And you are? - Eikal

Tid: Klokken 2 om natten.
Sted: I et mere forladt område af Van Martes park.
Vejr: Overskygget, det blæser en smule meget, så der er koldt.
Omgivelser: Skygger, forældede rutsjebaner, ikke nogen mennesker at se.

Månen burde have kastet sit lys ud på jorden foran Mathias, men den var gemt godt væk bag en masse grå skyer. Ville det mon trække op til regn? Hans mine var svær at tyde, man kunne vel sige at den var kaotisk? Sådan føltes hans sind i hvert fald. Skridtene lød tungt imod den kolde asfalt. Det gav lidt af et kick at være steder man ikke måtte om natten, det havde det i hvert faldt gjort. Det var lang tid siden efterhånden at han havde været ung, alt for lang tid siden, også selvom hans udseende ikke røbede det.
I en forsigtig bevægelse trak han sin jakke tættere om sig, vinden blæste en smule. Han var lidt af en natteravn til tider, man så byen på en meget anderledes måde om natten. Bylivet om natten, kunne både være farligt, men også farligt smukt. Forsigtigt lod han hånden glide op til sit hår, pjuskede lidt op i det mellembrune hår. Hans blik så søgende rundt om sig, der var en smule uhyggeligt her om natten, men det skræmte ham ikke, nærmere lokkede ham til at se mere undersøgende på det. Han kunne lugte tobak i luften, og også unge mennesker stemmer kunne han spotte i mørket. Eller tobak var det ikke, det var... det lugtede som hash. Et opgivende suk lød fra ham, det var derfor at stemmerne var så højrystede.
Med lange skridt gik han hen til de unge mænd der stod og røg. Hans mave rumlede en smule, og han kunne næsten smage det friske kød allerede, hans mund løb i hvert fald i vand. Mændene var så langt væk at de ikke så da han greb en af deres kammerater og trak ham ind i skyggerne.
En hånd var lukket stramt om munden på den kæmpende unge mand, inden at et tandsæt blev sat ind i halsen på det unge offer. Blodet strømmede ind i hans mund, og han rev kødet løs.
-
Mændene havde ikke opdaget at deres fælle var blevet væk, de var bare forsvundet. Deres ven lå i en unaturlig stilling, med sin krop sprættet op. Det lignede at et dyr havde sprættet personen op. Han var blevet efterladt i skyggerne, og Mathias var mæt. Der var utroligt nok ikke noget blod på hans tøj, offeret havde været alt for påvirket. Han begyndte at gå over imod den mere forladte ende af parken. Der var næsten ingen folk at se.

Eikal rendte mere eller mindre hvileløst rundt, der hvor hans ben førte ham hen. Hans øjne var halvt lukkede, og han så tydeligvis fraværende ud i sit blik. Han tænkte utroligt nok. Men det var fordi han var hundesulten. Men det der med at spise stod alligevel ikke højest på hans ønskeliste over hvad han ville nu.
Som altid var Eikal gemt væk i sin alt for store frakke, der skjulte halvdelen af hans ansigt, fra midt på næseryggen og nedaf. Derudover et par mørke, halv-løse-halv-stramme bukser, der var lidt hængerøv i, samt et par hulslidte converse.
Først da han igen så op, kunne han nu se at han stod i... en park...? Han så rundt og det første han så var et menneske, der lignte noget et dyr havde maltrakteret. Men Eikal vidste bedre hénd at det bare havde været et dyr. Et dyr havde været bange for mennesket. Men han lod det ligge, Hvad betød det alligevel for ham? Ingenting. Det var et menneske, der var dødt, end of the story. Men han blev lidt nysgerrig alligevel.
Nu fik han øje på en skikkelse længere fremme, der var på vej væk derfra. Hmm.. Man kunne vel godt lege detektiv? Det kunne trods alt slå hans kedsomhed ihjel, lidt? Han fulgte ubemærket med, som en skygge, men så ikke ud til at holde øje med personen. Han var ikke dum nok til at glo uafbrudt på personen. Gik bare stille og roligt, i sit eget tempo, uden at vække opsigt på nogen måder. Der var nok ikke nogen der vidste at han var der.

