What do you want?

Tid: Tæt ved midnat.
Vejr: køligt og en smule vind
Sted: Stranden
Omgivelser: Ingen levende sjæl, eller død for den sags skyld. Sand og hav, muslinger og småsten der ligger rundt omkring. Et sandslot der muligvis blev bygget tidligere på dagen og som nu er halvt ødelagt.
Tag: Ray

Tamara Jessica-Marie Lopez var hendes fulde navn, kendt som Jessica eller Marie blandt sine venner og familie, eller rettere tidligere familie for nu så hun dem jo næsten aldrig takket hver det fjols af en vampyr der havde forvandlet hende. Hun havde haft undervisning siden natten var faldet på og frem til et kort stykke tid siden hvorefter hun havde valgt at tage en tur ned til stranden for at få noget frisk luft og derefter tage tilbage for at tage fat på sit arbejde som danselærer. I dagens – eller rettere nattens – anledning var hun iført i en ekstrem kort nederdel i sort læder der sæt tæt om hendes krop, en stroppeløs corsage også i sort og en sort kort læderjakke over. På fødderne havde hun haft støvler som hun dog nu havde trukket af for at få mulighed for at føle sandet mod sine tæer. Hun havde savnede solen, savnede dagen, savnede sin familie, skole og venner. Ja hun savnede det hele men hun havde ikke i sinde at bukke under for sin savn i stedet ville hun kæmpe. Håret havde hun hængende løst ned af ryggen, kulsort og nyvaskede så det duftede ad vanilje og bær. Af make-up havde hun som altid kun eyeliner som understregede hendes i forvejen store intense grålilla øjne. Hun standsede ved vandkanten og havde smidt sine støvler fra sig ved det halvødelagte sandslot. Det kolde vand to fat i hendes fødder og kildede en smule. Vinden legede med hendes hår og førte en lugt med sig. Hun rynkede på næsen. En lugt som satte hendes sanser i alamberedskab. Hun var ny til alt det her så først efter et stykke tid gik det op for hende at det var lugten af dæmon.

Tamaras blik gled videre rundt og faldt efter enkelte sekunder på en skikkelse der var på vej i hendes retning langs vandkanten. Automatisk flyttede hun sig væk uden at lade sit blik forlade manden men han havde vidst ikke set hende, for han standsede og gled ned at sidde efter nogle få skridt. Hun betragtede ham med et opmærksomt roligt blik. Hun hadede dæmoner, hadede og frygtede dem. Noget hun havde fra sin tid som menneske. Hendes forældre og forfædre havde gjort et stort nummer ud af at advare deres efterkommere om dæmonerne, en af hendes forfædre havde set nogen og selvom ingen troede ham, og nogen troede han var sindssyg så blev hans efterkommere ved med at advare deres børn i tilfælde af at det skulle være sandt. Efter sin forvandling til vampyr for ikke længe siden havde hun opdagede at fortællingerne var sande, så sande som alt det andet hun nu så i denne verden. Hendes forfædre havde ikke advarede imod vampyrer, varulve eller andet, kun dæmonerne var blevet nævnt, hvorfor? ja nok fordi de ikke havde stødt på nogen andre. Hun vendte opmærksomheden mod ham igen, betragtede ham med sine grålilla øjne som var yderst opmærksomme. Som ung nyforvandlede vampyrer havde hun endnu ikke fuldt styr på sin styrke, evner og andet derfor ville hendes forsvar næppe give en ældre vampyr, varulv eller dæmon nogen udfordring.

Tamara stod nu ret stille mens denne kom tættere og tættere på. Hendes skarpe syn gjorde det ikke svært at se vedkommende og jo tættere på hans kom jo bedre kunne hun se ham. da han var mindre end 7 meter væk fra hen de knyttede hun næverne og vendte blikket væk fra ham. Hun så ud over det brusende hav som slog ind mod stranden. Vandet ramte hendes fødder og nåede hende til anklerne. Hun spekulerede over om denne var på vej hen imod hende fordi han kendte hende? Fordi han ville snakke med hende? Eller om han bare tilfældigt kom forbi. Hun håbede på det sidste men man kunne vist komme til at håbe meget. hun fugtede læberne med tungespidsen og lagde armene overkors.

Og så skete det hun havde håbede på at undgå. Han snakkede til hende. hun vendte blikket mod ham, lod de grålilla øjne hvile på ham i et intenst lokkende blik, et blik som hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved. ”Hej…” hilste hun tilbage uden hverken en et smil eller andet. Hendes stemme var rolig, en sød fløjlsblød klang kunne høres og den var helt klokkeklar, et tydeligt tegn på at hun kunne synge med stil. Hun bad ham ikke om at forsvinde men hun ville heller ikke sige at han skulle blive så kunne han selv beslutte hvad han ville.

