Må tage en beslutning inden jeg bliver forkølet.

Tid: 20:38
Dato: 10/12 - 09
Sted: Ved et hotel.
Vejr: Blæsende og regn.
Årsted: Vinter.
Dag: Torsdag.
Omgivelser: Få mennesker som suser forbi på grund af regnen.

Austin stod ude foran hotellet helt våd på grund af regnen, han så overvejende på hotel bygningen med nogle penge i hånden, han overvejede at leje et hotel værelse og bo der så længe han havde penge nok, han så sig omkring og ned på pengende, han tog sig kort til overarmen og tørte lidt regnvand væk fra sit ansigt, han frøs da hans jakke ikke var tæt så hans trøje inden under også var blevet våd samt resten af hans tøj på kroppen, han gik lidt hen mod hotel døren med tøvende skridt.

Eolith blev nærmest smidt ud af hotelværelset, og døren blev smækket i bag ham. Ydmygt knappede han sin skjorte og rettede på sit hår, før han uden et ord, gik ned ad trapperne. Manden derinde havde virkelig skældt ham ud, og det havde været hårdt at høre på.
Han skyndte sig ud af døren og tog sig til ansigtet, lige før han begyndte at falde i gråd. Skamfuldt sank han ned til den våde jord, og havde ikke bemærket Austin, der stod lige ved siden af ham.

austin så forbavset på ham og fik medlidenhed, han satte sig forsigtigt på hug ved ham og lagde en hånd på hans ryg, næsten uden at røre "Er .. du okay?" spurgte han stille og prøvede at fange lidt af hans ansigt for at se om han var okay, han sank kort og glemte kort at han frøs, forid han bekymrede sig om den fremmede der lige havde smit ham ud af hotellet.

Eolith gjorde et lille spjæt med kroppen, da der pludselig var den der rørte ved ham. Han kunne ikke stoppe med at græde, da han var i chok efter al den råben. Han gemte sit ansigt i håret, og kunne derfor ikke selv se Austin. Han lænede sig ind til ham og lod ham trøste ham.

Austin så lidt overasket på ham da han ligefrem lagde sig ind til ham, han lagde forsigtigt armende om ham, han sagde ikke noget, da han ikke var sikker på hvad der var sket og hvad han kunne gøre, han klappede ham blidt på ryggen og prøvede at trøste, han så sig lidt omkring og prøvede at finde et sted de kunne gå hen så de ikke blev forkølet.

Eolith kunne mærke Austins tøven. Han tørrede sine øjne og så op på ham med et ømt blik. "Tak.." Sagde han og tog sig til sin varme pande. Han lukkede øjnene igen. Han tænkte på, hvor smuk han egentlig var i det splitsekund, han havde kigget på ham.

Austin smilede kort men det forsvandt hurtig ".. Det var så lidt" sagde han lidt tøvende, da han ikke rigtig følte han havde gjort så meget "Hvad skete der?" spurgte han så stille og holdte stadig om ham med et svagt greb, han havde trang til at passe på ham som han sad der og lige havde set ham så ulykkelig.

//Må desvære logge, er hjemme hos Amalie .. så skal liige lave projekt opgave ^^//

"Ikke noget" Svarede han lavt og skævede lidt væk. Sandheden var jo nemlig, at han havde prøvet på noget med manden et par timer før tid, men endte så med at få en flad og en masse skæld ud. Sådan noget skete tit for ham, men han kunne ikke helt tage det til sig.
Han så kort på Austin og skiftede til at være nedtrykt igen. Han puttede sig meget intimt ind til den fremmede, og lukkede øjnene "Her er så koldt og vådt".

Austin så ned på ham og var enig "Jeg bor desvære ikke i nærheden for så kunne vi ellers være gået hjem til mig .. " sagde han undskyldende og frøs selv ret meget, han så lidt rundt på de folk der gloede og rejste sig så op med ham i armende men kun så de nærmest stod og krammede, han var utroligt let?, fik han ikke nok mad eller havde han spiseforstyrelser?, han så lidt ned på ham "Men hvor bor du henne?" spurgte han så og ville gerne være sikker på han havde et sted at bo, især hvis det var nødvendigt at gå fra ham.

"Deepshell" Svarede han og lod sig frit holde stramt om Austin. *Sådan en dum og naiv dreng* Tænkte han frydefuldt bag den ulykkelige facade. Skuespil var han ikke dårlig til, og folk hoppede blindt på ham. "kan du sige mig hvad klokken er?" Spurgte han lavt og næsten utydeligt, da hans mund blev dæmpet af Austins skulder.

