Om natten //Eikal//

S: Den triste skov
O: væltede træer barkløse træer osv.
V: Let brise, køligt
T: 22:26
P: Bliver beskrevet

En utrolig smuk kvinde lå på et stort træ som var fældet. Hun havde nogle meget smukke former, som drengene gik meget efter, og nogle piger, og noget sort og en smule kort hår. Hendes påklædning bestod af en nedringet mørkebrun top, en sort stor hættetrøje og nogle mørkebrune jeans og nogle brune converse. Hendes øjne, var der lagt makeup på, sort øjenskygge, mascara og eyeliner, dog kunne man ikke se hendes meget, meget mørkebrune øjne, som normalt så sorte ud.
Hun slappede af. Hun havde nemlig faret rundt i menneskeform efter et egern. Ja. Hun var en varulv. Træet var godt nok væltet ned over en vandre sti, men folk kunne vel bare vandre uden om?? Eller hoppe over det?
Hendes næse havde dog fart på over feltet, den opfangede alle lugte i flere mils omkreds, derfor havde hun opfanget en andens tilstedeværelse, men ville ikke rigtig tage sig af det, selv om hun vidste personen var en varulv.
Om halsen havde hun tre halskæder og et kamera. En af halskæderne var tre hjerter som man kunne åbne og se nogle små billeder af folk, eller nogle hun holdte af. I en af de andre halskæder var der to ringe. Og den sidste halskæde havde sådan en lang kæde at den lå gemt nede mellem hendes bryster. Og det var meningen. På hovedet havde hun blandt andet nogle sorte 'nørde-briller' som nogle kaldte det.

Eikal traskede igennem den triste skov uden et videre mål. Den knapt så pumpede dæmon der tit fremstod som lille og svag menneske-dreng og som folk altid undervuderede, bare fordi han hverken var høj eller noget. En lille spinkel møgunge, med en mærkelig frakke og langt hår - en man typisk ville tro var goth eller noget. Og dog alligevel ikke.
Drengen gik med hætten trukket helt ned i ansigtet så hans øjne var ude af syne for fremmede og dog kunne han titte ud, og se hvor han gik. Han vidste godt at han var i skoven... hvor i skoven - det va rnoget helt andet! Hvis det var, havde han jo en dæmonform til at hjælpe hvis han nu skulle køre fast i at komme ud, eh?
Han sparkede hårdt til en sten der var i vejen og stoppede op for at se sig omkring. Regnede ikke med at der var andre. Så han løftede hætten lidt så han bedre kunne se, og så hans næsten unaturligt midnatsblå øjne var synlige for andre. Han så rundt ig fik øje på at han ikke var alene alligevel. Der var en anden person. Det var ikke et menneske - det kunne han mærke. Men hvad det var... tja.. Det kunne han ikke rigtigt gætte sig frem til på denne afstand. Han gik lydløst nærmere og et gustent smil bredte sig på hans rosa-farvede læber.
"Godaften" det var nærmest kun en hvisken i vinden. Han elskede natten. Det gjorde ham såmænd kun stærkere at være ude der. Han varskyggedæmon, right?

Den kønne kvinde havde et blidt smil og vendte sine smukke dådyr øjne hen mod dæmonen. Hun havde fået færten af ham fra lang afstand.
”Godaften,” mumlede hun svagt og satte sig op som et dovent lig. Hun smilede roligt og hoppede ned fra det tykke træ, da hun landede på det bløde og en smule fugtige græs kiggede hun op. Hun havde allerede sine muskler klar til kamp, hun havde jo væltet træet på et skub. Og hun havde der ud over en masse våben gemt i hendes smukke udklædning.
”Du er vel ikke ude på en blodig nat?” spurgte hun, nogle dæmoner svarede dog nej, og det var ret rigtigt.
Men hun kunne på lang afstand mærke at ham her ikke var en man bare sådan slap af med. Eller en der ikke lige gav op. Kunne hun bare mærke, han var så skummel på en måde.

//Sorry! Kunne virkelig ikke skrive mere på skat!//