Mathias blik var rettet imod jorden. Hans skuldre var hævet op til ørerne, som for at afværge blæsten, der trak den kolde luft med sig og imod ham. Det var en smule koldt, hans lommer havde igen fundet deres vej til hans bukselommer. Han havde ikke lagt mærke til den mystiske skygge der fulgte ham. Hans tanker var et helt andet sted.
Det var lang tid siden at han havde været så mæt, dog havde offeret denne gang smagt af gran, på grund af hashen i hans blod. Krydderier var ikke lige hans smag, han kunne meget bedre lide det frisk og ungt. Gerne meget ungt. En tunge spids røg ud imellem læberne, fugtede dem, og fjernede en smule af blodet der ikke var blevet slikket af endnu. Et smil, dog et lidt for uskyldigt smil, lå om hans læber.
Det var nærmest som om at der kom en hel anden aura omkring ham, efter at han lige havde spist. Hele hans udseende forandrede sig, som når en lave kravler ud af sin puppe, og er en sommerfugl. Der var dog noget farligt ved hans øjne, den sære grå farve, bevægede sig og virkede en smule mere bleg en normalt.
Det gik ikke op for Mathias at han blev forfulgt, inden at han indsnusede lugten i luften. Udover den delikate duft af blod, var der en dæmonisk lugt i luften, en duft der ikke tilhørte ham selv. Måske ville han ikke have kunnet skelne imellem den overdøvende duft af blod, hvis ikke det var fordi at han var mæt. Det gjorde en hel del ved ham, gav ham stærkere sanser. Han lyttede godt efter skridtene, fra den mystiske person bag ham. Det var underligt at den ikke havde givet sig til kende? Enten var den fjendtlig eller også en nysgerrig og fej dæmon.
Måske skulle han udfordre denne person en smule. Han drejede skarpt om et hjørne og forsvandt ind i skyggerne. Hans åndedragt var så stille at det knap kunne høres, han lyttede til skridtene der kom imod. Hans øjne store og alvorlige, dog med et lille strejf af nysgerrighed.

Eikal lagde hovedet på skrå, da den anden dæmon virkede meget tilfreds. Oh yeah.. Det var helt klar "morderen" i hans "mysterie". Han vippede hovedet til den anden side. Det skulle nok blive spændende at se, hvornår han opdagede "detektiven" der var efter ham, og se hvordan han ville komme af med ham. Yeah. Eikal havde sat sin egen røver og politi-leg igang, og om han ville det eller ej, var denne fyr blevet røveren.
Da han så drejede skarbt, stoppede han tøvende. Han var nysgerrig ja. Men var det nu også klogt..? Nå, hvorfor skulle det spørgsmål plage ham, når nu han bare selv kunne finde ud af det? Det kunne vel ikke skade, mere end højst nødvendigt, hvis man kunne sige det sådan...?
Han tog et tøvende skridt og fortsatte så, uden den mindste tøven. Bare nysgerrig, som altid. At det så nok ikke var så smart, når denne person kunne være god, som ond, men han gjorde det nu alligevel. Hvis der ikke var lidt fare, hvad ville et uendeligt, langt liv så være værd? Det her var meget sjovere - hvis man spurgte Eikal i hvert fald. Han stak hænderne i sine frakkelommer. Det skulle nok blive sjovt, som sagt.
Han kneb øjnene lidt sammen og så rundt, for at få et glimt af fyren. Men han var svækket af sin mad mangel, så det var ikke det lætteste, da han knapt nok kunne se noget. Han pupiler udvidede sig, så han kunne indfange mere lys, og så han kunne se om han var i fare. Han følte sig dog rimelig sikker, med alle de skgger der var omkring ham og indhyldede ham i mørke, som man ikke kunne slippe ud af.

Skridtene stoppede, det morede ham, var hans forfølger alligevel en kujon? Det kunne godt ligne nogle dæmoner at stikke halen imellem benene og spæne den anden vej. Nogle dæmoner var som hunde jo, og Mathias foragtede den slags hos alle racerne. Hans synspunkt havde altid været meget gammeldags med hensyn til ære og sådan, det fulgte med når man var vokset op i en anden tid. Men bittert måtte han erklære at fyren ikke var klog nok til at holde sig væk, så han var ingen kujon, måske var han naiv i stedet? Det første skridt var tøvende, nærmest slæbende hen af jorden. Mørket gjorde de andre sanser tydeligere, så skridtene var næsten larmende.
Øjnene lyste som små hvide ringe i det dunkle mørke, han betragtede som skikkelsen trådte ind i mørket, et smil spillede om hans læber. På grund af sin stillede sult og forbedrede kræfter trådte han lydløs hen bag dæmonen. Hans stemme lød hæs og faretruende da han sagde: "Du burde passe på hvem du ligger dig ud med?" det var blot en hvisken, men budskabet var klart. Han var klar til at kunne springe væk, hvis nu denne dæmon var sindssyg fra galskab eller andet man til tider så.
Men på den anden side var de jo begge dæmoner, hvilket ville sige at de ikke burde slås. Sådan noget gjorde man ikke særlig ofte inde for sin egen race. Men man kunne aldrig vide.

