Alkohol påvirket - Oliver

Tid: Omkring klokken 23.00
Sted: Inde på Pertronia night club.
Vejr: Blæsende og en smule koldt, og så ret overskyet.
Omgivelser: Fulde væsner, enkelte mennesker har også våget sig derind, der er ret fuldt faktisk.

Bassen var skruet helt op, det kunne mærkes hele vejen op igennem kroppen når fødderne var rørte gulvet. Folk dansede rundt i takt til beatet, rummet føltes utrolig kompakt af alle de svedige kroppe der snoede sig op af hinanden. Ved baren sad Mathias, han hældte den ene genstand efter den anden i halsen. Nogle få havde prøvet at spørge ham op til dans, men han havde afvist dem. Det var hyggeligere at se på deres æggende danse og forførende blikke. Musikken var høj, og sammen med alkoholen gjorde den ham ikke klar nok i hovedet til at bruge sine sanser. Han tog øllen op til munden og drak en ordentlig tår. Det gjorde godt, det var dejlig behageligt ikke at behøve at tænke på noget. Hans fingre klaprede utålmodigt på bardisken, ventede på at bartenderen igen vendte sin opmærksomhed imod ham. Øllen var tom og han havde brug for noget nyt. Den sorte skjorte han havde over sin hvide t-shirt stod åben, men alligevel var det utrolig varmt derinde. I en hurtig bevægelse ruskede han lidt op i håret. Bartenderen smilede stort til ham, han var nemlig en god kunde i aften. Han fandt hurtigt penge frem og lagde dem på bardisken og tog imod den nye øl.

Oliver grinede højlydt af den vits drengen ved siden af ham lige havde fyret af, den havde været virkelig dårlig, men efter Olivers nr 7 Gin og Tonic i træk virkede den utrolig morsom. Det have været en fantastisk aften med vampyr afklapsning sammen med hans allierede dæmon venner som han nu sad og drak med. Normalt ville han aldrig have bevæget sig ind på Petronia nightclub på grund af de mange vampyre der befandt sig derinde, men nu hvor han befandt sig sammen med en gruppe på omkring 5 dæmoner så var det ikke så faretruende. Oliver tog en ordenlig slurk af sin Gin og Tonic og blinkede et par gange med øjene hvorefter han svajede lidt frem og tilbage på den stol han sad på ved et bord i hjørnet af kluppen. Han var iført et par sorte jeans, en mørkeblå t-shirt med v-udskæring og et par gråblå allstars. Hele gruppen grinede igen da en af dæmon drengene ved hans bord væltede bagover på hans stol og tog sig til hovedet. Hvis Oliver havde været ædru, så kunne han måske se hvor meget de larmede og hvor meget opmærksomhed de trak til sig, men alcoholen gjorde ham ligeglad og ude af stand til at bruge sine sanser ordenligt, han hældte lidt mere ned og rejste sig så op for at hente noget mere alcohol til dem. Efter få øjeblikke havde han kæmpet sig igennem de dansende mennesker og op til baren hvor han bestilte lidt af hvert med et skævt smil.

Mathias rettede kort opmærksomheden hen imod en flok dæmoner der larmede over i et af hjørnerne. En kort suk forlod ham og han rettede igen sin opmærksomhed væk derfra. Han svajede forsigtigt i barstolen i takt til musikken. Musik havde ændret sig meget igennem tiden, han havde bådet oplevet det og studeret det, alligevel skete det ofte at melodier eller tekster mindede ufatteligt meget om hinanden. Hans fingre trommede med til beatet på bardisken. Ud af øjenkrogen så han en fyr fra gruppen af dæmoner bevæge sig igennem de dansende væsner. Han virkede anderledes fra dem, og da han kom tættere på var det tydeligt at han ikke var en dæmon. Det var lugten af engel der ramte ham, hans udtryk var et øjeblik forvirret. Det var ikke særlig ofte at engle sås på sådanne steder, han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham kort. "Hvad fanden laver en engel som dig her?!" sagde han vredt og højt, normalt var han ikke så fremfusende, men alkoholen havde påvirket ham en del. Han tog øllen op til munden og tog en vældig slurk, imens han ventede på et svar. Enkelte vendte deres opmærksomhed mod ham, men trak så på skuldrene og kiggede væk. Det var rimelig tydeligt at denne mand var beruset.