Austin trak sin mobil op af lommen for at se hvad klokken var "21:19 .. " svarede han så og sukkede, han så sig igen omkring før han så fik øje på en mindre fin resturant "Er du sulten?" spurgte han så, han var ikke selv specialt sulten, men ville bare gerne ind i varmen.

Eolith så sig om skulderen og fik øje på restauranten. "Jo, men jeg har ingen penge" Sagde han og tænkte nu også mest på varme lige nu. I virkeligheden havde han et hævekort i sin pung, men han gad da ikke spilde penge, hvis han kunne få noget foræret af menneskedrengen.

Austin så kort ned på ham før han igen så hen mod resturenten "Jeg har, jeg skal nok give" sagde han så og kunne ikke vente med at komme ind i varme og trak ham så med over mod resturanten, da de var nået helt hen, trak han ham med ind i den varme resturent og sukkede lettet "Lad os finde et bord .. " sagde han så og gik hen til et bord der var ved vinduet.

"Du er god ved mig" Smilte han taknemmeligt og satte sig. Han holdt lidt om sig selv. Hans tøj var blevet fugtigt fra da de passerede gaden hen til restaurenten, men det var intet i forhold til Austin selv. "Skal jeg varme dig?" Spurgte han og så på ham.

Austin trak den våde jakke af sig og så hen på ham "Ehm, nej tak, det behøves ikke, du bliver bare selv kold" sagde han i et lille smil og var lidt våd på ærmerne fordi jakken ikke havde været helt tæt, han tog et menukort op i hænderne "Ehm, hvad vil du have?" spurgte han så og så op fra menukortet og så på ham.

"Det samme som dig" Svarede han uden at have kigget på menukortet. Han studerede Austins krop, mens han læste menukort. Han var slank.. og ung.. måske på hans egen alder? Men det gjorde ham nu ikke så meget. "Du er en pæn fyr" Sagde han stille "Hvad hedder du?"

Austin så lidt overasket på ham da han sagde det, han lagde menukortet fra sig og så på ham "Eh, tak .. Jeg hedder Austin" sagde han så og smilede lidt, han kløede sig kort i nakken før han så rundt efter en tjenern "Hva' med dig? Hvad hedder du?" spurgte han så og frøs lidt på sine ben fordi hans bukser var sjask våde *Hader regnvejr* tænkte han i et lydløst suk.

"Eolith" Svare han og lænede sig lidt frem over bordet, og undersøgte ham "...Du fryser meget, hm?". Han kunne se ham skælve lidt, det varet meget godt kneb til, at kunne komme med ham hjem. Han så ned ad hans mave og op i hans øjne igen.

Austin rystede svagt på hovedet og s¨å på ham "Det ikke så slemt .. " sagde han så og fik fat i en tjener han bestilte to cola'er, da han selv ikke skulle hvae noget at spise "Er du sikker på at du ikke vil have noget mad istedet for det samme som mig?" spurgte han så og så på ham.

"Ja, jeg vil ikke tappe fra dig" Svarede han og rakte ud fra sin cola "Det er rigeligt, at du tog imod mig..". Han drak lidt af sin cola og lod blikket glide rundt på de andre mennesker. Der var ingen andre racer i rummet. Kun mennesker.

Austin nikkede så kort og tog selv sin cola, han drak lidt og så på ham med et smil, han var bare glad for at kunne hjælpe "Men er der ellers andet jeg kan gøre?" spurgte han så og trippede lidt med det ene ben fordi han frøs, han lagde jakken hen over benene og så på ham.

Han smilte gengældende, og tørrede lidt cola væk fra læben. "Nej tak, men er der noget jeg kan gøre for dig?" Spurgte han uden at tage smilet væk "Jeg burde jo betale dig tilbage på en eller anden måde"

Austin rystede lidt på hovedet og drak det sidste cola i sit glas "Nej, det behøves skam ikke .. jeg vil bare vælre sikker på at du ikke skal efterlades ude i kulden" indrømmede han og smilede svagt.

"Tak alligevel" Svarede han. Han så på ham, og nød roligt udsigten "Vi kunne jo.. lære hinanden bedre at kende? Blive venner?".
Han var ikke længe om, næsten at tømme glasset. Det var kun isterningerne, der var tilbage i, men de var for kolde til, at han havde tænkt sig at sætte tænderne i dem.

Austin smilede lidt da han sagde det og nikkede "Er vi ikke allerede det ?" sagde han så, men hentød til at han gerne ville, det ville være dejligt at få sig nogle flere venner, selvom han havde et par stykker fra klassen, men det var ikke lige frem nogen han snakkede særligt meget med, især ikke efter alt hvad der var sket.