Another night //Alucard//

S: Deepshell
K: midnat
O: ingen personer, kun en tom gade og nymåne
V: bidende koldt


En skikkelse kom frem fra Deepshell's mange skygger. Denne skikkelse tilhørte en ung mand på de 19 år, eller det ville man tro. Denne unge mand ved navn Alistaire (udtales Alistair), var intet menneske. Han var en af nattens mange skabninger, nemlig en vampyr. Der var mange vampyrer i denne by, så det var ikke sjældent at se en vampyr ude og jage efter et nemt bytte. Al havde allerede ''spist'' tidligere på dagen men han havde altid haft et stort problem med at styre hans sult. Han var en ung vampyr på 209 år, mennesker ville sige at det var mange år at leve, men inden for vampyrer var Al stadig en ung teenager, som indnu ikke havde fundet evnen til at styre den dybe sult alle vampyrer foredrager.

Al var iført en lang lysebrun jakke, sorte støvler, og et langt halstreklæde rundt om hans hals. Han kunne let blende sig ind i skyggerne vis han ikke havde de kraftige lyse hår på hovedet. Well.. han behøvede heller ikke at gemme sig, ikke når han var i stand til at hypnotisere andre. Det var en nyttig evne, men uheldigvis virkede den kun i få minutter af gangen. Al gabte så de to skarpe,hvide hugtænder var synlige i få sekunder. Han var ikke særlig forsigtig når det handlede om at skjule hans race. Om det var modigt eller dumt var an på den person, som så de unaturlige lange hugtænder. Al var en af de personer som hadet mennesker mere end noget andet, mennesker var en svag, ynkelig race der troede at de havde magten over alle. Selvfølgelig var alle mennesker ikke sådan, men Al havde oplevet nok til at frastøde menneske racen med god grund.

Aften havde være lang når man ikke havde haft det store og lave eller lidt var der da men det kun ikke blive til så meget med solen da den havde magten over jorden det halv af tiden mens natten havde den anden del og nu hvor kl enlig var nok kun man jo kom ud og lave lidt i livet som vampyr..

En fyr på de 40 eller lidt over gik ned gemmen gaden han var i sort jakkesæt og han havde en rød jakke ud over mens han hud var hvid som sne og hans øjne var svagt røde da det var nogle timer siden at han havde fået blod i et par dage, fyren så ikke helt ud som en der kom fra den her tid men det gjodr han jo heller ikke nej han var en vampyr som var meget gammel og han kom tilbage fra 1400 talt hvor han var født som menneske og nu var han endt om som en døde der bare gik rundt i verden unde en god grunde..

//logger ses i morgen//

Al var også født som et menneske, han var dog blevet født i 1800 tallet i en lille by som ikke engang var på et kort. Han døde i en alder af 19 da han var, som så mange andre, et offer for en sulten vampyr. Han fortrød ikke hans død, eller rettere han fortrød ikke at være blevet til en vampyr. Mere fordi at han så det som endnu en chance til at leve. Han havde oplevet flere ting end det man ville kunne nå på et normalt menneskeliv. Med andre ord, han var endnu ikke træt af livet, man kan altid lære noget nyt.

Der gik ikke særlig langtid før at Al's røde øjne, fik øje på en skikkelse lidt længere fremme, en høj mand med et jakkesæt, han lignede ikke en som kom fra denne tid. Al ville havde troet at dette var et menneske, vis det ikke var for duften omkring denne mand, som fortalte at han var en vampyr. Alle racer havde jo en speciel duft som kendetegn og efter meget hård øvelse havde han lært at adskilte de mange dufte. Da han kom tættere på den fremmede vampyr nikkede han med hovedet som i en hilsen. Han viste altid respekt over for andre vampyrer, eller i hver fald de fleste. "Godaften" lød det fra ham med en venlig tone, man kunne høre en svag accent i hans stemme. Hvor den kom fra var svært at høre.