Oliver stod stadig oppe ved baren og ventede på drikkevarende, denne bartender var en langsom en af slagsen, ikke som hans ven Jameelah der osse var bartender. Hans berusede tanker glad væk og et stykke tid stod han bare og tågede ud i luften indtil en fyr godt en meter fra ham på en barstol råbte op og han vendte hurtigt hovedet imod ham. "Hvad satan ligner det jeg laver var?!" råbte han tilbage med samme vrede og irreterede tone. "Jeg drikker hjernen ud! " fortsatte han og svajede lidt med den flaske vodka han lige havde fået af bartenderen. Et ondt smil formede sig på hans læber imens han tog en slurk af vodka'en "Synd det er for sent for dig hva?" Afsluttede han med en håndene tone imens han pegede på fyren. Han skulle ikke komme og tro han var sej. Et per mennesker rundt omkring vendte sig og kiggede på dem, men det var kun de nærmeste der kunne høre dem for musikken. Bartenderen kiggede nervøst på dem og skyndte sig så hen til nogen andre og servere. Oliver mærkede jorden køre lidt rundt under hans fødder, men holdt balancen.

Forsigtigt - så flasken ikke var blevet smadret imod gulvet - stilte han den på bardisken. En hæs latter, uden spor af morskab i, lød fra ham. *Satan. Og her gik man og troede at engle var så skide hellige* Han blik borede sig ind i fyrens. Hans læbe krusede lidt, blottede tænderne en smule. I en hurtig bevægelse var han oppe og stå på sine ben. Jorden svajede ubehageligt under ham, og han måtte hurtigt tage fast i barkanten. Med lettere vaklende skridt gik han hen til fyren. "Hvad med at passe på hvad det er du siger?" svarede han lavt og faretruende. Hans øjne var blodskudte af alt sprutten der var taget indenbords. Han så hånligt ned af fyren, "Hvad med at smutte et sted hen du hører til? Et sted for sådan nogle gudstro fjolser som dig?" Han spyttede det ud, som var det noget ækelt og løftede det ene øjenbryn en smule, en hånlig latter lød fra ham. Folk begyndte at blive lidt urolige, nogen var sågar stoppet med at danse for at se hvad der skete. Han holdte stadig fast om bordkanten for at holde balancen, det virkede som hele jorden snurrede omkring ham.

Oliver gav hurtigt fyren elevator blikket med et vredt blik imens han mannede sig lidt op, selvom jorden svajede en hel del. Han fnyste højlyt af dæmonen foran ham, de var cirka lige høje så det var svært at se ned på ham. Han tog fat i bardisken og lænede sig lidt frem imod ham "Hvad med du passer på hvem du snakker til!" svarede han hurtigt og slog ud med armene så han var tæt på at miste balancen. "Mener du en kirke din nar?!" råbte han så lidt højt og grinede sindsygt imens han vaklede lidt inden han fortsatte. "Jeg tager i kirke den dag du dør!". Han vaklede lidt til den ene side og ind i et menneske ved siden af ham, hun skyndte sig hurtigt væk og Oliver rettede sig op igen og gik et par skridt hen imod fyren med sammenknebne øjne der var vredet i en hadefuld grimasse. Havde han været ædru så havde han kunne fortælle at dæmoner var en lige så stor del af biblen som engle og at det nok var ham der skulle gå mere i kirke for at finde ud af det, men nej, alcohol har jo en tendens til at gøre en mere handlene.

