gyngeren - mika

Dato :3 september.
Årstid : efterår.
Vejr : koldt , gråt og blæsende.
Tid : 22:00.
omgivelser: legepladsen.


Malou havde sin sort lange vinter jakke på og vinden blæste i hendes hår.
hun var på vej ned mod legepladsen, der hun fandt et armbund på jorden og det mindede hende om det hun havde engang, Malou lade det i lommen og forsatte sin gang.
der hun nåede porten åbende hun den og gik inde på pladsen, Malou så sig kort omkring og hev op i sin jakke , der var ikke en sjæl at se .
hun gik hen mod gyngeren og satte sig op på den og begyndte at gynge..

Påklædning: En sort hættetrøje, lyse stramme jeans og regnbuefarvede korte Converse

Mika gik rundt i området omkring legepladsen og vidste ikke helt hvad hun skulle tage sig til. I et godt stykke tid havde hun bare gået rundt, uden at ville noget specielt sted hen. Sådan plejede det at være. Hun var hjemløs, så hun flakkede bare rundt på må og få. Ingen var herre over hende, præcis som hun ville have det. Ingen forældre, der bestemte hvad hun måtte og ikke måtte. Hvilket var utrolig rart. For at være herre over sit eget liv, var en gave, mente hun. Noget alle skulle prøve. Men det gjorde de fleste væsner. Det var kun menneskerne, som var bundet af familie. Noget som hun ikke ville være. Derfor havde hun forladt sin, da hun havde fundet ud af, at hun var en vampyr. Det gjorde det hele meget nemmere. Desuden, så savnede hun dem faktisk slet ikke og de havde ikke meldt hende savnet. Så.. hvorfor dog vende tilbage?
Med et skævt smil, rystede hun svagt på hovedet. Hendes bølgede, lysebrune lokker, var sat op i en hestehale, men nogle små bølgede totter indrammede hendes ovale, barneagtige ansigt. Hun lignede bestemt ikke en 19 årig, men det var pga. af at hun stammede fra Asien. Der kunne man stortset være tæt på de halvtreds og stadig ligne en en 30'erne. Noget hun var ret så glad for.
Kort rodede hun ldit ved sit hestehale, så trådte hun ind på legepladsen. Dog lagde hun ikke mærke til om der var andre væsner tilstede. For hun prøvede så vidt som muligt, at holde sig ude af krigen. Eftersom hendes race, varulvene, havde erklæret sig neutrale, så kunne hun desværre ikke deltage. Noget hun var ret så vred over.

Malou stoppede med at gynge.
gik hen imod pige, hun træk vejrte ret dybt og lugten af en anden varulv slog hende lige ind i hovedet. Malou kryb sammmen sidste gang hun mødte en anden varulv, end det men at hun skulle ligge på hospitalet i meget lang tid..

Malou tog mod til gå lidt tættere på pigen.
da hun var kommet tæt nok på, kunne hun se en anden pige og rejste sig op i sin fuld højte.
" hey !" råbte hun til pigen.

Mika stoppede med det samme, da hun hørte nogen råbe, og så sig forvirret omkring. Hvem råbte til hende? Mon hun havde gjort noget galt? Det håbede hun ikke, men nogle gange kunne folk blive provokeret af så mange små, mærkelige ting. Dog kunne hun ikke lige se, hvad hun dog skulle have gjort forkert her. Måske forstyreret nogen i noget?
Hun sukkede og da hun trak luft ind i lungerne igen, blev de fyldt af duften af en anden varulv. Vent! Det var altså en anden varulv, som havde råbt til hende. Straks blev hun mere vågen og hendes blik landede hurtigt på en anden pige, som var et lille stykke fra hende. En høj pige, men det var de fleste varulve jo. Utrolig og nærmest absurd høje, i forhold til de andre væsner. Sådan var det bare. Desuden, så kunne hun godt lide at være høj. For tit fik hun onde blikke, af menneske piger, som troede hun var model, og de selv var nærmest dværge. Det fik hende altid til at le.
"Ja?" råbte hun igen til pigen, som var et godt stykke fra hende alligevel.

" jeg hedder Malou og har lyst til at sankke " råbte hun smilende. så den anden pige kunne se hun var fredelig opstemt.
hun gik langsom hen i mod pigen , der hun var tæt nok på begyndte hun at underkastede sig , ligsom en lille hundehvalp når den ville lege.
det var rigtig lang tid siden hun hvad snakket med en venlig varulv, håbede på at de ikke kom op slogs...

Mika rettede sin ryg, som hun plejede, og blev dermed sine fulde 177 cm. Hun kunne ikke undgå, at se hvordan pigens kropssprog var. Først rank, for derefter at underkaste sig som om hun var en lille hvalp. Kropssproget fik Mika til at rynke sine øjenbryn og snerrede af hende, for at vise, at hun ikke gad den leg. Det fik hende til at føle sig, som om hun var hendes leder eller noget. Og hun ville ikke lede over andre ulve. Medmindre selvfølgelig det var over hele racen. For så kunne hun jo, bestemme at de ikke skulle være neurale længere.
"Ret dig op og lad vær' med at underkaste dig" knurrede hun, en smule vredt, men også bedende. Hun håbede at den anden ulv, ikke blev alt for vred på hende. Egentligt følte hun sig bare en smule stødt over at den anden ulv, som tydeligvis var ældre end hende, underkastede sig hende. Hvorfor i al verden gøre det.

hun rettede sig op og så ned i jorden og mumlede " undskyld skal nok opfør mig ordenligt .
en let rød farve kom frem over Malou´s kinder og håbede ikke at hendes barne pjat ville får den anden ulv til at fordufte..
* bare ikke hun går, bare ikke hun går * tænkte hun og så stadig væk fra pigen og for blive stille

...

Mika rystede svagt på hovedet. "Du skal ikke underkaste dig folk. De vil bare udnytte det" forklarede hun, meget blidere i stemmen. Det havde ikke været hendes mening, at være så vred, men.. sådan blev hun bare når ulve underkastede sig hinanden. Det var der simpelthen ikke nogen mening i. Det var kun hunde, som underkastede sig nogen og det var mennesker. Og varulve var altså ikke hunde.

hun rystede let på sit hovede og smilet til hende og sagde " jeg skal nok lade være en anden gang, hvad laver du her alene" . Malou kiggede navøste efter andre ulve, hun var vant til bleve lokket i baghold af andre ulve ...'

for Malou var lidt af en off sider og kunne besdte lide at være alene..