancen og landede på røven. Hun gispede og stirrede med store øjne på mande. Var det her en form for joke? "Ha-ha, meget morsomt," sagde hun, og rejste sig med et av. Hun gned smerten af hendes bagdel og kiggede irriteret på manden. "Hvad skal du så forestille at være?" Spurgte hun surt, hvorfor havde han valgt at skræmme hende på den måde? At snige sig op på folk, og så oven i købet i forklædning!

Erenir kom til hende og så hende falde tilbage på røven. Han smillede stille for sig selv og sagde. "Show time" Han kom tættere på hende og kunne se det var et helt normalt menneske. Han smillede for sig selv grinede inde i sig selv af hendes uvidenhed. Han tilbød hende en hånd men, trak den hurtigt tilbage. Han smillede til hende. Han var ikke så sulten måske lidt men, nu får vi se tænkte han. "Jeg prøver såmænd at være mig selv. Mit navn er Erenir og hvem er du smukke?" Han prøvede at lyde så menneskelig som han overhovedet kunne og kiggede op og ned på hendes kynde ansigt der mindede ham om noget men, han kunne ikke helt sætte ord på hvad det var. Han kiggede ned foran hend hvor der var en musling skal ned i det frosne sand. Han satte sig ned på hug og rev muslingen op med lethed som om den bare lagde på overfladen udden at side fast. Han ragte den frem til pigen. "Den er vidst din ikke sandt?" Sagde han og smillede venligt til pigen.

Allie stirrede mistroisk på ham, hun så på ham fra top til tå. Måske var der noget udklædnings-halløj i nærheden. Hun hævede øjenbrynet en smule, prøvede han at imponere hende? Han havde lige skræmt livet ud af hende, hvad forventede han? Alligevel var hun lidt smigret, hun vidste godt at hun var smuk selvfølgelig, men man kunne aldrig få det fortalt nok. "Jeg hedder Allie," sagde hun med et lille hurtigt smil inden hun igen så vagtsomt på ham. Hun så ham let som ingen ting vriste muslingen ud af sandet og hendes øjne vidnede sig. Hendes mund formede sig ubevidst til et 'o'. Langsomt tog hun imod muslingen. Hvordan havde han lige gjort det?! Hun kiggede på den og smilede lidt skævt. "Tak," hviskede hun lidt hæst, og rømmede sig så og kiggede ned på den igen. Men alligevel holdte hun sig lidt tilbage, var hun virkelig så svag? Hun havde virkelig lagt kræfter i at få den ud, og havde ikke rykket den ud af stedet. Allie lagde den fortroligt i lommen, ned ved siden af pakken med cigarretter. Hun rynkede let panden og så alvorligt på ham, "hvordan gjorde du lige det?" spurgte hun og prøvede at holde hans øjenkontakt.

Erenir smillede til hende hun så egentlig ret godt ud. Han så hende blive glad da han gav hende muslingen og da hun kom med spørgesmålet smillede han bare endnu mere og mere chamerende. "Magi..." Sagde jeg og blinkede til hende. "Nå men, fortæl mig så hvad sådan en smuk pige laver alene på sådan en øde strand og endda om vinteren?" Han kiggede op og ned på hende. Men stoppede hurtigt og prøvede at holde øjen kontakt med hende. Han så hende dybt i øjnene de var faktisk kynde. Det var lagt tid siden han sidst fik lov til at kigge en person i øjnene så tæt på og nød hvert eneste øjeblik. Han stoppede kort lukke øjnene og nød vinden hvor efter han forsatte med at kigge dybt i hendes øjne med et charmerende smil på læben.

Allie rullede med øjnene, "Jeg må skuffe dig, jeg tror ikke på magi," svarede hun med en grimasse. Hun sukkede kort, hun hadede sådanne spørgsmål, hun havde jo ofte ikke selv svaret på dem. Med en vant bevægelse lod hun hånden glide igennem håret, og viste en lidt anstrengt grimasse. "Prøver at samle tankerne?" Sagde hun lidt tøvende, "hvad med dig selv?" Han var nok noget af det mest underlige hun havde set. Hvorfor rendte han rundt som en anden vanskabning med det der sorte i hele kraniet? Hun prøvede at undvige hans blik, det gjorde hende lidt utilpas. Hun lod blidt en lille tot hår sno sig rundt om sin finger. Hun diskuterede med sig selv, hun burde ikke være bange for en mand! Bare fordi han var lidt sær i det, han så ud til at være meget køn, men det bekymrede hende at det sorte så, så virkeligt ud, som om det ikke var maling. Hun kiggede op på ham og smilede skævt, hun lagde hovedet lidt på skrå, ventende på hans svar.