Det snurrede lidt for ham og han var nødt til at koncentrere sig for at forstå hvad det var at fyren sagde. Det gav ikke særlig meget mening først, han kneb det ene øje samme så det blev lidt nemmere at se den andens træk. Den sindssyge latter der lød fik ham til at trække et skridt tilbage. Men da han havde forstået englens ord, gik han igen frem, hurtigt. Han tog et solidt greb i fyrens trøje og trak ham helt hen til sig. "Var din mund særling!" Hans knoer kløede sært, han foldede sin næve, klar til at slå fra sig. Med en hård bevægelse, skubbede han fyren væk fra sig. Den hæse latter kom igen fra ham, "Du kommer til at vente meget længe på min død," han smøgede sine skjorte ærmer op, imens han så på fyren med et udfordrende blik. Hans læber var svagt krusede, som et vildt dyr. Folk trak sig uroligt væk, nogle begyndte at råbe til dem, at de skulle styre sig. Mathias ignorerede dem, de skulle ikke blande sig i hans sag. Han havde sluppet bardisken og stod nu på sine egne ben, han vaklede lidt, men han havde i det mindste lidt styr over sig selv. I hans hoved gennemgik han hvor næven ville sætte sig bedst. Han kunne næsten mærke følelsen helt ud i fingerspidserne.

Oliver grinede højt imens han blev skubbet bagover og vaklede et godt stykke bagud. "DU har misforstået det!" sagde han så og satte meget hårdt flasken ned på baren. "Det er DIG der er særlingen!" råbte han vredt og hans øjne begyndte at blive røde. Han stod lidt for at få balancen igen og pegede så udfordrende tilabge på fyren. "Du kan komme an kan du!" Lød det højt fra ham og folk begyndte at trække sig væk og viske til hinanden, men han var ligeglad, fyren pissede ham bare af. Se nu kunne Oliver h ave valgt at bruge sin evne som er virkelig god at bruge når man kæmper, men nej, han valgte i stedet komme med et højt råb inden han løb hen imod dæmonen og hoppede lige ind i brydtkassen på ham så de begge faldt ned på jorden og begyndte at trille rundt.

Der var noget ved fyrens øjne der fik ham endnu mere tirret. De havde gjort ham urolig først, da han så at de var blevet røde, men han gættede på at det var denne fyrs evne så. En ond syg latter lød fra ham, da fyren kom styrtende imod ham. Der her ville blive godt, en rus af iver og kampgejst vældede op i ham. Slaget slog kort pusten fra ham, men han lod sig ikke mærke med det. Med besvær fik han kæmpet sig op så hans hænder var frie til at kunne slå ned. Knoerne brændte efter at mærke huden imod sig. Han fik pusten igen og lod så slag efter slag vælte ned over fyren der lå under ham. Det eneste han kunne tænke på, var hvordan han ville vinde det her. Musikken kørte stadig, nogle havde valgt at ignorer tåberne der sloges på gulvet og dansede bare videre, hvorimod andre så nervøst til eller prøvede at få dem til at stoppe. Raseriet fik hans blod til at pumpe.

Oliver lage armene op foran ansigtet så fyrens slag ramte hans arme. Han grinede sygt under presset og lod så sine fødder glide op under dem og sparkede hårdt drengen væk fra over ham og ned på gulvet, hurtigt rullede han op oven på dæmonen og slog slag efter slag flere steder på fyren. Hans øjne glødede næsten helt røde. Det eneste han tænkte på var at overgå den dreng der havde pisset ham af, flere stedet på overkroppen kunne han mærke ømheden fra de forige slag han havde modtaget. "Hvad siger du til det dæmon!" råbte han og folk begyndte igen at viske ved ordet 'dæmon' de troede nok han var sindsyg, men det var fordi de bare var dumme uvidene mennesker,som han af en eller anden grund altid hjalp selvom de var utaknemmelige.

Mathias mærkede sparket ramme sig og gled instinktivt væk, en grimasse af smerte var kort på hans ansigt. Han mærkede vægten imod sig og prøvede hurtigt at dække sit hoved med armene, et slag var gået ind og havde ramt ham i ansigtet. Blod var begyndt at pible frem i hans mund, det samlede sig sammen med hans spyt. Arrigt lagde han hænderne imod fyrens brystkasse og skubbede ham et godt stykke væk fra sig, inden han igen var på toppen. "Var det, det bedste du havde?" svarede han og spyttede en stor rød spytklump ud på gulvet. Han følte sig øm i hele kroppen, men lod fortsat slagene falde på kroppen under sig. Der var nogen der prøvede at blande sig, fortalte en stemme i hans hoved, han skævede ud af øjenkrogen, et øjeblik ukoncentreret. Ganske rigtigt, folk prøvede at trække dem fra hinanden, prøvede at stoppe slåskampen. Han sendte en albue imod manden bag ham, inden han igen rettede koncentrationen imod hans mål. Blodet løb stille fra hans mundvig.