Han stivnede fuldkommen, da han kunne høre, næsten mærke at der var en bag ham. Stemmen var ikke venligtsindet. Han lagde hovedet på skrå. "Det burde du også" brummede han og vendte sig roligt om. Så ikke ud til at være den mindste smule bange ud, trods at hans "morder" i hans leg, havde trængt ham op i en krog. Det fik bare adrenalinet til at pumpe, og det gjorde ham bare mere.... insisterende på at få noget sjovt ud af det.
Et svagt, men alligevel mere eller mindre lumsk smil bredte sig på hans læber, og blev blot mere modbydeligt som sekunderne tikkede afsted. Det gjorde det nok ikke bedre at hans øjne var skjulte, og at han langt fra var tilfredsstillet med bare at have fundet sin morder, og nu stod ansigt til ansigt med ham. Nix. Der skulle også være en dom, ing?
Sindssyg? Ja. Gal? Muligvis. Var der noget med hjernen? Nej. Han var bare sådan, og der var ikke nogen der havde prøvet at lave om på det. Inden de havde nået at tænke over det, var de oftest døde, så hvad pokker..? Men han ville ikke komme op og slås med denne dæmon. Han ville ikke tage det første træk. Det var denne dæmons valg om det skulle gå godt eller skidt. Hvad det så indebar, vidste Eikal måske ikke engang selv. Men han var sikker på, at det nok skulle blive underholdende.

Et lidt bittert smil lå om hans læber, det morede ham at se manden stivne ved hans ord. Nogen gange følte han sig som en kat, hans natur gjorde ham sådan. Han var ofte for sig selv, gjorde hvad der passede ham, strejfede omkring hvor det passede ham. Fandt aldrig ro i andet end sig selv, eller i hvert fald sjældent. Og så elskede han at lege med sin mad, det med at føle magten over sit svage bytte, det var noget der fik blodet til at rulle og glæden til at sitre.
Hans øjenbryn var let hævet, han så ned af den lidt halvsindssyge fyr han stod overfor, som en kats betragtede han personen med et let sammenknebet blik. "Skulle jeg være bange for dig? Det var måske din ven at jeg fik til aftensmad derovre?" spurgte han en smule ligeglad, han trak kort på skuldrene og sendte et lidt hånligt grin.
Selv så fyren ud til at lege en leg, en leg med Mathias selv indblandet uden sin egen vilje. Ikke at det rørte ham besynderligt meget, for han var ikke bange for dette barn. For det var hvad han var, det var ret tydeligt at se at han ikke var ældre end de omkring 13-15 år. Folk var begyndt at blive højere igennem tiden, men selv var han en utrolig højde, og havde ikke været meget anset da han selv var ung. Dog havde hans ungdom også gået lidt vild for sig, lidt lige som dennes så ud til at gøre.
En smule for vild så han ud, men det fik smilet til at vise sig på hans læber. Det mindede ham om hans eget liv. Måske ville disse kunne lære noget af hinanden. Blikket der lå på drengen var en smule tænksomt, knap så truende mere, men stadig en smule afholdet.

"Næppe.. Jeg holder mig for mig selv, og selv hvis det skulle have været min ven, ville det være ligemeget" svarede han, med et skuldertræk. Han var ligeglad. "Den stærkeste overlever" det var de tre ord han tilføjede. Hans stemme var ligesom en slanges. Besnærende. Lokkende når han ville. Forførende. Og alligevel truende.
Eikal var mere eller mindre sinssyg. Det var bare sådan det var. Der var dog folk der undervurderede ham, fordi han så ud til kun at være teenager. Men en sindssyg teenage-lignende dæmon - med en kniv - var nok ikke så harmløs som man skulle tro. Han var ikke glad for sin krops alder, men det rørte ham egentlig ikke.
"Men det ville være en ide at være på vagt. Man ved aldrig hvad jeg kan finde på" det var mere et godt råd, end en advarsel. Han virkede ikke truende. Men smilet på hans læber var ikke til at tage fejl af. Han var en utilregnelig psykopat. Ikke mere, eller mindre. Dog så han fysisk meget mindre ud, da han trods at være en dæmon, ikke var høj. Allerhøjst 1.75, hvis ikke lavere.
Han stak fingrene godt ned i sine lommer, og så op på fyren, og tittede lidt ud fra sin hætte, med sine midnatsblå øjne.

