Gået forkert. - Åben.

Lilineth trak frakken op fra jorden og tog den på, den er grå og går hende til knæet. På ryggen har hun en rygsæk, og i hånden har hun en dukke. Dukken er beskidt og brugt, men hun holder fast i den som om den er det vigtigste i hendes liv. Hun snuser ind, lugten af travle mennesker fylder gaden. Der er ikke rigtigt noget der virkede appetitende, hun trængte dog til at få noget at drikke. Hendes øjne ulmede med en rød glød og det eneste hun kunne gøre for at skjule det var at trække hætten op. Solen var endelig skredet, det gjorde den ikke frivilligt om sommeren. Vinteren var helt klart hendes yndlings årstid.
Hendes øjne skannede gaden, de fleste gik til en pub. Hun var helt klart ikke interesseret i nogen af dem, blodet smagte bittert når man har drukket. En ung pige på en tiltrak hendes opmærksomhed, hun virkede ædru nok. Hun gik tættere på, hun lugtede anderledes, lidt ligesom.. Hun stod som frosset fast til stedet, skræmt kiggede hun efter en flugt vej. Da der var gået noget tid hvor hun bare havde stået i skyggerne og kigget tog hun sig sammen. Det var nok bare hendes fantasi, hun ignorerede lugten og gik hen til hende. Hun slikkede sig om munden og standsede op foran hende. Flere forskellige måder at lokke hende med på, gjorde så hun ikke kunne bestemme sig og bare stod og gloede.

Lilineth smilte, "godaften frøken.. må jeg godt sætte mig her?". Hun prøvede at lyde sød, men hendes stemme var ikke helt til at redde. For ikke at virke alt for uhyggelige drejede hun hovedet og kiggede væk. Jo hun lugtede helt klart anderledes, men hun virkede ikke som om hun vidste hvad hun var. Dog virkede hun heller ikke ligefrem glad for hendes selvskab. Hvordan skulle hun dog få hende med, normalt spurgte hun folk om de ville følge hende hjem, men hun havde på fornemmelsen at hun ikke ville hoppe på den. Måske skulle hun bare finde et lettere offer. Forbandet være tørsten, tænkte hun irriteret. Hendes øjne glødede faretruende under hætten. Måske skulle hun være venlig over for den unge pige, og så ville en lejlighed byde sig selv. "Er du faretvild frøken?", spurgte hun i hvad hun håbede var et venligt og bekymret tonefald. Hvis man lyttede godt efter kunne man høre den kolde og truende under tone.

Temperance rynkede kort på brynene, mens hun så hørte sig selv sige "Nej." Hun ville egentlig gerne have hjælp til at komme hjem - for hun var faret vild - men noget ved den ellers så søde lille pige gjorde hende utryk. Temperance overvejede kort, om hun var ved at blive paranoid, og sukkede så, mens hun smilede venligt til den lille pige, som ikke engang ville se hende i øjnene. Hun satte sig på bænken igen, og smilede så svagt. "Men du må da gerne sidde her." Sagde hun så, og lagde hovedet på skrå, mens hun betragtede barnet.

Hun kunne lugte at pigen var utryg, hun satte sig tungt på bænken. Hendes øjne blev kort synlige, de ulmede med en rød glød, hun trak hurtigt ned i hætten igen. Ud af øjenkrogen havde hun set pigen smile, hun prøvede da at virke som om der ikke var noget galt. Hendes var rettet mod asfalten mellem hendes fødder, hun stirrede uden at blinke. Måske mente hun ikke hun havde brug for hjælp, men det virkede sådan. "Hvis du er faret vild vil jeg gerne hjælpe", hendes stemme var lidt for sød i hendes forsøg på at skjule sulten. Det var det, hvis hun ville følge med havde hun hende. Man har da lov at håbe. Hun vrikkede med sin bare tæer, de kunne ikke nå jorden fra bænken. Hun begyndte at nynne en stille melodi, den berogligede hende altid. Det nyttede ikke at hun var oppe at køre hvis hun skulle spille lille og sød ordenligt.

Det virkede ikke, Lilineth kiggede skuffet over på kvinden. Hun havde ikke regnet med at det virkede men man har da lov at håbe. "Nej frøken, jeg er ikke faret vild", sagde hun, "jeg kan skam godt finde rundt". Hendes stemme var denne gang kold og ubehaglig. Hun vidste kvinden ikke ville følge med, så der var ingen grund til at spille skuespil. Mørke øjne nær studerede kvinden, hvordan ville hun se ud mindre. Det var langtid siden hun havde haft en ny dukke, hun manglede noget at lege med. Hun ville dog stadig være nødt til at få hende væk fra åben gade. "Kan du godt lide dukker frøken?" hendes stemme var ond og kold. Hun kiggede op, hendes ansigt fuldt synligt. Det burde være nok til at skræmme hende.