Oliver fik et slag ind på panden og blod begyndte at løbe fra hans øjenbryn ned i øjet.Han gispede kort af smerte inden han jog et knæ i maven på fyren og slog ned i gulvet med foden hvorefter han nåede at slå ham en gang eller 2 inden en anden dæmon havde taget fat i ham og hevet ham væk fra fyren. Selvom han desperat kæmpede for at komme fri så fik dæmonen hver gang fat i ham igen. Han kunne se at det samme var sket for hans modstander et par meter væk, en vampyr stod og holdt fast i ham og der gik ikke mange sekunder før de begge var blevet kastet ud af klubben og ud på den mørke gade. Et par folk der stod og røg kiggede kort på dem inden de kiggede væk igen. Oliver tørrede hurtigt blodet ud af øjet inden han fik øje på fyren han havde sloges med. "Se nu hvad du har gjort!" råbte han højt ham imens han kom på benene og vaklede lidt frem og tilbage imens han fik balancen.

Han jamrede lidt af smerte, det uventede knæ i maven havde gjort så han ikke havde nået at forsvare sig. Han prøvede for alt i verdenen at kæmpe sig fri af vampyrens greb, hans puls helt oppe at køre. Hans fingre kriblede efter at få fingrene i ham igen. Folk kiggede vagtsomt på dem hele vejen ud. Luften var dejlig kølelig udenfor, og et tungt suk gled fra ham. Han skar en grimasse da han rørte ved sit ansigt. Han ville sikkert vågne op med et blåtøje næste dag. Køligheden fik ham til at dampe lidt ned, hans blik faldt på de forslåede knoer. Hans blik faldt i retningen af stemmen, øjnene vidnede sig en smule, så han var også blevet smidt ud. Alkoholen påvirkede ham stadig, og han sendte ham et hånligt grin. "Man er måske ikke så stor uden alle sine venner?" spurgte han hånligt, jorden gyngede stadig svagt under ham, men han ville kunne holde hovedet koldt nu. Måske var det bedre at stoppe denne slåskamp nu og så bare vende hjem, men noget ved denne fyr provokerede ham utrolig meget.

Oliver fnyste hånligt og kiggede ned i jorden og rørte lidt på sig med en grimasse der sagde 'av', han var forslået flere steder og havde nok fået et flækket øjenbryn. luften ramte ham og tog køligt fat i hans brune hår imens han ømmede sig lidt over de mange blå mærker på hans arme. Verden gyngede stadig faretruende frem og tilbage, men han kunne begynde at tænke lidt igen og besluttede at dæmonen ikke fortjente flere brugte kræfter. "I det mindste har jeg da venner" skød han hårdt tilbage med det samme hånlige smil som den anden fyr. Han rystede kort på hovedet for at få verden til at stå stille. Selvom hans øjne stadig var røde og hans blod i kog, så kunne han godt styre sig fra at pande ham en. "Ikke ligesom en hvis dæmon jeg kender der går på bar og drukker sig stiv helt alene" afsluttede han og trak hånligt på skuldrene. Han fornemmede nemt at kampen var ovre og at det nå kun var ord de fyrede efter hinanden.

Mathias stilte sig op imod muren, lænede hovedet let tilbage og så på fyren, hans krop føltes utrolig tung. Et smil lå på hans læber, han havde fået slået hårdt nok til, fik han konstateret. Hans udtryk blev bittert ved de næste ord der kom. "Hvem siger at jeg ikke har venner?" svarede han og hævede øjenbrynet en smule. Han var nødt til at bruge utrolig mange kræfter på ikke at slå ud efter denne person. I en hurtig bevægelse fik han rusket op i sit hår, og kløede sig samtidig over panden med bagsiden af hånden. Han lod luften trænge helt ned i lungerne. "Du kender mig ikke," svarede han til sidst efter en kort tavshed. Han så træt over på fyren. Det var ikke altid at man havde brug for venner, de havde det med at dolke en i ryggen, når først de var nået ind på livet af en. Et lille suk forlod ham og han rystede opgivende på hovedet, der fandtes bedre i livet end venskab. "Men hvor er dine 'venner' så nu," sagde han næsten lydløst, "I hvert fald ikke her." Et ondskabsfuldt smil var på hans læber.