En kort hånlig latter lød fra ham, stemmen var en smule belærende, som en streng skolelære der hånede sine elever fordi at de svarede forkert. "Så du er en af de seje typer?" sagde han lavt, troede dette barn virkelig at han havde noget at skulle have noget sagt? Et kort nik kom så fra ham ved de næste ord, "Darwin, survival of the fittest," svarede han udenad og trak en smule på skuldrene. "Er det hvad du tror på?" sagde han og lod hovedet glide en smule på skrå, som han betragtede den unge fyr, "Jamen, hvilket dyr er vi så en udvikling af?" hans stemme var en smule faretruende. Det var noget vrøvl at sige, menneskerne kunne klart være født af simple dyr som aber, men dæmoner var langt over det.
En latter kom igen fra ham, denne dreng var ret så underholdende. "Bare rolig, jeg lader aldrig mit forsvar falde på den måde, heller ikke overfor et barn," sagde han og smilede belærende igen. De lysende, nu bleggrå, øjne fangede de midnats blå. "Nå? Du kan måske opføre dig nogenlunde anstændigt og se folk i øjnene når du taler til dem?" spurgte han. På en måde var hans kropsstilling både afslappet, men stadig anspændt, klar til at tage imod dette lille psykopatiske væsen. Måske var det stemmerne der havde drevet ham vidt? Selv havde han lært at leve med dem, de små stemmer inde i hovedet der fortalte alle de grumme ting.

Han trak på skuldrene. "Muligvis. Muligvis ikke. Det kommer an på hvad du mener med sej" svarede han roligt og snoede en tot hår om sin finger. Ikke flirtene, men af vane. Han lagde hovedet på skrå og spidsede læberne en smule. "Næppe. Hvordan man kom til er jeg pænt ligeglad med" brummede han. "Men det passer nu" han trak på skuldrene. "Den stærkeste overlever. Specielt i denne tid" brummede han og kneb øjnene lidt sammen.
Han smilede lidt da han sagde at han ikke ville lade sit forsvar falde. Han virkede ikke engang fornærmet over det der blev sagt at han var et barn.
"Ja.. Det kan jeg. Hvis jeg gider" fnøs han, og så direkte ind i hans øjne. Han følte sig sikker i skyggerne. Han følte sig godt tilpas. "Er det din plan at udspørge mig om ligegyldige spørgsmål og gøre nar af mig, eller vil du mig noget?" brummede han og viftede skødesløst med hånden.
Han kneb øjnene lidt sammen og betragtede fyren. Ligesom alle andre, var han anspændt i hans nærhver. Det irriterede ham, men han var vant til det. Der var forskellige meninger om hvorfor han var som han var, og folk havde mange teorier. Det kunne være hans forældre? Det kunne være fordi han var psykisk syg? Måske havde han en angst der gjorde ham syg i hovedet? Men sandheden var, at han blot var som han var, fordi sådan var han jo bare?

Et lidt suk kom fra ham, "Jeg mener en af de typer, der tror at de er så bedre end mange andre? Lidt lige som menneskebørn," sagde han med væmmelse i stemmen, foragten lyste ud af øjnene på ham. Dog burde han vise mere forståelighed da han selv havde været der for mange år siden. Det vilde liv, hvor man kun fulgte sin lyst og sit begær. Men der virkede denne dreng en smule for ung til at have oplevet enkelte af disse ting. De var sikkert heller ikke samme dæmoniske race, med hensyn til spisevaner. Som bloddæmon kunne det tage smule hårdt på en at finde ud af hvad man var, med mindre man acceptere sig selv på så uhumsk en måde.
Mathias trak let på skuldrene og så ham ind i øjnene, "Måske har du ret," sagde han, "Men kan det virkelig være rigtigt at vi skal leve sådan?" Han var tavs en tid, så tænksom ud inden han tilføjede: "Jeg mener hvorfor ikke bruge menneskerne? Man kan tage magten fra dem så let som ingenting." Hans øjne var dødsens alvorlige, men et smil spillede tænksomt om hans læber.
En kort, hæs latter lød fra ham og smilet forsvandt som dug fra solen. "Jeg vil blot vide hvorfor du fulgte mig?" spurgte han lavt, det var næsten en hvisken, men det kom ud som en snerren. "Ude på ballade?" spurgte han derefter, sit ene øjenbryn en smule hævet. Læben vrænget op i en grimasse.