"godaften" sagde Alucard med rolig stemme mens han kiggede på den ung vampyr og det var en del tid siden han havde være sammen med en anden af sin egen race da han ikke var hjemme så tit fordi han skiftede rundt mellem en del mennesker som han fik blod fra unde af de havde en ide om det, han lavede et roligt smile mens han så på ham og han havde lidt håb på en snakke da aften havde være lidt ensom på grunde af at han havde være nød til og vente til han kun ko helt ud da solen var et problem. Solen skæls ordet for alle vampyr i verden da den ikke var en ven mere men hvad kun han gjord ved det da han havde være van til og nyde den før han blive hvad han var nu men han havde ikke set det slemme i og være det han nu var da det havde givet ham lov til og kom verden rundt og han så jo os stadig godt ud af en på sin alder..

Et smil formede sig på de smalle blege læber da vampyren svarede med en hilsen. Al havde mødt mange vampyrer i hans liv, men de var alle.. hvordan kan man forklare det? Indelukkede? De gav i hver fald ikke en hilsen igen. Så da denne vampyr gengav hilsen kunne han ikke lade være med at forme et smil.
Al studerede denne vampyr fra top til tå op til flere gange. Det gjorder det nemmere at kunne genkende denne vampyr vis de nu en dag stødte på hinanden igen, han havde tros alt ikke en særlig god hukommelse, hvilke irriterende ham en hel del. Al havde altid elsket solen, men han kunne nu bedre lidt natten, sådan havde han det da han var menneske og sådan har han det stadigvæk. Solen er okay, men natten er bedre. "ude og jage?" spurte Al, da det enlig var grunden til at han var ude. Men vampyrer jagede jo ikke altid, de kunne også bare nyde natten som så mange andre kunne.

"kan man vel godt sige" sagde Alucard roligt mens han kiggede på vampyren for an ham "og dig?" sagde han lidt efter da han gik ud fra det var samme svar som hans men han havde og en anden grunde til og være ude da han gerne ville besøge en på kirkegården og den person var godt nok en som havde være døde i 200 år men stadig han kom der tre gang på en uge da det var der han kom for snakke med sin afdøde kone da han aldrig var kommet sig over af hun fik livet taget da de opdagede af hun var sammen med en vampyr. Han lavede et face som minde om et smile blandt med et pokerface da han ikke kun kom frem med anden og ind i kom der et lille lydløs suk over alt det som var sket i hans live...

"Ude og jage, " forklarede Al og kunne mærke at sulten inden i ham indnu ikke var væk. Var det virkelig normalt at være så sulten? Det var det sikkert. Al havde aldrig haft en som kunne lære ham hvordan det er at være vampyr, hans skaber forsvandt. Så Al havde holdt sig til bøgerne der fortalte om hvordan en vampyrens natur var, og hvordan man kunne dræbe dem.
Alt i bogen var sikkert ikke sandt, men han havde taget alt der stod til sig. Han havde aldrig haft en tæt på sig, det betød dog ikke at han ikke kende til ordet og følelsen kærlighed. Men det havde været falske forhold han havde været i. Man kan vel sige at han ikke har haft heldet med sig til at finde en han kan være åben overfor. Sukket som kom fra vampyren gjorder at opmærksomheden fra Al igen blev lagt på ham. "er der noget galt?" spurte han

"overhoved ikke jeg tænker bare" sagde Alucard roligt mens han kiggede på ham med et rolihg blik en det som han havde haft før "hvad hedder du så?" sagde han lidt efter mens han stadig havde blikket på ham og han livet med det som han natur nu sagde så han lod bare helt være med og blikke for en del til og på samme tid hold han os op med og trak vejet da der ikke var en grunde til det når han var sammen med en anden vampyr og alle som var der nok ville opdag det..

