Ved rælingens kant - Micha

Tid: Solnedgang.
Sted: Ved rælingen.
Vejr:Ikke en grå sky på himmelen, det blæser dog rimelig meget.
Omgivelser: Både der flyder stille på bølgerne, ellers er det ikke rigtig nogen.

Mathias sad for enden af rælingen, med fødderne ude over den, vandet var ikke højt nok til at det kunne røre hans fødder, så det var okay. Et smil var på hans læber, det var et meget smukt syn. De røde stråler farvede de enkelte skyer der var lyserøde, røde og orange. Enkelte stjerne kunne også ses, det var nogen af de ting, som kun kunne opleves med øjet, som intet fotografi eller tegning ville kunne gøre lige så godt. Vinden rev blidt i hans hår, tog al varmen væk fra ham også, og han skuttede sig kort i sin jakke. Der var dog ret ensomt, han havde lige spist lidt ude fra byen af. Det havde været et ulækkert rod da han var færdig. Eller ulækkert for menneske, men for ham, havde det været madspild. Han følte sig dejlig mæt, håbede ikke at noget ville ende med at ødelægge hans ellers herlige aften. Dog var han parat, hvis noget skulle ske.

der gik en ung smuk pige ikke langt derfra hun gik for sig selv og sang hun kiggede sig om viste ikke hvad hun skulle lave hun snusede ind fik lugten af dæmon hun kiggede sig om og fik øje på en fyr det sad ikke så langt væk hun viste ikke om hun skulle gå der hen, nej han måtte komme til hende, hun kiggede sig om.

Hans øjne vidnede sig, der var noget i luften. Han indsnusede og lukkede øjnene for bedre at kunne identificere lugten, men det blev hurtigt klart for ham hvad det var. Hurtigt var han oppe på sine ben, og så sig vagtsomt omkring, "Vampyr," sagde han lavt, det gik ikke op for ham til at starte med at han havde sagt det højt. Det var en ung kvinde, lagde han så mærke til, men hun var vampyr, og han vidste ikke hvilke ugerninger hun havde foretaget sig. Hvor mange af hans arts fæller hun havde dræbt.

hun mærkede han kiggede på hende hun vente sig om og så på ham. ''hvad vil du'' sagde hun og stod henne ved ham. hvad havde hun gjort ham hun havde ikke dræbt en enkelt dæmon, måske været sammen med nogle få men aldrig dræbt dem hun var gode venner med en, hun kiggede på ham. hun var ikke glad for han så sådan på hende.

Han lod hovedet glide lidt på skrå, "Hvad jeg vil? Hvad laver du her?" sagde han stille og betragtede hende, han trådte et skridt tilbage, da hun pludselig var meget tæt på. Han havde faktisk ikke rigtigt oplevet en vampyr særlig tæt på før, han så på hende med sammenknebne øjne. Han kunne mærke at hun var stærkere end ham, det var i hele auraen omkring hende. Det fik ham til at føle sig tåbelig, føle sig svag.

hun kiggede på ham hvad skulle hun gøre hun var endelig lidt bange nogle dæmoner havde hun lyst til at tæve men dog ikke hun kiggede på ham. ''hvad jeg laver her går en tur hvorfor er du bange'' spurte hun ham sur hun hadet dæmon der spillede kæphøje hun gik lidt tætter på for at virke sur.

Han så hårdt på hende, et hånligt smil gled over hans læber, "Tror du at jeg er bange for en tøs, som dig?" sagde han og rystede på hovedet. Det der gik hans mandlige stolthed på. Han tog et skridt frem imod hende, efter at hun havde taget et skridt imod ham. De stod ret tæt på hinanden, "Hvorfor skulle jeg være bange for en blodigle?" sagde han hånligt.

hun kiggede på ham han så hendes øjne blev blod røde. ''din svans du tror jeg har dræbt dæmon som de fleste andre gør du ikke'' sagde hun surt, hendes stolt hed var væk han havde nedslået den med det åndssvage udtryg om vampyre, hun hade ham som pæsten nu fordi han havde sagdt det om hende hun frastødet ham virkelig lige nu,

En hæs latter kom fra ham, men der var intet der tydede på morskab i hans øjne, han var kampklar hvis noget skulle ske. "Svans? Jeres ordforråd bliver da også større og større," sagde han tørt, han gik en smule tættere på hende, så de stod centimeter fra at røre hinanden. Han var ret høj, så han så ned på hende, "Hvad skulle mig få til at tro andet, der er en krig igang lige nu, men du har måske ligget i din kiste, med lidt doneret blod, i dit oldtids palads?" spurgte han hånligt.

micha var upårvirket af hans kommentar, ''hehe typisk dæmoner'' sagde hun og havde bare lyst til at springe i vandet for at køle lidt ned efter som hun er godt gal i skralden, hun kiggede på ham og rystede på hovede, ''måske hvem ved tør du finde ud af om jeg har'' sagde hun til hans sidste kommentar selv om hun endelig var ret ligeglad med den krig og med hans åndsvage kommentare. hun smilte for sig selv og tog bare sine hænder op af sine lommer i jakken, ''hvorfor er der kun ca en dæmon ud af tusin der ikke er idioter'' spurte hun sig selv. og så væk. fra ham hun var ligeglad med om hun fornærmede ham.

Han hævede sit ene øjenbryn elegant, "Hvad mener du med 'typisk dæmoner'?" spurgte han en anelse hånligt. Det morede ham at han kunne se at han pissede hende af, det betød vel at han gjorde noget rigtigt. "Du kommer bare," sagde han en smule tirrende. En latter lød fra ham, "I det mindste har vi nogle som ikke er idioter, det er bedre en den vampyriske race ikke?" Han så hånligt på hende, "Hvor lang tid siden er det at din hjerne rådnede væk?" Spurgte han og så satte hænderne i siden, betragtede hende med et blik med sarkasme og væmmelse, blandet sammen til en ondskabsfuld grimasse.

hun grinte lidt af hans kommentar men det gik hende ikke en gang på alt det han sagde hun var ret ligeglad med ham faktisk hans mening. ''hvorfor spørg du nåår jah din hjerne har aldrig været der til at hjælpe dig på rette spor det rigtig du har altid været en åndsvag dæmon som ikke kan ændres overhovede'' sagde hun stil og gik tætter på ham for at vise hun ikke er bange og deres kroppe møde. ''du væmmes lige så meget som mig'' sagde hun med et indt grin

Et kort suk lød fra ham, det ville blive svært at holde en samtale med denne vampyr, hun virkede ikke rigtig klog. "Oh, jeg vil ellers sige at min IQ er ganske høj, hvilket ikke ser ud til at være tilfældet for dig?" sagde han lavt, da hun nu pludselig var trådt helt tæt på ham. Han så på hende, betragtede hendes ansigt, "Nåh," sagde han først, et charmerende smil viste sig på hans ansigt, "Hvis du virkelig væmmes så meget ved mig, hvorfor kommer du så tæt på?" Han lod sin hånd glide ned og greb en lok af hendes hår, snurrede den imellem sine fingre, et hånligt, dominerende smil var på hans læber.

hun så på ham, hun viste ikke hvad der skete i hendes krop hun fik et vild blik, ikke på den frække måde men den voldige måde, men var det mon også fordi hun var sulten, det viste hun ikke. ''hvor har du et charmernde smil mod mig og fat i mit hår'' spurte hun ham og kiggede på ham og ville endelig bare give ham en på hovede med det var som om der var noget i hendes krop der stoppede hende.