”Tamara” svarede hun ganske roligt da han havde præsenteret sig. Hun havde været nød til at gøre det samme, maner havde hun da og hun ville helst ikke komme op at skændes, flippe ud eller andet. Hun var kommet ned til stranden for at slappe af og være sig selv. Hun havde kiggede væk fra ham igen efter at have præsenteret sig men blev igen nød til at se på ham da han fortsatte. Hun vendte sig helt om så hun stod med fronten mod ham ”Nej..” løj hun ”Er der noget der tyder på at der er noget galt?” spurgte hun en anelse uroligt, dæmoner! Hun hadede dæmoner! Men det kunne hun jo ikke så godt sige til ham.

Hun hævede det ene slanke bryn ved hans suk for det fik betydning af hans ord til at blive helt omvendt men det måtte han jo selv om, hun tvang ham jo ikke til at blive der så han kunne gå hvis han ikke var spor glad. Da han så gættede, og endda ret præcist så hun forundret på ham ”Du ramte plet, jeg bryder mig slet ikke om din race så ..” hun var endnu ung både i vampyr og menneske år, hun var kun 17 og havde været forvandlet i nogle uger knap to måneder derfor vidste hun ikke hvor langt hendes evner rakte men hun vidste at hun var i fare i nærheden af dæmoner, det havde hun fået at vide hele sit liv.

”Om du er som andre dæmoner eller ej kan jeg ikke sige, jeg ved bare at jeg ikke bryder mig om jer” svarede hun og flyttede en smule på sig. Give ham en chance? Hun kendte ham knap og hvorfor ville han overhovedet have en chance, han kunne jo være ligeglad når de alligevel knap kendte hinanden og med stor sandsynlighed ikke ville mødes igen. Hendes intense øjne hvilede undrende og spørgende på ham. Hun forstod ikke hans interesse men på den anden side så var hun selv begyndt at finde ham … interessant?

At han ville have fred mellem racerne og sjovt med venner var nok en underlig grund hvis man spurgte hende men når han ikke sagde noget og hun ikke kunne læse tanker så vidste hun intet om dette. da han i stedet spurgte om hvorfor hun hadede hans race så meget så hun tankefuldt på ham i enkelte sekunder ”En af min forfædre var nær blevet dræbt af en, desuden blev hans mor, som for øvrigt var menneske, gravid med en dæmonunge og derved skulle han leve med en halvbror som dæmon. Derudover … dæmoner er ikke ligefrem blevet nævnt med særlig godt hverken i biblen eller andre steder” sagde hun. At frygte en dæmon var vel naturligt, lige så meget som at frygte en vampyr var naturligt.

Hun himlede med øjnene ”Ej synes du virkelig det.. hør her jeg står ikke og mangler din sympati så hvis du virkelig vil noget så spyt ud” sagde hun en anelse irriteret. Han ville vel sikkert noget, det ville de alle sammen, altså alle dem der opsøgte hende så han måtte finde sig en god grund til at stå der og sludre på sådan en venskabelig måde. Hun fattede fortsat ikke hans iver efter at lære hende at kende, men det var jo hans problem.

Tiltrukket af ham? Næppe! Hun blev sjældent tiltrukket af nogen så meget at hun ville forfølge dem men derimod kunne hun få enhver fyr hun drømte om blot ved at lukke munden op. Hun sukkede ved hans ord, ja okay hun var nok lidt for hård men helt ærligt hun var bare blevet så mistænksom af natur efter hendes forvandling. ”Sorry, det var ikke min mening at..” hun trak på de spinkle skuldre og fuldførte ikke sætningen for hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige. Hun sukkede endnu engang og lod blikket kort glide ud over havet ”Det var Ray du hed ikke?” spurgte hun.

Hun smilede et lille svagt smil ved hans første ord og trak blot på skuldrende af det næste. Hendes blik gled ud over havet og hvilede der i enkelte sekunder inden hun vendte blikket mod ham ”Skal vi sætte os?” spurgte hun. Inderst inde bag den hårde facade følte hun sig usikker på om det overhovedet var en god ide. Aldrig stole på en dæmon havde hendes mor altid sagt og nu spurgte hun om han ville sætte sig, hun var godt dum.

Hun håbede virkelig ikke at det her ville ende galt men hvis det gjorde så kunne det vel ikke være værre end at han dræbte hende. Hun satte sig ned ved siden af ham, dog med en afstand på ½ meter så de ikke sad så tæt på. Hun følte sig endnu ikke så sikker at hun ville sætte sig tættere på og hun kendte ham jo heller ikke så der var vel ingen grund til det.

Hun vendte blikket mod ham da han igen henvendte sig til hende, hun trak benene op og slyngede armene rundt om knæene. Hendes tætsiddende kjole krøb en smule op så et godt stykke af hendes lår var synlig men hun så ikke ud til at bemærke det. "Vampyr, det har jeg været i snart to måneder" ja hun var en ung af slagsen og det burde hun måske ikke sige men under alle omstændigheder ville han nok finde ud af det hvis han havde i sinde at gøre hende fortræd på den eller anden måde. Hun vendte blikket mod havet "Hvor gammel er du?" spurgte hun efter enkelte sekunder i tavshed hvor hun blot havde lyttede til havets sagte brusen.