Erenir kiggede et stykke tid på hende efter hun flytede sit blik hvorefter han bare hørte efter hvad hun sagde han smillede til hende. Han satte sig ned i det kolde sand og kiggede ud på bølgerne. "At samle tankerne har vi vel alle sammen brug for at gøre en gang i mellem... Men jeg er bare kommet her for jeg synes det er så fredeligt her. Jeg håber jeg ikke forstyrer for hvis jeg gør så sig til smukke." Sagde han og sendte en sødt smil til hende. Han kiggede ned i sandet hvorefter han kiggede op og lukkede øjnene. "Jeg elsker vinden." Sagde han stille og lukkede øjnene op og klappede på jorden ved siden af ham. Sæt dig ned hvis du har lyst. Erenir vidste godt at dette ville ende galt på en eller anden måde men, kørte stadig i det og kiggede charmerende på hende.

Hun smilede til ham, "nogen mere end andre," mumlede hun for sig selv. Hun lukkede selv øjnene et kort øjeblik og indsnusede den let salte lugt og lyttede til mågernes skræppen. Havet havde en underlig beroligende effekt på hende. Hun smilede let til ham og satte sig ned ved siden af ham på det hårde sand. Bølgerne slog blidt imod strandkanten og fjernede eventuelle spor af datiden. Hun sank en klump og trak benene op til sig og lade hagen på knæene. Vinden legede blidt med hendes hår, men hun lod sig ikke mærke med det. Hun vendte blidt hoved og lod sin kind hvile imod knæene, imens hun betragtede den underlige mand, som kaldte sig selv Erenir. Hun så de spidse ører, måske var det nogle af de der plastik nogle? Man kunne være så meget nu tildags, men ham her virkede på en eller anden måde lidt for gammel, til den slags. "Hvorfor er det at du render i kostume?" Spurgte hun lidt mistænksomt, hendes smil var forsvundet og erstattet med et undrende blik.

Erenir smillede blidt til pigen og kiggede på hende. Han hørte spørgsmålet og lænede sig lidt hen over pigen og hviskede. "Det gad jeg også godt at vide." Hvorefter han lænede tilbage og kiggede ud over havet. Han kunne mærke på sig selv at det skulle til at regne men, ikke endnu. Han tog hånden ned i sandet og tog en håndfuld af det hårde forsne sang. Hvorefter han gav slip på det og lod det ligge og vendte blikket mod pigen. "Du er faktisk ret køn." Sagde han og smillede charmerende til hende. Han stirrede på hende en kort stund og kunne ikke minde sig selv om hvad hun mindede ham om. Men det var vel lige meget. Det var i hvert i fald en meget rar fornæmmelse. Han strakkede langsomt hans muskler og man kunne se at det ikke var helt små det var fine veltrænede muskler. Han smillde for sig selv et kort øje blik hvor efter han kiggede på pigen.

Det irriterede hende lidt at han undgik hendes spørgsmål, hun bed sig grundende i sin ene side af underlæben. Da han begravede hænderne i det frosne sand mærkede hun gåsehuden rejse sig på hendes krop, hun vidste hvor hårdt sandet var, måske var det tøet? Hun lod hånden glide imod den frosne sand. Nej, det var lige så stenhårdt som før. Han skræmte hende lidt, med sit bizarre udseende og utrolige styrke. Ordende kom lidt bag på hende, og en let lyserød farve steg op i hendes kinder. "Det ved jeg," svarede hun kækt efter et øjeblik,"tak," tilføjede hun dog, med et lille smil på læben. Hun lod sin tungespids fugte de let tørre læber. Hun var ikke sikker på at hun forstod joken, hvorfor var han helt sort og klædt i sort? Og hans tøj virkede ret casual ellers. Hun betragtede ham da han strakte sig, holdte øje med hvert eneste træk han foretog sig. Et lille, kort suk forlod hendes læber og hun lukkede kort øjnene. Hun åbnede dem langsomt da hun kunne fornemme hans blik på sig.

