En by i chok, Paris.. (Ray)

Paris var under chok, ingen forstod hvordan det kunne lade sig gøre eller noget imod det. Hele Eiffeltårnet stod i flammer. Brandvæsnet havde kæmpet i uger imod flammer, men intet kunne slukke dem, og nu havde de givet op. Alle så til mens tårnet stod i høje flammer, og folk troede kun at der ville gå dage før tårnet faldt, men tårnet virkede ikke til at tage skade af det. Selvom flammer var overalt på tårnet. Det var den 15 aften og det flammende tårn lyste stadigvæk himlen op. Ikke langt fra i en restaurant. Sad en kvindelig skikkelse udenfor ved en af bordene og sad og spiste. Hun havde kun øjnene på tårnet. Hun havde en sort bredskygget hat på, og flammerne fra tårnet lyste hendes ansigt op, så man kunne se at hun havde en maske på som dækkede hele hendes venstre side, hun havde langt lyst hår. Hun havde en tynd jakke på som dækkede op til halsen, og så havde hun sorte leggings på og lange stiletter. Mange franskmænd kunne ikke holde ud at se tårnet brænde, så de fleste kiggede væk. Men hun sad og nød synet, næsten som om det var hendes værk.

En pige kom ind, hendes blik flakkede hen over lokalet. Der var mange der sad tæt sammen med ruggen til vinduet og det brandene tårn. Hun bemærkede straks kvinden der sad og stirre på branden som den eneste. Overraskende. Pigen tøvede, men gik så hen mod pigen med raske skridt. "Det er flot." Sagde hun og betragtede ilden og tårnet.

"Ja det er flot kunst ikke?? flot abstract kunst. Det passer jo meget godt til kunstens by ikke?" Hun vendte hovedet imod hende og kiggede undrende imod hende. "Du virker til at være en af de få som nyder abstract kunst? Bare sæt dig ned, vil du have noget mad??"

Ray en ung og afslappe dæmon gik stille rundt i paris og kiggede på alle de ting der var i denn storslået by men det var jo ikke meget alligevel var det.
Han kiggede rundt og gik vider og så et par kvinder og gik hen til dem "hey"sagde han med et smil på sine læber og slappede bare af mens han kiggede på dem han havde bar mave og shorts på så han så rimelig godt ud

Phoenix havde sagt nej til til maden og havde kigget på "kunsten" da der kom en mand ind. Hun lagde hoved lidt på skrå. *Han ser ikke helt dum ud* "Hej" Hilser hun. "Du ligner heller ikke en der er pårørt af at det tårn brander." Keira tørt af sin egen sorte humor.

Nikita tog endelig blikket væk fra tårnet og så på den nye ankommende. Hun rakte hånden ud til en hilsen til den nyankommende "Du er vel dæmon ikke??" Hun studeret pigen. "Jeg fornemmer at du ikke er et menneske, er du vampyr eller varulv?" Hun smilte et skævt charmerende smil til dem begge.

"Varulv, fortrækker mig at holde mig fra vampyre." Svarede Pigen. "Sæt dig ned hvis du vil." Sagde hun henvendt til manden med et smil.

"Jeg er desværre ikke nær så god til at kende forskel imellem vampyr og varulv, jeg har aldrig ordentligt været op af dem, så jeg kunne kende forskel på dem." Nikita vendte blikket imod manden, i hendes højre side var hendes øje blåt, men hun havde hovedet i den rette vinkel så øjet under masken blev vist frem. Hendes øjet var ravgyldent og hendes pupil var som en slanges, det var som om øjet kunne læse en, som en åben bog. Men det var ikke til at vide om øjet kunne det eller ej. Nikita sænkede hovedet lidt så man ikke længere kunne se det andet øje, men hun kiggede stadigvvæk på ham for at se hans reaktion.

Han kiggede på dem med et stille smil på sine læber "hvad sker der"spurgte han og slappede bare af og viste endeligt ikke hvad der skete sådan lige nu da han næsten lige var kommet der hen "men jeg hedder ray"sagde han og kiggede på dem *den ene er varulv og den anden er hvad hmm dæmon vil jeg tro men er ikke sikker på det*tænkte han og kiggede bare på hende med et smil

"ehhmm ... Keira." Svarede Hun. Hun var ikke synderlig tryk ved kvindes underlige øje. *Der må da være noget galt med hende* "Nå, ehhmm, jeg smutter" Keira rejste sig op og næsten flygtede ud af cafeen.

Nikita kiggede undrende efter Keira. "Hvor skal du hen?? du kan godt blive her det genere ikke mig, og hun genere vel ikke de herre" Sagde hun med en venlig lav stemme, men som tydeligt kunne høres. "og for resten mit navn er Nikita, og det der sker er at i denne by har eiffeltårnet brændt i ca 15 dage. og de har prøvet alt for at slukke ilden men intet har virket." nikita sad og så imod tårnet og smilte lidt stolt.