Al ville ikke spørger hvad vampyren tænkte på da han ikke ville trænge sig så meget på nu hvor de ikke kende hinanden særlig godt. Hvad hedder du så? kom det fra vampyren. "Alistaire, Alistaire Cloverfield rart at møde dig" præsenterede Al sig og nikkede igen med hovedet for. "Hvad med dig? Hvad er dit navn?" spurte Al så lidt efter, stadig med en accent som man kunne høre at han prøvede at skjule. Ikke fordi at der var noget galt ved at have en accent, men han ville gerne af med den så hurtigst så muligt så han kunne blænde sig bedre ind.
Al kom rigtig fra Frankrig hvor han havde opholdt sig i det meste af hans liv. Ikke fordi at han specielt godt kunne lide landet, men der var altid liv i gaderne og man følte sig aldrig alene. Ensomhed kan være en ulidelig følelse for alle og enhver, og Al var en af de personer som godt kunne lide at have lyd og liv rundt omkring sig. Grunden til at han flyttede til denne by som var mindre livlig var pga at han var blevet uvenner med de forkerte personer. Han havde været med til at irritere og stå i vejen for en stor underjordisk organisation, som han normalt skulle have holdt sig fra. Men han kunne ikke lade være med at irritere de dusør jagere og mennesker, som var en del af denne organisation, mest fordi at de selv fortjente det.
Og i sidste ende var hans liv i fare og han blev nød til at flygte, typisk. Han vidste at den dag nok ville komme men han fortrød ikke det han havde gjord.
"har du været længe i denne by?" spurte han så for at bryde tavsheden, han kende jo ikke så meget til denne by, så måske kunne denne vampyr vise ham lidt rundt? Eller vise ham steder hvor folk normalt ikke sætter deres fødder?

"navnet er Alucard og nej jeg flyttede her til for en måned siden" sagde han "så jeg ret ny men jeg lære hurtige steder og kende" sagde han lidt efter og han kiggede på vampyren med et roligt blik.
Det var godt nok en del tid siden at han havde mødt en af sin egen da han havde være en del rundt i verden i lang tid og derfor havde han ikke mødt så mange andre racer da han ikke blive længe i den sammen by men nu havde han tænkte sig og blive lidt læger da det var kedeligt g rejse rundt efter og have set alt hvad der nu var og se rundt om i verden og han havde og selv være ret ensom i den tid som han nu havde være rundt i..

"Alucard" gentog Al højt for at kunne huske det. Nu var Alucards udseende og navn kodet ind i hans hukommelse. *Alucard? vis man stavede det bagfra var det Dracula, hvor komisk* tænkte Al og grinte lidt over tanken.
Det var et specielt, og kønt navn, i hver fald mere spændene end Alistaire. "Så du er selv ret ny? hvorfor valgte du at komme til denne by?" spurte Al da nysgerrigheden brede sig inden i ham. Tanken om blod var forlængst væk for nu var hans hovede fyldt med de mange forskellige spørgsmål han havde lyst til at stille til Alucard.
"hvor længe har du været en vampyr?" spurte Al så et lille stykke efter og lod ikke de røde øje fjerne sig fra den fremmede vampyr. Han virkede venlig nok, men selvfølgelig kende han endnu ikke til den ''rigtige'' Alucard og hans tanker. Al ville ønske at han kunne læse tanker, så kunne han skelne imellem de onde og gode. Samt dem som var værd at bruge tid på.

"tja jeg har set hele verden så derfor ville jeg prøve et sted som jeg ikke havde set før og så blive det her" sagde Alucard mens han kiggede på ham "og jeg har være vampyr i 610 årstid" sagde han kort efter. "hvem dem selv" sagde han efter lidt tid var gået og han havde nu mere lyst til og snakke end og jage da det var lidt mere hyggeligt end det og være alene mens han sugede blodet ud af en eller anden han nu kun finde på gaden, *hvorfor har jeg ikke mødt en og snakke med noget før* tænkte han til sig selv og det gik ham lidt på da et var en hyggelig ting når man først gave sig tid til det..