Han trak på skuldrene. "Muligvis" svarede han kort. "Det kommer an på så meget" tilføjede han kort, i et roligt toneleje. Det var rigtigt. Han kunne sagtens være sådan. Men overfor nogle personer - næppe. Han var ikke så dum, at han lagde sig ud med alle. Det var også sjældent at nogen tog ham seriøst, fordi han var så lille som han var, og derfor ikke så ham som en trussel. Derefter, vidste de ikke hvad der ramte dem. Tanken om det fik ham til at smile lidt for sig selv.
Eikal kneb kort øjnene sammen og pressede læberne sammen. "Hvad ville det sjove, og tilfredsstillende være i det?" brummede han. "Jeg ved ikke med dig, men hvis man bare dræber mennesker, så er det lidt.... kedeligt..." han viftede lidt med hånden for at gestikulere at det så bare var ligemeget og kedeligt.
"Der lå et dødt menneske, og jeg så dig. Jeg gik ud fra at det var dig der havde gjort det, og blev nysgerrig efter at finde ud af hvad du var for en" svarede han og trak på skuldrene. "Så jeg fulgte efter dig. Jeg håber ikke at det gjorde noget" vrængede han og himlede med øjnene. Derefter blev hans hænder bare godt begravet i lommerne, og han så fortsat op på fyren.

Mathias fnøs en smule hånligt, så ned på drengen med et lidt hårdt udtryk. "Men det her er en af de situationer, hvor du tror, at du kan lægge dig ud med en fremmed?" smilet blev en smule bredere, men øjnene var kolde og hånlige, en lav, hæs latter lød fra ham. Det var naivt at denne dreng at tro at han kunne gøre hvad der passede ham. Det galt om, i denne verden, at sørge for at sætte sine skridt så blidt som muligt, så ville man kunne være heldig at vinden blæste dem væk. Man skulle ikke stampe hårdt ned i det ukendte. Det ville have konsekvenser.
Hans hånd gled op til håret hvor han blidt kløede sig, ruskede op i det. Et stille suk forlod hans læber. "Det var det jeg sagde," sagde han og så alvorligt ned på fyren, "Der er ingen grund til ikke at bruge sin magt imod dem, i stedet for bare at være 'den stærkeste' og derved overleve," sagde han lærerigt.
Mathias teskede svagt, "Det gjorde det. Som jeg sagde før, lad være med at prøve at lægge dig ud med nogen du ikke kender styrken på," han foldede sine hænder over brystet, betragtede den unge fyr.

"Muligvis.. Muligvis ikke. Du ved jo ikke om jeg bare er sådan overfor andre normalt" svarede han og lagde armene over kors, mens han lagde vægten på sit ene ben, mere eller mindre afslappet. Han var dog klar til at fyren kunne gøre noget uventet. Det var ikke fordi at han ville stå med åbne arme mod ham, og bede ham om at gøre ham ondt. Dog måtte han også til at lade være med at være så rapkæftet egentlig.
Han rystede på hovedet, ved det næste. Han vendte jo det han sagde fuldstændigt! Han kunne godt have givet ham en på hovedet - hvis det ikke var fordi at han så ville få tilbage med samme hånd. Og det var ikke fordi at det var det han havde lyst til. "Hvis du - ligesom vi gør nu - står foran en du ikke ved hvor stærk er, og man kommer i slåskamp - hvilket jeg helst ser at vi ikke gør - så er det jo den stærkeste der overlever" invendte Eikal da. Det var den regel han levede efter, som regel i hvert fald.
"Det må du så undskylde. Skal jeg bage en kage til dig?" vrængede han og himlede med øjnene. Han skulede kort, men genvandt så sit rolige ansigtsudtryk, der ikke viste nogle former for følelser - udover hans øjne. Hans øjne afslørede alt. Det var derfor han skjulte dem, og det mente han var grund nok i sig selv. "Og det burde du i øvrigt heller ikke. Du ved jo ikke hvad jeg kan" brummede han og så ham direkte ind i øjnene, inden han slog blikket væk fra ham og istedet så rundt, da hans øjne havde vendt sig til mørket.