Keira tøvede ved døren. "Okay så bliver jeg." *Så må jeg bare komme over de der øjne* "Ved i enlig hvorfor at det ikke er væk? Alså brandt væk?"

han kiggede på dem "nej genere ikke mig"sagde han og kiggede bare på dem med et smil på sine læber "men det er da hyggeligt at møde jer"sagde han med et smil og kiggede bare på dem.
Han slappede stille og roligt af

Hun havde et skævt charmerende smil. "Jeg ved godt hvorfor at tårnet ikke er brændt ned endnu." Hun kiggede hen på Keira, men hun havde hovedet lidt sænket ned så man ikke kunne se øjet under masken. "og jeg tror at den har brændt længe nok nu, syntes i ikke??"

Keira kiggede forvirret på hende. "Jeg forstår dig ikke, er det dig der har startet det?" Hun kastede et hurtigt blik ud på tårnet, før hun kiggede tilbage igen. "For mit vedkommende betyder det ikke noget om det brander, eller ej, jeg har ikke nådet forhold til det."

Hun nikkede til hende. "Ja da, er det ikke pragtfuldt, så meget kaos kan der ske fordi en bygning er i brand, men faktisk har jeg hjulpet paris det har skabt utrolig meget turisme." Rejste sig op og begyndte at gå imod tårnet, og stoppede efter nogle skridt og vendte om. "Kommer i med"

Han kiggede på dem med et smil og nikkede til hende den ene som vist var dæmon "ja jeg kommer"sagde han og gik med hende

Hun kiggede på varulve pigen for om hun kom med. tænker: Hun virker lidt bange, men hvorfor? når hun må komme med hvis hun har lyst, gider ikke vente hele dagen. Nikita vente sig om og gik hen til tårnet i ca 40 meters afstand. Det var allerede rigtigt varmt fra denne afstand, men det så ikke ud til at genere hende overhovede. Nikita tog sin hånd imod ilden med den flade håndeflade vendt imod ilden. Så knyttede hun hånden som om hun knuste ilden, og den forsvandt. Alt blev mørkt omkring dem, for tårnet havde lyst utroligt meget op, og nærmest ved tårnet havde de ikke tændt lyset fordi ilden allerede gav lys nok. Den blev tændt efter igen efter 5 minutter og folk begyndte at komme ud for at se hvordan den var blevet slukket. Tårnet havde overhoved ingen mærker efter ilden. Nikita stod og så lidt stolt ud. Mumlede "Intet er sket på tårnet, godt så gik det efter planen"

Han kiggede på hende "var det dig der fik det til at være sådan"sagde han og kiggede på hende og slappede af det var jo ikke fordi han ikke selv kunne ha fundet på det men så ond var han da heller ikke.
Han kiggede på dem med et smil

Keira stod lidt der fra i sine egne tanker *Hvorfor gør hun lige det her? Jeg kan ikke helt se nemingen i det. Måske bare for underholdningen? Underlig form for underholdning, men nu er der jo ingen af os der er normale så jeg kan ikke se hvorfor hun ikke skulle gøre det*

"Ja, hvem ellers." Hun studerende ham, hvor hendes øje under masken var lige tydelig med en streg, hun gik et skridt nærmere imod ham, så hun stod kun en halvt skridt fra ham. "Du kunne måske ha gjort det, du styre da ild ikke??" Men så vendte hun sig straks om og lod spørgsmålet være i luften,c og så på Keira. "Jeg kan se at du tænker, sig frem vi er jo i det frie Paris. og også dig? I er jo som to store spørgsmålstegn." Kiggede på dem begge.

"Er det så tydeligt?" Keira smilte. "Jeg undrede mig bare over hvorfor du gjorde det."

"Hvorfor?" Kiggede eftertænksomt. "nok fordi jeg kunne det, men jeg måtte arbejde hårdt i mange uger, jeg skulle jo nødig ødelægge tårnet, så jeg måtte i mange uger gå der op hvor dag og sørge for at alle ting i tårnet og hver eneste del af tårnet var beskyttet imod heden og flammerne, så selvom nu at der har været flammer i mange dage er der intet sket."

"Det har du gjort godt så." Svarede Keira med et smil, en smugle beundrende. "Er det for at prale? Ikke fordi at det gør mig noget at du praler, for det skal der jo goså være plads til, men bare nysgerrig." Hendes smil blev uskyldigt.

Nikita blev lige tavs og kiggede op på tårnet og så ned på keira, og kom med et bredt smil. "Det har du vel ret i, der fik du mig, men hvis jeg havde fortalt det enhver dødelig, så havde de troet jeg var skør." Holdte lige en pause med snakken. "Hvis jeg ikke er allerede skør i forevejen" Nikita kiggede på Keira med begge sine øjne, men nu var øjet under masken venligt, ikke skræmmende som før.