Erenir kiggede på hende. Han smillede charmerende. Fryser du ikke det er godt nok koldt smukke. Han koncenterede sig omkring hendes øjne de var dybe og kønde han kunne kigge i dem i timevis men, det fik han ikke lov til og det kunne han lide ved pigen hun gav ikke efter. Han smillede til hende og tænkte endnu engang om han skulle æde hende. Men så tænkte han at hun var for køn og at det ville da være synd for hende. Han smilede bare til hende og afventede svar fra den engle kynde pige. Han synes det var sødt af hende at stille så mange spørgesmål til hende. Alt den uvidenhed gav hende en spiciel form for charme en charme som han længe ikke have set. Han stoppede kort og kigge ud på bølgerne og lukkede øjnene da vinden tog om ham men, åbnede dem hurtigt for at hører hendes svar og se hendes reaktion.

Hun hævede øjenbrynene højt og så spørgende på ham. "Lidt," svarede hun enkelt og smilede lidt sky til ham. Hans blik ændrede sig engang imellem, det ændrede sig til et glubsk blik, som om hun var spiselig. Han var underlig, men hans stemme var på en eller anden måde forførende, også selvom han virkede som lidt af en freak. Hvad var det han ville med det spørgsmål? Hendes øjne var vidt åbne, hun var lidt skræmt af ham, men hans forsøg på at score hende fandt hun sødt. Der var stille lidt og hun så grundende på ham, hun kunne ikke finde ud af hvor gammel hun troede han var, så hun spurgte ham derfor så lavt at vinden næsten overdøvede hende:"Hvor gammel er det du er?" Hun smilede venligt til ham, imens hun prøvede at rette på det flyvske hår.

Erenir hørte hendes svar og forsøgde at lægge en arm om pigen for at varme hende mens han hørte det næste spørgesmål og smillede charmerende på hende. "Hvor gammel ser jeg ud til at være?" Han smilede til hende og kiggede sådan lidt på sig selv for at bedømme men, havde selv lidt problemer med det. Han kiggede på hende og smilede. "Jeg ser i hvert fald ikke så godt ud som dig" Sagde han og sendte et blink til hende. Nå men, nok spørgesmål om mig. Hvad hedder du smukke?" Sagde han og kiggede interreseret på hende. Hun sp ung og uskyldig ud. Han smillede til hend og han kunne se at hun på en eller anden måde var tiltrukket af ham. Han smille blot og vendte blikket ud mod havet mens han vendtede på svar fra den kønne pige der sad ved siden af ham med meget kønne øjne og charmerende uvidenhed.

Allie rystede svagt hovedet opgivende, hun vidste det ikke, ellers ville hun jo ikke ha' spurgt. Det var rart med en varme rundt om sig. Hun havde intet imod det her, det var kun rart. Hun lo stille og så frem for sig, lagde igen hagen på knæene. Han skræmte hende, men han var meget forførende. Hun forstod ikke hvorfor han var så hemmelighedsfuld og det tirrede hende. Var hun nødt til at trække det ud af ham? Hun bed sig lidt i læben, eftertænksomt. "Mit navn er Allie," svarede hun uden at se på ham, men højt nok til at hun var sikker på at han hørte det. Hun kløede sig svagt over næseryggen og trak så sine ben tættere ind til sig. Hun lænede sig lidt ind til ham, et lille smil oplyste hendes ansigt. Et øjeblik lukkede hun øjnene og nødt tilstedeværelsen hun befandt sig i, hun sukkede kort, og åbnede øjnene igen. Hvad lavede hun egentligt? Hvis nogen så hende i armene på denne underlige fremmede, ville hun aldrig kunne få sit gode ry tilbage. På den anden side, kunne hun ikke være ligeglad? Hun lod hånden glide ind i jakkelommen og fiskede op en cigarret og lighter. Hun tændte den og indhalerede røgen, hun kiggede lidt undskyldende op på Erenir, håbede ikke at det gik ham på.