Oliver trak udmattet på skuldrene og af en eller anden grund stilte han sig over ved siden af fyren og lænede sig imod væggen med armene follede over brystet. "Du virker bare ikke som en fyr man vil være venner med" svarede han koldt og slog hovedet væk fra ham med et overlegent smil. "Mine venner er her ikke nej" sagde han så og holdt en kort pause inden han irrteret svarede "Jeg var så dum at droppe dem for dig" afsluttede han og slog en flad hånd imod sin pande. Det gjorde ham faktisk ikke så meget, han kendte kke dæmonerne som han var fulgtes med særlig godt, de havde bare været allierede i krigen mod vampyrene, men ligefrem at komme op og slås i stedet for at feste med dem var dumt, alt for dumt, det lignede ham ikke.

Han fnøs hånligt af hvad han sagde. "Det har du kun fra dit eget perspektiv af, at sige 'man' er forkert," han lukkede kort øjnene og nød den stille brise. Han lod hænderne glide ned i lommerne, da han var ret sikker på at han ikke ville komme ind i en nævekamp igen, de var begge to lidt for udmattede virkede det som om. En stille klukken lød fra ham, "Det er de sikkert meget ked af, du virker nemlig som en meget rar fyr," hans stemme var giftig af sarkasme. Noget indeni ham smilede af dette, lige nu stod de bare og kastede ord efter hinanden, ord uden handling. Et stille suk forlod hans læber og han åbnede øjnene igen og så lidt mistænksomt over på englen. Mathias's hoved dunkede ubehageligt, og han havde virkelig ondt omkring det ene øje. Han spyttede imod jorden, fik det sidste blod ud af munden.

Oliver slog hovedet tilbage med et 'know-it-all' smil inden han svarede "Men at sig sige at du ikke VIRKER som en JEG vil være venner med ville også være forkert" han sukkede kort inden han afsluttede med et overlegent blik rettet imod fyren. "du ER ikke en JEG vil være venner med". Hans blik var nu iskoldt og han havde mest lyst til at gå hjem og aldrig dette frygtelige væsen igen i hans liv, men han var stadig meget beruset og orkede ikke at skulle finde en taxi hjem, istedet ville han flyve når det blev senere. "Engle er vel som engle skal være" svarede han til sarkasmen og lagde modsat selv ingen sarkasme i sine ord, i stedet slog han ud med armene for at vise at det var bare sådan det var.

//Okay, så har jeg mig en engle date, skal vi oprette et emne med os alle 3? ;)//

Han rullede kort med øjnene, "Det var dig der sagde det," sagde han så og smilede hånligt til ham, inden han flyttede sig fra væggen med vaklende skridt. "Du er heller ikke en jeg har lyst til at bryde mig om," svarede han henkastet, han sendte ham et hånligt smil. Han fandt en telefon frem og tastede nummeret ind til en taxa, han forklarede kort til chaufføren hvor han var, og hvor han skulle hen. Så klappede han den samme og så på englen, hans ene øjenbryn var hævet. Taxaen kom flyvende og uden at se sig tilbage steg han ind i den og kørte ud i natten. Træt lagde han sig imod de behagelige læder.

//Jep, det lyder super. ;)//

Oliver nåede lige at tilføje: "Jeg sagde man, ikke jeg" og rystede så på hovedet med et irreteret udtryk. Og var egentlig lettet over at fyren forsvandt så han kunne flyve hjem til sin lejlighed. Han slog hovedet tilbage igen med et køligt smil og da hans nye 'ven' hoppede ind i taxien og kørte væk vinkede han med et hånligt smil helt indtil taxien var helt væk. Så vaklede han ind i en gyde og follede de store hvide vinger ud, de var grå i spidserne af træthed, lidt ligesom hans øjne der nu også havde fået den grå farve. Han lettede let over jorden og satte retning imod hjem.

//Okay jeg opretter et og sender en pm til jer begge;)//