"En ven fortalte mig om denne by, og det virkede ret fristende at prøve noget nyt" forklarede han og af god grund fortalte han ikke om hans fjendskab med dusør jagerne/ menneskerne i den gamle by. Mest fordi at Alucard sikkert ikke havde noget med dem at gøre og derfor var informationen nyttesløs. Lidt efter gik det op for ham at Alucard faktisk kun spurte om alderen, derfor slog Al sig blid i panden med en flad hånd over hans fejltagelse. "Jeg er kun 209 " forklarede han så derefter og smilte stadig som han gjorder før.
Al var en meget snakkesalig person, men det betød nødvendigvis ikke at han havde mange venner. Faktisk havde han kun meget få, og de var nok allerede blevet dræbt. Selvfølgelig kunne Al vel skabe nye venner, men han lukkede sig ikke så meget op, han snakker meget men det er aldrig noget privat eller følelser medmindre at det var en tæt person. Han var vel bare en svag person, som ikke ville bliver såret vis han mistede dem han havde kært? Der var vel ingen som var glad for at miste nogen som de holder kært, men Al kunne næsten aldrig komme over det ingen. Hvilke Al så som en svaghed i stedet for en fase man skal prøve i livet.

Alucard nikkede som svar mens han lod ryggen glide op mod muren "jeg må nu sige af efter så længe er udødelighed ved og være en kedelig ting da jeg jeg det mest af tiden læser eller er ude og jage" sagde Alucard mens han kiggede på ham "og jeg har heller familie mere ikke efter min kones døde" sagde han kort og han kiggede stille ned da tanken om hende fik for mange minder frem i ham og han ville helst ikke husk det mere da han havde prøvet og glemmen det for tiden "jeg ville ønske jeg kun glemme meget af det som jeg har set" sagde han stille..

"jeg har det fint med livet som det er indtil videre, jeg kan altid finde noget nyt og lave da man kan lære noget nyt hver dag, men du har sikkert ret, når man er udødelig kan livet være kedeligt." En kort pause kom før at Alucard fortalte om hans afdøde kone, smilet på Al's læber falmede og forsvandt tilsidst "jeg er ked af dit tab" sagde Al med en mere trist stemme. Han kende ikke til at have mistet noget man elskede på den måde, men kun hvordan det er at miste familie samt venner, Og det var sikkert to forskellige ting. Men han vidste at det var udelideligt, i hver fald vis man elskede personen højt "hvad var hendes navn?" spurte Al forsigtigt og ville enlig ikke spørger for meget ind til de dårlige minder. Men hans nysgerrighed var mange gange størrer end hans fornuft.

"Mira" sagde Alucard og han kiggede kort på ham for han kiggede ned i jorden som var kold og se på "hun blive sendt på bålet for være sammen med en som mig" sagde han lidt efter "så det os en grunde til at jeg ikke længer kan finde så meget godt i evigheden" sluttede han og havde det koldt i kroppen selv om han normalt ikke ville kun føle de ting så kun han det nu god når han snakke om det med andre og han lukkede kort øjne for finde roen i kroppen..

Mira? gad vide hvilken form for person hun var? Hun måtte være rimelig modig sådan at slå sig ned sammen med en vampyr. Al forstod ikke menneskeracen selvom at han selv havde været menneske, hvordan kunne mennesker kalde vampyrer for mordere, når de selv brænde deres egne fordi at de havde fundet kærlighed hos en vampyr.
"Vis du har tid, kan vi så ikke finde et sted at side ned du kan fortælle mere om dig selv når vi finder en bænk, mine ben er ved at være følelsesløse " sagde Al som tilsyneladende havde ondt i benene af at stå op. Han ville gerne lære mere om Alucard og hans fortid, vis han da ville fortælle mere? Al nød at lære folk at kende, det var vel en form for hobby? Ingen er ens, alle er forskellige hvilke gør det hele mere spændene.